Print artikel

Fra informationssamfundets køkkenmødding

Fra Samlingen af Anonymt Fotografisk Materiale
Fra Samlingen af Anonymt Fotografisk Materiale
Fra Samlingen af Anonymt Fotografisk Materiale
Fra Samlingen af Anonymt Fotografisk Materiale
Fra FOUND Magazine
Blood sisters. Fra FOUND Magazine
Will Dance for Treats. Fra FOUND Magazine
Lasse Krog Møller: "I skoddenes verden" (2005)
Lasse Krog Møller: fra Samlingen afd.: fds -en kort gennemgang og præsentation af Samlingens afdeling for fundne sedler, meddelelser, beskeder, breve og andre dokumenter (2004)
Lasse Krog Møller: Vedr. Ålborg (2014)
Artikel
08.06.16
En række kunstprojekter samler ting op, som andre taber: fotografier, e-mails, indkøbssedler, kærestebreve og cigaretskodder. Drevet af antropologisk og måske endda voyeuristisk nysgerrighed stiller de skarpt på hverdagens flygtige og intime rum.

Døgnfluen med den latinske betegnelse ephemera lever mellem få timer og få dage. På engelsk dækker ordet ephemera også over objekter, der ikke har blivende værdi i sig selv: postkort, kvitteringer, huskesedler. De skabes, bruges, smides væk og forgår, akkurat som døgnfluen. Med mindre, altså, nogen samler dem op et sted i processen. Og det er der en række danske og internationale kunstprojekter der gør: de dyrker det værdiløse objekt og de fortællinger, det gemmer på.

Vores liv udadtil er en stramt styret kommunikation: vi tager selfies og lægger filtre over dem med det helt rigtige skær. Vi vælger med omhu hvad vi skriver på Twitter, og hvad der er forbeholdt den lukkede indbakke. Mens privatlivet iscenesættes online, er intimsfærens besværlige og trivielle liv svært at få øje på. Måske er det derfor, disse kunstprojekter leder efter hverdagens aftryk i andres affald. Samlerne er drevet af en antropologisk nysgerrighed og en voyeuristisk fascination af det flygtige menneskelige aftryk. De fundne genstande viser vores eget liv i et uforstillet lys – uden filter.

De glemte og tabte ting, som kunstnerne samler op, er ikke henvendt til offentligheden. De er både intime og anonyme, og derfor kan vi spejle os i dem. »Det kan være omvæltende at opdage, at en fremmed på den anden side af jorden har de samme problemer som jeg,« fortæller Davy Rothbart, redaktøren for det populære amerikanske Found Magazine, »Så sidder jeg i subwayen og kommer til at kigge på personen over for – måske var det vedkommende der skrev den seddel som jeg følte mig så forbundet med? Anonymiteten får én til at føle en stærkere forbindelse til alle mennesker.« Found Magazine er udkommet med ujævne mellemrum siden 2001 og ligner en scrapbog, hvor en mangfoldighed af fundne sedler, billeder og tegninger er klistret ind. Der er en genkendelse i det fortrolige rum, som opstår, når mennesker skriver uden at forvente at blive læst, mener Rothbart. Found modtager i dag i gennemsnit ti fundne ting om dagen, som er samlet ind af magasinets læsere over hele verden. Den første udgave blev klistret sammen i Rothbarts stue i Ann Arbor, Michigan i 2001. I dagene efter releasefesten ringede udgiverens naboer efter politiet: der kom så mange forbi for at købe et eksemplar af Found, at naboerne troede Rothbart solgte narkotika fra sit hjem. Som forklaring på den store efterspørgsel henviser han til sin mors sloganagtige beskrivelse af bladet som »Reality TV but real«. »De fundne ting er så virkelige, så ægte,« forklarer han. »Der er en sult efter sandhed og autenticitet. Nogle gange er det bedste, folk kan sige om en roman eller en tv-serie at den ’føltes virkelig’, som levet liv. Disse ting er rent faktisk virkelige!«

Det intime aftryk

Virkeligheden trænger sig også på iden aarhusianske kunstner Lasse Krog Møllers værksted: her er væggene beklædt med bogreoler, og på alle flader ligger papirer eller fryseposer med små halvkrøllede sedler i. Han har gjort det til sit varemærke at samle og ordne alt det, andre glemmer, taber eller smider væk: indkøbssedler, hårelastikker, breve og noter. I et stenaskebæger på skrivebordet er kunstnerens fladmaste cigaretskod kaotisk arrangeret i den lille fordybning. Det ville man måske næppe have lagt mærke til, hvis ikke der op ad den modsatte væg stod en glasmontre med 90 cigaretskod, sirligt ordnet og monteret. De er samlet til udstillingen og bogudgivelsen Vedr. Ålborg – en ekskursion (2014), der var en feltundersøgelse af banegårdspladsen i den nordjyske hovedstad. »Der er meget stort rum for at arbejde med klassificeringen,« siger Lasse Krog Møller om cigaretfascinationen, der begyndte med udgivelsen I skoddenes verden (2005). Her ordnede kunstneren systematisk forskellige mærker og skoddeteknikker. Skoddene er typer, men de bærer også et nærgående aftryk af et menneske – måske endda i form af DNA. »Cigaretskoddene har en meget intim forbindelse med en person vi ikke ved hvem er, men som har haft cigaretten mellem sine læber og så skoddet den på sin særlige karakteristiske måde,« forklarer Lasse Krog Møller.

