Print artikel

Internettet som gæringstank for forbudte impulser

Subkulturer på nettet har været med til at fostre en ny højreekstrem bevægelse. Tidligere på året blev bevægelsen håndgribelig, da alt-right-aktivister samledes i Charlottesville, Virginia, USA.
Anmeldelse
18.09.17
Da Trump blev valgt til præsident i 2016 var det kulminationen på en årelang kamp om manderettigheder, hvid identitet og retten til at gøre oprør. Kampen foregik på internettet, og Angela Nagle giver i Kill All Normies sit bud på, hvordan den fødte en ny højrefløj.

Er der en god grund til at interessere sig for de fora på nettet, hvor chokerende brud på normer er den grundlæggende humorform, hvor hvide mænds dyrkelse af selvtilstrækkelighed ofte kammer over i kvindehad og racisme, og hvor det er kutyme at bombardere politiske modstandere med mord- og voldtægtstrusler? Det argumenterer den irske kulturkritiker Angela Nagle for, at der i den grad er, i sin nye bog Kill All Normies. Ifølge hende skete der nemlig i 2016 det, at en række subkulturer gik fra at være ubemærkede internetfænomener til at være udgangspunktet for en vidtrækkende, politiseret modkultur, der fik paraplybetegnelsen alt-right, og som efter et af det nye årtusindes mest spektakulære politiske begivenheder kunne føle sig repræsenteret i Det Hvide Hus af mennesker som Steve Bannon.

Bogens titel referer til den kompromisløse skelnen mellem insidere og outsidere, der florerer i nogle af alt-right subkulturerne. Det er blandt andet på fora som /r/the_donald og /pol/, at man taler om de udenforstående normies, som er blevet navngivet efter deres fatale brist, navnlig, at de er normale. For subkulturens medlemmer betyder denne skelnen ikke kun, at de udenforstående har en lavere social stand. Som titlen på Nagles bog antyder, er der også en dyb fjendtlighed indlejret i betegnelsen normies. For at være normal betyder i denne sammenhæng ikke at være ordentlig, eller gennemsnitlig, normal vil sige at være ligegyldig. Nagle har flere eksempler på, hvordan denne kamp mod det almene er gået fra at have internettets overdimensionerede retorik til at have det udlevede hads konsekvenser – som da en amerikansk student i oktober 2015 skrev på et af fora, at sidens brugere burde blive hjemme fra skole den efterfølgende dag, hvorefter selvsamme student endte med at dræbe ni af sine klassekammerater.

Nagle er frem for alt interesseret i, hvordan den brogede alt-right endte med at vokse sig så stor. Hun forklarer det delvist med, at den politiske venstrefløj ikke havde værktøjerne til at give den nye højrefløj modspil. Det stigende fokus på minoritetsrettigheder på internetsider som Tumblr og på amerikanske universiteter, et fokus som blandt andet populariserede koncepterne safe spaces og trigger warnings, havde ifølge Nagle to konsekvenser. For det første blev venstrefløjens evne til at debattere svækket af, at deres politik nu i praksis handlede om at opnå stilhed, frem for enighed. Og for det andet gjorde venstrefløjens til tider bedrevidende tone det muligt for den nye højrefløj at opstille et effektivt fjendebillede. Dette billede er den konstant løftede pegefinger, som er allestedsværende på det ikke-anonyme internet, det vil sige sider som Facebook og Twitter. Den nye højrefløj har kunnet iscenesætte sig selv som ofrene for, når denne dømmende magt fra tid til anden har uddelt sin straf. Nagle kalder denne straf et »call-out«, men de fleste i Danmark er nok mere bekendt med konsekvensen af et call-out – en shit-storm. Med virale videoer og artikler kan en enkelt ”ukorrekt” handling, sågar en holdning, ødelægge en persons karriere eller tilværelse. Og unge mennesker, som i dag former deres politiske holdninger på det ikke-anonyme internet, oplever denne kompromisløse rovdrift på det politisk ukorrekte som en uretfærdig overreaktion, der ruinerer folk på grund af noget som måske ’bare er værkstedshumor’. Det har ifølge Nagle gjort, at meget af den teknologisk indfødte ungdom har en skepsis over for nettets bedrevidende venstrefløj. For den nye højrefløj er de blevet repræsentanter for en mediedominerende ondskab, der i deres øjne kæmper mod ytringsfrihed.

