Print artikel

Det er lettere at taste end at tale

Foto: Tine Sletting
Interview
02.11.15
Det er en udfordring at interviewe den amerikanske forfatter Tao Lin. Han er uforudsigelig og virker på mange måder lige så stenet som sine karakterer.

»Fordi det er lettere at taste end at tale for mig«.

Den amerikanske forfatter Tao Lin er ikke meget for at lade sig interviewe, men han vil gerne svare på spørgsmål over e-mail. En form han mestrer, og som indgår i en stor del af hans forfatterskab. Han er aktuel med bogen Selected Tweets, som netop er udkommet på det amerikanske forlag Short Flight/Long Drive Books. Bogen er Tao Lins ottende. Han har tidligere udgivet poesi, kortprosa og romaner, og med Selected Tweets bevæger han sig ind i ny genre. Tweets. Bogen er udgivet sammen med kollegaen Mira Gonzales, og den samler tweets fra de to forfatteres Twitter-profiler.

Tao Lins tweets er meget som hans digte. De beskriver en hverdag, ofte med fokus på helt korte tidsrum, hvor en meget stærk følelse findes, før den er overstået.

-Hvordan tænker du på bogen? Som poesi eller som en slags selvportræt?

»Jeg tænker på den på mange måder. Jeg tænker på den som et fragmenteret, men stadig næsten kronologisk narrativ, lidt ligesom K: A Biography of Kafka af Robert Hayman. Ligesom biografier er den struktureret efter datoer, og man kan vælge at læse efter den struktur. Jeg kan godt lide at tænke på hver enkelt twitterprofil som en novelle, og hver af de ’ekstra’ tekster som noveller. Så det er en bog med otte noveller. Jeg havde forskellige twitterprofiler på forskellige tidspunkter, fordi jeg ville prøve at tweete som om den, jeg fremstod som, over for mig selv og overfor andre, var forskellige personer. Nogle gange var det specifikke emner, fx @tao_linparents, taolin_airport. Nogle gange af andre årsager.«

-Når du tænker på hver twitterprofil som en novelle, tænker du så også på dig selv som indeholdende forskellige karakterer?

»En del af glæden ved noveller er at tænke på karaktererne. Så jeg ville måske læse @tao_lin2 og tænke på karaktererne i den novelle - inklusiv jeg-fortælleren, en karakter ved navn @tao_lin2. Men jeg tænker ikke på mig selv som forskellige karakterer, jeg tænker på mig selv som en person. For mig eksisterer en person i flere dimensioner end en karakter. En person er lavet af stof og sind, og en karakter er lavet af ord, sætninger. Nogen sammenlignede bogen med Pessoas Book Of Disquiet, som er en af mine yndlingsbøger. Jeg kan godt lide at tænke på Selected Tweets som The Book Of Disquiet, fordi den både består af fragmenter med overlappende temaer i en gennemgående tone og har et fokus på drømme og fantasien.«

-Et berømt citat fra Book of Disquiet lyder, »I am, in large measure, the selfsame prose, that I write Tænker du også sådan på det, du skriver, måske særligt på Twitter?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg er en person, der eksisterer i den konkrete virkelighed, min skrift består af sætninger i en bog eller på Twitter.«

Man kan læse Selected Tweets, som det de er - tweets - men man kan også læse dem som straight up poesi. Mange af teksterne minder faktisk om den poesi, man kan finde i Tao Lins første digtsamlinger, You are a little bit happier than I am og Cognitive-Behavioral Therapy.

»Jeg kan godt lide at tænke på bogen som en digtsamling. Der er en særlig slags poesi, hvor hver linje er en slags non sequitur til den næste linje, og jeg tænker på den her bog som en variation over det. Jeg kunne også se mig selv fjerne alle datoerne og redigere den til en digtsamling. Men jeg kan bedre lide den, som den er. Dels fordi jeg allerede har en bestemt idé om, hvad jeg gerne vil have en digtsamling til at være, men jeg vidste ikke, hvad det her format ville gøre. De her enkelte, kronologiske linjer med narrativer, beskrivelser, tanker og følelser. Alt sammen i forskellige toner og arrangeret på en måde, der både virker som fiktion og som et slags virkeligt dokument, som folk sikkert vil læse som nonfiktion. Men i virkeligheden tænker jeg på den som sin egen genre, og jeg er spændt på at se, hvordan den bliver placeret i boghandler. Jeg havde ikke selv nogen ide om, hvad det her format ville gøre, før vi fandt på Selected Tweets«

Foto: Tine Sletting

I al Tao Lins skrift er der et tema om at fremstille sig selv over for andre, og hver gang leder det til et rungende spørgsmål om, hvad der overhovedet konstituerer et selv. I de to prosa-hovedværker, Richard Yates (2010) og Taipei (2013) fungerer kærlighedsforhold som motor. I Richard Yates er de to hovedpersoner navngivet efter børnefilmstjernerne Hayley Joel-Osment og Dakota Fanning, og der står stort set aldrig han eller hun, men altid det fulde navn. Som læser glemmer man det hurtigt og accepterer fuldt ud, at Hayley Joel-Osment er 25 og fattig forfatter i New York, mens Dakota Fanning er 16 og bor i New Jersey hos sin mor. Navnene bliver helt tømt for mening. Store dele af bogen består af udvekslinger mellem de to via e-mail, chat og telefon. Her er det interessant, at der er tale om readymade materiale fra Tao Lins mails og samtaler med sin daværende kæreste, den meget unge Ellen Kennedy.

