Print artikel

Tilfældets skælvende magt

Det er en rørende oplevelse at lære Stanislav Petrov at kende. Foto fra filmen.
Anmeldelse
10.06.15
Den danske instruktør Peter Anthony har lavet en storladen, fascinerende og oversentimental dokumentarisk fortælling om den tidligere sovjetiske oberstløjtnant Stanislav Petrov, der var med til at forhindre en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen og redde millioner af menneskeliv.

Den 25. september 1983 blev Stanislav Petrov kaldt på vagt på Serphukov-15s militære anlæg tæt på Moskva, da den vagthavende havde meldt sig syg. På anlægget holdt man øje med spionsatellitter, der kunne spore varmestråling fra fjendtlige missilraketter. Petrov var denne dag øverstkommanderende, da en sirene pludselig gik i gang – et missil var blevet sporet. Flere missiler dukkede op, men Petrov lod sig ikke kue. Han ventede til missilerne kunne bekræftes eller afkræftes ved hjælp af radaren og valgte ikke at aktivere et dødbringende angreb på amerikanerne - et angreb der ville have udslettet store dele af den amerikanske befolkning.

Denne helt ubegribelige hændelse er udgangspunktet for The Man Who Saved the World, der begynder hos virkelighedens nulevende Petrov. Han er en afdanket, bitter og alkoholisk mand, der bor ensomt et sted i Rusland, og som på komisk vis ikke kan finde ud af at åbne sin øl, da han præsenteres i begyndelsen af filmen. Han vil ikke tale med mennesker og har ikke noget forhold til sin familie, som han mener har forsømt ham. Snart indhenter fortiden ham dog. Omdrejningspunktet for filmen bliver en mindeværdig tur til USA, hvor Petrov skal hyldes for sin besindige reaktion på den falske missilalarm, holde tale i FN og møde sin yndlingsskuespiller: selveste Kevin Costner.

Filmen krydsklipper mellem Petrovs rejse til USA og rekonstruktioner af Petrovs liv i 1983, hvor fokus især er på den skæbnesvangre aften og forholdet til hans døende kone. Instruktøren Peter Anthony udtrykker i filmens pressemateriale, at de rekonstruerede scener med Petrov ikke er skabt som et flashback, men som »... noget der følger ham i øjeblikket. Herved slettes grænserne mellem fiktion og dokumentar Med fiktionen kan Anthony således henvende sig til de hukommelsesfragmenter, der stadig er til stede i hovederne på de mennesker, der oplevede, hvad der skete.

Filmen er altså på en gang både en dokumentarfilm og en fiktionsfilm. Eller ingen af delene. Men det burde egentlig være uden betydning – vi har som seere efterhånden vænnet os til denne blanding af dokumentariske træk og virkemidler fra spillefilmen. Men det er som om, filmen stadig sidder fast i dette skel på trods af Anthonys ambitioner. Som om filmen forsøger at være flere film på samme tid. Som den pompøse titel indikerer, så hælder filmen både mod det Hollywood-baskende helteportræt og den dokumentariske og tragiske skæbnefortælling. Det er fortællekunst på de høje nagler og på alle tangenter, og det skaber et lettere skizofrent indtryk, der mærkværdigt nok både er tiltalende og frastødende.

De sideløbende fortællinger, den om Petrovs rejse til USA og rekonstruktionerne af den ubegribelige aften i 1983, er på sin vis fremragende sat sammen, og man får både en fornemmelse af den (helte)gerning, han udøvede, og den ødelagte mand han nu på mange måder er. Men det er ikke altid, at de to fortællinger komplementerer hinanden, og her opstår det skizofrene. Der er filmen om gerningen og Petrov som en mytisk og ophøjet karakter og filmen om den virkelige og skrøbelige Petrov, som tilfældigvis endte med verdens fremtid på sine skuldre. Der er både en film om helten og en film om tilfældets magt, hvor den sidste er den langt mest vedkommende.

Det hænger i høj grad sammen med, at der i rekonstruktionerne er skruet højt op for det populærsentimentale og dramatiske, hvilket især skyldes den nærmest konstante underlægningsmusik, og en til tider hurtig og intens klipperytme, der skal få os på kanten af biografsæderne, selvom vi godt ved, hvad der sker og skal ske.

Filmen er bedst, når den hviler i det skrøbelige dokumentariske udtryk, som skinner så smukt og bevægende igennem, når det får plads. Det gør det blandt andet i en scene, hvor Petrov står midt i en ørken i USA med sin tolk og en militærmand og beskuer et monstrum af et missil, der er kraftigere end samtlige bombesprængninger under 2. verdenskrig til sammen. Her bliver Petrov aggressiv og udtrykker et indædt had til de politikere, som han mener, stadig ikke ønsker fred, og man ser hans angst udtrykt for åbent kamera, en angst for den altødelæggende krig, der har fyldt hans indre i mere end 30 år, og som startede den aften og nat i 1983, hvor han reddede verden.

Det er en rørende oplevelse at lære Stanislav Petrov at kende i The Man Who Saved the World og følge hans rejse mod hæder fra den vestlige elite. Det er en film om en helt, der ikke selv mener, han er det, men det er også en film om tilfældets magt. Hvis Petrov ikke havde været på vagt den dag, ville vores verden måske have set helt anderledes ud eller ikke eksisteret, som den er i dag? Denne tanke, dette tilfældighedernes spil, som vores virkelighed og historie bæres af, er i sig selv grund nok til at se filmen, da det er et unikt og skælvende tematisk udgangspunkt.