Print artikel

Depression lugter af wienerbrød

Maleri: Vilhelm Hammershøi, Hvile, 1905
Essay
02.01.19
Erindring er et kontroltab. Man bliver ufrivilligt kastet tilbage i en hvirvel af tidligere følelser, fornemmelser og smerter.

På en af årets første efterårsdage sidder jeg på en cafe på Nørrebro og drikker en kop sort kaffe. Jeg læser en bog og nyder, at eftermiddagen ikke er fyldt op med arbejde, og at jeg kan give øjnene en pause fra den sitrende computerskærm. Efterårssolens særlige lys falder blødt ind gennem de store vinduesfacader. Der er en behagelig summen af stemmer på den lille cafe, og jeg undrer mig, da jeg mærker et sug af tristhed, som rammer abrupt og uden varsel. En mørk træthed dukker op, og jeg får lyst til at forsvinde. Mod min vilje er jeg blevet kastet tilbage til en lejlighed, som ligger oven på en bager i Nordvest, hvor jeg boede for år tilbage. Et mindevirvar opsluger mig, uden at jeg har kontrol over det.

Jeg ser op og får øje på baristaen, som sætter dampende kanelsnegle på en lille kageopsats. Er det lugten af nybagte kanelsnegle, der får mit hjerte til at krølle sig sammen? Hvorfor kastes jeg tilbage på en mental tidsrejse? Hvorfor er jeg med ét tilbage i en klaustrofobisk lejlighed med en dejæltende underbo? Jeg lukker øjnene et øjeblik og ser for mig, hvordan jeg ligger passiv på min grønne sofa, som lugter af wienerbrød, mens jeg selv lugter af wienerbrød, og tanken om at indtage wienerbrød gør mig apatisk. Jeg er tilbage i en tid uden kontrol, hvor en depression for første gang stikker sit grimme fjæs frem fra gemmerne og formørker mit sind. En depression, som gør det svært at forlade søvnens illusion af frirum, og som gør venskaber skrøbelige og glasagtige, og til noget, som faktisk kan gå i stykker og smuldre som tør tærtebund, selvom jeg troede, de skulle vare for evigt. Det er i lejligheden i Nordvest, i en evig lugt af tebirkes og kagedej, at jeg perfektionerer evnen til ikke at spise, når jeg føler mig fyldt op af tanker, jeg har svært ved at styre. Jeg bliver for første gang bevidst om det befriende ved at kunne stoppe med at spise, ved at tage kontrollen over, hvad der kommer ind i min krop, og på den måde få en følelse af, at kunne minimere overfloden af tanker. Men hjernen har brug for brændstof for at kunne administrere tankemylderet, og jo mere jeg fratager min krop mad, jo mere kaotisk bliver det at være til i verden, jo tættere bliver mørket og jo længere væk kommer jeg fra at have reel forbindelse til mig selv. Alt imens jeg undlader at indtage den næring, jeg har brug for, er jeg konstant indhyllet i lugten af kage, som giver en falsk mæthedsfornemmelse og en følelse af, at jeg allerede er fysisk fyldt op med snasket bagværk. Følelsen af at have kontrol er en illusion.

Jeg er tilbage i en tid uden kontrol, hvor en depression for første gang stikker sit grimme fjæs frem fra gemmerne og formørker mit sind

Proustiansk hukommelse

Ifølge Per Møller, som er uafhængig sanseforsker, kaldes den sammenknytning af lugte og følelser, som jeg oplever der på cafeen, for Proustiansk hukommelse. Koblingen mellem en bestemt lugt og konkrete minder, blev første gang beskrevet af den franske forfatter Marcel Proust i På sporet af den tabte tid, hvor Proust er på café og dypper en Madeleinekage i en kop lindete. Den lugt, der opstår, da kagen rammer teen, kaster den voksne Proust tilbage i tiden til en række sanselige barndomsminder.

»Eksemplet med Madeleinekagen og teen illustrerer, at vi tilsyneladende har erindringer eller hukommelse om alle mulige ting, som vi ikke selv ved, at vi har erindringer om. Men passende sensorisk stimulering kan åbne for de erindringer,« forklarer Møller. »Der foregår altså en hel masse ting under overfladen, eller der er indlejret en masse hændelser og følelser, som vi ikke kan fremkalde på anden måde end ved at blive stimuleret med noget, som for eksempel en lugt, der var tilstede, da vi havde den pågældende oplevelse eller var i den pågældende sindstilstand,« uddyber han.

