Print artikel

Glansbilleder

Alicia Vikander, er i sig selv et argument for at indløse billet til Testament of Youth. Foto fra filmen
Anmeldelse
25.06.15
Testament of Youth er en ambitiøs coming-of-age-fortælling om en ung og fremadstormende feminist under Første Verdenskrig. En historie om en kvinde, der voksede op i den helt forkerte tid.

Vera Brittains erindringer Testament of Youth fra 1933 står som et af engelsk litteraturs vigtigste skrifter. Vera Brittain brød igennem med en ærlig, feministisk stemme, som ikke var hørt før. Hun var kvinde, hun skrev om krig, og det handlede for en gangs skyld ikke om kampene ved fronten, men om alle de skæbner, der led i kulissen: kvinderne. Testament of Youth fik hurtigt klassikerstatus. Den udstillede, hvordan den britiske middelklasses kvinder var blevet slået omkuld af Første Verdenskrigs rædsler. Brittains skriverier stoppede dog ikke ved krigens afslutning. Hun fortsatte i flere bind med at skrive om sit liv, om sin tid som journalist og besøgene ved krigens slagmarker.

Det er dog Brittains nedfældede erindringer om Den Store Krig, der nu er blevet filmatiseret. Omgivet af blodig krig og patriotiske mænd satte Brittain Oxford-studierne på standby og trak i sygeplejerskeuniformen for at hjælpe de sårede ved fronten. En sand, modig og inspirerende gerning, der lægger op til et vitalt og vigtigt værk på det store lærred.

Filmen Testament of Youth begynder på Armistice Day i 1918, men et flashback sender os hurtigt fire år tilbage i tiden. Vera Brittain (spillet af Alicia Vikander), hendes yngre bror Edward og hans venner Victor og Roland plasker rundt i det blikstille vand omgivet af skovens grønne træer. En af drengene advarer om, at der er rotter i vandet - der er ugler i mosen - men Vera kaster sig frygtløs ud i vandet, og - selvfølgelig - viser det sig, at der ingen rotter er under overfladen. Her er kun barndommens uskyld i sin reneste form, kjolen er hvid, blomsterne blå og strygerne blide. Men det ubekymrede liv varer ikke ved. Bekymringerne og gruen får snart sin entre.

Det er BBC, der producerer, og det kan i dette tilfælde desværre mærkes: selvom hovedkarakterernes nedture står i kø, føler man aldrig smerten. Det visuelle udtryk, billede og lyd, får aldrig lov at leve, når den polerede og respektfulde facade skal opretholdes. De livsglade unge plasker rundt i det blikstille vand, græsset er grønt på Oxford, og mudder på tøjet vaskes af med et hurtigt sceneskift. Da Veras hårdt prøvede soldaterkæreste Roland (Kit Harington) får posttraumatisk stress og gemmer sig i klitterne, er de mørke lokker stadig vandkæmmede, og huden er smooth og nybarberet. Det lugter af cologne. Vi bliver bombarderet med glansbilleder og pædagogiske greb, der skygger for filmens potentiale. Det er, hvad man på engelsk kalder soppy: det er altsammen alt for pænt.

Overfladen og det næsten karikerede vinder også over dybden i portrætteringen af forholdet til forældrene og vejen ind i voksenlivet. Vera vil gå sine egne veje. Hun erklærer, at hun aldrig vil giftes, og da hendes far erhverver et klaver til hende, løber hun op på sit værelse og smider alle sine noder ud af vinduet, så de ender pladask i haven i mors vaskespand. Vera vil ikke ende som mor, forstås. Vera vil på Oxford, selvom hun ifølge sin far aldrig vil få en døjt ud af det ophold. Den slags er kun for mænd, proklamerer han.

