Print artikel

Sporene fra en ubesindig digter

Gustaf Munch-Petersen mistede livet i ildkamp i et bjergrigt område i Spanien. Foto fra filmen
Interview
01.06.15
I den meget personlige dokumentarfilm Skyggen af en helt går filminstruktøren Laurits Munch-Petersen helt tæt på sin familie, der har været dybt splittet siden den berømte morfar, digteren og myten Gustaf Munch-Petersen, blev slået ihjel i Den Spanske Borgerkrig i 1938.

»Min egen Lisbeth, jeg bliver nødt til at forlade Gudhjem i nogen tid,« skriver den 26-årige digter og boheme Gustaf Munch-Petersen i det afskedsbrev, han efterlader til sin højgravide hustru Lisbeth, inden han i ly af natten begiver sig sydpå for at kæmpe mod fascisterne i Den Spanske Borgerkrig. Det er 1937, og året efter bliver han dræbt i ildkamp.

I forlængelse af hans surrealistiske digte har krigsdøden gjort Gustaf Munch-Petersen til en nærmest mytisk skikkelse. Han er kanoniseret, og der er skrevet tykke bøger om ham. Men færre ved, hvad der siden hændte dem, han lod tilbage i Gudhjem.

Med sin nye dokumentarfilm Skyggen af en helt skildrer Gustafs barnebarn, instruktøren Laurits Munch-Petersen, hvordan morfarens død endte med at splitte familien på tværs af tre generationer.

Munch-Petersen tager imod i sin stuelejlighed i det indre København og undskylder med det samme, at han er nødt til at afbryde interviewet, hvis lydmanden ringer angående de sidste finjusteringer. På grund af travlhed med filmen, har han ikke sovet de seneste nætter, fortæller han, og man fornemmer en rastløshed. Er det nerver, der er på spil?

»Det er helt sikkert noget andet end de tidligere film, jeg har lavet, fordi det er mit personlige liv, der er kastet ind i det her,« siger han.

Sender børnene væk

Baggrunden er som følger: Da Gustaf dør i de spanske bjerge, fører det til store ændringer i familien hjemme i Gudhjem. Lisbeth tabuiserer al snak om sin afdøde mand og støvsuger hjemmet for hans kunst (Gustaf var også maler). Så snart døtrene er gamle nok – hvilket vil sige 12-13 år – sender hun dem til København, og fra da af vil hun ikke længere kendes ved dem. I stedet stifter hun familie med en ny mand, som hun får tre børn med.

Laurits Munch-Petersens mor Ursula er den ufødte datter, som Gustaf efterlader hin nat i 1937. Gennem årene forsøger hun at skabe kontakt til sin mor, men brevene bliver aldrig besvaret.

I Skyggen af en helt sætter Laurits Munch-Petersen sig selv i scene som detektiven, der skal finde ud af, hvad der egentlige skete for over 70 år siden. Han opsøger sin mormor på Bornholm og rejser til det bjergområde i Spanien, hvor hans morfar blev skudt. Sporene bindes sammen med scener fra instruktørens nutidige familieliv i København og ender som en meget personlig film om idealismens pris og den tavshed, der kan lægge sig over en familie, uden nogen egentlig helt kan forstå hvorfor.

Laurits Munch-Petersen gør det klart – hvilket også fremgår tidligt i filmen – at han ikke vil endnu en heltedyrkelse af Gustaf.

»Jeg er vokset op med at høre en masse om Gustaf, vi snakkede om ham nærmest hver dag. Alle sagde ’åh, Gustaf,’ og mange spurgte om ikke jeg ville lave en film om ham, men jeg var ikke interesseret i et helteportræt,« siger han.

Psykologisk tovtrækkeri

I stedet fortæller han historien om splittelsen af en familie – set indefra. De bærende scener er dem, hvor instruktøren opsøger mormoren Lisbeth på Bornholm fast besluttet på at få den ældre, og – skal det vise sig – stadig livsduelige dame til at åbne op for fortiden. Det er svært, hun er afvisende, og et medrivende psykologisk tovtrækkeri begynder snart at udfolde sig.

Scenerne med mormoren er minutiøst genskabt (mormoren spilles overbevisende af – i hvert fald for et ungt publikum – ukendte Ruth Brejnholm) efter dagbogsnotater, som Laurits Munch-Petersen gjorde sig, da han år tidligere opsøgte sin mormor på Bornholm. Han fandt ud af, at her lå noget interessant materiale.

»Som instruktør går man altid og leder efter den sublime historie. Man forsøger at finde på alt muligt, men når man så fortæller sin egen historie, så bliver folk meget mere rørte,« siger Laurits Munch-Petersen, der især er kendt for stort anlagte genrefilm som Ambulancen og Over kanten.

»Man tror jo, at det kun er i ens egen familie, man ikke kan tale sammen, men også under optagelserne var det utroligt at opleve, hvordan alle folk fortalte, at i deres familie var der nogle lignende problemer,« siger instruktøren.

Han vidste, at han havde en historie i sine dagbogsnotater, men ikke hvordan han kunne forløse den. Først da hans gamle mentor, instruktøren Anders Østergaard, foreslog, at han filmatiserede dagbogen, som om det havde været en videodagbog, fandt han nøglen til at realisere filmen. Og arbejdet med dokumentarformatet har også givet ham en tiltrængt frihed.