Møller sammenligner lugten med en nøgle, som giver adgang til et rum i hjernen, hvor følelserne og de mentale billeder befinder sig. Vi har mekanismer i os, der knytter bestemte sansestimuli, for eksempel bestemte lugte, til andre ting, der overhovedet ikke har med lugte at gøre. Denne ubevidste sammenkobling mellem følelser, minder og sanser gør, at det bliver svært at gardere sig mod en pludselig bølge af genskabte minder. For selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke kontrollere, hvornår jeg konfronteres med den lugt af wienerbrød, som genskaber følelsen af en depression, jeg ikke længere lever med. De lugtdefinerede erindringsrejser bliver et kontroltab.

Den subjektive dimension

Forbindelsen mellem sansning og erindring er subjektiv, og det er derfor ikke til at vide, hvornår specifikke lugte medfører specifikke reaktioner eller aktiverer specifikke minder. Anette Stenslund, som er sociolog og har forsket i og skrevet en ph.d.-afhandling om lugt og atmosfære, beskriver det særligt subjektive ved lugtassociationer: »Et enkelt snif af en genkendelig lugt kan sende os direkte tilbage i tid og sted – en slags tidsrejse, der bestemmes af individuelle minder og oplevelser, og som derfor har forskellige afsæt og destinationer alt efter, hvem duften rammer.« Dér på cafeen på en tilfældig efterårsdag forstår jeg, at der for mig er noget sorgfuldt over lugten af bageri og friskbagt wienerbrød.

Alt imens jeg undlader at indtage den næring, jeg har brug for, er jeg konstant indhyllet i lugten af kage, som giver en falsk mæthedsfornemmelse og en følelse af, at jeg allerede er fysisk fyldt op med snasket bagværk

Dufte er til stede overalt omkring os i form af lugtmolekyler. Med hver eneste indånding, trænger de ind i os gennem luftvejene. Men det er ikke sikkert, vi lægger mærke til lugtene. Ifølge Stenslund er vi er nemlig særligt opmærksomme på lugte, når de rører noget i os. Hvor en Madeleinekage i kombination med en kop lindete for Proust var en nøgle ind til specifikke minder, vil denne kombination af Madeleinekage og lindete sandsynligvis ikke sende særlig mange på en lignende duftdrevet tidsrejse. Ligesom det er svært for mig at forklare, hvor intenst det kan føles, at en friskbagt kanelsnegls lugtmolekyler kan give mit sind en tyngde, jeg troede hørte til i fortiden.

Særligt fordi det for andre kan ses som essensen af noget hyggeligt, at luften fyldes med duften af nybagt kage eller wienerbrød. Derfor kan vi godt operere med objektive beskrivelser af lugte, for eksempel at en kanelsnegl lugter af kanelsnegl, men de subjektive tolkninger, der kan tilknyttes lugten, er ikke altid lige logiske eller forståelige.

Lugten som advarselssignal

At lugte kan være med til at udløse bestemte reaktioner og trykke på følelsesmæssige knapper, er der forskellige grunde til. En af grundene er rent neuroanatomisk og hænger sammen med, at lugtesansen ryger meget hurtigt ind i de hjernedele, der har med følelser at gøre. Et synsstimulus skal rejse mange flere steder rundt i hjernen, før det aktiverer noget af følehjernen. Så i den forstand kan man sige, at lugten har mere direkte adgang til følelser. På cafeen aktiverer kanelsneglslugten de depressive minder og erfaringer lang tid før jeg identificerede, at der var blevet bagt kanelsnegle. Lugtesansen var på banen i et tempo, hvor synssansen slet ikke kunne følge med. Ifølge Møller har lugtesansen også til opgave at tjekke, at alting er i orden omkring os. »En vigtig funktion ved lugtesansen er formentlig, at den hjælper os til at føle os hjemme og gøre os trygge. Omvendt, hvis der er noget galt og grund til ikke at være tryg, eller hvis der er noget i vores omgivelser, som ikke svarer til vores forventninger, reagerer lugtesansen med det samme,« uddyber han.

