Print artikel

Med krigen som signatur: Ivoriansk maler udstiller i Danmark

Aboudias malerier af krigens grusomheder har været kloden rundt i den internationale presse
Interview
31.07.14
Aboudia, maleren fra Elfenbenskysten, har realiseret den umulige drøm om at blive en sælgende succes i Vesten. Vesten forbliver ellers for de fleste unge ivorianere en fjern drøm, som de kun ser i brudstykker i form af Coca Cola reklamer og FN firhjulstrækkere. Ti års borgerkrig i det vestafrikanske land har ikke bragt drømmen tættere på for de fleste ivorianere. Men det er krigens grusomheder, der har gjort Aboudia til stjerne i Vesten. ATLAS ser nærmere på ivoriansk kunst.

Den kun 30-årige maler Aboudia med fødenavnet Abdoulaye Diarrassouba har hurtigt etableret sig som et uomgængeligt navn på den vestafrikanske kunstscene. Han fik sit gennembrud under den voldelige konflikt, der fulgte i kølvandet på Elfenbenskystens omstridte præsidentvalg i 2010, hvor to præsidentkandidater begge erklærede sig som vindere. Det startede en strid, der sendte hele befolkningen ud i en ond cirkel af eskalerende vold og uroligheder og kostede mere end 3000 mennesker livet. I 2011, mens borgerkrigen rasede, søgte Aboudia tilflugt i et kælderstudie, hvorfra han færdiggjorde en række værker, der senere skulle gøre ham verdensberømt. Samme år blev han opdaget af en Reuters journalist, og hans malerier af krigens grusomheder gik kloden rundt i den internationale presse.

Dødningehoveder og faldende bomber
Aboudia venter på os denne forårsdag i Abidjan, som vi kommer bumlende i en rusten taxa ad snoede jordveje forbi markeder med små erhvervsdrivende, der sælger geder og parykker med glat hår. Vi er på vej til hans atelier i en lille forstad til storbyen. Jo længere fra centrum vi kommer, jo mere tydelige bliver arrene fra de gadekampe, der fandt sted her for få år siden. Skudhuller i huse og fordybninger i vejene vidner om, at de fattige forstæder ikke står i forreste række i regeringens genopbygningsplaner. På trods af optimistiske toner om fornyet vækst er fattigdommen i Elfenbenskysten fortsat massiv.

Den skinnende sportsvogn, der holder parkeret foran Aboudias atelier, står i skærende kontrast til resten af kvarteret. Den unge ivorianske maler, der voksede op under knappe kår, er blevet en af kvarterets velhavende ’store mænd’. Aboudia producerer op mod tusinde malerier om året og har med en global køberskare opbygget en formue, som ikke er mange ivorianere forundt. Han har udstillet over hele verden på gallerier i New York, Tokyo og London, og denne sommer vises en række af hans malerier også i København på galleri Mikael Andersen i Bredgade.

»Min rolle er den samme som journalistens,« forklarer Aboudia, da vi har sat os indenfor. »Jeg beskriver mit lands historie. Jeg følte, det var min pligt at portrættere det, der foregik her under krisen – korruption, magtmisbrug, tilfældige fængslinger og mord.« Ifølge The Telegraph færdiggjorde maleren en del af sine værker, mens kuglerne hvislede forbi udenfor.

Aboudias malerier af børn med maskingeværer, FN soldater, faldende bomber og dødningehoveder står i kontrast til hans barnligt uskyldige malestil. Mange har sammenlignet hans graffitilignende motiver og naivt opridsede menneskefigurer med den afdøde amerikanske gadekunstner Jean-Michel Basquiats værker.»Folk siger, mine malerier minder om andre kunstneres. Men jeg kendte ikke engang til Basquiat, da jeg selv begyndte at male,” siger Aboudia og peger mod den støvede grusvej udenfor. ”Jeg er inspireret af gadebilledet – især af gadebørnene.«

I hans malerier finder man barnets uskyldige spontanitet i form af farvestrålende biler, tændstikmænd og kæmpe ansigter med rullende øjne. Samtidig lurer krigens og fattigdommens alvor under overfladen. Men krigen er slut, og den unge ivorianske maler ønsker kun at se fremad. »Min vision som kunstner er at fortælle de unge omkring mig, at der er håb forude. Krigen er bag os,« siger Aboudia. »Læg våbnene fra jer og gør noget for jeres samfund. Mit eget bidrag er mine malerier, for det er den måde, jeg bedst kan udtrykke mig på.«

