Print artikel

Hemingway i pink

Richard Mosse på Louisiana. Foto: Frederik Korfix
Krig i farver er temaet for den irske fotograf Richard Mosse i videoværket The Enclave
Interview
09.02.15
Den irske fotograf Richard Mosse kan i øjeblikket opleves på Louisiana med blandt andet videoværket ‘The Enclave’, hvori han forsøger at dokumentere krigen i Congo ved hjælp af en særlig militær overvågningsfilm, der, når den fremkaldes, får alt organisk materiale til at fremstå lyserødt. ATLAS mødte Mosse i forbindelse med åbningen af udstillingen.

I 1986 ankom Philip Roth til Torino. Her skulle han møde og interviewe forfatterkollegaen og kemikeren Primo Levi, som er kendt for sine beskrivelser af Auschwitz, hvor Levi tilbragte elleve måneder, inden lejren blev befriet af den Røde Hær den 18. januar 1945.

Interviewet foregik i den lejlighed, hvor Levi blev født og boede hele sit liv – med undtagelse af det år han tilbragte i Auschwitz. Roth foreslog, at den ekstreme ensomhed og fortabelse, som Levi oplevede i lejren, og som står i fuldstændig kontrast til resten af hans forholdsvis rutineprægede liv, kunne betragtes som en gave. Til det svarede Levi: »En af mine venner, en fremragende læge, sagde for mange år siden: ‘Dine minder fra før og efter er i sort og hvid; dem fra Auschwitz og din rejse hjem igen er i Technicolor.’ Han havde ret. Familie, hjem, fabrik – det er alle gode ting i sig selv, men de frarøvede mig noget, som jeg stadig savner: Eventyr.«

Krig i farver er også temaet for den irske fotograf Richard Mosse, som netop nu udstiller på Louisiana i to gallerier i museets vest fløj. I det første rum ses et udvalg af Mosses fotografier fra Congo og i det andet rum præsenteres videoværket The Enclave, som består af seks videoskærme, der bombarderer beskueren med både lyd og billeder. Værket blev lavet til Venedig Biennalen i 2013, hvor Mosse repræsenterede Irland i landets nationale pavillon. Fælles for både fotografierne og videoinstallationen er, at de er filmet ved hjælp af en særlig militær overvågningsfilm (Kodak Aerochrome, 16 mm film) som registrerer det usynlige spektrum af infrarødt lys. Filmen blev traditionelt brugt af det amerikanske militær til at afsløre camouflage. I Mosses værk, som understøttes af musikeren Ben Frosts spøgende soundtrack, transformeres Congos grønne og frodige fauna til hysteriske science fiction-landskaber i pink.

»Det er ren Jurassic Park,« udbryder ATLAS’ fotograf begejstret, da vi træder ind i udstillingens første galleri og præsenteres for de stort ophængte fotografier. Og rigtig nok; Congo tilsat Aerochrome er på én og samme tid foruroligende og komisk.

Efter en kort, uformel introduktion foran en morgenkrøllet forsamling af pressefolk, følger Mosse med hen til museets café, der denne formiddag er badet i Øresunds lys. Mosse, der minder lidt om et kejtet medlem af et succesfuldt boyband, ifører sig sine solbriller med en undskyldning.  Han har det svært med lys.

- ‘Kunst som journalistik’ er et udtryk, du selv har brugt til at beskrive, hvad det er, du laver. Hvad sker der, når man sætter kunst og journalistik sammen?

»Nu er jeg ikke filosof, men kunstner. Jeg har intet imod fotojournalister. De gør et vigtigt arbejde: de indsamler bevis, men de er underlagt meget anderledes arbejdsvilkår. Der er som regel stramme budgetter og stramme tidsplaner. Redaktører. Det meste af ens tid tilbringer man på et fly på vej et sted hen, hvor man måske når at interviewe en enkelt dude, før man skal videre. Der er sjældent mulighed for at danne et dybere indtryk af stedet, medmindre man er sådan én som Ryszard Kapuściński - og det var først efter lang tid, han fik de muligheder.« 

Mosse stopper op et øjeblik, før han fortsætter.