I lejligheden i Nordvest føler jeg mig ikke tryg. Og mens jeg bor der, føler jeg mig heller ikke tryg i mig selv. Lugten af wienerbrød er blevet en integreret del af mine omgivelser og en integreret del af mig, og jeg mærker næsten fysisk, hvordan lugtmolekylerne transformerer sig til konkret massefylde, som bliver til mine celler. Den bliver en del af den nye hud jeg producerer, og er en del af den gamle hud, jeg skrubber af mig hver morgen i badet. Dér på cafeen på en efterårsdag, kaster lugten af nybagte kanelsnegle mig tilbage til minder om, hvordan jeg omgæret af en vammelsød lugt af bagværk oplever, at et turbulent kærlighedsforhold går i stykker, da ham jeg er forelsket i fortæller mig, at han ikke længere er forelsket i mig. Eller han er ikke længere forelsket nok. Da han for sidste gang forlader den klaustrofobiske lejlighed, siger han: »Jeg vil tænke på dig, hver gang jeg spiser wienerbrød«.

Ligegyldigt hvor meget jeg stadig længes efter kontrol, kan jeg ikke have magten over, hvornår specifikke lugtmolekyler svæver rundt i luftrummet

Selvom det uden tvivl er sagt i venlighed og kan tolkes som et (bagvendt) kompliment, får jeg det dårligt ved tanken om at blive associeret med noget, jeg selv finder mere og mere afskyvækkende, og som giver mig en følelse af konstant at være fedtet udenpå og indeni. Mens bageren laver kringler og samler kagerester sammen til romkugler, er der helt sort inden i mig. Ensomheden og den identitetsforvirring, der følger med depressionen, er alt sammen indsvøbt i en konstant lugt af butterdej. Lugten er på mig og i mig, og når jeg bevæger mig udenfor min hoveddør, sidder den søde duft i mit hår, min hud, mit tøj. Når jeg er i lejligheden, kan jeg næsten fysisk se, hvordan wienerbrødslugtmolekylerne danser i luften.

Mindemanipulation

Det er ikke altid, jeg bliver kastet tilbage i depressive minder, når den særlige lugt af wienerbrød rammer mine luftveje. Om wienerbrødslugten har en effekt og får et indre lysbilledshow af minder til at sætte i gang, er forholdsvis vilkårlig. Dermed er der i de underbevidste erindringskonstruktioner indlejret et stærkt element af kontroltab. Jeg er ikke herre over, hvornår og i hvilke sammenhænge, jeg konfronteres med lugten af wienerbrød. Ligesom jeg ikke har nogen magt over, hvornår lugten sender mig på en tidsrejse, og hvornår den ikke gør. Wienerbrødslugten bliver på sin vis ligeså utilregnelig, som mit følelsesregister var, dengang jeg boede i bagerlejligheden i Nordvest, og det er netop utilregneligheden, der gør lugten skræmmende.

Muligvis skal jeg i en periode gøre det, som man i psykologien kalder for ‘eksponering’, hvor subjekter, der lider af forskellige former for fobier, langsomt og i trygge omgivelser eksponeres for deres fobi. Jeg har ikke direkte ’wienerbrødsfobi’, men alligevel bør jeg måske arbejde på at manipulere mine subjektive lugtassociationer. Et oplagt skridt i den retning kunne være, at tage op til min søster i Sverige og tilbringe timevis i hendes køkken. Insistere på, at vi bager søde remoncefyldte dejklatter, så jeg kan lade lugten sive ind i mine porer og lade være med at vaske mit hår i dagene efter, så lugten bliver blandet sammen med den glæde, jeg føler, når jeg er omkring min søster. Lade wienerbrødslugten være en nøgle ind til rum, der indeholder lykkelige minder. Ganske langsomt tvinge en ny og positiv mindevirkelighed ned over duften af remonce og kanel, at manipulere mine subjektive lugtassociationer.

Men måske er det slet ikke nødvendigt. Måske er erkendelsen af koblingen mellem lugten af wienerbrød og de skjulte rum i min underbevidsthed nok til at underkende tyngden af de sørgelige minder, og med tiden langsomt neutralisere eller udviske dem. Måske kan en accept af den manglende kontrol, jeg har over, hvornår et minde aktiveres af wienerbrødslugten, være med til at give en vis ro. For ligegyldigt hvor meget jeg stadig længes efter kontrol, kan jeg ikke have magten over, hvornår specifikke lugtmolekyler svæver rundt i luftrummet og som en snedig nøgle åbner døren til min hjernes skjulte rum.