Print artikel

Den uendelige jagt

Smuk og rig, men ikke tilfreds. Billede fra filmen.
Interview
18.04.17
Eva Mulvads nyeste film, ‘A Modern Man’ er øjensynligt en film om det perfekte menneske, men er ikke et forsøg på at grave eventuelle sprækker større. Tværtimod er det potentielt en film om dig og vores evige stræben efter alt det, vi ikke har.

I en victoriansk chaiselongsofa ligger den smukke førsteviolinist og fotomodel, Charlie Siem, og instagrammer et billede af sig selv med det tilhørende hashtag: #charliesjourney. Scenen stammer fra danske Eva Mulvads nyeste film, A Modern Man, om fænomenet Charlie Siem, der pendler mellem en tilværelse som førsteviolinist og fotomodel i Monaco, München og resten af verden.

Ved et bord i Dagmar-biografens café nævner Eva Mulvad som det første Suzanne Brøggers essay Dannelse - den ny utopi?, der blev bragt i ATLAS i begyndelsen af marts, og forklarer, at hun selv gik med mange af de samme tanker og spørgsmål, da hun påbegyndte arbejdet med A Modern Man: Hvad skal der til for at udfolde det menneskelige potentiale?

»Hvis du for eksempel går efter noget perfekt, risikerer du, at der er en masse steder i livet, hvor du ikke går hen, fordi du hele tiden begrænser din zone til et eller andet, du føler, du kan matche med. For eksempel med kærester eller det at kaste sig ud i et eller andet arbejdsmæssigt«, forklarer Eva Mulvad med reference til Charlie.

»Suzanne Brøgger taler om, at litteraturen kan tilbyde dig et andet menneskes erfaring; at mødet med et andet menneske tilbyder dig noget, som du aldrig kunne forvente. Noget du ikke selv kunne have opsøgt. Det går man glip af, hvis man begrænser hvad man kan og tør opsøge, fordi man føler, det kun kan være ting, man matcher med«, fortsætter Eva Mulvad. »Sådan tænker jeg meget om Charlie«, siger hun roligt. »Han er i en eller anden grad begrænset i, hvad han føler, han kan gøre i sit eget krav om, at det skal være på en bestemt måde«.

Det almenmenneskelige i Charlie Siem

Filmen omhandler et menneske, der på mange parametre synes perfekt, og selvom dokumentaristens arbejdsskade er at lede efter fejl, er det ikke en undersøgelse af eventuelle sprækker, fastslår Eva Mulvad. Det er ikke en undersøgelse af, hvorvidt der findes et menneske under det perfekte; åbne sprækkerne og se, hvor lyset slipper ind til mennesket Charlie Siem. For naturligvis har han - som alle andre mennesker - fejl.

Hvorfor presser du hele tiden dig selv til at skulle være bedre, end du synes, du er? Hvorfor er du hele tiden utilfreds med det, du har, selvom du har så enormt meget?

»Jeg har ledt efter det, som jeg synes, er det almenmenneskelige, det universelle ved Charlie«, siger hun og uddyber, at han er fascinerende, fordi han synes at være et ikon for mange af de værdier, vi værdsætter og fester for i vores tid. »Overalt kan du læse, hvordan du bliver lykkelig, hvordan du bliver succesfuld, hvordan du bliver målrettet, hvordan du bliver rig«, fortsætter hun. »En kapitalistisk fejring af succes, målrettethed og perfektion i udseende og rigdom. Med den arbejdsmoral, han har, og det udseende, bliver han jo brugt til at sælge os andre drømme om det perfekte, og hvis man kan se ham som et ikon for nogle værdier, bliver han spændende, fordi vi på den ene side godt kan gennemskue og bortkaste dem som overfladiske, mens vi alligevel sælges dem non-stop. Som den måde et liv bliver lykkeligt på«.

Det moderne menneske er det evigt stræbende menneske

»Jeg synes han bliver spændende, hvis han bliver større end sig selv. Hvis man, når man ser filmen, ikke tænker på ham og hans fejl, men tænker på sig selv, og hvad man selv drømmer om’. ‘Hvad drømmer du selv om?«, spørger Eva Mulvad ud i lokalet; måske til mig. »Hvorfor presser du hele tiden dig selv til at skulle være bedre, end du synes, du er? Hvorfor er du hele tiden utilfreds med det, du har, selvom du har så enormt meget?« I lyset af de spørgsmål er Charlie en interessant skala, forklarer hun, fordi han er så meget mere end de fleste af os, men stadig stræber efter mere.

