Print artikel

Hadet til poesien

Anmeldelse
23.11.16
Poesi er det reneste udtryk, forklarer digter og litterat i bemærkelsesværdigt essay om et anstrengt forhold.

Ben Lerners lille bog The Hatred of Poetry er et essay om vores forhold til poesi. Det er – som titlen antyder – et anstrengt forhold, Lerner afdækker. Lerners bog er en af den slags alt for sjældne tekster, som formår at beskrive og forklare en række af de erfaringer, man selv har gjort sig, som man har tænkt, fortalte én noget vigtigt, men som man ikke har kunnet få hold på, og som så i stedet er blevet ved med at nage én. Hvorfor er det for eksempel, at mange digtere skriver så meget om det at digte, hvorfor er det, at så mange litterater – både forfatterne og fortolkerne – i stedet for at skabe mere af den litteratur, de siger, de elsker, skriver om det at læse eller skrive i stedet? Hvorfor er det, at så mange af de mennesker, man enten som forfatter eller litterat kommer i kontakt med, reagerer som om man har rettet en bebrejdelse mod dem, når man siger, hvad det er man laver? Jeg kender en forfatter, der i samtale med sin bank skulle forklare, hvad hendes beskæftigelse var. Da bankassistenten hørte, hun var forfatter, svarede han »Jeg læser ikke bøger.« Man har svært ved at forestille sig, at assistenten svarer en revisor eller en tømrer på lignende måde. Lerner – der selv både er digter og universitetsansat litterat – fortæller tilsvarende historier. Men Lerner har også en forklaring, og han har fat i en pointe. Lerner siger, vi fra barnsben lærer, at »we all have feelings inside us […]; poetry is the purest expression […] of this inner domain. Since language is the stuff of the social and poetry the expression in language of our irreducible individuality, our personhood is tied up with our poethood.«

Tankegangen er let at følge: Sproget er i udgangspunktet fælles, men det poetiske sprog er det sprog, hvor vi søger at integrere det personlige i det fælles, uden at det personlige opløses af det fælles medie – og samtidig sådan, at det poetiske sprog, der står tilbage, kan accepteres af det sproglige fællesskab som et personligt bidrag. Har man selv opgivet at forfølge det poetiske, kan mødet med dem, der stadig står med længslen efter poesiens domæne, virke som en påpegning af, at man har opgivet at give udtryk for sig selv.

Men det er kun halvdelen af historien. Lerner er ikke ude i en selvforherligende lovprisning af mennesker, der beskæftiger sig med poesi. For selvom poetry is the purest expression, så lykkes det aldrig det konkrete digt at indfri løftet. Selv den største poesi ender kun som mere eller mindre vage imitationer af det, de bragte løfte om at udtrykke. Lerner analyserer en række fatalt mislykkede digte, men viser dermed, at netop analysen af det mislykkede stiltiende henviser til det, digtet burde have realiseret. Og Lerner peger på, hvordan selv de største digtere kæmper med udtrykket eller helt stopper med at digte. Ens egen hang til at tale om litteratur fremfor at skrive den får man også en forklaring på: Den er nok en renoncering på at indfri poesiens potentiale, men den svarer dog stadig på længslen efter at tale om den værdi, poesien peger på: »’Poetry’ is a word for a kind of value no particular poem can realize.«

Kan man komme i tvivl om noget, er det måske, om Lerner har ret i, at hans undersøgelse kun gælder specifikt for poesien. Måske er det selve bestræbelsen på den skønhed, Stendhal pegede på som blot et løfte om lykke, der er skyld i miseren? Og desuden: selvom man kan følge Lerner, så har vi jo alle gjort os erfaringer af skønhed. Måske kun en passant og betinget af, at vi var stemt for dem. Men alligevel.

Ikke desto mindre: Lerners essay udgør en fremragende lille bog. Ved at bruge sin viden til at undersøge og forklare personlige erfaringer, er det lykkedes ham at skrive en tekst, der ikke kun er argumenterende, redegørende og forklarende, men også tænkende. Det er en sjælden bedrift.