Print artikel

Gentagelsens trickkunstner

Keren Cytters videoværker er vold, humor, drama og kærlighed. Video still fra 'Der Spiegel' fra 2007
Cytter er ikke overbevist om, at videoer burde udstilles på gallerier. Foto fra udstillingen af Anders Sune Berg
Interview
15.12.14
Vold, humor, drama og kærlighed. B-film og hjemmevideo blandet med filmkunst. Keren Cytters videoværker har det hele. Og ofte mere af det samme i samme film. Bogstavelig talt. En udpræget brug af gentagelser springer i øjnene, når man ser den israelske kunstners film. Men det er ikke et anarkistisk angreb på filmen som kunst. Gentagelsen er både sjov og hypnotiserende. Forvirrende og fokuseret.

»Du ser utilpas ud. Du må være ham fra ATLAS.«

Keren Cytter får øje på mig, før jeg får øje på hende i foyeren til Kunsthal Charlottenborg. Det burde være omvendt, men Cytters evne til aflæse mennesker og sociale situationer har måske spillet ind.

At interviewe Cytter er som at se et af hendes fragmenterede hybride videoværker, der rask væk låner fra store filmmestre og henter inspiration i popkultur, b-film og hverdagens amatørisme.

Umiddelbart virker det hele lidt tilfældigt og en smule kaotisk, når hun svarer, og hun springer spontant mellem store overvejelser om kunst til lavpraktiske udfordringer og bemærkninger, som synes irrelevante. Men lidt efter lidt anes en struktur og nogle principper i samtalen med Cytter. Et sæt regler.

Det skal imidlertid ikke forstås sådan, at hun er regelret. Hun glider af på spørgsmålet om, hvordan hun opfatter sig selv som kunstner på trods af, at hun ikke blot laver video, men også står bag romaner, digtsamlinger, et fotoprojekt kaldet Museum of Photography og en dansegruppe, D.I.E. NOW. Og ved siden af videoværkerne på Kunsthal Charlottenborg er der udstillet tegninger.

Ikke en kunstner

»At jeg bliver nødt til at kalde mig selv en kunstner, er et problem. Jeg tror, jeg laver alle de her forskellige ting for ikke at være en kunstner. Kunstnere er utiltrækkende. De har underlige frisurer og omgås de forkerte mennesker. Jeg laver primært video. Det er det, folk har bedt mig om at lave, så det er nok det, jeg er god til.«

Folk og den etablerede kunstverden har ellers taget hende til sig som kunstner med stort K. 37-årige Cytter har allerede haft et hav af soloudstillinger i USA og Europa og været med på alverdens biennaler siden 2008. Og hun har permanente værker stående på Guggenheim i New York og på Tate Modern i London. Det er dog ikke bare kunstnermærkatet, Cytter har det svært med. Selve udstillingsrummet bryder hun sig heller ikke om.

Det blev bøjet i neon under CPH:DOX, hvor hun havde lavet installationerne til Keren Cytter vs. Vociferous. En trekvarters totalperformance, hvor såkaldt found footage af blandt andet Facebook-spillet Candy Crush, en bil, der kører ind i en menneskemængde og private smartphone-optagelser dukkede op og forsvandt igen på endevæggen og de to sidevægge. I det ene hjørne læste en mand ind imellem op fra et manuskript, men det var svært at høre, hvad han sagde. Det hele var pakket ind i flakkende diskotekslys, støjende elektronisk musik og tunge røgskyer. Midt i det hele gik Vociferous på. Et live act i en natklub på den anden ende.

Det føltes næsten som om, at rummet kunne sprænge hvert øjeblik. Resonansen fik rummet til at trække sig sammen om én, mens røgen og lyset udviskede distancer. Det var svært at være mentalt tilstede, men det var Cytter imidlertid – både mentalt og fysisk. Hun gik rundt blandt et meget stillestående publikum og satte sig fra tid til anden på kanten af scenen.