Bortset fra vejkanten, som er skoddets naturlige habitat, er biblioteksbøger et af kunstnerens yndlingssteder at finde glemte sager. I udstillingen Laminat – En bibliotekshistorie (2014) samlede han sine bedste biblioteksfund på Åby Bibliotek i Aarhus. En mangfoldighed af bogmærker var sat op i glasmontre: pinkodebreve fra banken, dedikationer, liftkort – hvad som helst, som læseren lige har haft ved hånden.  Og kaffepletter og noter i margin får deres egen poesi når de forstørres og rammes ind:  »Er det hele en drøm?« spørger læseren af Shakespeares Stormen i sin løse, rystede blyantsskrift. Andre kan ikke dy sig for at rette i teksten – lige sætte det manglende ord ind eller strege et komma. »Når det gælder biblioteksbøger, der passerer mange hænder, og flere forskellige laver noter, understregninger og griserier i den samme bog, bliver det et kollektivt rum for flere mennesker. En bog som er trykt i tusind eller flere eksemplarer, får på den måde også sit individuelle præg,« siger Lasse Krog Møller.

Vores egen antropologi

Lasse Krog Møllers samlinger af tabte hverdagsobjekter er bl.a. inspireret af den franske forfatter Georges Perec, der mente at litteraturen og kunsten skulle rette blikket mod det han kaldte det infraordinære. Alt det, som er så almindeligt, så småt og hverdagsagtigt, at vi overser det – det modsatte af det ekstraordinære, med andre ord. »Måske er det på tide, at vi grundlægger vores egen antropologi; en der vil tale om os selv, som vil søge i os selv efter det, som vi så længe har plyndret andre for,« skriver Perec i 1973. Spørger man Lars Kiel Bertelsen, lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, er samlinger som Lasse Krog Møllers netop udtryk for en sådan etnografisk tilgang til objekter, der ellers bliver betragtet som ligegyldige og værdiløse.

Den etnografiske drift finder man i en bogstavelig form hos kunstneren som Charlotte Haslund-Christensen. Hun er barnebarn til eventyren og etnografen Henning Haslund-Christensen, der dokumenterede livet i Mongoliet. I værket Natives: The Danes (2008) kopierer hun sin bedstefars distancerende blik og fotograferer almindelige danskere både forfra og bagfra: analytisk, undersøgende. Ligesom Lasse Krog Møller, der søger efter skod i Aalborg, er hun på feltarbejde i eget land. Grænsen mellem videnskabelige systemer og voyeurisme er hårfin, og etnografiens blik bringer ofte intimsfæren og det personlige liv ind i udstillingsrummet. I 2012 udstillede den tyske kunstner Hans Peter Feldman f.eks. indholdet af seks dametasker, som han havde erhvervet fra ejerne for €500 stykket. Det handler om at se på det kendte på en ny måde, forklarer Lars Kiel Bertelsen: »I moderne kunst – både litteratur og billedkunst – er der en interesse for det oversete, det upåagtede og det diminutive. Det er en mikroskopisk sensibilitet. Når man kigger i et mikroskop, forsvinder verden udenfor også, så det er på forhånd en dekontekstualisering. Både af objektet man kigger på, men også af betragteren, som skal låse sig inde i den visuelle verden, hvor man kigger på noget meget småt som pludselig bliver meget stort,« siger han.

Voyeur i samtidens køkkenmødding

Lars Kiel Bertelsen har selv samlet på fundne fotografier i knap 20 år, og han anslår, at Samlingen af Anonymt Fotografisk Materiale (SAFOM) i dag ville fylde omtrent fem flyttekasser. Trods navnet er det vigtigt for ham at understrege, at der er tale om en ansamling uden systematik, ikke en samling med faste kategorier. I de uorganiserede bunker finder man eksempler fra alle fotografiets tidsaldre, både opstillede portrætter, fejlskud og feriesnapshots. To teenagere spiller computer i halvfemserne. En sløret kat stirrer truende ind i kameraet. Andre viser store mærkedage: barnet i den gigantiske dåbskjole. Det smilende brudepar på vej til fest. »De demonstrerer hvor skrøbeligt forankret familiefotografier er – så snart de er dekontekstualiserede glider de ud i fuldstændig anonymitet. De billeder man tænker som meget private og intime, er i virkeligheden helt banale og næsten identiske,« siger Lars Kiel Bertelsen.

