Print artikel

Hellere bedøvet end bedrøvet

Kritik
30.11.18
Ottessa Moshfegh beskriver med utrolig præcision en følelsesmæssigt smadret kvinde, der forsøger at bekæmpe meningsløshed med resignation. Men der er ikke nogen stor sandhed inde i os selv, uanset hvor langt vi rejser ind.

Da Gustave Flaubert i midten af 1800-tallet satte sig for at skrive Madame Bovary, drømte han om at skrive en roman om »ingenting«. I stedet skrev han en roman om os alle sammen, og Flaubert er kendt for at sige om sin romans usympatiske hovedperson: »Madame Bovary, det er mig«. Den amerikanske forfatter Ottessa Moshfeghs anden roman My Year of Rest and Relaxation fremstår som et moderne og på mange måder mørkere forsøg på at skrive om ’ingenting’. Romanen udfolder et sanseligt voldsomt, følelsesmæssigt vakuum hos en ung kvinde, som både er overmenneskeligt usympatisk, men også smerteligt let at spejle sig i.

I My Year of Rest and Relaxation følger vi en 24-årig, navnløs kvinde. Om sommeren i år 2000 beslutter hun sig for at sove i et helt år, for når hun sover, føler hun ikke noget: »I went home and went to sleep. Outside of the occasional irritation, I had no nightmares, no passions, no desires, no great pains«. Her er den unge kvinde, som fortæller romanen: Hun er smuk, tynd og rig. Hendes afdøde forældre, som hun tilsyneladende havde et koldt og overfladisk forhold til, har efterladt hende en formue, og hun lever uden økonomiske vanskeligheder i en stor lejlighed i New York. Hun behøver ikke gå på arbejde. Der er faktisk ikke noget, hun som sådan behøver. Hun har for nylig opgivet et arbejde i et smart kunstgalleri og med det indtil videre den oplagte, men vagt definerede, kunstagtige karriere, hun troede, hun skulle have og let kunne få.

Romanen er én lang konstruktion af det intet, som opstår i fraværet af ethvert meningsfyldt fællesskab med andre mennesker.

Fortælleren er fra begyndelsen næsten helt alene. Udover egypterne i den lokale kiosk, hvor hun køber sin kaffe, har hun ét bekendtskab tilbage fra college; spaltende, bulimiske Reva, med hvem hun deler et svindende, sadomasochistisk venskab. Reva hader sig selv og tilbeder sin veninde, som til gengæld næsten ingen respekt har for hende: »Reva would show up at my apartment with a bottle of wine from time to time and insist on keeping me company. Her mother was dying of cancer. That, among many other things, made me not want to see her«. Alligevel er Reva der altid. Hun er åbenlyst irriterende selskab, også for romanens læser, men hun bliver hængende og finder sig i at blive sparket til som en hund. I en lang, pinefuld scene, hvor hovedpersonen skal besøge Revas families hus efter morens død, er den stærkeste følelse, romanens fortæller kan fremkalde, en voldsom afsky ved at skulle gå ind i almindelige, middelmenneskers hysterisk almindelige, smagløse hjem. Helvede her er ikke bare andre mennesker. Helvede er andre menneskers banale, almindelige liv, som man skal undgå at blive smittet af for enhver pris, mens man nede under sin oceaniske egoisme ville ønske, man kunne føle ægte empati: »Reva was harmless. She wasn’t a bad person. She’d done nothing to hurt me. I was the one sitting there full of disgust, wearing her dead mother’s shoes«.

For at bedøve sig nok til at sove i et helt år, skal man selvfølgelig bruge en masse sovemedicin, og til det formål har romanens fortæller den katastrofalt ukvalificerede psykiater Dr. Tuttle. Hun er en perfekt og virkelig sjov karakter, som i visse øjeblikke fremstår som en stikpille til lægevidenskabens status i det moderne samfund. Hun er intellektuelt underlegen i forhold til sin uempatiske patient, som derfor kan bruge hende, som hun har lyst til: »Dr. Tuttle knew nothing about my hibernation project. I wanted her to think I was a nervous wreck, but fully operative, so she’d prescribe whatever she thought might knock me out the hardest«. Dr. Tuttle er tydeligvis i lommen på medicinalindustrien, men ved ellers ikke meget andet om at være læge, end at man skal lyde skråsikker og sikre sig at dele diagnoser ud, når man også deler medicin ud. Resultatet er den ene vanvittige udveksling mellem læge og patient efter den anden, og efter en særligt meningsløs diagnose bemærker romanens fortæller da også: » Dr. Tuttle was obviously crazy«.

