Print artikel

Selvudvikling for heltetyper

Batman tænker så det knager i filmen fra 2005. Foto fra filmen
Dirty Harry har ikke brug for terapi. Foto fra filmen
Artikel
25.06.15
Den moderne filmhelt er blød. Han tvivler. Han ser indad. Han går i terapi. I den moderne verden er refleksion en nødvendighed og tvivl er et grundvilkår – selv for en filmhelt.

»You must journey inwards,« får den unge Bruce Wayne at vide i Christopher Nolans Batman Begins (2005), som i disse uger kan fejre ti-års jubilæum. Bristefærdig af traumer efter sine forældres død har Bruce vendt Gotham City ryggen for at finde sig selv i Sydøstasien. Han er tvivlende og grænsesøgende, og efter en tur i spjældet ender han hos den ninja-agtige organisation The League of Shadows på toppen af et Himalayabjerg; et ophold der består af lige dele ninja-dræbertræning og kognitiv terapi.

»To manipulate the fear in others, you must first master your own. What you really fear is inside yourself,« siger hans mentor Ra’s Al Ghul. »Your parent's death was not your fault

Først 45 minutter inde i filmen har Bruce Wayne lavet nok selvudvikling til at kunne indtage rollen som kappeklædt hævner. Han ved endelig, hvem han er og kan suge mod og energi fra den samme kilde, som tidligere fyldt ham med angst: Flagermusen.

Forløbet er typisk for de moderne filmhelte, der ofte skal gennemgå mindre terapiforløb, før de finder styrken til at redde verden.

Sådan var det ikke i gamle dage. Sean Connerys James Bond gik ikke i terapi. Dirty Harry var ikke eksistentielt usikker. Men det er de moderne helte. Karakterer som Nolans Batman, Neo i The Matrix og Jason Bourne er fulde af tvivl og refleksion, de er en del af det, Clint Eastwood har beskrevet som »a pussy generation« i et interview med Esquire Magazine i 2008.

»My father had a couple of kids at the beginning of the Depression. There was not much employment. Not much welfare. People barely got by. People were tougher then,« sagde Clint Eastwood.

»We live in more of a pussy generation now, where everybody's become used to saying, ’Well, how do we handle it psychologically?’ In those days, you just punched the bully back and duked it out (…) I don't know if I can tell you exactly when the pussy generation started. Maybe when people started asking about the meaning of life

På under 80 år er vi altså gået fra tough til pussy. Modsat Clinten, der næppe har brugt meget tid på at filosofere over meningen med livet, er den moderne filmhelt blød og tænksom. Og det har sine grunde.

Det autentiske jeg

I bogen Modernitetens ubehag – Autenticitetens etik fra 2002 beskriver filosoffen Charles Taylor, at vi i dag lever i »autenticitetens kultur.« I den moderne verden har de traditionelle autoriteter mistet deres legitimitet, og mennesket får ikke længere udstukket en fastliggende identitet med dertilhørende moralkodeks fra religion, lokalsamfund eller sociale klasser. Det har skabt et behov for nye bedømmelseskriterier, der kan definere hvad der er rigtigt og forkert; godt og skidt; sandt og falsk.

Ifølge Taylor har vi i dag udviklet en »autenticitetens moral,« som foreskriver et liv i overensstemmelse med vores »indre stemme.« Moral handler ikke længere om ydre påbud, men om indre nødvendighed - man skal være »tro imod sig selv.«

Bruce Wayne er langt fra den eneste filmhelt, der forsøger at finde ind til sit autentiske jeg. For Daniel Craigs mørke og indadvendte udgave af James Bond i Casino Royal (2006), og for den hukommelsestabsramte Jason Bourne i The Bourne Identity (2002) er førsteprioriteten ikke at fange bad guys, men at grave dybt i deres egen dunkle psyke efter en skjult jeg. Deres heltemod udspringer ikke fra et ydre påbud, men af en personlig nødvendighed, og i Bourne-serien er målet decideret at finde ud af hvem Jason Bourne er.

Det er også sigende, at en af skurkene i Batman Begins, psykologen Jonathan Crane a.k.a. The Scarecrow (Cillian Murphy), ikke kæmper med fysiske våben, men med psykologiske kneb: Han har et medikament, som giver folk angstanfald. Modsat en superskurk som Pingvinmanden fra Batman Returns (1992), som bruger forretningsmæssig og politisk tæft (og judo) til at opnå sine mål, kommer den stærkeste kraft i Nolans Batman-univers fra sindets kringelkroge.

