Print artikel

Mere af det hele

Michael Keaton er Birdman i mexicanske Alejandro Iñarritus seneste film. Foto fra filmen.
Anmeldelse
28.01.15
'Birdman or the unexpected virtue of ignorance' er en meget teateragtig komedie om en falleret filmstjerne i midtlivskrise, som tidligere har spillet superhelt, der vil sætte et teaterstykke af Raymond Carver op på Broadway, som handler om en mand i midtlivskrise. Filmstjernen bliver i øvrigt spillet af en filmstjerne, nemlig Micheal Keaton, som selv engang i firserne har spillet superhelt.

Det er næsten en genre i sig selv – film om midaldrende mænd, gerne bosat i New York, som er bange for, at de ikke har sat et stort nok aftryk på verden. Som for længst har ødelagt relationerne til deres nærmeste, ofte taler de meget hurtigt og lider af tvangstanker eller angst, og som kaster sig ud i at skabe mastodontiske kunstprojekter som en sidste desperat handling, der skal bevise deres værd. Woody Allen og Charlie Kaufmann er fædre til hver sin version af denne genre, mens elementer af samme fortælling er at finde hos eksempelvis Noah Baumbach og Wes Anderson. Den gamle konge frygter sit fald, sine rivaler, og måske frygter han også, at han i virkeligheden aldrig rigtig var konge eller ikke når at blive det. Han frygter døden, og mere end døden, at blive glemt. Gennem deres kunst vil disse fiktive mænd skabe virkeligheder, som i Kaufmanns Synecdoche New York, der er mere virkelige end virkeligheden, mere sande, og som har deres signatur på, de vil for én gang skyld være geniet med masterplanen. Det er i hvert fald drømmen – det viser sig sjældent ladsiggørligt i praksis. Og fordi disse mænd netop vil skabe kunst, film, manuskripter eller teaterforestillinger, tilføres filmene i denne de-midaldrende-kunstnermænds-genre ofte metafiktive lag, instruktørerne vil lege med, hvem der fortæller og hvordan deres karakterer også selv er medskabere af filmenes narrativ.

Hovedpersonen Riggan i mexicanske Alejandro Iñárritus nyeste film Birdman or the unexpected virtue of ignorance har et stærkt slægtskab med disse mænd. Et stort ego og et stort mindreværdskompleks, der vokser på hinanden som to klamme parasitplanter. Instruktøren har taget et stort spring med denne film, fra alvorlige, stærkt politiske film som Babel og Biutiful, og måske har han gået og sparet stof op til en komedie længe, for Birdman er en film der synes at være skabt efter mantraet 'mere af det hele!'. Den er filmet i hvad der skal forestille at være ét langt klip, gyngende ned gennem smalle teatergange, den ene, hektiske og meget Allen'eske dialog afløser den anden og det meste af musikken udgøres af lange, ligeledes hektiske jazzede trommesoli. Birdman er en dekadent film på den måde, alting er skruet op på højeste eller hurtigste niveau. Og lad det være sagt med det samme, - det er bestemt en sjov film, og en film som, på grund af den på en gang meget teateragtige, men også vildt skarpe dialog og på grund af dens mange sjove optrin, er værd at se i biografen. Men der er samtidig meget i denne film, der ikke hænger sammen, hvis man ser den og dens filmiske strategier og tankegods efter i sømmene, den bliver ganske enkelt irriterende i længden, for fiffig, den tager munden for fuld og det har noget at gøre med denne unexpected virtue of ignorance. Denne tro på dumhedens mulighed. Den vender jeg tilbage til senere.

Riggan Thomsons (spillet af Micheal Keaton) hidtil største succes var at spille rollen som superhelten Birdman, men nu, mange år efter, er han stadig blot kendt for denne ene rolle, formuen er brugt op, og hans tid i berømmelsens spotlys er forbi. Birdman-figuren spørger stadig i Riggans liv, dels fordi alle, forbipasserende på gaden som pressen, hele tiden forbinder ham med hans ene glansrolle, og dels fordi Birdman taler til Riggan som en slags indre stemme, et oppustet ego, der skælder Riggan ud for at være en fiasko, men samtidig fortæller ham, at han fortjener succes. I øvrigt tilfører han også Riggan en art telekinetiske evner, et magisk element i filmen. Hans datter og ekskone har han effektivt fremmedgjort ved at være en fraværende far og en urimelig ægtemand.

