Print artikel

Stille bearbejdning af frustration

Foto fra filmen
Interview
26.07.16
Måske er Oliebjerget den egentlig hovedkarakter i israelske Yaelle Kayams Bjerget. Helt sikkert er det, at bjerget er en opsplittende figur. Interview med filmens instruktør.

Gravsten breder sig ud over den golde bjergside, så langt øjet rækker. Kirkegården træder frem som en lille udørk der i udkanten af den gamle by i Jerusalem. Ved foden af Oliebjerget ligger et lille hus symbolsk adskilt fra kirkegården ved hjælp af et simpelt stykke snor. Det er her, Tzvia bor med sine fire børn og manden Reuven.

Israelske Yaelle Kayams melankolske familiedrama Bjerget handler om grænser – både de mentale, kulturelle og fysiske. Og det kommer ikke mindst til udtryk i det lille hjem, som til tider minder mere om en hule end en egentlig bolig. Hjemmets fire vægge er ikke bare trygge rammer. Tzvia føler sig fastlåst og isoleret og har svært ved at finde mening i rollen som hjemmegående jødisk-ortodoks husmor.

Tzvias hverdag går med daglige gøremål, mens Reuven opslugt af sine Torah- og Talmudstudier næsten aldrig er hjemme. Når hun tager en pause fra pligterne, er kirkegården der, hvor hun søger tilflugt. En dag beder Tzvia en koreansk turist læse et af poeten Zeldas digte op - på koreansk. Hun begynder at græde. Der er mere intimitet og nærhed i mødet med den koreanske turist end i ægteskabet med Reuven.

Rygepauserne med den palæstinensiske bedemand Abed er mildt sagt ikke comme il faut, og et stille oprør imod omgivelserne anes, da Tzvia en nat opdager et par have sex på kirkegården. Hun følger efter dem og finder ud af, at parret er en del af en gruppe, der jævnligt mødes mellem gravstenene om natten. Næste nat vender Tzvia tilbage med mad som en slags betaling for at få lov til at iagttage gruppen på afstand. Måske er Tzvia tiltrukket af tanken om et andet fællesskab, eller så vækker synet af gruppen blot nogle fortrængte og undertrykte følelser i hende.

I det hele taget er Bjerget et studie i den stille bearbejdning af frustrationen over et liv, som aldrig kom. Håbet, længslen og nedtryktheden fornemmes i de daglige rutiner, som får forholdsvis meget plads i filmen, og Tzvias søgen efter frirum er bogstavelig talt vanskelig. Hjemmet er klaustrofobisk og kirkegården ufremkommelig. Og selvom Oliebjerget og dets historie kun nævnes i korte referencer i filmen, så er dets tilstedeværelse urokkelig.

Tidligere på sommeren talte ATLAS med Yaelle Kayam om Bjerget.

-Hvordan kom du på ideen til filmen?

»Jeg er meget inspireret af landskaber. Især kulturelle landskaber. De myter, historier og den arkitektur, der er på et givent sted. Jeg lader på en måde landskabet dikterer historien. Så Bjerget begyndte med bjerget. Det er virkelig imponerende rent visuelt. Det er helt tildækket med gravsteder. Når man går der, føles det som at gå i en ørken af grave, og man kan meget let fare vild der.«

»I seks måneder tog jeg fra tid til anden hen til bjerget og tilbragte nogle få timer der. Det er et meget stille sted. Der sker ikke særlig meget. Engang imellem mødte jeg andre mennesker der, men jeg mødte dem aldrig igen – undtagen kirkegårdens opsynsmænd. Det kom virkelig bag på mig, at de alle sammen var palæstinensere. Der var fem opsynsmænd, og en af dem er inspirationen til karakteren Abed.«

»En dag sidder jeg ved digteren Zeldas grav og læser hendes digte. Hendes grav er lige over for Tempelbjerget og Al-Aqsa Moskeen. Det er ved Tempelbjerget, at frelsen og genopstandelsen skal finde sted, og jeg fik et billede af en kvinde i et køkken omgivet af bjerge af opvask. Men hun har et håb – hun ser noget større. Og det billede talte til mig. Jeg er ikke selv religiøs, men jeg kunne se mig selv fanget i de her kedelige rutiner og gøremål og stadig holde fast i et slags håb.«

-Hvorfor fylder de daglige rutiner og religiøse ritualer så meget i filmen?

»I hverdagslivet er der både opløftende øjeblikke og mere kedelige tidspunkter, og det var noget, jeg gerne ville vise – dels inspireret af Chantal Akerman (belgisk filmskaber og professor, red.).«

-Er hun en stor inspirationskilde?

