Print artikel

En ny Charles Botelaire?

Illustration: @khalidalbaih
Feature
14.08.18
Vi støder på stadig flere og flere bots. Også selvom vi måske ikke ved det. Porn-bots, russiske propaganda-bots og så selvfølgelig digter-bots, der skaber uendelige universer, skriver samfundskritiske digte og udforsker det menneskelige sprog.

Den franske digter Charles Baudelaire skrev i Helvedsblomsterne fra 1857, at den smukke, kreolske kvinde ville vække tusinde sange i poetens bryst. Det var måske meget i midten af 1800-tallet, men det er peanuts i sammenligning med de mange hundredetusinde tweets, som Twitters hær af digtende bots slynger ud hver dag. Hvis 1800-tallets poeters muser en sjældent inspireret nat kom svævende ind ad vinduet, klædt i hvid hør og i skæret fra et stearinlys, så braser Twitters bot-digteres muser ned i gennem loftet i en Iron Man-dragt 24 timer i døgnet.

Kate Compton, der er ved at skrive poetikken for bots, mener, at vi står overfor en helt ny genre, der stadig er for ung til at have sin egen muse: »Der er poesi og litteratur og drama og det her. Hvad end det her så er. Vi mangler en muse til bots. Der er muser for drama, komedier, tragedier, lyrik og historie. Hvis vi er en ny kunstform, så burde vi have vores egen muse.«

Hvad er det så? Disse bots reciterer blandt andet digte eller litteratur 140 tegn ad gangen. For eksempel @Finnegansreader, der hvert tiende minut læser en lille del af den irske forfatter James Joyces Finnegans Wake op. Mens dens søster-bot @Ulyssesreader læser Joyces mastodontiske værk Ulysses linje for linje. Igen og igen. De to Joyce-bots har indtil videre udsendt over 500.000 tweets, og Ulysses er blevet læst højt mere end ti gange. Hvis du følger Ulysses Reader, risikerer du, at sådan et tweet her dukker op i dit Twitter-feed sammen med Donald Trumps sure opstød og hvad Twitter-katten ellers har slæbt med ind: »Washed in the blood of the Lamb. Come on you winefizzling, ginsizzling, booseguzzling existences! Come on, you dog-gone, bullnecked, beetlebrowed, hogjowled, peanutbrained, weaseleyed«

 Hvis 1800-tallets poeters muser en sjældent inspireret nat kom svævende ind ad vinduet, klædt i hvid hør og i skæret fra et stearinlys, så braser Twitters bot-digteres muser ned i gennem loftet i en Iron Man-dragt 24 timer i døgnet.

Andre Twitter-bots mimer allerede eksisterende litterære genrer. Et eksempel er Expressionism Bot @Trakl_Bot, der har skrevet følgende linjer: »I am a stillness on the return home« og »Then the thunder remind be of bells«. Et andet eksempel er Mythology Bot @MythologyBot, der autogenererer mytologiske vers som dette: »J1909.5 / Sheep licking her lamb is envied / by the wolf.« Et helt tredje eksempel er Magic Realism Bot @MagicRealismBot, der skaber magisk realistiske sætninger, og blandt har skrevet dette mareridtsscenarie, inspireret af de indledende linjer i Franz Kafkas Metamorfosen og den aktuelle politiske situation i USA: »You wake up and realize you turned into Donald Trump.«

En algoritme med et ansigt

Spørgsmålet er nu: Hvad er en bot? Til at svare på det spørgsmål er der ikke en mere kvalificeret person end Kate Compton. Hun er ved at skrive en ph.d. i datalogi ved University of California, Santa Cruz, hun har udviklet programmet Tracery til at lave bots og så er hun ved at skrive bot-poetikken, inspireret af Aristoteles’ forsøg på at kortlægge digtningens kunst i Poetikken. Kate Compton indtager, ifølge hende selv, en sjov dobbeltposition i Twitter-bot-verdenen. På den ene side laver hun de værktøjer som folk bruger til at lave bots og samtidig er hun ved at dokumentere, hvordan folk bruger disse værktøjer til at lave deres egne bots.

