Print artikel

Et forstørrelsesglas på verden

»Hvilke forestillinger ville de få om vor tid og om vor tids museer, når de betragtede en samling cigaretskod?«
»der er altid flere ting, der kan registreres og beskrives«
Interview
09.12.14
Hvorfor er alt det kedelige interessant? Hvorfor og hvordan kan hverdagen udgøre en ganske vedkommende og kreativ forståelse af vores position i verden? Og hvordan kan kunsten og litteraturen medvirke til, at vi kan opleve hverdagen på ny? Gennem en samtale med kunstner og redaktør Lasse Krog Møller forsøger Tue Løkkegaard at finde svar på disse og mange flere spørgsmål om hverdag og kunst.

Den danske kunstner og redaktør på det lille, men farverige og interessante forlag *[asterisk] Lasse Krog Møller er en af de, som leger med alt det ganske kedelige og banale og får det til at stå frem i et vedkommende, forskydende og kreativt lys, der kaster nyt blik tilbage og frem på vores hverdag og historie. En ekstraordinær leg med det ordinære kan man måske sige, hvor vi kan blive overrasket over alt det, som vi måske finder mindst overraskende.

Pt. er han aktuel med udstillingen Laminat – en bibliotekshistorie på Åby Bibliotek i Aarhus, og han har netop afsluttet udstillingen Vedr. Ålborg – en ekskursion på Kunsten – Museum of Modern Art Aalborg, ligesom han kontinuerligt kaster finurlige og legesyge arkiverende kunstnerbøger ud fra det lille forlag.

Inden for kunstens og litteraturens mange former har hverdagen sådan overordnet set haft en noget tvetydig position. Affejet af de fleste, elsket af enkelte. Men hvad er der så specielt ved hverdagen? Er det ikke her at livet viser sig fra sin mest uinteressante side? Her hvor vi er svøbt i gentagelsens habituelle omklamrende favn, og monotoniens stædige lænker får os til at søge andetsteds for en fornemmelse og oplevelse af det sande liv?

I en længere mailkorrespondance med Lasse Krog Møller har jeg over en tidsperiode diskuteret og spurgt ind til hverdagens status og måske særligt kunstens og litteraturens måde at bearbejde hverdagens materiale på. Hvorfor er det, at hverdagens små genstande er interessante at arbejde med kunstnerisk, og hvilke erfaringer kan en æstetisk bearbejdelse fremskrive?

»Jeg tænker netop, at disse små genstande, der forekommer ubetydelige, alligevel i kraft af den intime forbindelse med en person, eller de spor de bærer med sig, enten i form af hårstumper i et hårelastik, eller den måde et cigaretskod er skoddet på eller håndskriften og indholdet på en indkøbsliste, kan sige både noget meget banalt alment om hverdagslivet i detaljen og noget meget stort om menneskelivets vilkår,«  skriver Lasse Krog Møller på et tidspunkt til mig.

Det minimale eller mikroskopiske bliver små spor, der kan udlægge en større historieforståelse. Lasse Krog Møllers arbejde som kunstner, hvad enten det er installationer eller kunstnerbøger, som han udgiver på omtalte forlag *[asterisk], har det til fælles, at der er tale om en arkivering af noget hverdagsligt materiale, som findes enten på gaden eller i glemte kælderrum i et museums støvede afkroge. Værker, rum eller bøger, hvor elastikker, cigaretskodder, huskesedler, kruseduller, eller støv, som tegner sig omkring genstande i montrer, som ikke længere er der, bliver fortællere for en overset erfaring og mellem-menneskelige forbindelser. Men er hårelastikker virkeligt så interessante?

Lasse Krog Møller fortæller mig: »Samlingerne af ganske trivielle hverdagsgenstande og den nøjeregnende arkivering, registrering og beskrivelse af dem, forekommer ofte ved det første møde umiddelbart parodisk. Og måske fjollet og meningsløst, og måske endda ironisk; således at gøre lister over dagligdagsindkøb, en samling af cigaretskodder eller af hårelastikker, breve, fotos eller støv til genstand for museale fremvisninger og enerverende inventariseringer.«

Men som han fortsætter, så handler det netop om at fremhæve alle de oversete materielle objekter for på den måde at muliggøre nye erfaringer og konturer ud fra det upåagtede materiale, som vi omgiver os med hele tiden hver eneste hverdag:

»Så tror jeg, at det nok også handler om at tilbyde andre læsninger, andre muligheder i opfattelsen af, hvordan virkeligheden ser ud; hvordan verden ser ud, hvordan geografien, hvordan et museum, hvordan historien er, eller hvordan den kan være. Og der tror jeg, at det hverdagslige og det infra-ordinære kan befordre muligheder for at danne sprækker eller åbninger til andre læsninger og alternative fortællinger om vores virkelighed. I hvert fald et andet blik end det som fx den kapitaliserede oplevelsesøkonomiske tænkning, som museumsverden i dag i så høj grad har bekendt sig til, tilbyder. En oplevelsesøkonomi, hvor den museumsbesøgende, beskueren er blevet en kunde, der skal have en vare; en oplevelse, som han har betalt for,« skriver Lasse Krog Møller.

