Print artikel

»Penge er gæld – gæld er en forsættelse af borgerkrigen«

Foto: Anders Sune Berg/Charlottenborg
Reportage
10.12.18
En af årets mest diskuterede og fejrede udstillinger, 'Crossings' af Angela Melitopoulos, kan ses på Charlottenborg. Filosoffen Maurizio Lazzarato forklarede i et oplæg for nylig udstillingens bagvedliggende tænkning.

»Fascismen opstod i det tidlige 1900-tal som en løsning på kapitalismens problemer; den neofascisme, vi ser nu, er derimod forsøget på at fastholde den neoliberale verdensorden.«

Filosoffen og sociologen Maurizio Lazzarato, der er født i 1955, taler til en overfyldt sal på Charlottenborg, der er varm og fortættet – ikke kun af temperaturen, men også af indignation og engagement, for det er ikke kun Lazzareto selv, der sidder på kanten af sin stol og er anfægtet af stigende ulighed, gældsætning, privatiseringer og finansverdens vulgære excesser.

Hans foredrag er en del af den aktuelle udstilling Crossings, der i sommer var én af de centrale udstillinger på den omdiskuterede Dokumenta 14 i Kassel, der af flere blev anklaget for at være for politisk og aktivistisk for kunstens egen skyld.

Kunstneren bag den, ja, både politiske og aktivistiske Crossings, Angela Melitopoulos, der er født i 1961 i München, agerer på dagen oversætter for Lazzarato, der selv taler fransk. Han var i 1970'erne aktiv i den italienske venstrfløjsbevægelse Autonomia Operaia, og forlod på et tidspunkt Italien til fordel for Paris, for at undgå retsforfølgelse (tiltaler, der dog blev droppet i 1990'erne).

Strukturelle tilpasninger

Lazzarato lægger ud med at tale om Brasilien nu, Chile i 1970'erne og den økonomiske tænkning, der binder dem sammen. Efter at have levet lidt skjult i en årrække på universitetet i Chicago, blev neoliberalismen nemlig sluppet fri i 1973, da general Augusto Pinochet med USA's velsignelse tog magten i Chile ved et kup imod den socialistiske præsident, Salvador Allende.

»Samspillet mellem den højredrejede økonomi og militæret er en konstant. Med valget af den tidligere officer, Jair Bolsonaro, til præsident i Brasilien er neoliberalismen i samarbejde med militæret nu tilbage ved magten i Sydamerika. Siden 1970'erne har den (med og uden militæret) været verden rundt – fra Pinochet til Argentina og Uruguay, over Afrika og Asien til Europa, hvor især Grækenland har mærket den,« fortæller Lazzarato, og kigger op fra den computer, han ellers sidder bukket ind over, mens der oversættes.

Han peger på, hvordan gældsætning af befolkningerne og privatiseringer er virkemidlerne; de værktøjer, som 'neofascismen' bruger til at centralisere magten, udhule fællesskabet og demokratierne med.

»Befolkningerne gældsættes og hænges op på at skulle betale gæld tilbage. De er blevet 'finansialiseret'; det vil sige, at de er blevet gjort til en afkastgivende ressource. Samtidig udhules deres kollektiv ved, at sundheds-, uddannelses- og transportsystemer privatiseres. Officielt kaldes det for 'strukturelle tilpasninger'«, siger Lazzarato og skærer en grimasse, der vækker små udbrud rundt omkring i salen.

Går man ind og ser Crossings, der er samfinansieret af Charlottenborg, mødes man af citatet: »Penge er gæld. Gæld er en asymmetrisk magtrelation. Gæld er er fortsættelse af borgerkrigen imellem kreditorer og debitorer … Økonomi og især finansøkonomi har afløst militære midler og er baggrunden for de 'ikke-blodige' krige.«

Selve video- og lydinstallationen stiller skarpt på den aktuelle flygtninge- og gældskrise i Europa. Med skærme og højtalere på alle udstillingslokalets fire vægge, er man som tilskuer omsluttet af lyd og billeder. Det handler om gæld og slaveri før og nu, om krig og miljømæssige katastrofer, og især om gældskrisen i Grækenland, hvor de omtalte 'strukturelle tilpasninger' førte til, hvad Melitopoulos og Lazzarato kalder for en »våbenløs krig« imod befolkningen. Forskellige scener afløser hinanden og danner tilsammen det overordnede tema.