Ivoriansk kunst er ikke for ivorianere
Selvom Aboudia efterhånden er et velkendt navn i mange vestlige lande er det de færreste ivorianere, der har hørt om ham. »Når jeg siger, at jeg er kunstner her i Afrika, siger alle straks: men du synger jo ikke?«, sukker han. »Folk kan slet ikke forstå, at man kan finde på at blive maler. De kan kun se en pointe i kunsten, hvis man kan tjene penge på det – og her i landet er det næsten kun sangere, der kan gøre sig drømme om at leve af deres kunst.«

Vi kommer ikke rigtigt ud af krisen, før vi giver plads til at lade kunsten føre os frem
Aboudia er en undtagelse. Det bekræfter den tyske kunstkender og galleriejer Stefan Meisel, der bor og arbejder i Elfenbenskysten. »Der er meget lille interesse for ivoriansk kunst blandt ivorianerne selv. Folk køber ikke dyre malerier, hvis de er bange for, at deres hus bliver brændt ned,« konstaterer han. »De investerer ikke i hus og hjem, som de skal være klar til at flygte fra hvert øjeblik. De rige ivorianere køber kun malerier til deres huse i Frankrig. Herudover er det udlændinge, der står for efterspørgslen her i landet.« Men den udenlandske efterspørgsel er efter 10 års krise på et lavpunkt, og det er svært for de ivorianske malere at afsætte deres kunst. Medmindre man som Aboudia har gjort krisen til del af sin signatur.

Gennem sit arbejde med lokale malere og skulptører ser Stefan Meisel dagligt de udfordringer et liv som ivoriansk kunstner byder på. »Deres største problem er den skrigende mangel på ressourcer. Det handler for mange om ren overlevelse. Der er stort set ingen turister tilbage i landet, og landets egne ressourcer er meget små.« Landets krigstrætte stat har heller ikke altid gjort det nemt for kunstnere frit at portrættere tingenes tilstand. »Indtil for nylig kunne du blive arresteret for at tage fotografier på offentlige steder. Korruptionen er også enorm. Hvis du betaler 100.000 Franc til en udstilling, går 50.000 direkte ned i nogen andres lommer. Kunstneren selv får måske 100,« fortæller han.

Ingen udvikling uden kunst

 Derfor går de fleste ivorianske kunstnere målrettet efter en vestlig kundegruppe, når de laver kunst. Det er ødelæggende for den frie kunstneriske og kreative proces, mener Stefan Meisel. »Den gennemsnitlige maler her går efter kommercielle interesser, eller vil lave ’pæn’ kunst, der kan sælges og hænges op. De udfordrer ikke den kunstneriske tradition; de ser efter, hvad turisterne vil have,« forklarer han.

Som kunstkender savner han, at flere ivorianere udvikler en signaturstil, som Aboudia har formået at gøre. »De fleste malere her i landet er uddannet fra kunstskoler, der blev grundlagt i 1950’erne af europæiske kolonilærere, der underviste i græsk anatomi osv. De negligerer den afrikanske tradition. De vil måske gerne portrættere den afrikanske identitet, men der er ingen kunstnerisk tradition, de kan læne sig op ad her i landet.« Det er dog ved at ændre sig langsomt, mener Stefan Meisel: »Unge på tværs af Vestafrika er begyndt at få øjnene op for kunstens potentiale og finder inspiration fra andre kontinenter. Der er ny transparens, og inspirationskilderne er lettilgængelige med internettet. Det er også blevet lettere at komme i kontakt med kunstneriske bevægelser fra nabolande, såsom Senegal, hvor der er en stærkere kunstnerisk tradition, - og fra hele verden.«

Aboudia håber også, at udviklingen går i den retning. For ifølge ham er det gennem kunsten, at landet skal rejse sig fra krigens aske. »Folk her har endnu ikke forstået, at kunsten er helt fundamental for vores samfund. Hvis vi skal udvikle vores land, skal det være med grundlag i kunsten; gennem monumenter, musik, arkitektur og malerier, der kan samle os. Noget, der ikke er flygtigt eller skrøbeligt. Vi kommer ikke rigtigt ud af krisen, før vi giver plads til at lade kunsten føre os frem.«

 

»«