I Kill All Normies er alle former for ekstremisme på spil

En anden af Nagles grundtanker om den nye højrefløj er, at 60’ernes forhold mellem en oprørsk ungdom og et magtudøvende etablissement i dag eksisterer i en ny form, bare med omvendt politisk fortegn. Hvor venstrefløjen i ’68 gjorde oprør mod blandt andet kvinder og minoriteters ulige rettigheder, gør højrefløjen i dag oprør mod et etablissement, som de selv mener diskriminerer mod hvide mænd. Den nye højrefløj bliver iscenesat som en oprørsk modkultur, og det forklarer for Nagle, hvorfor den frem for alt tiltrækker unge mænd. Hun peger blandt andet på Nietzsche som en af indflydelseskilderne til denne mentalitet:

»Just as Nietzsche appealed to the Nazis as a way to formulate a right-wing anti-moralism, it is precisely the transgressive sensibility that is used to excuse and rationalize the utter dehumanization of women and ethnic minorities in the alt-right online sphere now. The culture of transgression they have produced liberates their conscience from having to take seriously the potential human cost of breaking the taboo against racial politics that has held since WWII.«

Her bliver nazi-kortet trukket. Det er karakteristisk for Nagles bog, for i Kill All Normies er alle former for ekstremisme på spil. Citatet giver måske et indtryk af, at Nagles bog har et politisk projekt. Men så meget som det er fristende at læse Kill All Normies som en partisk bog, der vil komme en fejlende venstrefløj til hjælps, er det vigtigt at påpege, at bogen lige så nemt kan læses som et apolitisk værk, der vender et spørgende blik mod hele internettets politiske landskab.

Det er således ikke kun den nye højrefløjs selvopfattelse, der interesserer Nagle. Fordi hun forsøger at forstå, hvordan bevægelsen fik slået rødder så dybt og så vidt, undersøger hun også det netværk af alternative onlinemedier, der fik gjort alt-right til internettets foretrukne højrefløjsideologi. Her er der til dels tale om traditionelle netaviser som Breitbart, der i en årrække er blevet ledt af førnævnte Steve Bannon. Men Nagle påpeger også, hvordan youtubeklip der nedgør »SJW’s«, Social Justice Warriors, er med til at sprede den nye højrefløjs ideer om anti-feminisme og hvid stolthed gennem letfordøjelig humor. Og så nævner hun i flæng en række talkshows og Youtubekanaler, som udenforstående normies aldrig vil have hørt om, blandt andet How’s It Goin’, Eh? og The Rebel Media. Nagle ser disse mange forskellige medier som en måde at involvere folk så meget, at forbruget af højrefløjsmedier bliver en livsstil. Hun kalder denne strategi »Gramscian« som en hentydning til den italienske filosof Antonio Gramscis teori om, at politisk forandring altid kommer som en konsekvens af kulturel og social forandring. I Nagles øjne har alt-right haft så store resultater, fordi bevægelsen har haft en bevidsthed om at store mængder underholdning og indhold, med tilknyttede kommentarfelter, kan skabe bredere og mere aktive fællesskaber end selv de bedste brandtaler.

Medieanalysen er som sagt en del af den vovende og provokerende kulturkritik, som Kill All Normies retter mod internettets politiske fløje. Selv hvis man ikke er interesseret i politik eller kulturkritik, præsenterer Nagle så mange sager og skæbner i sin korte internethistorie, så meget indforstået slang, så mange dunkle kroge, at det giver et unikt indblik i nogle af nettets mest rædsomt fascinerende subkulturer. Det kan i sig selv være grund nok til at købe bogen. Og hvis man ikke er interesseret i dét, er der samme gode grund til at læse Nagles bog, som der er til at læse Freuds for længst forældede værker om psykoanalyse. Nagle starter en samtale. Hun viser, at den imponerende produktion af underholdning og indhold på nettet kan være samme slags ledestjerne som studenterorganisationer var det i 60’erne. Hun viser, at man kan læse internettet som en gæringstank, der ikke blot kan være en arena for forbudte impulser, men at det også kan blive et slags kollektivt id, der på en indviklet og til tider grusom måde peger på kommende samfundsændringer. Hvilken betydning har dette nye livsvilkår for os? Det er et af de spørgsmål, Nagle stiller i Kill All Normies, og man behøver ikke at tilhøre en politisk fløj, for at det er værd at besvare.