Kunstformer, former for kunst

I Lasse Krog Møllers hverdagskunst er der en kunstnerisk forskydning på spil, som ikke kun handler om, hvad vi bør tillægge værdi og erfaring i det eller de rum, som vi fødes ind i og bliver til med, men som også handler om kunstens rolle og muligheder. Hverdagslige materialer tilegnes i æstetiske optikker, der skriver sig ind i den arv, vi finder fra 1960ernes kunstneriske avantgarder som FLUXUS især, forfattere og kunstnere som Georges Perec, Sophie Calle, Christian Boltanski og Nicholson Baker foruden i kunstnerbog-traditionen.

Gennem musealiseringen; arkiveringen, registreringen og beskrivelsen af disse hverdagslige ubetydeligheder ophøjes de til museumsgenstande, og i denne form får de ellers tilsyneladende værdiløse genstande en betydning, der måske repræsenterer noget almenmenneskeligt, forklarer Lasse Krog Møller mig. Kunsten fordrer således en ny optik, der går begge veje. Ud i verden på vores hverdag og tilbage til kunsten selv, hvor det ubetydelige træder i stedet for de store værker og store signaturer, som præger udstillingsvæggene og katalogerne. Hvor historiske processer og overgange bliver præsente på nye måder i nye former.

»Jeg synes, at det er morsomt at tænke på de forskellige betydninger genstande kan antage, når man fx tager en række genstande fra fx et magasin eller et pulterkammer, sådan som jeg gjorde det i værket En Samling i Galleri Image, 2012, hvor jeg arbejdede med galleriets samling af genstande, der var gemt og glemt i magasinet gennem 35 år; helt almindelige praktiske genstande, som jeg udstillede i en museumslignende situation, på podier med museumsskilte på en isoleret baggrund. Den betydning eller den opmærksomhed, der blev tildelt disse genstande, eller den alvor, hvormed de kunne iagttages som genstande, der havde en signifikant betydning, fortalte mere om, eller gjorde det mere ærligt portrætterende, end en historisk gennemgang af udstillingsstedets 35årige historie fortalt gennem udstillingsdokumentation og historisk skildring kunne gøre. Jeg tror i hvert fald, at det værk etablerede en anderledes sensibel historie om et udstillingssted.«

»der er altid flere ting, der kan registreres og beskrives«
Rum og tid smelter sammen i en paradoksal smeltedigel. Men der er også noget ganske praktisk ved at operere på den måde, som vi kan kalde kunstnerens mulighed for, at kunsten eksisterer eller kan eksistere.

Lasse Krog Møller startede for efterhånden nogle år siden med nogle ligesindede det lille og alt for oversete forlag *[asterisk], hvor han selv udgiver sine små kunstnerbøger. De kan handle om en rundtur i Vanløse eller Hellerup, de kan portrættere elastikker eller fundne indkøbssedler, skyer eller bogomslag, cigaretskodder med tilhørende kort og registrering af cigarettens mærke, fundne lokation og cigaretskoddets krøllede form. Denne kobling af udøvende kunstner og redaktør bærer nogle helt særlige (og selvfølgelig nok logiske) muligheder med sig.

»At fungere som redaktør og udgiver af bogbaserede værker, der for størstedelen primært beskæftiger sig med det hverdagslige, er jo selvfølgelig at give muligheden for at sådanne værker kan eksistere, og at de kan findes i verden til trods for det er en nok så diminutiv reception, der i virkeligheden er af disse ting. Og sjovt nok er det jo som om, at den konceptuelle praksis, der udfoldes af kunstnere, som arbejder fx med bøger, ofte er værker, der har det hverdagslige og omgangen med det hverdagslige som fokus. Ofte er det en konceptuel skrivebordsbaseret praksis, der med omgangen og administrationen af det hverdagslige kommer til udtryk i kunstnerbøger.«