Hun kalder en bot for en artistisk og ikke en teknisk manøvre. Det er en navngivningsmanøvre, der giver en algoritme et ansigt. Dermed åbner man også op for et enormt følelsesmæssigt potentiale: »Ved at give algoritmen et ansigt bliver det muligt at behandle dem som mennesker, hvilket betyder, at de bliver dramatisk signifikante. Skuespilleren på scenen er ikke Hamlet, men vi kan lade som om, at han er Hamlet. En bot er ikke et menneske, men vi kan lade som om den er et menneske for dramaets skyld.«

Kate Comptons Tracery bliver brugt på siden Cheap Bots Done Quick, der lige nu har flere end 7000 Twitter-bots tilknyttet. Hendes eget Tracery er open source, så hun ved ikke, hvor mange der bruger det. Heller ikke hvor mange russiske bots. Kate Comptons Tracery er et såkaldt “context free grammar”, der kan bruges til at lave bots med. Hun forklarer Tracery-grammatikken på følgende måde: »Ting lavet ud af andre ting rekursivt.« Det sammenligner hun med en ordbog eller en telefonbog: »Du har ord, der er kortlagt til noget information. I en normal ordbog har du et ord, der er kortlagt til en definition - eller et navn til et telefonnummer. I denne udgave har du et ord, der er kortlagt til en sæt regler, som den kan udfolde.«

Kate Compton kommer med et eksempel. I dette tilfælde et navn, sted og en drink, der ville se sådan her ud: ‘Engang for længe siden tog #navn# til #sted# og fik en #drik#’. Hvert ord (#navn#, #sted# og #drik#) har en række muligheder, som de kan vælge fra.

Manøvren med at give en sådan algoritme et ansigt kender vi fra de meget omtalte russiske bots, der spillede en central rolle under det amerikanske præsidentvalg i 2016. Twitter har efterfølgende offentliggjort, at 50.000 bots med forbindelse til Rusland automatisk havde postet materiale på Twitter. Manøvren går nogenlunde sådan her: Giv en algoritme et amerikansk-klingende navn, måske et billede af en ‘Make America Great Again’-kasket og en patriotisk profilbeskrivelse, så har du en algoritme med et ansigt, der helt automatisk kan fylde Twitters digitale offentlighed med meninger, der foregiver at være stemmeberettigede amerikanske individers. Forskellen på de russiske bots og de mere poetiske eller fortællende Twitter-bots er, at teaterstykket er konsensuelt. Hvis man vælger at følge en Twitter-bot ved man oftest, at det er en bot, der automatisk fylder ens feed med små teaterstykker.

En uendelig tur i en verden, hvor mågerne er mad

En af dem, der har brugt Cheap Bots Done Quick til at skabe fortællende Twitter-bots er Joe Baxter Webb. Han har skrevet en ph.d. om spiludvikling, er i dag spildesigner og har skabt to vellidte Twitter-bots. Den ene hedder Thanet Guide @Thanetguide, der er en post-apokalyptisk fortælling, som udspiller sig i hans barndomsby Thanet. Den anden bot hedder A strange voyage @str_voyage, der hver halve time i brudstykker og dagbogsnoter rapporterer tilbage fra en evig rejse på Twitter-havet. Brudstykkerne fra den evige rejse på havet består af små beskrivelser fra fartøjets bot-passagerer. De skriver nogle gange om deres samtaler: »In hushed voices, we speak of dry land. Warm hearths.« Eller de beskriver, hvad de ser fra deres fartøj: »Burning homes shrinking with the shoreline. Eyes sting with tears.« Andre gange skriver den rejsende bot bare spørgende ud i Twitters feed: »How long have we been adrift?«. Netop følelsen af at drive målløst rundt i verden, mener han er en styrke ved at bruge en bot som medie: »Det faktum, at en Twitter-bot ikke kan huske, hvad den tidligere har lagt op, giver denne drivende fornemmelse af at være til stede i en verden; disse korte brudstykker hvor en verden bliver beskrevet for dig.«

A strange voyage har lige nu godt 17.000 følgere og er næsten 39.000 tweets inde i sin uendelige rejse på havet. Den er så populær, at Webb mener, at folk ville blive kede af det, hvis botten pludselig stoppede med at skrive hjem fra sin digitale rejse. Netop det var formålet med at udforske Twitter-bot-verdenens automatiserede fortælleform: »Det virkede som en mere spændende udfordring at få den her type processuelt-genereret tekst til at fremkalde en ægte følelsesmæssig reaktion. Strange Voyage er nået et punkt, hvor jeg oprigtigt tror, at hvis jeg tweetede, at de var døde og slukkede botten, så ville folk have det på samme måde, som hvis en elsket TV-karakter døde.«