»Det har altid været mere lystfyldt for mig at lave dokumentar, fordi det er så meget mere intuitivt. Det var en befrielse, at man ikke hele tiden skulle aftale alt muligt. Her var det mere, som da jeg var lille, hvor jeg bare kunne filme, hvad jeg havde lyst til uden hele tiden at tænke på, hvad det koster,« siger Laurits Munch-Petersen, der under arbejdet fik genoplivet sin oprindelige tur til Bornholm.

»Jeg fik decideret deja-vu fra min oprindelige tur til Gudhjem. Hun (Ruth Brejnholm red.) var samme alder som min mormor, og jeg spurgte også hende, hvad hun troede, min mormor ville have tænkt.«

Og netop hvilke tanker, der gik gennem mormoren kan være svært at få hold på. Men trods frustrationen over hende, så har han også en forståelse for hendes situation.

»Hun var et mysterium for os alle, men det har også været sindssygt hårdt og dybt traumatisk for hende. Det er jo ikke for sjov, at man gør den slags. Dengang i 30’erne fandtes der ikke psykologhjælp, men hun skulle så meget have været til psykolog. Hun har ikke forholdt sig til det, men jeg tror, det er vigtigt, at der kommer nogen engang imellem og banker på ens dør og siger, at det skal du snakke om,« siger han.

-Da jeg så filmen, troede jeg faktisk, at det var din rigtige mormor, der var med. Så overbevisende var der udført. Men det handler vel også om, at I først efter filmen gør opmærksom på, at scenerne er genskabt?

»Først havde vi det faktisk til at stå før filmen. Men så var det som om, at folk blev meget optaget af det. Hvis det stod efter filmen, var det en meget stærkere oplevelse. Det er en måde at få folk til at opleve det, som det var. Og så længe filmen holder sig stringent til det, der virkelig er sket, føler jeg ikke, at vi på nogen måde snyder folk,« siger han.

At kæmpe for noget større

På bordet mellem os står en samling af plastikdinosaurer og andet legetøj. Siden arbejdet med filmen begyndte for fire år siden, er Laurits Munch-Petersen blevet far for anden gang. Den oplevelse er kommet med i filmen. Vi er faktisk med helt inde på fødestuen. Ifølge instruktøren var det den mest naturlige måde at vise, hvad Gustaf mistede.

»Konsekvensen af hans valg var jo, at han ikke var med til sit eget barns fødsel. Så i stedet for at forklare det med ord, så tænkte jeg at vise det. Når man har valgt at fortælle en personlig historie, så må man også gå hele vejen, ligesom hvis det havde været en fiktionsfilm,« siger han.

Han tror, at grunden til, at hans morfar kunne efterlade sin hustru og børn den nat, er, at han havde et stort behov for at bevise over for sig selv og over for verden, at han var for real. At han ikke bare var en forkælet bohemekunster, der fik betalt udgivelsen af sine digtsamlinger af sine velhavende forældre. Og Laurits Munch-Petersen kan godt identificere sig med lysten til at kæmpe for noget, der er større end én selv, selvom det dengang også var enklere.

»Alting var tegnet mere tydeligt op. Nazisterne stod lige rundt om hjørnet. I dag kan det være sværere at se, hvor Gustaf skulle være taget hen. Det er som om, at det hele er meget mere kompliceret i dag, og jeg tror på en måde, at folk savner det, fordi der er noget totalt medrivende ved at være med i en kæmpe bevægelse. En tro på et eller andet. Jeg tror især, at det ligger hos mænd, og i dag kan det være sværere at finde, men så gør folk noget andet. Begraver sig i deres arbejde,« siger instruktøren, der kender konflikten mellem arbejde og familie fra sit eget liv.

»Jeg arbejder jo også som en gal, og det er jo klart, at det ikke er så fedt for familien. Men jeg siger til dem, at det svarer til, at jeg er ude og rejse i en måned, og så laver jeg det her. Til gengæld, når så filmen er færdig, kommer der en periode, hvor jeg tager den med ro, og er fuldstændig nærværende. Det svarer faktisk lidt til at være gift med en soldat, fordi man er væk i en periode, og så kommer man hjem. Men Laura (hustru red.) er designer, så hun forstår det.«

-Tror du Gustaf ville være kommet tilbage til Gudhjem, hvis han ikke var blevet dræbt?

»Det har jeg også tænkt meget over. Altså jeg vil sige, at jeg tror, at han var et familiemenneske, og jeg tror ikke, at han havde overvejet, at han skulle dø.«

-Er Gustaf en kujon eller en helt?

»Jeg betragter ham faktisk som begge dele på samme tid. Jeg tror på en måde, at livet er sådan. Hvis man er en helt på et område, så har det nogle kæmpe omkostninger på nogle andre områder. Med de store helte, som jo er helte, fordi de har gjort heltemodige ting, dukker der ofte nogle andre sider op, når man hører, hvad der ligger bag. Det er ikke enten eller,« siger Laurits Munch-Petersen.