»Altså jeg kan jo sidde her og sige al mulig bullshit, men i virkeligheden er det her jo baseret på mine oplevelser. En journalists arbejde tager hele tiden udgangspunkt i nogle journalistiske regler og grænser, som man ikke må overskride. Man må ikke blive for involveret. Man må hverken hade sine subjekter eller for den sags skyld forelske sig i dem. Man skal forblive neutral og være i stand til at verificere al ting. Og så er der hele udfordringen med at gøre det til ‘en historie’. Måske er der slet ikke en historie, men så omorganiseres materialet  bare af en gruppe redaktører, som i forvejen er stressede og har drukket alt for meget kaffe og faktisk, når det kommer til stykket, er langt mere interesseret i historien fra Guatemala. Det er en meget anderledes måde at formidle information på.«

- Hvorfor tog du til Congo i første omgang? Vidste du i forvejen, at du der ville finde en historie?

»Jeffrey Gettleman kalder det ‘vicious little wars’. I Congos tilfælde opstod konflikten i efterdønningen af folkedrabet i Rwanda. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor folk ikke kender til denne konflikt, så jeg satte mig for at undersøge, hvordan jeg kunne bruge Kodaks Aerochrome til at fortælle denne historie. Min ambition var at føre to ting sammen, der ikke naturligt hører sammen, og derved finde nye måde at repræsentere konflikten på. Jeg var helt indstillet på at mislykkes, men netop denne indstilling tror jeg førte til nogle af værkets mest originale ideer.«

- Hvad gik for eksempel galt?

»Logistisk set er det et mareridt at arbejde i Congo, men det er også skønheden ved det. Landets infrastruktur er fuldstændig kollapset. Man kan simpelthen ikke komme rundt som turist. Derudover talte jeg hverken fransk eller swahili. Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at lade som om, at jeg var katolik, for faktisk er der både gode overnatningsmuligheder og infrastruktur, hvis man er missionær.«

Mosse griner lidt af sig selv og fortsætter så.

»I denne periode famlede jeg fuldstændig I blinde. Jeg vidste ikke, hvad jeg ledte efter. Det hele var baseret på en intuitiv fornemmelse af, at hvis jeg satte disse ting sammen, ville noget måske kunne opstå. Om det ville kunne noget, anede jeg ikke, men på det tidspunkt var jeg et sted i min karriere, hvor jeg var fuldstændig udbrændt og villig til at smide det hele væk. I virkeligheden var det nok et af de øjeblikke, hvor man betvivler alt. Indtil da havde jeg arbejdet på en bestemt måde, men jeg var nået et punkt, hvor det ikke kun kedede mig, men hvor jeg også var ved at indse, at det ikke rigtig førte nogle vegne.«

- Hvordan havde du arbejdet indtil da?

»Med normale farvefilm.«

Med referencen til de psykedeliske fremkaldelser, der hænger på Louisianas vægge, bryder han igen ud i et grin.

»Jeg havde primært lavet ting i Mellemøsten og på Balkan. Jeg var simpelthen nødt til at forlade min comfort zone og tage et troens spring. Men det tog lidt tid. Efter rejsen løb jeg tør for penge, så jeg var nødt til at forlade New York og flytte hjem til mine forældre i Irland. Ydmygelsen var total. Jeg var tredive år gammel og tilbage hos mine forældre. Findes der noget værre?«

Mosse forklarer, at han i første omgang var meget skuffet over resultatet af fremkaldelserne, og i starten lagde han dem derfor bare op på nettet i et forsøg på at komme videre. »Men så begyndte folk at dele dem helt vanvittigt, og det var der, jeg indså, at jeg var nødt til at kontekstualisere billederne, hvis de ikke skulle misbruges eller i hvert fald reduceres til en parodi, hvilket var det mange troede, at de var.«

Omkring samtidig begyndte Mosse at søge fonde og legater, så han kunne komme videre med sit arbejde. »Sagen er bare den, at der ikke er særligt mange at søge, og dem der er, tildeles normalt til søsteren af en svoger til en af dommerne…Eller også skal man være i foto-sammenslutningen Magnum og skyde sort-hvid film….Eller have været i Columbia.«

Mosse stopper sin opremsning et øjeblik, før han fortsætter.