»Han er smukkere end de fleste af os, dygtigere til noget meget svært end de fleste af os, han er rigere end de fleste af os. Men tænk på dit eget liv; tænk på hvor rigt det er« siger hun og lader blikket falde. Måske fordi filmens henvendte du også eksisterer i Eva Mulvad selv. Det gør det i mig og formentlig mange andre. Men den forsvinder ikke af den grund; følelsen kan ikke bortrationaliseres, selv om man er sin rigdom, sine privilegier, bevidst. »Men hvad er det egentlig for en mening med livet, vi leder efter, og hvorfor bliver vi ved med, at se på alt det vi ikke har?« spørger hun igen. Charlie er en art personificering af det moderne menneske: Mennesket, der har alt, men som stadig vil have mere; det evigt stræbende menneske.

Men er det så en kritik af det moderne menneske? Med Charlie som stand-in for os alle.

»Det er jo altid en mærkelig forretning at lave dokumentarfilm«, siger hun. »Jeg låner et menneskes liv, og så bruger jeg det menneskes liv, tilværelse og eksistens til at fortælle noget om vores allesammens eksistens.«

Måske det ikke er en kritik men en konstatering af konsekvenserne ved det stræbsomme, hvor ærligheden og indrømmelsen af stræben som noget, der strømmer i manges kroppe, gør, at kameraet i A Modern Man på intet tidspunkt bliver dømmende. Det er hverken en søgen efter noget uperfekt eller en udskamning af en perspektivløs, ignorant og skødesløs pretty boy. Det er en række konstateringer. På samme vis er et billede af Charlie i den føromtalte victorianske chaiselongsofa, der instagrammer billeder af sig selv, ikke nødvendigvis en kritik. Det er en konstatering af, at dette netop nu foregår i et liv, der synes fjernt fra dit og mit, men som muligvis, formentlig, er styret af samme bestræbelser som dit og mit. En stræben der synes uendelig, når målet er perfektion.

Superikon og rigmandsarving

Charlies økonomiske rigdom stammer fra familienavnet Siem. Han er søn af den ekstremt velhavende norske forretningsmand, Kristian Siem, og som barn i London med en britisk mor, har han, naturligvis, gået på privatskolen Eton. Det er fra familienavnet, at husene i Monaco og de hurtige biler stammer, men på egen hånd har Charlie skabt sig en lovende karriere som førsteviolinist og fotomodel for blandt andet Armani, Dior og Boss. At dokumentarfilm låner fra fiktionsfilm er velkendt, og også i A Modern Man fungerer det yndefuldt som eksempelvis i de scener, der tydeligt har til formål, at vise Charlies James Bond-tilværelse.

I de mere subtile tilfælde er der Charlies besøg hos den ærkebritiske skrædder, mens der i højere grad bliver leget i åbningsscenen, hvor Charlie køber en orange Porsche med et greb i lommen. »Kan der indsættes et bedre musikanlæg?«, spørger Charlie et par gange. »Ja«, bekræfter bilsælgeren og ønsker ham tillykke med Monacos eneste orange bil. Charlie og bilen kører ubesværet gennem det sydfranske landskab, mens vi med droneskud glider med til lyden af højstemt klassisk musik. Det hele virker så ubesværet og let, og lige så alene han er i bilen i det sydfranske, lige så alene er han i tilværelsen, hvor det, der ligner en eksistentiel ensomhed, nok snarere er en selvvalgt alenehed. Som James Bonds mytiske alenehed er en del af arbejdet, og aldrig noget vi synes er synd for ham. Også her står A Modern Man i modsætning til mange dokumentarfilm, hvor det ofte handler om, at noget er synd for nogen - og ofte at dem det er synd for, ikke selv ved at det er synd for dem.

Familiemillionerne og modelkarrieren kom som en uventet gave for Mulvad. Oprindeligt kom inspirationen fra nyligt afdøde Peter Bastians bog Mesterlære, der er en beskrivelse af den klassiske verden, som en verden hvori man kollektivt higer efter noget større. At der findes noget, som er større end den enkelte musiker. Fascinationen tog ligeledes udgangspunkt i en verden, der er styret af et nonverbalt sprog — gennemsyret af noget altmodisch; en verden af i går, hvori Charlie er interessant, fordi han indenfor den klassiske verdens rammer følger traditionerne, mens han på samme tid er eksponent for moderne værdier.