Video burde ikke udstilles

»Jeg var vred over, at folk stod så langt tilbage i rummet. De skulle længere frem. Måske skulle jeg have gjort tingene anderledes. Man kunne ikke se alle projektioner fra et bestemt sted i rummet, men det er let nok at konkludere nu.«

For Cytter er det ikke umiddelbart intentionen at bringe rummet omkring os i spil. Det handler først og fremmest om kunsten og værkerne.

Udstillingen på Kunsthal Charlottenborg begynder og slutter med to beslægtede videoværker, In Search For Brothers og Force from the Past. Begge film er inspireret af den italienske instruktør m.m. Pier Paolo Pasolinis digt Una forza del Passato. Filmene gør brug af de samme skuespillere og foregår i det samme miljø. Og mange af de samme scener går igen i de to film. De ligner til forveksling hinanden, men er ikke ens. Gentagelsen og forvirringen er centrale virkemidler hos Cytter, og på den måde er filmene og filmenes placering i udstillingen med til at fremhæve udfordringen i at finde hoved og hale i hendes kunst.

Udstillingens opbygning skal imidlertid ikke ses som en opfordring til at zigzagge sig vej gennem værkerne, selvom de fleste netop ofte gør det ved loopede videoværker. Og selvom lydene fra videoværkerne smelter sammen til en stor collage, når man går rundt i udstillingen, hvor især folkemusikeren Tim Buckleys Song to the Siren fra videoen Siren er, ja, underligt dragende, så betyder det ikke, at det er en del af den kunstneriske ambition. Det er bare en praktisk omstændighed, som Cytter helst havde undgået. 

»Jeg ville foretrække, at mine film blev vist i en biograf. Jeg synes egentlig ikke, at video skulle være en kunstart – en moderne kunstart. Video burde ikke udstilles på gallerier og den slags steder. Det er ikke komfortabelt at se film i sådanne rum.«

Cytter er ikke overbevist om, at videoer burde udstilles på gallerier. Foto fra udstillingen af Anders Sune Berg

 

Kunstnerisk integritet

-Er det en del af grunden til, at så mange af dine værker er på Vimeo?

»Jeg ønsker, at folk skal se mine værker, og kvaliteten på Vimeo er faktisk ret god. En af mine studerende beklagede sig over en videokunstner, som ikke lægger sine værker op på internettet, fordi vedkommende ønsker at tjene penge. Den slags er skadeligt for videokunsten som idé. Jeg synes ikke, at man kan påstå at stå bag en idé og så fravige idéen på grund af et spørgsmål om penge. Det giver bare ingen mening. Det handler om integritet, men der er ingen integritet længere. Jeg vil dog ikke modsætte mig video som materiale. At gøre det minder om ham der østrigeren, Fritzl, som holder sin børn indespærret i kælderen. Det er meningen, at mennesker skal kunne gå frit omkring.«

-Gælder spørgsmålet om integritet også anden kunst?

»Jeg var til en udstilling i New York på Artist Space. Det var så mærkeligt. Gerhard Richter var en del af udstillingen, hvilket overraskede mig, da hans malerier er dyre, men folkene bag udstillingen havde bare lavet kopier af malerierne. De havde flyttet udstillingen fra Düsseldorf til New York, fordi de ønskede at gøre udstillingen mere tilgængelig, så alt var en kopi, og intet var originalt. Det var ulækkert, fordi jeg følte, at det var imod maleriets natur.«

Det kan virke paradoksalt, at en multikunstner, hvis værker bliver til et sted mellem høj- og lavkultur, og som ikke bryder sig om kunstmiljøet, insisterer på hver kunstarts natur og på at opretholde en særlig integritet. Men det virker også logisk at fremhæve filmens reproducerbarhed i forhold til andre kunstarter.

