Print artikel

Ensom akademisk kritik

Den sure restaurantanmelder fra filmen Ratatoiulle
Anmeldelse
03.05.16
Man efterlader den litteratur, man mundhugges over, død i vejkanten, hvis den akademiseres unødigt. Kritik etableres i brugen og misforståelsen af kunsten. Billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen skriver om New York Times-kritikeren A.O. Scotts nyeste bog.

Da jeg var omkring tyve år boede jeg i et temmelig smadret hus på Nørrebro, der skulle rives ned, uden lås på min dør. Ind ad denne ulåste dør trådte en formiddag, under min morgenmad, en ung herre iført x-ray specs, solbriller med spiraler i øjnene. Han begyndte at læse op af en novelle om Jerry Cornelius, en romanfigur, der engang cirkulerede blandt forfattere, mens han trampede på mine ostemadder, som stod på gulvet ved siden af den madras, jeg lå på. Det gjorde mig øjeblikkeligt interesseret i Jerry.

For et par år siden slæbte min hustru og jeg det sidste hjemmeboende teenagebarn i teateret til en dramatisering af Kældermennesket med Rasmus Bjerg. De voksne var helt ødelagte over, hvor lækkert det var. Mig personligt ramte Rasmus Bjergs umanerligt kraftfulde fremførelse lige der, hvor jeg altid står og er ved at falde ud over kældermenneskets kant. Men teenageren!!! Da vi vandrede hjem i silende regnvejr efter forestillingen leverede han en edderspændt rasende svada. For hvad fanden i helvede ragede det her ham, og hvad fanden bildte vi os ind, osv. Det var helt tydeligt, at han ikke anede, hvad der havde udspillet sig foran ham på scenen. Han demonstrerede med al ønskelig tydelighed, at han ikke havde forudsætningerne for at forstå manden på scenen. Hans nysgerrighed var aldeles ikke vakt, men det var vreden.

New York Times-kritikeren A. O. Scott har skrevet en bog om at være kritiker. Om at kritik starter sammen med kunsten og er uadskillelig fra den. At kunstneren er kritiker og vice versa. Om at arbejde for pengene som kritiker, om kritikken som en nødvendighed og en uadskillelig del af både kunsten og livet, om kritikkens ulegemliggørelse på universiteterne og dermed dens adskillelse fra kunsten. Det var en fornøjelse at se mange af de ting, jeg som kunstner og kunstlærer har praktiseret i løbet af tiden sat i et andet perspektiv. Den historiske gennemgang giver rigtig god mening og jeg tog flittigt notater. Lidt vel samvittighedsfuldt er det dog efter min smag.

Men jeg var så absolut gladest for de afsnit, hvor Scott diskuterer med sig selv om, hvad der giver mest mening, hvor han væver og til tider sludrer, hvor han er prætentiøs, hvor han praler med en beef, han har haft med Samuel L. Jackson for at disse superheltefilmen The Avengers (her kan jeg ganske parentetisk pralende indskyde, at jeg har haft en lignende beef med en tidligere direktør for kunstmuseet Aros. Jeg havde i en Facebook-opdatering disset Sculpture by the Sea i Aarhus for at være spild af penge, og han forlangte mig fyret fra Statens Kunstfonds legat- og indkøbsudvalg. Det var skønt og lidt uhyggeligt), hvor han sammenligner sig selv med restaurantanmelderen fra animationsfilmen Ratatoiulle. Kort sagt alle de afsnit, hvor han demonstrerer for mig, hvad der engagerer ham.

I afslutningsafsnittet om filmen Ratatouille antyder han, at kritikerens nirvana er kritikkens og dermed kunstens afslutning. At den store fortløbende diskussion, man som kritiker og kunstner har med kunsten og verden slutter, at der bare er nydelsen og produktionen tilbage. Bum siger jeg bare. Bogen er fyldt med den slags narrative kneb, som gør, at det ikke hele tiden er muligt at tage ham helt alvorligt, men underholdende er det. Det kan godt være, at han kan læse en klog bog, men han er frem for alt praktiker, der også vil høres på de bagerste rækker - og da det er der, jeg sidder, lidt halvdøv, er jeg taknemmelig.