»Hun er helt klart en af mine inspirationer. Hun er ikke den eneste, men hun har helt klart påvirket mit syn på de daglige rutiner. Hvis man isolerer dem, så er der mening i dem – og også tristhed. Til at begynde med var der faktisk endnu flere ritualer og rutiner, men så sagde klipperen, at jeg var den eneste, der kunne holde ud til at se på dem i så lang tid, så vi klippede nogle af dem ud.«

-Grænser og modsætninger fylder meget i filmen, men det er som om, at filmen holder igen med at gøre Tzivias situation til et spørgsmål om store modsætninger?

»Helt klart. Der er nogle store temaer på spil. Sekularisme og religion. Seksualitet og renhed. Mænd og kvinder. Jøder og palæstinensere. Der kan ske noget hvert øjeblik i det område. Jeg ønskede at spille på de spændinger, men ikke få filmen til kun at handle om dem.«

-Især brugen af lys – både i de markante skift mellem nat og dag og de enkelte lyssætninger i scenerne – lader til at være knyttet til de tematiske modsætninger. Er det rigtigt?

»Jeg ønskede at lade landskabet diktere lyset, og jeg synes faktisk, at lyset har bidraget med en masse til historien og de forskellige dikotomier og temaer. Solen er meget kraftig i Jerusalem – selv om vinteren – og gravene reflekterede lyset tilbage, så der var meget lyst på kirkegården. Og om natten var det helt mørkt. Jeg kan rigtig godt lide den kontrast mellem nat og dag, og jeg synes, det klæder historien.«

»Da vi var færdige med at optage på bjerget og skulle til at optage indendørs, vendte jeg på et tidspunkt tilbage til bjerget. Det føltes mærkeligt, at det her sted overhovedet eksisterer, fordi det er beskrevet i Biblen og virker som et mytisk sted, men samtidig er det meget nutidigt. Jeg ville gerne have, at filmen havde de samme elementer i sig. Den grundlæggende historie kunne være blevet fortalt i 1600-tallet, men så igen bliver historien fortalt nu. Og det styrede også hele udsmykningen og lyssætningen. Jeg ønskede at fremstille deres hjem på en måde, så det lignede en hule, som folk beboede i 1600-tallet. Men så er der også lige en mikroovn. Og Tzivia er klædt, som kvinder var det for 200 år siden, men så har hun også lige en mobiltelefon.«

»To kunstmalere, Caravaggio og især Artemisia Gentileschi (italiensk barok, red.), har også inspireret mig. Gentileschi var kendt for at male bibelske karakterer – især kvinder. Caravaggio malede også den slags billeder. Deres brug af lys ville jeg gerne overføre til scenerne i huset. Alt er meget mørkt, men karaktererne er meget oplyste, og de ligner på en måde helgener.«

Kayam viser to billeder på sin telefon. Det er Caravaggios Judith halshugger Holofernes fra 1598 og Gentileschis Judith dræber Holofernes fra 1614-20.

-Kvinderne er mere passive på Caravaggios billede end på Gentileschis?

»Ja! Kvinder er altid de begærede, og vi opfatter altid mænd som dyr, der ønsker at have sex med alting. Men det kan også være omvendt. Det er mere komplekst. Kvinder kan også føle begær. Selv hvis Tzivia ikke er begæret længere, så har hun stadig en lyst i sig.«

-Vi ser ikke meget til Tempelbjerget i løbet af filmen, men det dukker alligevel op på centrale tidspunkter. Hvilken rolle spiller bjerget?

»Både i jødedommen og islam er bjerget det sted, hvor frelsen vil finde sted, og der er en masse håb knyttet til Tempelbjerget. Vi ser faktisk kun bjerget tre gange i løbet af filmen. Første gang da Tzivia er hjemme i sit køkken og ser bjerget i det fjerne ud af køkkenvinduet som et stort løfte om frelse. Anden gang er hun på kirkegården sammen med Abed. De diskuterer, hvem der ejer Tempelbjerget, men bjerget vises aldrig i samme indstilling som de to karakterer. Den tredje gang er til slut, hvor Tzivia er skredet til handling og har truffet et valg. Hun står på Oliebjerget og kigger over på Tempelbjerget, og på en måde er de ligeværdige. Hun står og kigger på det her store løfte eller fantasien om det – ikke nødvendigvis glad, hun er måske endda vred eller bare helt udkørt – men hun er stadig på niveau med bjerget.«

-Er Bjerget en feministisk film?

»Ja, det vil jeg sige, men det var ikke tanken fra begyndelsen. Jeg var bare optaget af stedet og landskabet. Filmen indeholder en masse smerte – endda vrede. Og det hænger sammen med min position som kvinde her i verden.«