Print artikel

Kan film være terapeutisk?

Billede fra filmen Waltz with Bashir
Reportage
24.01.16
Sindet og psykologien er i centrum i en ny række arrangementer, der parrer dygtige forskere med gode film. Første runde bød på dokumentarisk tegnefilm i verdensklasse – og på et kedeligt KU-powerpointforedrag om PTSD.

»Jeg er altid bange. Jeg kan ikke sove. Jeg kan ikke lide at gå udenfor. Jeg skammer mig …«. Når flygtninge kommer til Danmark, medbringer de ofte krigstraumer som posttraumatisk stress (PTSD), depression, voldsom angst og fysiske smerter.
 Det fortæller psykolog, ph.d. Karin Riber, mens hun står foran et stort KU-standardiseret powerpointshow i Cinematekets biografsal. Hun er ved at gennemgå en række anonymiserede casestudier der bygger på interviews med mere end 40 irakiske og palæstinensiske flygtninge.

Hendes foredrag er en del af et samarbejde mellem Cinemateket og P - Psykologernes fagmagasin. 'Sindet og filmen', hedder projektet, der »går i dybden med både en film og en psykisk eller psykologisk problemstilling.« Aftenens film er israelske Ari Folmans animerede dokumentar Waltz With Bashir. Ved premieren i 2009 vakte den stor opsigt for sin behandling af israelske soldaters rolle i massakren i flygtningebyerne Sabra og Shatila under krigen i Libanon i '82.

Forskning og filmkunst – på papiret et sikkert hit. Noget med folkeoplysning – dét er godt. Det er lige sådan noget, der trækker i kulturens kernepublikum af unge studerende og damer med museumssmykker. Også selvom filmen og forskningen ikke rigtig hænger sammen, men flagrer lidt som to adskilte dele.

Karin Riber gennemgår sine pointer. Flygtningenes traumer er langt mere komplekse end man hidtil har troet. Det kommer af konstant kaos, langvarig krig, tortur, flugt, den vedvarende usikkerhed, som når en familie mister kontakten med hinanden og ikke ved om de kan blive forenet. Det er tankevækkende ord netop nu, hvor politikerne vil udskyde flygtninges mulighed for at få familiesammenføring til tre år. Der er, siger Karin Riber, en stor fagpsykologisk debat om, hvorvidt den eksisterende diagnose favner PTSD'ens alvor. Men hvis diagnosen ikke gør, gør tegnefilm så?


Tegnefilm og fortrængning
Tegneserier og tegnefilm handler ofte om bearbejdning af erindring, måske traumatiserende erindringer. I løbet af de seneste 20 år er den tegnede dokumentar blevet mere og mere udbredt. Fra Art Spiegelmanns holocaustfortælling Maus og Marjane Satrapis selvbiografiske Persepolis fra Iran over Guy Delisles rejserbeskrivelser fra bl.a. Nordkorea og Jerusalem til Joe Saccos tegnede journalistik fra Gaza og Goražde. Den politiske virkelighed har sneget sig ind i tegningerne. Også koreansk-belgiske Jung Henins animerede adoptionsdokumentar, Approved for Adoption og amerikanske Chris Landreths fabelagtige doku-portræt, Ryan, om den canadiske animator Ryan Larkins misbrugsfortid er stærke titler.

Og så er der selvfølgelig aftenens film – Waltz With Bashir. Den eksplosive og virtuost animerede dokumentar følger Ari Folmans forsøg på at finde tilbage til sommeren 1982 da han som værnepligtig var en del af Israels belejring af den libanesiske hovedstad Beirut. Gennem interviews med gamle venner, soldaterkammerater, en journalist osv. udforsker filmskaberen sine egne fortrængte erindringer og mareridt for at få kortlagt sin rolle under de libanesiske falangisters brutale massakre på palæstinensiske flygtninge i lejrene Sabra og Shatila. Ari var 19 år og det eneste han kan huske fra krigen er da han var hjemme på orlov. Han kan ikke huske hvad han lavede i Beirut. Om han har set noget. Om han har hørt noget.



Jeg har set filmen flere gange, og den imponerer mig stadig. Animationen skjuler ikke noget og gør ikke dokumentaren mindre dokumentarisk – tegninger er ikke mere slørende end filmsprog og virkemidler er normalt. Jeg har engang hørt Ari Folman sige: at tegninger ikke er længere fra virkeligheden end fotografier er (Måske har han sagt det i en anden dokumentar? Eller måske har jeg læst det i et interview. Google hjælper mig ikke). Måske sagde han snarere, at fotografier og film ikke nødvendigvis er mere dokumentariske end animation. Når alt kommer til alt, var Ari Folmans pointe, er kameraets billeder ikke andet en samling af punkter og streger i forskellig opløsning. Og er det så mere virkeligt end et tegnet billede?



Optrevling af hukommelsen
Myten om dokumentarfilmens objektive blik er for længst blevet knust. Arkivbilleder plus talking heads er ikke nødvendigvis lig med sandheden. Waltz With Bashir er ikke en journalistisk reportage eller en afslørende dokumentar. Aris historie kræver noget andet en pressefotografiets rå konstatering. Ari Folmans animerede dokumentar på mange måder er et modsvar til fotografiets begrænsninger.

Men mødet mellem tegninger og optagelser er afgørende for filmenes æstetik og for den måde historien bliver fortalt. I Waltz With Bashir står drømmesekvenser og mareridtscener som en central del af udtrykket i Ari Folmans forsøg på dels at afdække begivenhederne og dels at se sin egen passive deltagelse i øjnene. I filmens sidste scene viger animationen pladsen for videoptagelser fra dengang.


PTSD rammer både ofre og vidner. Man kan altså godt blive traumatiseret uden selv at være decideret ramt. Det er præcis hvad Waltz With Bashir handler om. Og Ari Folmans historie passer perfekt til Karin Ribers korte signalement af PTSD: »Man kan ikke huske og samtidig kan man ikke glemme«. Ari Folman trevler sin egen hukommelse op for at finde ind til traumet. Og måske trevler han også Israels hukommelse op. I slutningen af Waltz With Bashir spørger Aris ven ham »Kan film ikke også være terapeutisk?«



Da jeg går fra biografen, er det Ari Folmans tegnefilm, der har sat tanker i gang om animation og dokumentarisme, forskellen på fotografier og tegninger og om hvad animationen kan. Karin Ribers forskning og Waltz With Bashir blev ikke en harmonisk helhed. Men måske falder brikker på plads hen ad vejen, og det er ok. Aftenen handlede jo netop om at genskabe orden i en verden af konstant kaos.