Den indre kamp

Samme problemstilling findes i The Matrix (1999). Da hovedpersonen Neo opsøger et orakel for at få hendes råd, hænger der et skilt over døren med samme ordlyd som hos Oraklet i Delfi i antikken: »Kend dig selv,« står der. For at kunne redde verden fra de maskiner, der har gjort menneskeheden til slaver, er Neo nødt til først at kende sig selv. Som det zenbuddhistiske barn, der bøjer metalskeer med tankens kraft, fortæller ham: »Try to realize the truth. There is no spoon. Then you’ll see, it is not the spoon that bends, it is only your self.«

Neos kamp er - ligesom Bruce Waynes – først og fremmest en indre kamp.

The Matrix leger med den paranoide vrangforestilling om, at verden som vi kender den, er en illusion (igen: faren kommer indefra). Da Neo sluger den røde pille og opdager maskeraden, kæmper han for at befri menneskeheden fra den falske bevidsthed. Filmen kan ses som en hyldest til den negative opbyggelighed; en metaforisk opfordring til ikke at gå bevidstløst gennem livet, men i stedet brække tilværelsens fernis af og blotlægge det sande liv - det autentiske liv - der venter under overfladen.

Men ikke alle i The Matrix er glade for frihed. Cypher, en af de befriede oprørere, har fået nok af det beskidte krigerliv og vil slå en handel af med maskinerne for at komme tilbage i computerprogrammets illusionen. »Ignorance is bliss,« som han siger.

Cyphers karakter er både fordrukken, liderlig og kynisk, og hans projekt går selvfølgelig galt. Men det er synd, at han er skrevet så usympatisk og éndimensionel, for modviljen mod friheden er stærk i det moderne menneske. Frihed er overvældende. Frihed kan føles tomt. Frihed er hårdt arbejde. Det kræver refleksion, omstillingsparathed og personligt initiativ at operere med vide rammer, og det kan ende med mindreværd, stress og angst, hvis man ikke er vaks. Mon ikke mange af og til har det som Cypher og længes tilbage til en tryg, ubekymret tilværelse, hvor ydre autoriteter udstak klare retningslinjer.

Dirty Harry har ikke brug for terapi. Foto fra filmen

 

Arnold er ikke en blød

Det bedste eksempel på forskellen mellem tough og pussy er to forskellige filmatiseringer af kultforfatter Philip K. Dick: Total Recall (1990) og Bladerunner (1982/1990).

Arnold Schwarzenegger-filmen Total Recall bygger på en Dick-novelle fra 1966. Hovedpersonen Douglas Quaid (Schwarzenegger) lever i en fremtidsverden, hvor man kan implantere kunstige minder ind i menneskers bevidsthed. Quaid er træt af sit kedelige liv som jordbetonarbejder og beslutter at spice tilværelsen op med et opdigtet minde om en rejse til Mars, hvor han redder verden og scorer drømmekvinden. Han betaler en klinik for en behandling, og resten af filmen er (måske) et falsk minde i hans bevidsthed.

Philip K. Dick, som både var fuld, skæv og psykisk ustabil, sagde selv, at de to ting der optog ham mest var spørgsmålene »hvad er virkeligheden?« og »hvad er et autentisk menneske?,« - altså den slags overvejelser, som Clinten mener, har ødelagt en hel generation. Men de dybe spørgsmål får ingen plads i Total Recall. Idéen om konstrueret virkelighed og plastisk menneskelig bevidsthed fungerer kun som en cool sci fi-ramme, hvor Arnie pløkker løs på uduelige vagtpatruljer, som i bedste futuristiske designstil har Texas-lommeregnere monteret på håndleddene (bogstavelig talt).

Arnold er ikke en blød. Han konstaterer godt nok på et tidspunkt, »If I am not me, then who the hell am I?,« men han er aldrig i nærheden af at bukke under for det psykologiske pres. Iskoldt og uden psykiske efterveer dræber han sin kone igennem otte år med ordene »Consider this a divorce.«

For dem, der har lyst til ti minutters sjov på internettet (og hvem har ikke det), kan Arnolds kommentatorspor til filmen anbefales. Her kommenterer Schwarzenegger filmen, uden på noget tidspunkt at bidrage med yderligere information end dem, man i forvejen kan se på skærmen – som et kommentatorspor for svagtseende.

More human than human

Ligesom Total Recall bygger Ridley Scotts regnvåde noir-dystopi, Blade Runner, på et Philip K. Dick-forelæg. Filmen blev langt fra den kommercielle succes, de tunge studiebosser i Warner Brothers havde håbet, da den fik premiere i juni 1982. Den var kedelig - en anmelder kaldte den »Blade Crawler« - og mens Steven Spielbergs E.T. ryddede bordet på sommerens box office, kunne Ridley Scott ikke engang tjene filmens budget hjem.