Under det etnografiske blik kan fundne fotografier give indsigt i kulturelle dynamikker. Den lille fotobog ME TV (2014) af Thomas Sauvin og Erik Kessels samler otte næsten identiske fotografier fra 1980’erne, som viser en kinesisk kvinde, der poserer stolt med sit tv-apparat. Billederne, som var fundet på et marked i Beijing, viser med få midler, at fjernsynet meget sent var blevet et statussymbol i det lukkede land. Lasse Krog Møller betegner også sin praksis som en »samtidsarkæologi«, der roder nysgerrigt i den moderne køkkenmødding. Det viser sig f.eks., at folk smider langt flere skod siden rygeforbuddet, fordi de er forvist til fortovets kulde. Og han konstaterer, at det kun kan være den ældre generation, der stadig sætter ord som ‘sulfo’ og ‘negerboller’ på indkøbssedlen. Men interessen for de fundne ting er ikke kun kulturhistorisk – den er også drevet af empati, og Lasse Krog Møller har oplevet at udstillingsgæster er blevet rørt til tårer over hans værk. Når man spørger til de bedste fund, nævner han selv brevene, fordi de åbner et rum, man ellers ikke ville have adgang til: »I brevene er der noget meget stort på færde: der er nogen der skal huske deres ven i spjældet, nogen der skal slås op med, en fader der skal tages et opgør med,« siger han. Det er ægte, menneskelige livshistorier, der åbner sig for den fremmedes blik. Her er ingen opstyltede selfies – i stedet får vi et glimt af almindelige mennesker i deres mest sårbare henvendelser.

Affald fra informationssamfundet

»Jeg har altid været optaget af andre menneskers liv,« erklærer Davy Rothbart, der også mener, at »en vis portion voyeurisme er sundt,« fordi det betyder, at vi interesserer os for hinanden. I en tid, hvor vi udstiller en stramt styret version af vores privatliv på internettet, synes kunstens antropologiske blik at afsløre både en nysgerrighed efter intim viden og en jagt på en mere autentisk virkelighed: et offentligt rum, der også giver adgang til det inderste liv med både små og store fortællinger. Følger man samlermanien tilbage til årtusindskiftet, dukker det kortlivede danske avantgardetidsskrift DOKUMENT (1996-2000) op, som var en slags hjemlig forløber for Found Magazine. Bladet er en ukommenteret samling af alt godt fra papircontaineren og det unge internets afkroge: uudgrundelige breve, faxer, onlineguides til god oralsex, klippekort, kvitteringer, festsange, adoptionspapirer. DOKUMENT fremstår i dag som et vidne om, hvordan informationssamfundet udvisker grænsen mellem det private og det offentlige.

Ifølge Davy Rothbart må internettet faktisk også tilskrives en del af Found Magazines succes. Første udgave udkom netop da den almindelige borger kom online, og Found var på en måde det første shareable content, som han siger. Fundene i magasinet stammer både fra gaden og fra internettet, og i dag deler Found også mange fundne ting online på deres hjemmeside og på facebook. »Efterhånden som teknologien udvikler sig, opstår der nye måder for folk at finde ting på,« fortæller Rothbart, »Det kan være en email sendt til den forkerte adresse, eller måske finder man en mobiltelefon fyldt med beskeder eller billeder.«

Lars Kiel Bertelsens samling opstod endnu før den digitale revolution, og han beskriver sin interesse for det materielle som fetichistisk: han er drevet af stoflighed og erkender, at en stor del af hans samling er decideret affald. »Meget af det her ville jeg sige til min dreng at han ikke må samle op, men jeg gør det selv. Det har bogstaveligt talt ligget på gaden eller alt for mange år i en tobakstilrøget skuffe. Man har ikke helt lyst til at få det på fingrene,« fortæller han. I sin frygt for, at papirbillederne ville dø helt ud og efterlade rendestenen tom for fund, har han dog også fået øjnene op for, hvor godt tingfinderlogikken passer til den digitale tidsalders store mængder af bredt tilgængelig information: »De sene nattetimers ørkesløse søgning i Googles billedsøgning, hvor man ligesom kører på en motorvej, mens alle de der billeder hvirvler op foran en – det er udtryk for den samme fascination af det anonyme overflod af i sig selv værdiløse billeder,« siger Lars Kiel Bertelsen.

Ligesom bunken af fotografier i kunsthistorikerens arkivkasser er også internettet en rodet ansamling – et sted, hvor information glider ind og ud af kontekst, og hvor den intime fortælling hurtigt drukner i mængden. Lige indtil den møder et nysgerrigt samlerblik.