Print artikel

Trivialitet og fællesskab

Foto: Baijit Singh
Profil
08.05.18
Den canadiske digter Rupi Kaur, hvis succes er begyndt på Instagram, er hyldet, kritiseret og diskuteret verden over i en skala, der sort set aldrig overgår digtere, og hun er et interessant eksempel på bogbranchens rigiditet og de sociale mediers potentiale og faldgruber.

Det sker engang imellem, at en digter bliver eksplosivt interessant af grunde og i kredse, der langt overskrider det traditionelt litterære. I Danmark var udgivelsen af Yahya Hassans første digtsamling et eksempel på en sådan overskridelse, som afslørede, at man egentlig ikke behøver at tale om digte for at tale om digte. På lidt samme måde er både begejstringen for og kritikken af den canadiske digter, Rupi Kaur, som i disse år sælger digtsamlinger i nærmest uhørte oplag verden over, også med til at fortælle en meget vigtig historie om, hvordan vi inddeler litteraturen i bestemte kategorier, og hvor ukomfortable vi bliver, når disse bliver overskredet. Og så viser fænomenet Rupi Kaur, hvor komplekst og potentielt modsætningsfyldt, kulturforbrug bliver i de sociale mediers æra.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke OK med det«, fortæller Kaur, da hun i et interview til amerikanske PBS bliver spurgt, hvordan hun har det med betegnelsen ’Instagram-digter’. »Mange af læserne er unge kvinder, som oplever meget virkelige ting, og de er ikke i stand til at tale om dem med for eksempel familie eller venner, og så går de til denne slags poesi for at føle sig forstået og for at have disse samtaler«. Kaur er opvokset i forstad til Toronto i et stort sydøstasiatisk lokalsamfund; hendes forældre kom til Canada fra Punjab, da Kaur var syv år gammel. Kaur begyndte først rigtigt at lære engelsk i fjerde klasse, blandt andet ved at deltage i spoken word-konkurrencer og ved at skrive. Hendes litterære succes begyndte på Instagram, hvor hun i en årrække har postet korte digte side om side med hendes egne stregtegninger eller billeder af sig selv i smukke, glamourøse kjoler. Da hun havde over to millioner følgere, samlede et stort amerikansk forlag hendes digte op. Siden er hendes to digtsamlinger, milk and honey (2015) og the sun and her flowers (2017) blevet solgt i millioner af eksemplarer verden over og har ligget stabilt på The New York Times bestsellerlister i længere perioder.

Kaur skriver digte om erfaringer, som er lette at kalde banale, hvis man ikke har mærket dem på sin egen krop. Og det udsagn beskriver både digtenes styrke og svaghed. De er oftest korte og består af simple udsagn inddelt i verselinjer, og de beskæftiger sig med ung forelskelse, at føle sig forkert i sin krop, seksuel vold og kvindelivets faser. De er eller forsøger at være ’empowering’, forstået sådan, at de ofte er skrevet som små manifester, man måske kan sige højt for sig selv, når man er fortvivlet og føler sig alene:

»you were mine/and my life was full/you are no longer mine/and my life/is full«.

Ofte er de vrede, men næsten uden undtagelse også opbyggelige eller opmuntrende for den, der forsøger at hele: »you must see no worth in yourself/if you find me worth less/after you’ve touched me/as if your hands on my body/magnify you/and reduce me to nothing/– worth is not something we transfer«. Kaurs digte kredser om en optagethed af autenticitet og af kærlighed, der helst skal se ud nogenlunde, som når man vander en blomst: I hendes digte synes det muligt at gøre verden smukkere ved sammen at sige højt, at den er det. Og det er virkelig fristende at lade sig overbevise af den præmis: »my favorite thing about you is your smell/you smell like/earth/herbs/gardens/a little more/human than the rest of us«. Om man overgiver sig til at lade sig trøste eller ej, har Kaur i hvert fald millioner af passionerede læsere verden over, som ikke bare følger hende på Instagram, men også køber hendes bøger. Og selvom Kaur er blandt de mest populære digtere, der bruger Instagram som platform, er hun langt fra den eneste.

Måske netop fordi det er en realitet, at Instagram-succes kan blive til bogsucces, raser en debat på nettet og i diverse medier, om hvorvidt Rupi Kaur og lignende digtere overhovedet er netop det, ’rigtige digtere’. Kritikken er spredt ud over et spektrum fra anonyme Twitter-profiler, henover artikler i The New Yorker og The Guardian og helt ud i lødige litteraturtidsskrifter. For eksempel skrev den britiske digter Rebecca Watts i begyndelsen af 2018 en glødende kritik af disse Instagram-digtere i britiske PN Review, som hun indledte: »Hvorfor lader den litterære offentlighed som om, poesi ikke er en kunstform?« Og senere fortsætter hun: »Ligesom den nye præsident er de nye digtere produkter af en personlighedskultur, som kun kræver af deres helte, at de er ’ærlige’ og ’tilgængelige’, hvor ærlighed er defineret som konstant at udtrykke, hvad man føler, og tilgængelighed betyder den totale afvisning af kompleksitet, subtilitet, sproglig elegance og stræben efter at gøre noget ordentligt«.

Uanset om man kan lide Kaurs digte eller ej, findes der en horde af mennesker derude, som har fundet dem og føler sig hørt og genkendt af dem. Disse mennesker er formentlig ikke de helt samme mennesker, der ellers var lige ved at købe endnu en digtsamling af T.S. Eliot, men derimod formentlig i høj grad ikke-traditionelle læsere fra et globalt krydsningsfelt af kulturer og identiteter. Digtenes ’tilgængelighed’ kan både læses som en kalkuleret udnyttelse af de sociale mediers gennemslagskraft, men den kan også læses som en stille protest mod den litterære offentligheds klassebestemte eksklusivitet. For som New York Times skrev i december 2017 i en artikel om Kaur og hendes kolleger: »Kampe om kunstnerisk smag handler næsten altid under overfladen om social fjendtlighed – om at kue publikum lige så meget som kunstnerne«.

Det er fortsat en lille, privilegeret rundkreds af mennesker, der skriver digte og får udgivet bøger. Men hvis vi virkelig kan tro på, at Rupi Kaur er en rigtig digter, og at millioner af overvejende unge kvinder verden over, faktisk ved hvad de kan lide, og hvad der er bedst for dem, så er dette måske ved at ændre sig.