Disse bots kan ikke udvikle videre på en fortælling. De kan kun skrive i små brudstykker og de kan de ikke huske deres sidste tweet. Thanet Guide @ThanetGuide er Joe Baxter Webbs post-apokalyptisk fortælling, der foregår i det sydøstlige England i år 2025. Ligesom A strange voyage, så undersøger den navnløse vandrer i Thanet Guide kun det fremtidige liv i den oversvømmede engelske by i brudstykker. I Thanet Guide kastes man ind og ud af den navnløse vandrers oplevelser i bedste Cormac McCarthys The Road-stil. Lad os tage et par eksempler: »I longed for some lighters as the stink of burning flesh set in« og en scene fra de lokale Eastcliff-huler i Thanet-området: »I could hear echoes of someone dying as I entered the Eastcliff caverns. I dimmed my wind-up torch and decided to turn back.« Måger fylder meget i brudstykkerne fra Thanet i år 2025. Både kæmpemågerne og mågekødet, der er blevet en delikatesse i Webbs univers. Det er der en ret simpel forklaring på, ifølge Joe Baxter Webb: »Der er en masse måger i Thanet; de er lidt en lokal plage.«

En normal digter ville først have en idé om digtet i hovedet og derefter rekonstruere det. En bot-digter skal skabe et rum og så måske sætte en bot fri til at skabe en uendelig vej gennem det rum.

Webb mener, at hans Twitter-bots kan være et alternativ til alt det, der flyder rundt i Twitters feed: »Jeg tror, at folk godt kan lide, at de her verdener er virkelighedsfjerne samtidig med, at de er statiske. Det er rart at have alt det lort, der foregår online afbrudt af noget, der giver dig et stærkt indre billede, men samtidig ikke er virkeligt.« Han anser ikke sig selv for at være en bot-poet, han laver sine bots for sin egen skyld. Men han gør alligevel noget, som Kate Compton mener kendetegner de digtere og forfattere, der bruger bots som deres medium: »En normal digter ville først have en idé om digtet i hovedet og derefter rekonstruere det. En bot-digter skal skabe et rum og så måske sætte en bot fri til at skabe en uendelig vej gennem det rum.«

Poesien i dens tekniske reproducerbarheds tidsalder

Med Twitter kan de fleste udforske computeralgoritmens inderste, og med de automatiske bot-tweets udgive algoritmens poetiske eksperimenter. Principielt set uendeligt. De kommer i form af porn-bots, russiske propaganda-bots og digter-bots. Den amerikanske computer-digter, programmør, spildesigner og underviser på NYUs Tisch School of Arts Allison Parrish har udnyttet algoritmens poetiske og sproglige potentialer. Hun beskriver sin egen computerpoesi sådan: »Den form for ‘computerpoesi’ som jeg lavede er poesi, der er computergenereret - med det mener jeg poesi, hvor digterens primære kreative handling består i at lave regler og algoritmer til at ordne ord på bestemte måder.« Allison Parrish stiller det i modsætning til den intentionelle poesi, hvor digteren bruger intuition og inspiration til at ordne digtene. Her er computerpoetens opgave at lave reglerne for, hvordan ord ordnes. Parrish mener, at digter-bots er en tradition, vi blandt andet kan spore tilbage til surrealisterne og Fluxus-bevægelsen i 1950’erne og 1960’erne.

Allison Parrish lavede en af de første eksperimenterende Twitter-bots med Every Word @EveryWord, der i 2007 begyndte at tweete alle ord i den engelske ordbog, inspireret af den amerikanske kunstner John Simons onlineinstallation ‘Every Icon’. Allison Parrish siger, at det var for at udfordre de måder, som Twitter blev brugt på: »På det tidspunkt handlede det meste af samtalen om Twitter om, at det producerede intetsigende, ubrugeligt indhold.« Mens folk skrev om sammensætningen af deres frokostmåltider og diskuterede den politiske situation, så fyldte Every Word det digitale rum automatisk med alle ord, løsrevet fra deres oprindelige ordbogskontekst. Ordene var sat fri til at Twitters brugere kunne bruge dem som de have lyst til. I 2014 var Every Word færdig, og står i dag stille, men i kølvandet på konceptet findes der i dag en masse ‘EveryWord’-bots. For eksempel Fuck Every Word @fckeveryword, der er blevet blokeret fra Twitter og nu er genopstået i en 2.0-udgave.