Vi møder Riggan tre dage inden premieren på Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, en Raymond Carver-novelle, som Riggan selv har omskrevet til scenen, instrueret og spiller hovedrollen i i en opsætning på Broadway. Et stykke om en mand som føler sig overset, usynlig, væltet af pinden af sin rival. Alt dette har han orkestreret med det ene formål at bevise, at han igen kan skabe overskrifter og blive beundret, og for at indtage den position som verdens centrum, som han føler sig så åbenlyst berettiget til. Med andre ord er Riggan ikke en videre sympatisk, men til gengæld temmelig sølle karakter. Igen og igen bekræfter han sin vise ekskones udsagn om at han »forveksler kærlighed og beundring,« for eksempel når han siger, at han udelukkende valgte Carver-stykket alene fordi forfatteren selv en gang har givet ham et kompliment.

For Riggan afhænger alt (eller i hvert fald hans omdømme, selvforståelse og levebrød) af, at stykket bliver en succes, og filmen igennem følger vi Riggans forsøg på at få den vakkelvorne teaterproduktion til at hænge sammen. Allerede i begyndelsen går det galt, da en af de andre skuespillere, en anden hovedrolle, får en lampe i hovedet og må erstattes. Ind på scenen træder rivalen, i form af teaterskuespilleren Mike Shiner, en viril og intellektuel type spillet forrygende af Edward Norton. Mike er en omvending af Riggans figur – hvor Mike stolt bedyrer, at han er ligeglad med, hvad andre synes om ham, så længe han kan spille teater, er alle, inklusiv Riggan selv, enige om, at Riggan primært har søsat Projekt Teater for at vinde andres anerkendelse og opmærksomhed. Anmelderne og pressen elsker Mike, han er en ”rigtig” teaterskuespiller, der portrætterer »complex human emotion,« som han selv siger, hvorimod Riggan er en falleret kendis, som ikke kan skabe kunst, men som Birdman var en del af en industri, der benytter sig af billige actiontricks til at lokke folk i biografen. Som repræsentant for den såkaldte lavkultur kan Riggan ikke spille tragedie, han kan kun være en tragedie, og det viser sig selvfølgelig, efter meget møje og besvær, at han først får succes på de skrå brædder, da han tager sin egen kranke skæbne med op på scenen i en af de afsluttende scener. Pressen vil se det størst mulige sammenfald mellem karakter og person, så det er først, da Riggan begynder at krakelere offentligt, at verden og ikke mindst kritikkerne får øjnene op for hans talenter, eller måske snarere for ham.

Den indre Birdmans lyst til hurtig succes, actiontricks og realityshows på den ene side, og Mike Shiners klassiske borgerlige ideal om kunstneren, der portrætterer de førnævnte komplekse, menneskelige følelser på scenen på den anden side, er altså filmens to modpoler hvad angår idéer om, hvad scene- og filmkunsten er og gør. For det meste forbliver disse diskussioner ved konstateringen, ved optegningen af de to fronter, og vi skal forstå, at de ”rigtige” kunstnere hader Hollywood og at kun et mindre mirakel kan overbevise dem om noget andet. For mig at se sætter filmen sig lidt mellem to stole, når den både vil lægge alle disse udsagn om kunst og kritik i munden på især Mike, men samtidig gerne vil fremstille ham for os som et prætentiøst, halvstuderet røvhul, hvorfor vi så skal lytte til disse ret uinteressante, klichéfyldte udsagn. At bruge sådanne noget intellektuel braller som virkemiddel i en karaktertegning kan man vel strengt taget godt, men det havde nu været dejligt, hvis der et sted i filmen fandtes en bare lidt mere velovervejet karakter, som kunne sige ham imod.