Men Blade Runner simrede videre som et 80’er-undergrundshit på overspillede VHS-bånd, og langsomt voksede der en hype frem. Det kulminerede i 1990, da en støvet og glemt work-in-progess-version blev vist på en filmfestival i Los Angeles. Publikum jublede, og Warner Brothers besluttede at genklippe og genudgive Blade Runner. Det endte med en række voldsomme ændringer af 1982-versionen, bl.a. blev Harrison Fords noir-voice-over fjernet, filmens candyfloss-happy ending blev sløjfet og der blev tilføjet en omdiskuteret drømmesekvens.

Blade Runne udspiller sig i et degenereret L.A. anno 2019, hvor Rick Deckard (Harrison Ford) jagter replikanter, maskiner der ligner mennesker så meget, at det (næsten) er umuligt at se forskel. Replikant-pigen Rachel, som Deckard forelsker sig i, er den perfekte kopi komplet med fine fornemmelser, barndomsminder og seksualitet. Hun ved ikke engang selv, at hun er en maskine, og kun timelange tests kan afsløre det. »More human than human,« som replikantproducent Dr. Eldon Tyrell siger. I filmens sidste scene (som ikke var med i 1982-versionen) afsløres det yderligere, at Deckard selv er en replikant uden at vide det.

Og så til forskellen mellem de to Dick-film: Hvor Arnolds action-univers er simpelt, er Blade Runners verden kompleks. I Total Recall er der good guys og der er bad guys , og bad guys skal skydes. Verden er nydeligt opdelt på en George Bush’sk war-on-terror-agtig facon. Det er let at gå til, og det er let at slå ihjel.

I Blade Runner er det derimod umuligt at få hold på virkeligheden. Hvem er gode og hvem er onde? Hvem er maskine, hvem er menneske? Hovedpersonen Rick Deckards navn mimer navnet på den franske filosof René Descartes, som sagde »Jeg tænker, derfor er jeg«. Den sætning var den eneste sikre viden, Descartes mente at have om verden og hans bolværk imod angsten. Han kunne tvivle på alt - selv på sin egen eksistens - men det faktum at han havde tanker og tvivl, forsikrede ham om, at han måtte eksistere; for kun et væsen, der eksisterer kan tænke og tvivle. Men replikanterne tvivler også. En af dem siger endda »I think, therefore I am.« Gør det dem menneskelige? I Blade Runner relativeres selv de mest fundamentale kategorier som ’virkeligheden’ og ’et menneske,’ og derfor bliver filmen ofte set som et billede på postmodernismens idé om de store fortællingers død.

Gud er død

I en central scene i Blade Runner maser lederen af replikanterne, krigsmaskinen Roy Batty (Rutger Hauer), øjnene ind på sin skaber Dr. Tyrell. Det kan ses som et gudemord på samme måde som det moderne gennembruds affortryllelse af verden, der ofte forbindes med Friedrich Nietzsches berømte ord fra 1882: »Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har slået ham ihjel!«

Efter mordet på Tyrell er Roy Batty fri. Han skal ikke længere stå til ansvar overfor sin determinerende programmering, og i filmens slutning vælger han at give liv frem for at tage liv, da han griber Deckards arm og reder ham fra et falde i døden.

Ligesom Roy Batty er det moderne menneske frit til at forme sin egen tilværelse og træffe sine egne valg i en verden, hvor slægt, lokalsamfund, fattigdom, socialklasse, Gud, Konge eller Fædreland betyder stadig mindre. Men friheden har en pris. Når de faste rammer og klare definitioner forsvinder, er alting i princippet åbent for fortolkning. Verden bliver subjektiv, usikker og ustabil, og det skaber tvivl. Tænk, hvis alt det, du troede, du vidste, i virkeligheden var forkert (Neo). Tænk, hvis du i virkeligheden var en replikant (Rick Deckard). Og hvem er du overhovedet (Jason Bourne). Og hvad bør du bruge dit liv på (Bruce Wayne)?

Clint Eastwood ville uden tvivl foretrække traditionelle heltetyper som John Wayne, Sean Connerys James Bond eller Christopher Reeves Superman. Hans opfordring i Esquire Magazine er ikke til at tage fejl af: Hold op med at tænke, det skaber bare forvirring.

»Even in grammar school they taught you to go with your first impression. It's like multiple-choice questions. If you go back and start dwelling, you'll talk yourself out of it and make the wrong pick. That's just a theory. I've never seen any studies on it. But I believe it. As Jerry Fielding used to say, ’We've come this far, let's not ruin it by thinking.’«

Det virker befriende enkelt, når Clint Eastwood folder sin filosofi ud, men hans hårdkogte logik er svær at praktisere i en moderne verden. Deckard, Bourne, Neo og Bruce Wayne kan ikke bare bide tænderne sammen og handle frem for at tænke, for hvordan skal de agere? Man kan ikke bare pløkke bad guys, når man usikker på, hvem the bad guys egentlig er. I den moderne verden er refleksion en nødvendighed og tvivl er et grundvilkår – selv for en filmhelt.