Print artikel

I poesien er der ikke noget at plyndre

Profil
08.11.18
Digter Ocean Vuong har på kort tid fået et stort publikum i USA, og næste år udkommer hans første roman. ATLAS har mødt ham midt imellem det prekære og det etablerede i hans hjem i Massachusetts.

»Når jeg læser prosa, føles det som en flod, jeg bare kan lade mig følge af. Men når jeg læser poesi, er jeg nødt til at deltage, og jeg er nødt til at lade mig konfrontere. Og jeg synes, det føles meget tro over for, hvordan det føles at være menneske.« Ocean Vuong sidder på en lille puf i sin dagligstue i Florence, Massachusetts og drikker grøn te. Hans ben er lagt over kors, hans hænder er foldet i skødet, og hans stemme er blid og en smule syngende, uanset hvad han taler om. Hans første digtsamling Night Sky With Exit Wounds udkom i 2016 og vandt T.S. Eliot-prisen i 2018. Hans første roman, On Earth We’re Briefly Georgeous, udkommer på Penguin Press i juni 2019, men skal blandt andet også udgives i Storbritannien, Tyskland, Italien, Frankrig og Danmark. Midt i succesen sidder Ocean Vuong lige her og balancerer ydmyghed og grandiositet, som om han har gjort det i tusind og ikke 30 år: »Jeg læser ret meget ældgammel kinesisk filosofi, især Lao-Tzu. På et tidspunkt blev han spurgt af en af sine studerende: Hvad er kunstnerens rolle i dag? Det spurgte de også om for tusind år siden, hvilket jeg synes er opmuntrende. Lao-Tzu sagde, at kunstnerens rolle er at gå til kanten af samfundet og menneskeheden, til klippeskrænten. Stirre ud i den afgrund, det ukendte, og se hvor vi er på vej hen. Og så vende tilbage og anbefale et bedre hierarki.«

ATLAS er taget ud for at møde Vuong i hans lille hus for enden af en stille, almindelig villavej, der munder ud i en eng og en fugtig skov. Her bor han med sin partner, fotograf og advokat Peter Bienkowski og deres hund Tofu. Der står to biler i indkørslen og et fad med ovnbagte græskar på køkkenbordet. Og på den anden side af Connecticut-floden, omtrent 25 minutter derfra, underviser Vuong på University of Massachussetts Amherst. Men Ocean Vuong har ikke længe kendt til tryghed i disse mål. Han blev født i 1988 på en risfarm uden for Saigon og kom til Connecticut som 2-årig med sine forældre og fire andre familiemedlemmer. Faderen blev sendt i fængsel for at slå moderen kort efter ankomsten til Amerika, forældrene blev skilt, og således blev Ocean Vuong hovedsageligt opfostret af kvinder, et forhold han ofte skriver om i sine digte: »From men, I learned to praise the thickness of walls./From women,/I learned to praise« (To My Father/To My Future Son). Moderen som familiens overhoved og den, der giver livet til sit barn, er en tilbagevendende, men ikke ukompliceret figur hos Vuong: »Don’t you know? A mother’s love/neglects pride/the way fire/neglects the cries/of what it burns« (Headfirst). Arv er en af Vuongs »obsessions«, som han selv siger. Og hos Vuong er arv på én gang et svimlende kompleks af omstændigheder, han forsøger at tæmme, men også noget dyrebart, han ønsker at bevare.

Man har god grund til at frygte kærligheden, men må også forsøge at overgive sig til den

Efter ankomsten til USA begyndte Vuongs mor at arbejde i en neglesalon, mens hun forsøgte at forsørge sin søn og lære det nye sprog. Og på sin egen måde forsøgte hun måske at overskrive den gamle historie med en ny. For eksempel gav hun sin søn et nyt navn. En sommerdag i neglesalonen fortalte en kunde, at hun gerne ville til stranden. Hun blev ved med at sige: »I want to go to the bitch«. Kunden foreslog at bruge ordet ’Ocean’ i stedet. Da hun lærte, at ocean ikke er en strand, men en masse af vand, der forbinder mange lande, blandt andet Vietnam og USA, gav hun sin søn et nyt navn. I beretningen A Letter To My Mother That She Will Never Read, der blev publiceret i magasinet The New Yorker i maj 2017, minder Vuong sin mor om en gang, han som lille barn forskrækkede hende, klædt ud som amerikansk soldat, og hvordan moderen skreg og begyndte at hulke, mens hun greb sig til brystet: »I stood, confused, my toy Army helmet tilted on my head. I was an American boy parroting what I saw on TV. I didn’t know that the war was still inside you, that there was a war to begin with, that once it enters you it never leaves—but merely echoes, a sound forming the face of your own son. Boom.«

Fortiden er både et andet sted og lige her, og man bliver ikke til et andet menneske, bare fordi man flytter sig. Vuong synes at tro på, at det vigtigste er at holde sine øjne åbne, også for de grimmeste ting: »The first time you hit me, I must have been four. A hand, a flash, a reckoning. My mouth a blaze of touch«. Vuongs projekt som menneske og som forfatter kan måske rummes i dette forhold: At selvom man føler smerte over og vrede mod en voldelig forælder, behøver den vrede ikke at udelukke alle andre følelser, såsom ømhed og nysgerrighed. I stedet for at forsøge at flytte smerten ud af vores kroppe, skal vi måske bare anerkende, at den er der.

