Print artikel

Internettets udvalgte

Kommentar
03.04.18
At gå viralt er lige så overraskende, som når ens partner beskriver ens normale ’præstation’ som deres livs bedst oplevelse. Khalid Albaih fortæller om sin verdensberømte tegning af den syriske dreng Omran Daqneesh.

Andy Warhol sagde de berømte ord: »I fremtiden bliver alle verdensberømte i 15 minutter«. Efter at have set videoen af Omran Daqneesh – den syriske dreng, som blev reddet ud af ruinerne af sit sammenstyrtede hjem efter et luftangreb på Aleppo – fotograferet i en ambulance, omtåget og indsmurt i blod, gjorde jeg det eneste, jeg kan: en tegning. Denne tegning blev liket, delt, genopslået og retweeted af hæderkronede politikere og berømtheder. Tegningen gik viralt og blev oversat og udgivet i de fleste store blade, fra The New York Times til japanske blogs (nogen med min tilladelse, de fleste uden og alle uden betaling). Få timer efter jeg havde lagt den op på min Facebook-side, blev jeg interviewet af CNN, AJE, TNT, BBC, The Huffington Post, Buzzfeed, Hindu Times, Masrawy og mange flere. Overalt undtagen mit hjemland Sudan, men det er en anden historie.

Som en kunstner baseret på sociale medier, var det ikke første gang, at en af mine tegningerne er gået viralt. Det hele startede under de første dage af Det Arabiske Forår, hvor mine værker pludselig fik opmærksomhed fra internettet og internationale medier. Men jeg bliver stadig rådvild og angst hver eneste gang mine værker går viralt, og spørger mig selv: hvorfor dette billede? Hvad gør jeg nu? Og vigtigst, hvad gør jeg næste gang?

Vi har ikke råd til at lade internettet bestemme, hvad der virkelig er vigtigt.

Det er ligeså overraskende at gå viralt, som når du ”præsterer”, som du altid gør, men din kæreste fortæller dig, at det var deres livs bedste oplevelse. Selvfølgelig overvejer du, hvad du gjorde anderledes, og om du kan gøre det igen fremtiden med vilje. Andy Warhol forestillede sig en verden, hvor alle fik deres 15 minutters berømmelse, men i Snapchattens tidsalder er det mere rigtigt at sige, at alle får 10 sekunder. Jeg har hurtigt lært, at internettet har en meget kort hukommelse, især når det gælder nyheder. I morgen vil det uundgåeligt være en ny ”must-see” video, et billede eller et IS-angreb som Twitter er optaget af.

Jeg bekymrer mig ikke længere om mine post-virale handlinger, for jeg har indset, at jeg næsten med det samme vil være glemt. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. I en verden af memes, gifs og hurtigt nyheder tolererer er internettet ligeglad med det ordinære. Jeg er nødt til at arbejde klogere, ikke hårdere, og forsøge at stille andre spørgsmål, hvis jeg skal skille mig ud fra mængden. Jeg har skrevet denne artikel for at forklare, hvordan det føles at været internettets udvalgte for en dag, og jeg har skænket det en del tanker, fordi jeg skriver langsomt (jeg er ordblind). Nogle er fejlet i forsøget på at forlænge deres 15 minutters – eller 10 sekunders – berømmelse, så jeg forstod, hvor hurtigt det skulle gå med udgivelsen, før medierne glemte Omran Daqneesh og de mange andre syriske børn som ham. Dækningen af Syrien bør gå mere viralt end ethvert andet billede – det er ikke nogen døgnflue. Her har vi ikke råd til at lade internettet bestemme, hvad der virkelig er vigtigt.

Oversat af Kristoffer Bayer