Men som med materialet betinger formen og det at gøde sin egen have også, at nogle ting overhovedet har et eksistensgrundlag, der så bliver en kile ind i etablerede praksisser og forventninger, vaner – om man vil – der fornægter hverdagslighedens hverdagslighed at blomstre frem og knopskyde i form og formning af alternative fortællinger. Det er ikke nyt, men skam heller ikke for gammelt og fortærsket. Tværtimod:

»Netop dér forekommer det mig især ideelt at tænke på kunstnerisk arbejde, sådan som det udfolder sig inden for feltet kunstnerbøger. Dvs. i kraft af forholdsvis billig og uafhængig produktion med alternative og selvetablerede distributionskanaler kan kunstneren arbejde med en større uafhængighed af fx museumsinstitutioner og andre institutionelle filtre. Derfor tror jeg også, historisk set, at så mange eksempler på ‘avantgardiske’ selvetablerede tendenser kommer til udtryk i fx selvproducerede småbøger, bl.a. fx i det tidligere Jugoslavien og Østeuropa, men også i New York sidst i tresserne. Og det fantastiske ved disse ting, der så prisbilligt og ydmygt blev produceret der, og som kunne flyde ad alternative distributionskanaler uden om de etablerede institutionelle kanaler, er, at de jo stadig findes, og at de kan ses i dag, fx i modsætning til en udstilling, der som regel pilles ned efter tre uger.«

Mellem fortid og fremtid

Lasse Krog Møllers arbejde er et registreringsarbejde, et arkiveringsarbejde, en måde at ’musealisere’ på, som han kalder det. I en tid, hvor verden går hurtigere og hurtigere, hvor vi har så travlt med at være alle steder og ingen steder for at sige det i en lettere klichésvøbt frase, bliver æstetiseringen af hverdagen og registeringen af det flygtige og oversete måske ekstra relevant.

Således spørger jeg også Lasse Krog Møller om det fremtidsperspektiv, der synes at være i hans kunst. Og hvordan dette fremtidsperspektiv forholder sig til fortiden, til historien:

»Undertiden forestiller jeg mig, at nogle af de værker jeg har lavet; de allermest museale museumsmimende værker, måske engang ville være det eneste, der blev overleveret til en fremtid; altså et museum over vor tid, der, så at sige, er lavet til et fremtidigt blik. Hvorledes ville fremtidige generationer så se på vor tid? Hvilke forestillinger ville de få om vor tid og om vor tids museer, når de betragtede en samling cigaretskod, hårelastikker og indkøbssedler?

Hvad en samtid overleverer til en fremtidig generation i form af nationale mindesmærker, fyrsteportrætter etc. fremstillet i egen selvforståelse, virker ofte for en eftertid både håbløst latterlige og løgnagtige. Vi synes jo selv i dag, at vi får et meget mere interessant, levende og sandt billede af fx 1700tallet ved at betragte de fund af hverdagslige genstande, der fx er fundet under udgravninger til det igangværende metrobyggeri. Genstande som i fjern fortid jo egentlige bare er blevet smidt væk eller tabt, fx sko, husgeråd, kridtpiber og parykker. Disse genstande giver os, synes vi, et mere sandt, og også i kraft af måske netop deres hverdagslighed et næsten rørende billede og en større forståelse af en tid og af andre menneskers liv i den tid, end vi kan få gennem et portrætmaleri eller et monument, som en eller anden fyrste har bestilt af sig selv.«

Et interessant forhold mellem virkelighed og kunst, mellem historisk sensibilitet og æstetisk virke, mellem konkrete materielle objekter og kunstnerisk tilegnelse, der synes at sløre egentlige grænser, så det hele bliver synligt og forbliver usynligt på samme tid. En vedvarende nysgerrighed, der transponerer sig fra det fysiske hverdagsobjekt gennem den æstetiske sfære og museale iscenesættelse frem til en hypersensitiv fordring af vores egen krop og historie.

Et rum, skriver Lasse Krog Møller, »der opstår i denne stillen spørgsmål til verden, og dens genstande, de mindste foreteelser, fungerer måske som et forstørrende spejl eller et forstørrelsesglas på hele verden og vores egen nære historie.«

Hvor kunstnerens, forfatterens evige (u)taknemmelige rolle forlader sig evigt melankolsk og bekræftende i det evige paradoks, der siger at der, som Lasse Krog Møller skriver, »altid er mere at beskrive, der er altid flere ting, der kan registreres og beskrives. Men genstandene og beskrivelsen af dem, udmatter til sidst arkivaren, fordi mængden af virkelighed og ‘ting der sker’ overstiger den arkivariske bestræbelse på at beskrive alt og hele verden så altomfattende og udtømmende som muligt.«