Vores unge feministiske heltinde må altså gøre op med patriarken, men helt opgive manden kan hun ikke. Håbet finder hun i broderens ven, den intellektuelle og progressive Roland – og ikke mindst kærligheden. Og da Vera til alles overraskelse - undtagen vores - bliver optaget på Oxford, tager Roland os i hånden med ordene »you got in.« Det er forudsigelig tørt og kedeligt som en gammel scone. Det er alt for pædagogisk, og det forplumrer en ellers visuelt flot formidlet scene, som er tæt på rørende.

Men pligten kalder. Vera afbryder sine studier, melder sig som sygeplejerske, mens Roland er draget i krig, og her ligger den største styrke i Testament of Youth. Vera bliver aldrig portrætteret som englen, der faldt ned fra himlen. Filmen dvæler ikke ved mirakuløse redninger af menneskeliv. Vera gør sin gerning. Hun bider frygten og lugten af død i sig, og hver gang hun lukker øjnene på en netop faldet soldat - tysk eller britisk - forstår hun krigens grimme fjæs lidt bedre.

Sveriges hot shot i disse år, Alicia Vikander, er i sig selv et argument for at indløse billet til Testament of Youth. Det er ikke uden grund, at hun af toneangivende filmtidsskrifter anses for at være et af de mest interessante navne i 2015. Hendes underspillede og stædige ansigtsudtryk er en gave til filmen.

Men selvom regn, mudder, blodsindsmurte kroppe og en familie i krise vælter ned over hende som tonstunge dominobrikker, føler jeg aldrig hendes desperation. Jeg har sympati med hende, men jeg vil også se hende, når det kønne ansigt sprækker. Det er muligt, at virkelighedens Vera Brittain var skabt af noget særligt, men jeg savner at se frustrationerne folde sig ud og måske vigtigst af alt fornemme ensomheden. Hun er igen og igen alene i filmen. Hendes forældre ryster på hovedet af hendes ambitioner. Oxford er for fin til at se hende i øjnene. Sygeplejerskerne ser skævt til hende, fordi hun kommer direkte ind med toget fra overklassens højborg Oxford. Og da Roland omsider er hjemme på leave, kan han nærmest ikke kende hende. Vera er en outsider, en fighter, og altid alene.

Den indre konflikt hos Vera Brittain bliver gemt væk til fordel for at vise det ustoppelige pacifistiske væsen. Det er nobelt og frem for alt sobert, men med BBC’s strygerafdeling og glansbillederne fra Oxford tenderer det også til det kedelige.

Det væsentligste kritikpunkt ved Testament of Youth er filmens pædagogiske greb, der som en skolepatrulje af dydsmønstre viser publikum vej gennem historien. Ingen skal tabes af syne undervejs. Det er behjælpeligt for nogen og et sikkert valg, men gid, den debuterende instruktør, James Kent, havde turdet stole lidt mere på sit publikum.

Og som en bibemærkning kan det nævnes, at filmens plakat viser Alicia Vikander og Kit Harrington i kærlig omfavnelse. Det ældgamle citat om, at kærligheden overvinder alt, ligger lige for. Man kan kalde Vera Brittains erindringsbog for meget, men en egentlig kærlighedshistorie er det ikke, og at kærligheden har fået så meget plads i Kents filmatisering, kan næsten kun være et forsøg på at fange et større internationalt publikum. For hvem gider at se en lidt over to timer lang film om en stædig, ung feminist i 30’ernes Storbritannien? Og når vi ikke engang ser een eneste patron blive sendt i kødet på en tysker, hvordan skal filmen så sælges?

Instruktør James Kent har begået en ambitiøs og storladen film om en af 1900-tallets mest bemærkelsesværdige og vigtigste skikkelser, som tilmed falder lige ned i hatten på den nutidige postfeministiske debat. Men den falder også lige ned i den kategori, der i Storbritannien hedder the teatime slot. Serier og film lavet efter en præcis skabelon, så de passer til at blive vist i tidsrummet mellem fem og syv. Efter arbejde, inden aftensmad. Det er en respektfuldt produceret tidsperiode-film. Men jeg savner, at der bores ind til benet. Jeg savner den sande smerte.