»Og hvis man er så heldig at få det, er det alligevel sjældent mere end 5000 dollars.«

Men lykken tilsmilede Richard Mosse, og i 2011 blev han tildelt et af de prestigefyldte Guggenheim Fellowships, som hvert år uddeles til omkring 200 akademikere og udøvende kunstnere. I 2008 lå det gennemsnitlige legat på 280.000 kroner. »Det ændrede alt. Jeg tog direkte tilbage til bjergene i Congo, hvor rebellerne opholder sig. Du ved, det er ligesom at der går ild i én. En form for beatifikation. Alt man laver fungerer, og at opleve denne form for selvtillid som kunstner er en meget smuk ting. Man er aggressiv, og går efter alt, hvad man vil have. Det er et godt sted at være.«

Det er gået fire år siden dengang, og Mosse sukker dybt.

»Min gud, hvor bliver jeg nostalgisk. Gid jeg var der igen. Det var sådan et godt sted at være.«

Krig i farver er temaet for den irske fotograf Richard Mosse i videoværket The Enclave
Vendepunktet kom ved hjælp af de lyserøde fremkaldelser, man får ved at fotografere med Kodak Aerochrome. En teknologi Mosse selv blev opmærksom på, da han læste om det i et fotografimagasin, hvor det blev annonceret, at netop denne type film ikke længere ville blive produceret. Men hvad er det, den lyserøde farve gør?

»Denne form for overvågning blev udviklet til at ramme fjenden, og derfor er det selvfølgelig også en yderst problematisk gestus at anvende den et sted som Congo, der ligesom for eksempel Vietnam, hvor Aerochrome faktisk blev brugt, både har været offer for kolonialisme og har denne her form for guerillakrigs-landskab. Det er dybt foruroligende og nærmest destruktivt at afbilde congoleserne på denne måde.«

Mosse bruger et øjeblik på at tænke sig om.

»Men på én eller anden måde har jeg det ikke dårligt med det. Grupperne jeg fulgte er enten mistænkt eller anklaget for krigsforbrydelser, men så pludselig står de der og poserer foran kameraet, og du fotograferer dem i en glimtende lyserød mark og får dem til at se både fjollede og feminiserede ud. Det er en meget grænseoverskridende ting at gøre, som fuldstændig bryder med den sociale kontrakt, man normalt har med dem, man fotograferer.«

En udbredt fortolkning af den lyserøde farve er, at den symboliserer al den blod der er spildt i forbindelse med borgerkrigen. En fortolkning Mosse selv finder en anelse forsimplet. »Man skal huske på, at denne teknologi faktisk også kan bruges til at bestemme planters sundhedstilstand. De store landbrug hyrer fly til at flyve over deres marker. Congo er helt i toppen af indekset over fejlslagne stater. Men når det kommer til naturressourcer, er det et af de rigeste lande i verden. De har fucking fire regntider per år. Sunde planter. Og jorden er fyldt med meget værdifulde mineraler. Hvis bare den congolesiske regering ville udnytte det til at opbygge landet. Det ville være fantastisk, men desværre er det ikke det, der sker.«

- Hvad med nu?  Planlægger du at fortsætte med at eksperimentere med Aerochrome i fremtidige projekter, eller vil du gerne lave noget andet?

»For min egen skyld, bliver jeg nødt til at stoppe. I næsten fire år har jeg rejst rundt med denne udstilling. På et tidspunkt kan man ikke fortsætte med det samme nummer. Det infrarøde er forbeholdt Congo – ellers risikerer man at udmatte konceptet. Jeg har et nyt projekt i tankerne, som jeg ikke kan tale om på nuværende tidspunkt, men jeg kan fortælle dig, at det ikke bliver lyserødt.«

Mosse griner, før han fortsætter alvorligt.