Og så er vi tilbage til dumhedens påståede dyder. For det, der er forskellen på Riggan og alle de andre kunstnere i midtvejskrise, som jeg nævnte i indledningen, er, at Riggan hverken er intelligent eller kunstnerisk ambitiøs. Endnu mindre end Mike. Han indvender mod Mike, at han er populær, hvorefter Mike svarer, at »popularity is the slutty little cousin of prestige.« Hvortil Riggan svarer: »I don't even know what the fuck that means.« Her er det som om filmen gør sig umage for at få Riggan til at virke så tabt bag en vogn som overhovedet muligt, når det kommer til spørgsmål om den teaterverden, vi skal tro på, at han selv er en del af. Han sætter Carver op på grund af et kompliment, han for måske tredive år siden modtog på en cocktailserviet. Han er megaloman, men ikke så megaloman, at han tror at han kan fortælle sandheden om verden, at han vil udbrede sig om sin egen krise til alle omkring sig, ja, han virker faktisk ikke særligt interesseret i sit kunstneriske produkt eller i kunstnerisk produktion i det hele taget andet end som en kilde til opmærksomhed inden for den vage idérammen, at ”rigtige kunstnere” på Broadway (hvad det så skal betyde) har længerevarende succes end actionhelte. Filmens undertitel afslører altså, at hvis Riggan lykkedes med at skabe noget, andre mennesker kan interessere sig for, er det mere held end forstand.

Det jeg mener er, at når filmen skaber en konstruktion, hvor diskussioner af kunst og kærlighed foregår på og uden for scenen, og Riggans livskrise spejles både i Carvers novelle og i en magisk-realistisk hallucination af superkræfter, bliver det rigtig svært at forstå, når Riggan ikke som karakter skal forestille at have nogen selvreflektion eller selvindsigt. Det, som Kaufmann og Allen gør så godt, når de tilfører en film metalag, når de gør deres hovedpersoner til fortællere i historier i historierne, er, at det bliver karakteren, der selv sætter billeder og ord på sin egen krise, og at man skaber et perspektiv, som kan tale om, hvad det overhovedet vil sige at fremstille eller fortælle noget, hvor underligt og skrøbeligt det kan være. Men når nu Riggan for eksempel har valgt en Carvernovelle, som præcis afspejler hans egen situation, men samtidig virker for dum til selv at forstå den sammenhæng før slutningen af filmen, hvordan skal jeg så forstå det valg? Hvorfor vil han egentlig overhovedet lave teater? Hvis vilje er det, disse fiktive lag er udtryk for?

Jeg har en fornemmelse af, at der tilføres lag på lag af fiktioner alene af den grund, at skaberne af denne film nyder at se de forskellige elementer der spejler, omvender og agerer analogi for hinanden. Den kærligheds- og opmærksomhedshungrende hovedpersonen i Raymond Carver-stykket spejler Riggan, der på sin vis spejler skuespilleren Micheal Keatons karriere, han har næsten ikke spillet med i noget siden sin 90'er-succes som Batman, og Macbeth får vi også smidt ind i et citat, endnu en gammel konge, der skal afsættes. Og disse figurer får en modsætning dels i Mikes machointellektuelle ”ægte” kunstner, dels i det oppustede Birdman-alterego, der hele tiden fortæller Riggan, hvor meget han fortjener succes. Man har stillet en gammel, affældig hollywoodstjerne med en gedigen midtvejskrise ind i et spejlkabinet og siger: Se! Men altså hvad er det, vi skal se? Det samme, det samme over det hele! Det er spejling på spejling på analogi, det hele skal gå op til sidst, alle trådene skal samle sig til en fin sløjfe, som får filmen til at virke så sært meningsløs, fordi jeg får en fornemmelse af ikke at se et stof udfolde sig, men at se manuskriptforfatteren lægge brikker på plads i sit eget store puslespil. Det bliver simpelthen for fiffigt i længden.

Iñarritu vil blæse og have mel i munden, når han både vil lave en film som forholder sig eksplicit og på dialogniveau til, hvad der er god kunst og hvad der ikke er, vil lege med forskellige lag af fiktion, fortælling og hallucination, men samtidig vil afsløre alle sine karakterer som enten uintelligente eller halvstuderede og prætentiøse typer, der aldrig for alvor vil kommunikere noget med den kunst, de sætter i verden. Jeg er altså ikke overbevist af dumhedens overraskende dyder. Jeg tror nærmere, at dumheden, arrogancen og storhedsvanviddet, som jo ellers er sjove og gode ting at lave film om, bliver trådt over tæerne af halve ambitioner om verfremdung, selvreferentialitet og tung symbolik, så filmen trods gode, sjove scener og flot teknik bliver en haltende og gumpetung størrelse. Nogen burde have været hårdere ved dette manus. Nogen burde have sagt: nej, du kan ikke både få actioneffekter, hektiske dialoger, en historie i historien, halvstuderet mediekritik og rensdyr på scenen. Du må altså vælge! Man får kvalme af at få alt på en gang.