Print artikel

At forbinde, at ære, at konfrontere

Profil
30.10.17
Den somalisk-britiske digter Warsan Shire skriver digte om at være kvinde og om at vokse op imellem tilsyneladende uforenelige kulturelle identiteter. Men i lige så høj grad udvisker hendes digte grænserne mellem disse identiteter og konstruerede positioner, vi alle sammen taler fra.

Vores kroppe er ikke bare vores egne, men hjemsøges altid af fortidens genfærd: »I have my mother’s mouth and my father’s eyes; on my face they are still together.« Vores kroppe ejes af de måder, verden stiller sig klar til at begære dem på:  »Amel’s hardened nipples push through/the paisley of her blouse, minarets calling men to worship

Sådanne erfaringer kredser Warsan Shire om i sine digte: at være kvinde, at være nogens datter og at vokse op i et grænseland mellem kulturelle identiteter. Hendes somaliske forældre emigrerede til Storbritannien fra Kenya, da hun var et år gammel, men Shire har aldrig selv besøgt Somalia. De kvinder, man møder i hendes digte, er opvokset med fragmenter af en kultur, de ikke nødvendigvis genkender omkring sig, eller de er flygtet fra hjem, de elsker, men som ikke længere var sikre. Derfor er kvinderne også altid viklet ind i det, de kommer fra, og det, de forsøger at være hjemme i: »Maymuun lost her accent with the help of her local Community College.« Digtene er vidnesbyrd om kvinder på randen af Europa, enten i konkret eller i overført betydning, men er også partikulære, kropslige erfaringer og henvendelser, der fletter kvinderne ind i deres læsere, uanset deres køn eller tilhørsforhold med bestemte nationalstater.

Warsan Shire har boet i London det meste af sit liv, men har siden 2015 haft base i Los Angeles. I 2011 udgav hun pamfletten Teaching My Mother How To Give Birth, og har siden udgivet enkelte digte i tidsskrifter og i 2015 en pamflet i begrænset oplag, Her Blue Body, der bliver en del af en større digtsamling, som hun i øjeblikket arbejder på. Selvom Shires forfatterskab endnu er begrænset til relativt få trykte sider, er der, både i selve digtene og i receptionen af dem, voldsomme kræfter og modsætninger på spil.

Shires poesi er hele tiden tæt på hende selv, men er også vidnesbyrd om de kvinder, hun kender, kvinder der er eller har været på flugt, eller som altid vil være splittet mellem skammen og stoltheden over det, de kommer fra.

Shire er optaget af en radikal selvudlevering. Det synes at være en stærk pointe, at hun ikke behøver at performe et digter-jeg, der adskiller sig fra hendes private jeg. I stedet er hun med sin digtning et åbent sår, for som hun sagde i et interview på bloggen The Well and Often i 2012: »Jeg forstår godt, at anonymitet kan tillade nogle mennesker at være sårbare. Ikke alle er okay med at leve som et åbent sår. Men det, der er med åbne sår, er, at, altså, du ignorerer dem ikke, de heler, og såret kan få frisk luft. (…) og andre mennesker kan give dig råd om, hvordan du heler uden at få slemme ar. Men på den anden side er der mennesker, der vil føle sig utilpas i dit selskab.« For Shire kan skriveprocessen og især det at dele sine tekster med andre fungere som bearbejdelse af traumer. Sådan skal man måske også forstå det, at hendes forfatterskab på internettet både har gået i forvejen og kommer i kølvandet på de digte, der er blevet udgivet på tryk. Hendes Tumblr-værk Warsan versus Melancholy om et forlist forhold fangede popstjernen Beyoncés opmærksomhed og blev flettet ind imellem sangene i hendes visuelle album Lemonade, der udkom i 2016. Warsans internetpersonlighed(er) har også efterladt sig andre, mere flygtige spor som hendes Twitter-profil, hvor hun både tweeter små digte, men også skriver begejstret om gyserfilm eller reality-tv: »’get out’ is a perfect film and i’ll think about it forever«.

Shires poesi er hele tiden tæt på hende selv, men er også vidnesbyrd om de kvinder, hun kender, kvinder der er eller har været på flugt, eller som altid vil være splittet mellem skammen og stoltheden over det, de kommer fra. Shire har i det førnævnte interview på The Well and Often udtalt, at: »Jeg enten kender, eller jeg er, hver eneste person jeg har skrevet om, for eller som«, og at hendes projekt med forfatterskabet er »dokumentation, genealogi, at bevare navnene på de kvinder, der er kommet før mig. At forbinde, at ære, at konfrontere.« I digtet Conversations About Home (at the Deportation Center) lyder et mylder af stemmer fra mennesker på flugt: »I do not know where I am going, what I have come from is disappearing, I am unwelcome and my beauty is not beauty here.«

Og selvom digtene er fyldt med konkrete vidnesbyrd, overskrides de altid af abstrakte billeder eller magisk tænkning: »No one leaves home unless home is the mouth of a shark.« Digtene er både begrænsede og overskridende, fastholdte i Shires personlige erfaringer, men altid med en forudsætning om, at deres læser er en, man henvender sig til: »God, do you know how difficult it is to talk about the day your own city dragged you by the hair, past the old prison, past the school gates, past the burning torsos erected on poles like flags.« Ingen kan løse det problem, at erfaringer ikke kan overdrages fra et menneske til et andet, men Warsan Shires digte er åbne sår, der skal bruge sine læsere for at hele. De er organiske udvekslinger af smerte og afsavn, der ikke selv tvivler på, at de vedkommer os alle.