En film om en mand der er kunstner

At Charlie er kunstner, klassisk musiker, førsteviolinist, fylder naturligvis meget i A Modern Man. Alligevel lader det ikke til at være en film om en kunstner, men snarere en film om en mand, der er kunstner. Adspurgt derom svarer Eva Mulvad, at det kan sammenlignes med genrebetegnelser i fiktionsfilm. »Hvis en film handler om en mand, der er gangster, kategoriseres det som en gangsterfilm. Er en mand børsmægler, er der tale om Wall Street-film«, siger Eva Mulvad konstaterende.

På samme måde kan A Modern Man kategoriseres som en kunstnerfilm. Og ganske vist er der også et narrativ, hvori Charlie er ved at indspille en ny plade, som han senere skal turnere med. Vi ser ham i det enorme Londonstudie, og vi ser ham planlægge koncerter i en række tyske byer. Enkelte bliver aflyst, men scenerne er ikke til for at punktere illusionen om den dygtige musiker.

I stedet synes kunstnertilværelsen at fungere som indikationer på Charlies karaktertræk. Stræben efter det perfekte viser sig i scener, hvor han i boxershorts står som en silhouet mod vinduet på hotelværelset i Shanghai for igen og igen at spille de samme violinstykker til de er perfekte. Netop som opvæksten med violinen har isoleret Charlie fra meget socialliv, hvorfor han i sine sluttyvere ingen venner har. Som han selv forklarer i en scene, hvor han taler om glæderne og manglerne ved livet som førsteviolinist: I den ene hånd kan man vælge et liv uden den musikalske succes, men med mange af de værdier, der synes korrekte at tilstræbe; bagateller som venner og kærester. I den anden hånd kan man vælge et mere isoleret liv, der inkluderer en lovende karriere som førsteviolinist. Men valget er for Charlie nemt. Han savner tydeligvis ikke de ting, han ikke har, og scenen er vigtig, fordi den fungerer som en art gendrivelse af den anklage, man kan sidde inde med: at det måske ikke er prisen værd. Men det er det øjensynligt for Charlie.

»Skal også kunne rumme den her type film«

A Modern Man er Eva Mulvads sjette film. Gennembruddet kom med Vores lykkes fjender i 2006 om en kvindelig politiker i Afghanistan, og siden kom bl.a. Med døden til følge (2011) og Det gode liv (2011) – om henholdsvis en dansk mordretssag og en mor og datter, der har brugt familieformuen op. Især de to første film kan efter klassiske demokratiske idealer med rette kategoriseres som vigtige film, og i forlængelse af det springer A Modern Man måske i øjnene som en mindre vigtig film.

»De ting jeg selv holder af, når jeg ser fiktionsfilm, eller når jeg læser bøger, er nogle mere eksistentielle spørgsmål. Måske nogle film, der ligger tættere på noget, der egentlig handler om mig og mit liv, end om dem som har det virkelig dårligt ude i verden. Jeg synes også dokumentarfilmen skal kunne rumme den her type film. Den handler måske om næsten ingenting, men hvis man så alligevel i det kan se nogle store eksistentielle spørgsmål«, siger hun og lader sætningen færdiggøre sig selv.

Hun har været inspireret af Sophia Coppolas film, hvor der med Mulvads egne ord ingenting sker. Det oplagte eksempel synes at være Somewhere (2010), der handler om en fiktiv stjerneskuespillers liv i Hollywood, og som A Modern Man er Somewhere en usentimental og nøgtern konstatering af skuespillerens liv, og ikke nødvendigvis en kritik af livet bag facaden i Hollywood. Snarere en konstatering af en tilværelse som på overfladen virker meget fjern fra din og min, men som måske, formentlig, indeholder mange af de samme eksistentielle elementer som ensomhed, længsel, rastløshed og kedsomhed.

»Sophia Coppolas film efterlader én med en kvalificeret følelse af tomhed. Ikke en tomhed lig en depression, men en selvvalgt fremmedgjort form for tomhed, som har noget at gøre med en livsstil og en berømmelseskultur, rigdom og mangel på mening«. Og derfor en søgen efter samme. På samme vis bliver A Modern Man et indblik i et drømmeliv, hvor der, selvom der er fyldt på alle hylder, bliver jagtet mere. En film om stræben; »Om en jagt der aldrig bliver tilfredsstillet.«