Vuong begyndte at se konturerne af sådan en anerkendelse, og hvilken magt den har, da han var barn og havde svært ved at lære det nye sprog, men især svært ved at læse. Da virkede digtene som en slags støttehjul: »Støttehjul, som forvandlede sig til alting, til hele verden. Poesi virkede som en meget ærlig gengivelse af, hvordan jeg havde det som flygtning, som queer og som fattig. Den totale stilhed. En linje begynder, og så er der den konfrontation med ”hvad så nu?”«. Den konfrontation er for Vuong en essentiel del af det at være menneske: »Jeg mener, jeg er okay nu. Jeg har et job, og jeg kan forsørge min familie, så alt er ikke lige så prekært, som det var før. Men at være til i denne verden føles stadig meget som at være i stykker. Jeg føler mig stadig meget desperat. Jeg føler en stor usikkerhed. Mine studerende er skrækslagne for fremtiden. Og poesi er bygget på denne fornemmelse. At stille spørgsmålstegn ved sin fremtid efter hver sjette eller syvende ord, det lyder vanvittigt, men det er det, verden kræver af os. Det er det, vi burde gøre«.

At vågne op hver dag og beslutte sig for at være forfatter er en grandios handling i forhold til den verden, vi lever i lige nu

Vuong understreger det forhold, at det kun var et tilfælde, at poesien var der, han begyndte. Ligesom med alle andre børn i det amerikanske skolesystem, forsøgte man først og fremmest at lære ham at læse tekst som en jæger, der er på jagt efter den vigtigste pointe. »Og jeg synes da også, at når man læser en artikel eller en fagbog, at det er en brugbar teknik. Men det er bare én måde at læse en tekst på. Vi lærer ikke børn at læse litteratur.« Selvom poesi ofte opfattes som noget, der er mindre tilgængeligt end prosa, føltes digtene lettere at læse for Vuong, da han var et barn med læsevanskeligheder. Dermed mener Vuong, at poesien ved en fejl har fået en slags elitær status:

»Det er klart, at når skolebørn så ser et digt og bruger den teknik, de har lært, så bliver de skuffede. De har lært altid at forlade en tekst med noget i hænderne, men de må forlade digtet med tomme hænder. Og så anklager de poesi for at være elitært og obskurt, og den frustration havde jeg da også. Men jeg siger altid til mine studerende, at de skal behandle poesi som orkestermusik. Man skal bare gå derind. Det er en atmosfære. Der er ikke noget at plyndre. Der er ikke noget at få.« Den rigiditet, skolesystemet lærer vores børn at læse på, har ikke bare den konsekvens, at poesien har et mindre publikum end prosaen. For Vuong er der tale om en udbredt misforståelse om kunst og kultur i hele den vestlige verden: »Jeg tror, vi ofte forveksler det universelle med det simple. At kun igennem simplicitet og elementære strukturer, kan noget egne sig til at blive vist til masserne. Måske er det derfor, så meget mainstream kunst er så dårlig. Jeg føler, jeg har set den samme Hollywood-film hundredevis af gange.« Vuong holder hånden foran munden og griner højt, men ser hurtigt alvorlig ud igen. »Jeg tror, det kommer fra den patriarkalske kultur, vi lever i. Som om, der altid er en stemme, der siger: ”Jeg skal nok gøre det for dig. Du ved ikke, hvad du vil have”. Men i USA er der i øjeblikket en hel anti-intellektuel bevægelse, som har ledt til denne her præsident. Der er en stor mistænksomhed over for litteraturen og kunsten i det hele taget. Så at vågne op hver dag og beslutte sig for at være forfatter er en grandios handling i forhold til den verden, vi lever i lige nu. Og sådan skal det også behandles«.

At læse Vuongs poesi er som at filtrere et øjeblik igennem alle de modsætninger, han selv besidder. Som at se på verden med hans klarsyn. I kærlighedsdigtet Into the Breach fletter to antagonistiske sider af et kærlighedsforhold sig ind i hinanden, og linjebrudene mimer både kærlighedens voldelige side og fornemmelsen af, at den man elsker altid er ved at glide bort: »It’s simple: I just don’t know/how to love a man/gently. Tenderness/a thing to be beaten/into. Fireflies strung/through sapphired air./You’re so quiet you’re almost/tomorrow.« Og selvom Vuong snart udkommer som romanforfatter, opfatter han det næsten som en naturlov, at man bør begynde med poesien, før man bevæger sig hen til prosaen: »Jeg siger til alle, der gerne vil skrive, at de skal skrive digte først. Det er en måde at vise respekt for sin arv på, og en måde at lære sætningen at kende på«. Poesien er for Vuong et lille sted med stor frihed: »Man siger til sig selv: Nå, der er ikke nogen, der kommer til at høre mig alligevel. Så man råber bare ud i afgrunden. Det er katarsisk og meget befriende«. Og måske er det derfor, det også føles befriende at læse Vuongs poesi: Fordi det føles sandt, at livet virkelig både er blødt og brutalt, at man aldrig kan, men heller ikke skal blive færdig med at bearbejde fortiden, og at man har god grund til at frygte kærligheden, men også må forsøge at overgive sig til den.