»Jeg har brug for at lægge Congo bag mig. Men i juli skal jeg dertil og vise The Enclave for første gang. Det er en stor ting for mig. Som om cirklen fuldendes. Jeg har det egentlig lidt på samme måde med denne her udstilling på Louisiana. Tænk at Louisiana vil udstille mine ting. Nu kan jeg gå på pension og lave gedeost – men ikke før jeg har fremvist værket i Congo.«

Mosse fortæller, at han selv har været nødt til at købe udstyr til udstillingen i Congo, da der ikke er nogen, der tør låne ham det. »Af en eller anden grund, tror alle, at det vil blive stjålet.« Derudover samarbejder Mosse for tiden med Human Rights Watch og andre menneskerettigheds organisationer for at sikre anonymiteten  på de civile, der er med i filmen. »I nogle af scenerne ser man lokalbefolkningen blive tvunget til at samarbejde med oprørerne. Eftersom der er en risiko for, at landets efterretningstjeneste vil konfiskere værket og bruge det til at identificere kollaboratører, forsøger jeg netop nu at “trimme” værket, så risikoen for at det sker minimeres. Det betyder desværre også, at jeg er nødt til at udelade enkelte meget smukke scener.«

- Gør det dig nervøs?

»Meget. Der foregår ind imellem underlige ting i Congo. En eller anden kunne lige pludselig finde på at fyre en granat ind i udstillingsrummet – selvom jeg tvivler på, at det sker. Heldigvis har FN lovet at beskytte udstillingen, så det bliver noget med en tank fyldt med dudes, der holder foran hovedindgangen.«

-Hvordan blev krigszonen dit udforskningsområde?

»Jeg var desværre nødt til at læse engelsk litteratur – selvom jeg meget hellere ville have været på kunstskole. Det betød, at jeg ikke rigtig begyndte at fotografere, før jeg var enogtyve. Jeg arbejdede som opvasker på en irsk pub og sparede penge sammen til en billig Volksvagen Golf. Så snart den var købt, kørte jeg til Bosnien og begyndte at fotografere. Jeg har i virkeligheden altid gerne villet være fotojournalist, men indså hurtigt, at det er en meget begrænsende måde at arbejde på. Som forfatter kan man sige meget mere komplicerede ting. Tag for eksempel Kapuściński.  Han er et af mine helt store forbilleder. Men på trods af denne frustration er jeg aldrig holdt op med at lede efter mere tilfredsstillende måde at rapportere fra krigszoner på gennem mit kamera. Det er vel bare min interesse.«

- Et sidste spørgsmål. Hvad motiverer dig? George Orwell taler om forfatterens fire motivationer: Æstetisk entusiasme, ego, historisk impuls og politisk motivation.

»Det er ligesom Hemingway. Ren machismo. Eksisterer der overhovedet andre grunde? Særligt i kunstverdenen.«

Mosse tager grinende sine solbriller af.

»Nej. Det lyserøde startede som en måde at overtræde mine egne grænser. Mit tidligere arbejde var simpelthen så macho. Store massive fotografier. Super hyperfokalt. Det var monumentale motiver fra Irakkrigen – ofte ganske spektakulære-  set fra det amerikanske militærs perspektiv. Jeg kunne simpelthen ikke udstå mig selv. I virkeligheden er jeg hverken særlig modig eller machoagtig. Faktisk er jeg ret feminin for en fyr at være – selvom jeg ikke kan lide at indrømme det. Filmen gav mig mulighed for at gøre mig selv utilpas og transcendere alt det der machopis,  samtidig med at jeg kunne fortsætte med at gøre det - omend forhåbentligt bedre. Som Beckett engang sagde…«

Men Mosse kan ikke huske citatet og tager sig til hovedet og masserer det frem.

»Oh shit... Vent… Nu kan jeg huske det: ‘Try again. Fail again. Fail better’