Hvor gentagelsen i avantgardistisk film ofte angriber billedets egenskaber og sociale kvaliteter, så er gentagelsen hos Cytter ikke som sådan aggressiv. Den er nærmere humoristisk registrerende og hypnotisk desorienterende.

Gentagelsens trick

Cytter kalder selv gentagelsen for et trick, men det er et trick, som hun har formået at udvikle. I Dream Talk (2005), som er et af Cytters tidligste værker, er gentagelsen i høj grad et humoristisk element – næsten en gimmick – og optræder mest som små billed- og lydklip. I Corrections (2013) har det udviklet sig til et orkestrerende princip – et slags væv mellem filmenes dele, som skaber en drømmelignende struktur. Begge film blev vist på CPH:DOX og kan ses på Vimeo.

I udstillingen på Kunsthal Charlottenborg fornemmer man også en forskel i brugen af gentagelsen. Der Spiegel er filmet i et take og slutter der, hvor den begynder, og begyndelse og slutning er ikke markeret. I Four Seasons er en pladespiller og en vindeltrappe fremtrædende motiver. Værkernes titler peger også i retning af kopien og gentagelsen.

-I nogle film synes gentagelsen at være et princip og i andre blot et iøjnefaldende virkemiddel. Er der forskel i din brug af gentagelse?

»Hvis jeg bruger gentagelser, føler folk sig fortrolig med plottet uden at kende det. Jeg forsøger ikke at blive afhængig af ting og sager, så jeg forsøger ikke at bruge gentagelser hele tiden, men det er et vidunderligt trick. Jeg vil ikke, at folk skal bemærke det. Jeg ønsker, at det skal være underbevidst. Mit ældste trick er at lave gentagelser i rum. Jeg har formentlig brug for at finde på nye tricks. Nu tænkte jeg lige på nye tricks: at male objekter i forskellige farver. Jeg kunne godt være mere legende med rummets landskab.«

-Minder brugen af gentagelsen om et slags spil eller en leg?

»Når jeg skriver manuskripter, opfinder jeg et sæt regler. Jeg kan kun skrive et manuskript, når der er nok regler. Normalt starter jeg med at skrive og mislykkes. Så bliver jeg nødt til at tænke mere over reglerne og tilføje nogle ting og præmisser. Jo flere regler jeg har, jo mere ved jeg, hvad karaktererne vil sige. Jeg arbejder faktisk i øjeblikket på et projekt, hvor jeg har indset, at jeg ikke har nok regler. Jeg har skrevet alle replikkerne, men de er ikke gode nok, men så indså jeg, hvad problemet var – jeg kan lige vise dig det.«

Cytter finder nogle papirer frem. Der er tegnet nogle firkanter og nogle linjer henover dem. Rundt omkring står der ord og små sætninger.

»Jeg er stoppet med at skrive manuskripter på den måde, som man plejer at gøre det. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg indsætter kamerabevægelserne i manuskriptet og forcerer plottet, så kan jeg skrive manuskriptet meget hurtigere. Men lige nu har jeg ikke tid til at skrive.«

Cytter er ikke overbevist om, at videoer burde udstilles på gallerier. Foto fra udstillingen af Anders Sune Berg

 

Filmen et stykke musik

Cytters film er ofte centreret om gruppedynamikker og parforhold. Psykologien på et individuelt og kollektivt plan er et tema, der går igen på tværs af filmene, og manuskriptet lyder til at fungere som en ramme og motor for de psykologiske mekanismer.

At manuskriptet er en så central del af den kreative proces, kan alligevel virke overraskende, når man ser Cytters film. Selvom alle hendes manuskripter skrives på engelsk, så foregår filmene ofte på andre sprog – til tider på sprog, Cytter ikke selv taler. Og skuespillet og leveringen af replikkerne minder ofte mere om b-film og sæbeopera end de store værker af filmskabere som John Casavettes, Michael Haneke og førnævnte Pasolini, som Cytter forklarer, hun er blevet inspireret af.