Kærlighedsforholdet er et rum, hvor alting handler om at blive til i hinandens øjne, hvor man skaber hinanden for hinanden. I den anmelderroste Taipei er det forholdet – og især den manglende kommunikation - mellem bogens hovedpersoner Paul og Erin, der er omdrejningspunktet. De tager en masse stoffer, og de filmer sig selv med iMovie. Også dette forhold er baseret på et af Tao Lins forhold. Her er der tale om forholdet til forfatteren Megan Boyle, som han bl.a. startede filmselskabet MDMA Films med.

Det at tage stoffer er for Paul det, der gør ham i stand til at vedligeholde relationer til andre mennesker. Når han og Erin tager stoffer, bliver de i stand til at have samtaler om ’vigtige’ ting, lige så vel som de kan have lange samtaler om burgere. Hvor forhold og venskaber nu engang ofte er snakke om fx liv og mad, bliver de det for Paul og Erin altså kun i kraft af stofferne.

Taipei har en overraskende slutning på en meget nedtonet måde. Efter at være kommet hjem fra Taipei, hvor de har besøgt Pauls forældre, er Paul på et svampetrip, og han er helt sikker på, at han er død, og kun ved hjælp af årelang træning får han overbevist sig selv om, at han faktisk stadig er i live.

»They hugged a little, near the center of the room, then he turned around and moved toward the kitchen – dimly aware of the existence of other places, on Earth, where he could go – and was surprised when he heard himself, looking at his feet stepping into black sandals, say that he felt ’grateful to be alive’.«

De her minutiøse beskrivelser af rum og små bevægelser, som om karaktererne var koreograferede af en anden agens end deres egen, er gennemgående i Tao Lins forfatterskab - og på sin vis perfektioneret i Taipei. Typisk er der også en distancerede inderlighed, der på én gang kan læses som morsom og oprigtig.

Det skriver den engelske konceptdigter Kenneth Goldsmith om i en artikel i The New Yorker. Han siger at Alt Lit, en betegnelse for den bevægelse af digtere som Tao Lin i mange medier er blevet kaldt bannerfører for, lånte en næsten ynkelig ærlighed fra statusopdateringer på sociale medier.

-Hvad tænker du om Kenneth Goldsmiths artikel?

»Jeg bryder mig ikke om ’Alt Lit’-betegnelsen og betegnelser i det hele taget. Jeg opfordrer journalister og folk i det hele taget til at fokusere på individer i stedet for grupperinger og kategorier.«

-Hvordan har du det så med, at du er blevet kaldt internetdigternes Kafka?

»Jeg kan lide Kafka for hans humør, hans mørke og sortsyn, hans analytiske hjerne og legesyghed. Jeg kan godt lide, at han skaber historier, der for mig virker som ekstreme afbildninger af fremmedgjorthed, og at han aldrig mister sin humoristiske sans, fordi fremmedgjortheden også næsten altid virker - udover det den er - sjov for mig, i det jeg har læst af Kafka.«

-Skriver du om fremmedgjorthed?

»Ja, én af de ting, jeg skriver om, er fremmedgjorthed, fremmedgjorthed fra samfundet, kultur, eksistens, venner, mennesker, dyr, natur, selvet, andre ting.«

Forbindelsen mellem vores mærkelige verden, som man næsten ikke kan være andet end fremmedgjort overfor, og bevidsthedsændrende stoffer, har Tao Lin skrevet om for magasinet Vice i en serie artikler om den amerikanske psykonaut og narkofilosof Terence McKenna.

-Hvad er det, der fascinerer dig ved McKenna?

»Jeg finder McKennas ideer spændende og stimulerende. Han skrev i en af sine bøger: ’To paraphrase J. B. S. Haldane: Our situation may not only be stranger than we suppose; it may be stranger than we can suppose.’ McKenna får mig nok til at have det på den måde mere end nogen anden.«

En stor del af Tao Lins praksis har været at kaste lys over andres forfatterskaber. I 2008 startede han sit eget forlag Muumuu House:

»Muumuu House har udgivet tre digtsamlinger siden dengang, og vi har også udgivet historier og digte online på muumuuhouse.com løbende. Jeg startede Muumuu House, fordi jeg virkelig godt kan lide bøger, og jeg havde venner, der havde færdige digtsamlinger, som de ikke kunne få udgivet, så jeg besluttede mig for at udgive deres bøger. Jeg kan også godt lide at samle mine yndlingstekster på én side, så det var bare det, jeg gjorde med muumuuhouse.com. Jeg sendte mails til mine yndlingsforfattere og spurgte, om jeg måtte genoptrykke deres historier eller digte, jeg havde læst i bøger, og de sagde for det meste ja. Der er ingen betaling, det er bare for sjov. Digtsamlingerne har solgt omkring 2000 eksemplarer, 1000 eksemplarer og 3000 eksemplarer.«

Han er ikke nem at interviewe, Tao Lin. Han er ofte fåmælt og fremstår på mange måder ligesom, når han skriver: stenet og konstaterende. Både han og hans karakter lever et tilsyneladende ensformigt liv, og selv når hans karakterer udsættes for større ting, opleves det gennem en skrift, der er flad, konstaterende og neddæmpet, dead pan, som det også hedder. Måske derfor er det nemmere for Tao Lin at taste end at tale. Hans svar minder om dialogen mellem hans karakterer, og flere af dem holder sig også inden for længden af et tweet. Man kan tolke det på flere måder: mangel på engagement? Generthed? Ensomhed? Eller måske er han skæv?

-Hvordan ser din hverdag ud, når du skriver en bog?

»Jeg vågner, går på biblioteket, arbejder på bogen på computerne der, printer dele af bogen ud, tager den med hjem, redigerer i hånden, går i seng. Ind i mellem det gør jeg andre ting, fx yoga på mit værelse eller ryger pot.«