Han fortæller om at være vokset op et sted, hvor hans adgang til fx teater kun kunne foregå ved at læse om det. Om, hvordan han med tiden kom til at værdsætte anmeldelsen og diskussionen af kunsten på skrift som en selvstændig form. Det vækker nogle erindringer hos mig om en ungdom, i den førdigitale tidsalder, hvor jeg pløjede mig igennem mine forældres gamle numre af flippertidsskriftet Superlove og senere alt muligt andet obskurt undergrundsmateriale. Artiklerne udgjorde så klart et selvstændigt og fantastisk forestillingsrum. Denne her skriven rundt om kunsten kan så klart noget. Men nu er det som om signaturen, skribenten, har mistet sin karakter af brændglas, orakel, shaman. Det kan være, det er min alder eller mit erhverv, som indbefatter undervisning af unge kunstnere, en temmelig kritikeragtig funktion, men jeg læser altså kun meget lidt kritik og kun ganske få anmeldelser. Jeg følger med på forlagenes Facebook-sider og læser uddrag, lytter når nogen udgiver en plade. Men frem for alt lytter jeg til, hvad folk anbefaler. Unge som gamle, store som små. Jeg spørger, hvem der har anbefalet det til dem. Jeg lytter frem for alt til, hvad de bruger det til. Det er det, jeg vil vide.

Det var en særlig snøvlen i en bekendts stemme ved et selskab en sen nattetime, der for nylig fik mig til at læse Virginia Woolf, som jeg ellers havde afskrevet. Et kort citat på Facebook, der fik mig til at læse Dullerdage af Jess Ørnsbo. En påpegning af noget irriterende ved bandet Big Blood, der fik mig på krogen - eller simpelthen bare autoplay på YouTube, eller hvad bibliotekerne låner mest ud af. Eller også render jeg rundt og hiver bøger ud af reolerne og bladrer i dem, lige som da jeg var barn. Men meget sjældent, og stadigt sjældnere, en anmelder eller en kritiker.

Så sent som forleden, hvor to litterater i Information står og gør ind over hinandens hæk, fordi litteraturen måske, måske ikke, har droppet formeksperimenterne, gyser jeg. For hvor ligegyldig er den diskussion ikke? Tænk hvis man som kunstner tog dem alvorligt! De efterlader den litteratur, de mundhugges over død i vejkanten, stivnet i kanonens mausoleum, ulæselig faktisk, uforanderligt fanget i Historien, i Spøgelseszonen, som vi kender den fra Supermand, hvor ingen ældes og intet forandres. Der er ingen tvivl hos mig om, at kritikken er i grundliggende krise. Hen imod slutningen af A.O. Scotts bog, i det, der for mig kommer til at fremstå lidt som en konklusion, brokker han sig over kritikkens internering på universiteterne, dens stigende afhængighed af en akademisk diskurs.

Mine indledende anekdoter handler om, at den grundliggende kritik etableres i brugen og demonstrationen og misforståelsen og imitationen af kunsten. Det her er ikke en afvisning af kritikken som sådan, men en påpegning af, at dens formidlende og diskuterende rolle drukner i folkehavet i øjeblikket og det, der står tilbage er en lidt ensom akademisk kritik. Men ting forandres og forsvinder dermed i deres daværende form. Kritikken var blevet norm, og når ting bliver norm, så forsvinder deres forandrende potentiale.

Hvis jeg afslutningsvis skal nævne kritik, jeg har læst for nylig – og som giver mening - så er det En engel af sten - Charles Bronsons vision af Jacob Lillemose & Karsten Wind Meyhoff. Her demonstrerer de gennem en kærlighedsakt, hvorledes de bruger Bronson som de moderne bymænd de nu er. De skriver sig selv ind i Bronsons værk og det er smukt.