Allison Parrish’ Twitter-bot The Ephemerides kører stadigvæk. Den kombinerer og bytter om på ordene i to Public domain-tekster fra Project Gutenberg - astrologen Sepharials Astrology og Robert Ballantynes fiktive værk The Ocean and its Wonders. Allison Parrish er en stor fan af rumeksploration og rumsonder, så hun kombinerede disse tekster med tilfældige billeder fra NASAs database OPU. Hun sammenligner sin digtning og bots med rumsonden Cassini, der undersøgte Saturn og dens måner: »Jeg kan godt lide at se en bot som en form for spekulativ ‘censor’. Ligesom Cassini havde et magnetometer; hvad nu hvis den også havde en poesi-generator? Hvilke slags digte ville den skabe? The Ephemerides er et svar.«

I januar i år blev hendes digtsamling Articulations udgivet. Den udvinder sprog fra over to millioner poesi-linjer fra Public Domain, og sætter dem sammen på baggrund af deres sproglige fællestræk. Det er den del af digtningen, hun blandt andet gerne vil udforske: »En af de ting, der gør digtning unik som genre er, at den ikke alene hænger sammen igennem mening og narrativ, men også igennem ordenes egne egenskaber, som for eksempel deres lyd.«

Ved at udgive Articulations som bog tog hun også computer-digtningen ud af Twitters digitale rum, og ophøjede dermed teksten til poesi i mere klassisk forstand. Det var også et resultat af Twitters nuværende situation, som hun mener er med til at bolstre og lave undskyldninger for autoritære amerikanske politikere. Det kan bots også være med til, når de bliver skabt til at snyde. Men Allison Parrish ser sine egne bots som noget andet: »Jeg kan godt lide at se de bots jeg laver som en slags tapet - en måde at generobre Twitters rum og få det til at føles en smule mere interessant, lysere og overlagt.«

Automatisering af fastholdelsen

I Danmark har vi også vores egen computer-bot-algoritme-digter. Nemlig Christoffer Ugilt, der i samarbejde med sin storebror Troels Ugilt, har lavet den digtende bot Individ i Fællesskab. Den indsamler overskrifter fra de store danske dagblade, der starter med »Vi« eller »Jeg«, og sætter dem sammen til to digte: et »vi-digt« og et »jeg-digt«.

Individ i Fællesskab opstod i 2013, hvor Christoffer Ugilt skrev to digte, hvor han gjorde det, som Individ i Fællesskab nu gør automatisk. Han opdagede, at nyhedsstrømmen fremstillede et »jeg«, der havde det helt ad helvedes til, mens nyhedsstrømmens »vi« skulle blive bedre til en masse. På den måde er de to digte ikke bare poesi, men også et konstant og løbende arkiv over de jeg’er og vi’er, som vi udsættes for i nyhedsstrømmen: »Man kan få et materiale til at sige det, som man gerne vil, hvis man har uendelig redigeringsfrihed. Men ved at fjerne redigeringsfriheden eller automatisere redigeringen, så får pointen større gennemslagskraft.«

William S. Burroughs’ essay Den usynlige generation bruges som et ekstra tekstlag i den trykte Individ i Fællesskab-digtsamling fra digter-bottens hånd. Burroughs har en idé om, at man ved hjælp af en båndoptager kan vende magtens sprog mod magten selv, som Christoffer Ugilt formulerer det. Burroughs tekst er en måde at forstå projektet på. Med Individ i Fællesskab er opgaven at insistere på og fastholde nyhedsstrømmen - og dermed undersøge den måde, hvor vi bliver påvirket af nyhedsstrømmen: »Den her nyhedsstrøm, som vi bruger ekstremt meget tid på at løbe igennem hver dag, og som løber passivt igennem os, når vi kigger på internettet. At holde den fast og prøve at vise, at det er det her bånd, der er løbet igennem dig det seneste år. Det er sådan her, du har fået at vide ‘vi’ er og ‘jeg’ er.«

Nu skrives de to digte automatisk. Resultatet var det samme som de oprindelige digte, Christoffer Ugilt havde samlet: »Du har det store Vi, der taler om hvordan tingene er eller bør være, og så har du et jeg på den anden side, der kaster sig rundt, har dårlig samvittighed, er ked af det og har det ringe på alle mulige måder.« Siden er to digtsamlinger blevet udgivet på Forlaget Antipyrine, og selvom de ifølge Christoffer Ugilt nogle gange er så ulæselige, at det nok kun er ham selv, der har læst dem fra ende til anden, så er det tilfredsstillende når Individ i Fællesskab »skriver fra et samlet jeg ti linjer i træk«, som han formulerer det. Samtidig skriver den digte, som Christoffer Ugilt ikke selv ville kunne have skrevet: »Individ i Fællesskab laver nogle meget mindre oplagte sammenhænge, som alligevel er der, når man først får øje på dem.«

Måske er det der, en ny Charles Botelaire skal findes: I evnen til at gøre helt nye sammenhænge synlige i sproget, digtningen og i vores forhold til omverdenen. Kate Compton mener i hvert fald, at vi ikke har set det sidste til dette nye fænomen, som stadig er ved at finde sine former: »Den næste bot-Shakespeare er derude et eller andet sted. Og måske kan de ikke kode.«