Nu bor og arbejder hun imidlertid i New York, hvorfor hendes film også foregår på engelsk, og det har givet hende nye udfordringer.

»Jeg er flyttet til New York og behøver ikke længere at bruge undertekster i mine film, og det er et problem. Men et problem, der hjælper mig med at tage mig af andre problemer. Nu bliver jeg nødt til at tænke mere på indhold og ikke bare atmosfæriske ting. Men jeg kan godt lide undertekster og udenlandske film. Hvis filmen er på japansk, og plottet er dumt, så skyder man bare skylden på den japanske psykologi. Det giver mere frihed.«

 -Men hvad betyder sproget for redigeringen af en film?

 »Når jeg redigerer, handler det om musik. Ikke om hvad der konkret blev sagt. Jeg viste nogle studerende nogle af mine tidlige værker og så kom jeg i tanke om – jeg tror det var for ti år siden – dengang jeg hadede stilhed. Jeg kunne virkelig ikke lide stilhed og jeg satte baggrundslyde ind konstant. Sådan noget som et ur og den slags. Nu ser jeg hele filmen som et stykke musik – farverne og sproget også.«

-I redigeringen benytter du også andre tricks end gentagelsen. I Untitled falder et metalrør til jorden, men inden det rammer jorden klippes der til en sort skærm, og vi hører kun lyden af, at røret rammer jorden. Hvor meget tænker du over sådanne huller, når du redigerer?

»Huller er rare at opleve nogle gange, fordi det abstrakte også eksisterer. Og man har brug for at give det abstrakte rum. Jeg kan godt lide John Cassavetes’ film, men jeg kan ikke se dem for længe ad gangen, fordi de er så intense. Det er virkelighed, virkelighed, virkelighed. Men det er det, der er rart ved livet. Der er så mange huller. Når jeg kommer hjem til hotellet i aften, så skal jeg skrive. Men jeg ved, at jeg ikke kommer til at skrive. Jeg kommer bare til at ligge i sengen og stirre op i loftet. Og jeg vil gerne bevare den blankhed.«

-Voldelige handlinger klipper du sjældent væk fra. Hvorfor fylder de så meget i dine film?

»Jeg havde en onkel. Jeg har stadig en onkel. Han fortalte mig engang, at han plejede at kaste friske æg til min bedstemor, som hun skulle gribe – bare for at holde hende oppe på mærkerne. Det er det samme med vold. Det er ikke for at ødelægge ting. Det er bare for, at det ikke skal blive kedeligt. Vold er sjovt. Jeg synes, at Michael Hanekes bedste film er dem, hvor det ikke kun bourgeoisiet, der taler. Den, jeg bedst kan lide, er Bennys video

-Er der også en abstrakt form for vold på spil i dine film?

»Jeg bruger sociale eksklusioner som allegorier. Som en kritik. Men ikke en social kritik som Pasolini. Jeg kan rigtig godt lide ham, men jeg kan ikke lave sådan noget som Mama Roma

-Så du føler dig ikke beslægtet med Pasolinis kritik?

»Jeg er middelklasse. I midten af en sandwich. Meget beskyttet. Jeg omgås ikke prostituerede og kriminelle. Jeg er ikke arbejderklasse. Og jeg er ikke så rig, at jeg bekymrer mig om sociale cirkler. En god plads i midten. Jeg står bag min klasse,« siger Cytter smågrinende, men uden at lyde ironisk.

Da jeg pakker sammen, sidder Cytter og læser højt fra en SMS. Hun er blevet inviteret til en middag. »Men jeg er ikke en social person,« siger hun undskyldende. Det er måske det, der giver hende et godt blik for sociale grupperinger og situationer. At hun ikke rigtig hører hjemme noget steds. Middelklassen er måske outsidernes klasse i kunstverdenen.

http://vimeo.com/26918481