Print artikel

Brooklyns candyfloss river op i historien før nedrivning

Kara Walkers 'Marvelous Sugar Baby' udfylder tomrummet i en nedlagt sukkerfabrik i Brooklyn. For en tid.
Anbefaling
06.06.14
I en nedlagt sukkerfabrik i Brooklyn, New York, har den afro-amerikanske kunstner Kara Walker skabt en udstilling, der går over i historien. I hvert fald rygtet om den. ATLAS rapporterer derfra.

De fleste har set billeder af Michelangelos udsmykning af Det Sixtinske Kapel, men mange har endnu til gode at opleve malerierne én til én. Alligevel er det ikke svært at forestille sig omverdenens forbløffelse, da resultatet stod færdigt i 1514. Michelangelo havde skabt et værk, der ville få folk til at måbe i århundreder. Kara Walker har med værket A Subtlety sikret sin plads i historiebøgerne, men i modsætning til Det Sixtinske Kapel står sukkerfabrikken Domino’s Sugar til nedrivning. Det betyder også farvel til den over ti meter høje sfinks-inspirerede sukkerkvinde, der slænger sig i den nedlagte fabrik. En skulptur der har skabt ekko i New York. 

Der var engang en sukkerfabrik

Ved foden af Williamsburg Bridge huserede sukker-raffinaderiet Domino’s Sugar fra 1882, som verdens største producent af sukker. I 2004 lukkede fabrikken og den står nu som et fortidslevn blandt de moderne betonklodser, der har overtaget dominansen langs East River. Om lidt skal en del af fabrikken rives ned, mens resten forvandles til moderne lejligheder. Lokationen rummer den nøjagtige mængde historie og skyline-view, der giver ejendomsmæglerne dollartegn i øjnene. Som en sidste homage til sukkerfabrikken har Kara Walker kreeret en række skulpturer ud af bygningens hovedingrediens: sukker. 

Kara Walker har siden hun som 28 årig blev tildelt MacArthur fellowship legatet (sammen med $190,000) været et anerkendt og omdiskuteret navn på den amerikanske kunstscene. Hendes værker udforsker race, køn, seksualitet og vold, temaer som hun tager op i de sort/hvide papirssilhuetter, som hun især er kendt for. I 2007 kom hun desuden på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Med hendes nye udstilling A Subtlety har hun overgået sig selv. Værket illustrerer et af de mørkeste kapitler i USAs historie - handel og udnyttelse af slaver - men der er ikke tale om en ny Farven Lilla eller 12 Years A Slave. Konstellationen formår uden ord at sige det hele, hvilket efterlader beskueren aldeles svimmel af fortolkningsmuligheder.  

Lag på lag

Hovedværket i Walkers udstilling er den monumentale sukkersfinks eller Marvelous Sugar Baby, som hun hedder i undertitlen. Sugar Baby ligger henslængt i den ene ende af den tomme fabrik. Hun har runde former, store læber, brede hofter og en ikonisk bandana bundet om håret, som kendetegner den Mammie, hun er skulptureret efter (en racistisk karikatur af en sort slave-kvinde). Som en del af den dunkle humor, der omgiver værket, er Sugar Baby skulpturen hvid. Walker forstår at udnytte materialet - dvs sukker - og dets muligheder til fulde. Sukker fra sukkerrør er brunt. Men da den hvide elite fik hang til sødt, forvandlede de den brune masse til hvide krystaller. Dengang var hvidt sukker forbundet med luksus, noget som Walker spiller på i værkets titel: Subtlety refererer til de sukkerskulpturer, som var en del af overklassens dekadence. Walker trækker en fed streg mellem dem, der spiste det hvide sukker, og dem der høstede sukkerør. Sugar Baby er desuden omgivet af 13 små drengefigurer - formet i brun melasse (et restprodukt fra sukkerproduktionen) - alle med flettede bærekurve. 

Sugar Babys positur er en direkte reference til sfinksen, som i den egyptiske version fremstilles med løvekrop og menneskehoved, og har til opgave at vogte indgangen til pyramiderne. I Brooklyn er løvekroppen skiftet ud med en struttende og frodig kvindekrop, der på både majestætisk og mastodontisk vis skyder op af ingenting i den nedslidte bygning. Med dens bløde former og nærmest Buddha-agtige smil har Walker skabt en religiøs vogter-figur. Dette er blot ét ud af de utallige fortolkningslag, man kan pille af Sugar Baby. Bevæger man sig bag figuren, har man desuden frit udsyn til en velformet rumpe og dertilhørende kvindelige genitalier, og det kan man unægteligt læse endnu mere ind i, hvis man orker. 

Sukkertårer 

Et af de bedste virkemidler i udstillingen er sammenspillet mellem den udmarvede bygning og værkerne. Bygningen står som en sørgelig historisk rest og græder sukkertårer sammen med de grumme minder om de sortes historie. Der grædes bogstaveligt talt sukker, for bygningen er klistret ind i resterne af knap 150 år som lager for det rå sukker, der blev sejlet ind fra Caribien. Stadset klæber sig til vægge, gulv og loft. Mest virkningsfuld er duften af karamel, der stadig hænger i luften. 

Ligesom sukkerfabrikken snart er en erindring, er udstillingen forgængelig. Solen har bagt på bygningen siden dørene åbnede den 10. maj, og foråret har meldt sin ankomst i New York. Det bærer især de 13 drengeskulpturer præg af, hvis lemmer på makaber manér ligger som amputerede rester rundt om figurerne. En udstillingsvagt trøstede med, at de faldne lemmer blev føjet til bærekurvene fra de endnu stående drenge om aftenen.

Om lidt er det forbi

Udstillingen illustrerer den ikke uproblematiske historie om sukker. Værkerne kaster især et blik bagud, men man undgår ikke at gøre sig tanker om i dag, hvor sukker har fået en ny status som (helbredsmæssig) syndebuk, og hvor den hvide sukker forbindes med alt andet end elitær. Udstillingen står således uden for en bestemt tid, men kaster skygger i alle retninger. De smeltende værker minder om, at man er vidne til noget, som sker her og nu. Om lidt er både bygning og kunst forsvundet, men de tusindvis af tilskuere, der hver weekend valfarter til udstillingen (en lørdag sneg besøgstallet sig efter sigende op på 4.500), vidner om, at A Subtlety er noget, man kommer til at tale om lang tid frem. Hvad enten man er fan eller ej. En journalist beskylder i avisen, The New York Times, Kara Walker for at være for åbenlys i sine referencer, mens en anden af avisens skribenter skriver »It is a sight so unlikely it seems Photoshopped«. Og så er linjerne jo allerede ridset op.