Print artikel

Du kan ikke fortælle din historie til alle

Kritik
20.10.18
Rachel Cusk har skrevet en trilogi, hvor hovedpersonen Faye næsten ikke er med. Gennem Fayes møder med andres historier følger vi hende i det daglige liv og langsomt danner der sig et omrids af en person.

Vi sidder, med jeg-personen Faye, ved siden af en fremmed mand i et fly. Han er træt og er hele tiden ved at falde i søvn i sædet. Samtidig kommer han til at sprede sine ben ud i midtergangen, fordi han er for høj. Faye observerer dette og stewardessens irriterede irettesættelser, hver gang hun skal forbi manden. Så begynder de så småt at tale sammen. Og så begynder han, ikke uventet, at bekende sin historie til hende.

Sådan starter Kudos, den sidste roman i Rachel Cusks Outline-triologi, hvor vi følger Faye, som også er forfatter, gennem hendes hverdag. Som i åbningsscenen med manden i flyet, er Faye faktisk aldrig i hovedsædet. Det er de andres stemmer og historier man hører, hvadenten det er den tilfældige mand eller en god veninde. Det er denne radikale passivitet, der har fået anmeldere til at proklamere, at Cusk har opfundet en ny slags roman, hvor jeg-personens fortællerstemme er forsøgt fjernet fra ligningen. Flere gange sker det, at en person oversvømmer Faye med sit livs historie og så spørger hende: Hvad så med dig? Men før Faye kan svare, har Cusk sluttet kapitlet og når man vender siden, er vi transporteret videre ind i en andens historie igen.

Rachel Cusk debuterede som forfatter allerede i 1993 med Saving Agnes, som hun også vandt Whitbread First Novel Award for. Hun har senere vundet og været nomineret til en række priser, og var på ”den lange liste” til Man Booker-prisen i 2005. Ingen af hendes bøger er foreløbig oversat til dansk.

I alt har hun udgivet ti romaner og tre bøger, hun selv klassificerede som ”memoirer”, der omhandlede erfaringen af at blive mor, giftemål og skilsmisse. Med sine memoirer kom Cusk i autofiktionens krise og fik juridiske problemer med sin forhenværende ægtemand og med nogle anmeldere, der mente bøgerne var selvoptagede, arrogante og klagende.

Da Outline starter, som er den første bog i trilogien med samme navn, ligger der et nyligt samlivsbrud og lurer i baggrunden, og Faye er nødt til at finde sig selv igen. Og måske er det også bruddet med Cusks tidligere litterære selv, vi fornemmer et smertefuldt brud med. I et portræt i The New Yorker fra 2017 fortalte Cusk, hvordan hun ikke kunne skrive noget efter sine memoirer og kom tilbage til litteraturen som en anden forfatter, og måske også en anden person. »Jeg har mistet al interesse i at have et selv,« sagde hun. »At være en person har altid betydet at blive klandret for det.«

Cusks fravalg af at lade sig selv eller jeg-personen tale og hellere fortælle andres historier, har også fået folk til at trække paralleller til Svetlana Aleksijevitjs fortællerstil, der har arbejdet med en litteratur, der gør brug af vidnesbyrd og mundtlig historiefortælling. I modsætning til Aleksijevitj, der placerer sine bøger i det tunge politiske landskab omkring Sovjetunionen, er Cusks politisering én, der udspiller sig i relationerne og kommunikationen mellem mennesker.

Øjeblikkene er ikke af aha-slagsen, for de knytter sig ikke til åbenbaringer betragteren får om sig selv, men små observationer om de andre, Faye møder på sin vej, hvor hendes liv står uudforsket i baggrunden.

Som læser kan man blive slået af følelsen af at være glad for at sidde trygt på den anden side af bogen

Måske lyder det lidt kedeligt, men det ville det kun have været, hvis man ikke fulgtes med Cusks skarpe blik og præcise prosa. Som når hun møder sin veninde:

»Amanda had a youthful appearance on which the patina of age was clumsily applied, as if, rather than growing older, she had merely been carelessly handled, like a crumpled photograph of a child.«

Amanda fortæller Faye en nok så ulykkelig historie, om en mand hun skulle være taget på ferie med, der endte med at stikke af fra hende i påskud om at lede efter sit pas. Faye fortæller ikke noget. Da de skilles bemærker Faye, at Amanda sender hende flygtige blikke: »It was as if she was trying to intercept my vision of her before I could read anything into what I saw.«

På en måde hviler Cusks fortællinger på en enorm interesse i menneskers finurligheder, karakterer og handlinger. Men alligevel virker det ikke til, at hun kan lide dem særlig godt, for de kommer sjældent godt ud af et møde med Faye. Faye bemærker for eksempel om en kollega, at han altid vælger at gå på indersiden, når de går langs en trafikeret vej; Kvinderne hun møder er ofte forfængelige og stort set alle er narcissistiske og hensynsløse. Med en tilsyneladende stor psykologisk indsigt i det menneskelige sind, er nogle af bemærkningerne så rammende og afdæmpet nedladende, at man som læser kan blive slået af følelsen af at være glad for at sidde trygt på den anden side af bogen, skjult fra Fayes eller Cusks analyserende blik. Og så forstår man måske godt veninden Amandas flygtige blikke.

Der opstår en slags gemmeleg, hvor man som læser prøver at læse mellem linjerne eller opfange små hints om Faye i hendes tanker om andre. I Transit, den anden bog i trilogien, møder hun en mand og i en bisætning i Kudos finder man ud af, at hun er blevet gift. Mere er der ikke om det.

Man kan også lidt få fornemmelsen af, at Cusk holder en for nar. For er det egentlig rigtigt at Faye slet ikke taler? Til trods for at vi møder en masse forskellige mennesker der taler, er den narrative tone ret ens. Nogle gange klinger Fayes møder også nærmest falskt. Som en journalist, der skal interviewe Faye (men som selvfølgelig ender med kun at tale selv) siger, er det jo egentlig ret utroligt, at hun kan stille et enkelt spørgsmål til nogen og så begynder de bare at fortælle deres inderste hemmeligheder med overraskende refleksion. Eller når Faye taler med sin teenagesøn i telefonen, og det mest af alt lyder som en slags tosidig monolog i Fayes hoved, end en ung dreng og hans mor.

Cusk skriver, at ordet ”kudos” ikke kun antyder hæder og ære, men også noget der »might be falsly claimed by someone else.« Er det hendes historier, der er lagt i munden på andre, eller er det hende, som har taget andres historier til sit eget formål? Eller måske er vi altid selv med, når vi forsøger at beskrive andre eller genfortælle deres liv. Da en lidt anmassende studerende kommer hjem til Fayes ikke-endnu-færdigrenoverede hjem (i et glitrende antræk, der står i skarp kontrast til den støvede stue), tænker Faye: »I recalled her remark about the draining nature of students and thought how often people betrayed themselves by what they notice in others.«

I Fayes telefonsamtale med sin søn, fortæller han, at han er meget ensom. Folk lytter ikke til ham, de relaterer ikke det de siger til ham. Der er både et opgør med ensomheden og med bekendelseskulturen, som Cusk i hvert fald var en del af med sine memoirer. »You can’t tell you story to everyone,« svarer Faye. »Maybe you can only tell it to one person.«