Efterhånden sover hovedpersonen virkelig hele tiden og venter på den genfødsel, der gerne skal indtræde: »This was how I knew the sleep was having an effect: I was growing less and less attached to life. If I kept going, I thought, I’d disappear completely, then reappear in some new form. This was my hope. This was the dream«. Fortælleren i My Year of Rest and Relaxation er næsten umulig at lære at kende uden at føle enten afsky, ligegyldighed eller begge dele. Hun er ikke bare kold og følelsesløs, hun er det med vilje. Men hun er også et menneske, ligesom det menneske, der læser romanen. Det er én spinkel forbindelse mellem dette menneske og alle andre. Og Moshfegh kan med utrolig præcision skrive øjeblikke inde fra sin fortællers krop, som minder os om dette: »I pulled a slice of pizza from the fridge and ate it cold, with my eyes closed, swaying under the fluorescent light streaming down from overhead and reflecting back up off the kitchen floor. I should have bought a sunlamp. The thought occured to me, then rang a bell that I’d left in a boring corner of my mind to remind myself to take my vitamins«.

Hele verden længes, men er alligevel fuld af mennesker, der bliver apatiske, resignerer eller bedøver sig.

Fortælleren i My Year of Rest and Relaxation promoverer ikke meningsløshed, men afslører en vis subjektiv meningsløshed, som måske bare er en del af det at leve. Her er der en person, der forsøger at sove sig til en ny identitet, hvilket på den ene side fremstår som en punktering af ideen om, at man skal rejse dybt ind i sig selv for at finde stor mening. Hvad sker der, hvis man fjerner alle sine ting, det man fylder sine dage med, de steder, man føler sig forbundet til, og de mennesker, man har brugt eller stadig bruger sin tid sammen med? Romanens svar er meget enkelt: Der er ikke noget. Der er ikke nogen stor sandhed eller et fundament inde i os selv, uanset hvor langt vi rejser ind. Og på den ene side er romanen én lang konstruktion af dette intet, som opstår i fraværet af ethvert meningsfyldt fællesskab med andre mennesker.

Moshfegh spænder et meget menneskeligt paradoks ud i imellem to sider af den ellers karikerede hovedkarakters indre liv: På den ene side er hun følelsesmæssigt smadret og decideret ond og kold udadtil. Hun mishandler systematisk det eneste menneske, der elsker hende. Hun køber en masse ting og ser en masse film, men er ellers overbevist om, at hun ikke virkelig føler noget, selvom det er tydeligt for læseren, at det ikke er helt sådan, det forholder sig. Distancen til hendes følelser er derimod noget, hun i høj grad selv fastholder i den historie, hun fortæller sig selv: »I should have felt something – a pang of sadness, a twitch of nostalgia. I did feel a peculiar sensation, like oceanic despair that – if I were in a movie – would be depicted superficially as me shaking my head slowly and shedding a tear. Zoom in on my sad, pretty, orphan face«.

På den anden side er hele romanen bundet sammen af den uundgåelige fornemmelse af længsel, der hører til at være et menneske. Alle vil gerne elske og blive elsket, men ikke alle kan. Eller rettere sagt: At holde sine følelser tæt ved overfladen, så man kan lære af dem, interagere med dem og lade dem udvikle sig, er et stykke arbejde, man skal gøre som menneske. Det kommer ikke af sig selv, og det kræver både ofre og stort mod. Og det kræver en kollektiv følelsesmæssig opdragelse, som ikke alene kan udgøres af hverken computere, romaner, ironisk distance eller dyre ting. Sådan kan romanen måske læses som en karakteristik af en slags nutidig intimitetskrise. Hele verden længes, men er alligevel fuld af mennesker, der bliver apatiske, resignerer eller bedøver sig. Og så fremstår det næsten som en radikal handling at insistere på hver dag at stå ansigt til ansigt med al den smerte, der følger med intimitet og følelsesmæssig kompleksitet.

I baggrunden af romanen lurer komplekse lag af en konkret, kollektiv virkelighed. Kun læseren kender for eksempel betydningen af romanens tid og geografi, der betyder, at angrebet på World Trade Center venter forude. Og denne baggrund samler til sidst hele romanen i én stemme, der hvisker, at det ikke er op til ét menneske at berøve livet for mening, så længe det ikke virkelig er alene i verden. Og det bliver det aldrig.