»Hvor den historiske fascisme var socialistisk, er neofascismen national og ultraliberal. Det er højrepolitik for arbejderne,« siger Lazzarato og lader en hånd glide langsomt hen over sin skaldede isse, som for at understrege eftertænksomheden.

Han konstaterer, at venstrefløjen er væk, at der ingen revolutionerer er at finde, og at neofacismen derfor heller ikke som tidligere behøver at bruge vold.

»Tidligere måtte protesterne slås ned, men i dag er venstrefløjen ufarlig. Neofascismen accepterer derfor selvfølgelig demokratiet. De vinder jo sådan set også valgene,« sukker Lazzarato.

Kapitalismens motor er racisme

Han trækker derefter spor tilbage til kapitalismens rødder og peger på opdagelsen af Amerika i 1492 som begyndelsen til den kapitalistiske verdensorden, der siden er vokset frem, og som siden 1970'erne altså har nået et ekstra hårdt niveau med neoliberalismen fra Chicago-økonomerne.

»Kapitalismen lever af racistisk udnyttelse. Nord har siden 1400-tallet koloniseret og udnyttet syd, men siden Første Verdenskrig har de-kolonisationen gjort det sværere og sværere at fastolde nord-syd udnyttelsen, hvorfor kapitalismen har overlevet på at skærpe udnyttelsen internt i Nord,« siger Lazzaretto.

Han mener, at det er derfor, polariseringen af samfundene er stigende, hvilket kan ses på både det stigende antal af working poors og mennesker i prækariære jobsituationer. Racismen og koloniseringen har altså vendt sig indad og spiser af sin egen hale.

»Hvor racismen oprindelig var aktiv, udadvendt og kolonialistisk, så er den i dag defensiv, frygtsom og agerer ud fra underskud. Den handler nu om at bevare det gamle, holde immigranter væk fra Europa, og kommer på den måde til at være med til at fastholde neofascismens magt, der altså betyder gældsætning, privatiseringer og polarisering af samfundene,« konstaterer Lazzarato, der tydeligvis kunne have talt mere og meget længere, men som nu overgiver sig til tiden og varmen, der et stykke tid har gjort tilskuerne lige så urolige som hans diagnose på tidens kriser.

Undersøgelse af geografiske og psykologiske bevægelser
Udstillingen Crossings, og den medfølgende talk af Lazzarato, virker som et naturligt led i Angela Melitopoulos mangeårige værk. Hun har siden 1990'erne arbejdet kunstnerisk i feltet mellem kritisk, politisk samfundsanalyse og billed- og lydfortællinger – hele tiden med en undersøgelse af neoliberal ideologi, undertrykkelse, geografiske og psykologiske bevægelser, fællesskabets hukommelse og retten til at fortælle historier som det centrale.

Hendes værk Passing Drama fra 1999, der er et slags video-essay, beretter fx om eftertidens hukommelse om ​​de politiske flygtninge (herunder medlemmer af Melitopoulos egen familie), der blev deporteret fra Tyrkiet til Grækenland i 1920'erne, og som siden måtte tåle at blive sat i tvangsarbejde af naziregimet i 1930'erne. Linien er lige op til Crossings, der bl.a. omhandler lukningen af grænserne mellem Grækenland og Makedonien i foråret 2016 og flygtningenes udsendelse fra havnen i Piræus, hvor en større gruppe af dem havde camperet under motorvejsbroen. På den måde dokumenterer Melitopoulos konsekvenserne af den defensive racisme, Lazzarato beskriver. En grænsedragning, der handler om at bevare, men som ender i intern splid og udbytning i de vestlige samfund. Crossings er derfor et tiltrængt spark over skinnebenet til os, der går og hygger os i Danmark uden at tænke nærmere over alt det, der ligger bag vores samfundsmodel.