Print artikel

Alting er nyt og alligevel det samme som før

Foto: Jonny Davies
Kritik
01.06.18
Sally Rooney og Isabelle Ståhl viser på hver deres overbevisende måde, at udfordringerne ved at blive voksen og mærke livets trængsler ikke har ændret sig det store. Men litteraturen, der kommer ud af det, kan stadig være fremragende.

Irske Sally Rooneys Samtaler med venner og svenske Isabelle Ståhls Lige nu er jeg her, der netop er udkommet med få ugers mellemrum i dansk oversættelse, tager livtag med ungt, vestligt kvindeliv netop nu. Det er bøger om at være fremmedgjort og alligevel følsom. Om depression og sex. Om at leve et liv, hvor alting hele tiden føles en smule forkert, og uanset hvor meget man tænker og justerer, bliver tingene ved med at føles forkerte, som om man går rundt med en skygge, der fylder for meget og ikke ligner den person, man føler, man burde være.

Rooneys roman er en ret klassisk fortælling om den universitetsstuderende Frances, der forelsker sig i en gift mand, og ja, det lyder, som om den fortælling indeholder så mange klichéfaldgruber, at det bliver umuligt at styre uden om dem. Alligevel formår Rooney at tegne et originalt portræt af sine personer gennem tonsvis af reflekterende samtaler, der altid bliver ramt på kornet. Ja, tænker man under læsningen, sådan taler folk virkelig sammen.

Frances og ekskæresten (og nuværende bedste veninde) Bobbi går til litterære oplæsningsarrangementer, hvor de fremfører de digte, Frances skriver. En dag møder de den ældre forfatter Melissa, der bliver fascineret af de to selvbevidste unge kvinder. Hun vil lave en portrætartikel af dem til et magasin, hun inviterer dem hjem i sit hus, hvor hun bor sammen med den smukke skuespillermand Nick, der opstår noget mellem Nick og Frances, og det går slag i slag. Der bliver ikke lagt skjul på, hvor vi skal hen, og det gør heller ikke noget, det er ikke plottet, der driver romanen, men karaktererne. Rooney skriver let og fængende, ikke nogen nykker, bare klare sætninger, der stille og roligt føjer lag til Frances-karakteren og gør hende levende og troværdig. Man er Frances under læsningen. Det er selvfølgelig cheesy, når Frances og Nick fører lange stormfulde samtaler, men Rooneys sproglige præcision gør, at det aldrig bliver klichéfyldt, aldrig Fifty Shades of Grey-agtigt. Som her, hvor Frances og Nick skændes over ikke rigtig noget faktisk:

»Hvad laver du? sagde han. Jeg tror, det er bedst, jeg går. Han sagde okay. Jeg tog min cardigan på og rejste mig op. Jeg vidste, at jeg lige om lidt ville fortælle ham det mest desperate, jeg overhovedet kunne fortælle ham, som om jeg, selv når jeg følte mig allermest uværdig, længtes efter noget endnu værre. Problemet er ikke, at du er gift, sagde jeg. Problemet er, at jeg elsker dig, og du tilsyneladende ikke elsker mig. Han trak vejret dybt og sagde: Du er ufattelig dramatisk, Frances.«

Det er højdramatisk og meget ungt, men også komisk. Det patosfyldte bliver punkteret, præcis som i virkeligheden, hvor man jo ikke kan sige så følelsesbrusende sætninger og fastholde sit bedrøvede ansigtsudtryk uden at flække i latter. Man kan ikke helt tage det seriøst, men man føler alligevel de her store og meget start-tyver-agtige følelser, og så veksler samtalerne, man har, mellem de store følelser og de små jokes, og dét rammer Rooney perfekt. Man kan indvende, at Nick næsten er for sympatisk fremstillet, og Frances næsten for selvhadende, de kløjes konstant i deres gensidige forsøg på at vise hensyn, de er for flinke og sårer kun hinanden, fordi de begge er usikre. Men det virker omvendt også ret realistisk, for ér det ikke sådan: folk, der opfører sig forkert, har sjældent lyst til det, inderst inde, der er grunde, som man ikke altid har adgang til som udefrakommende. Senere siger Nick (spoiler!), at han elsker Frances, selvfølgelig gør han det, og alt er vidunderligt. Og sådan er det i Samtaler med venner, det svinger op og ned, men det fungerer, for hovedpersonen er 21 år, og når man er det, svinger alting hele tiden op og ned, stabilitet er et fjernt utopia.

uanset hvor meget man tænker og justerer, bliver tingene ved med at føles forkerte

Mens Rooneys bog er spækket med refleksioner, hjerteudkrængende samtaler og lange kæder af tanker, er Isabelle Ståhls Lige nu er jeg her fuld af hårde, impressionistiske sætninger. Et flimmer af registreringer og spring og skift. Fortælleren Elisa er 28 og bor i Stockholm, følger et fag i kunsthistorie og tager stoffer, går i seng med ucharmerende mænd og kan ikke finde hoved og hale i tilværelsen. Hun er fremmedgjort på et patologisk niveau, intet rører hende, og alligevel lader hun sig påvirke alt for voldsomt af ubetydeligheder og får angst. Hun er depressiv, men nægter at gå i terapi. Hun siger flere steder, at livet føles så langt, så langt, det bliver bare ved og ved. Som en kvindelig, svensk udgave af en klassisk Michel Houllebecq-karakter. Selv da Elise bliver forelsket i Victor, kan hun ikke lade være med at se alting udefra, som en fremmed:

»Køen til Under Bron snor sig flere hundrede meter langs med Eriksdalsbadet. Victor står lige bag mig og snakker med Simon og Johan om Lacan. Ild og lynende lys kaster et skarpt skær på hans ansigt. Jeg ville ønske, jeg havde drukket mere inden. I tasken har jeg en Stilnoct. Sammen med alkohol skaber den tit en tilstand af forvirring og blind velvilje. ”Hvad skal du så lave den her sommer, Elise?” spørger Victor. Mit navn lyder så smukt, når han bruger det, og han lyder interesseret, da jeg fortæller. Det er sikkert bare hans tillærte høflighed, men jeg reagerer med oprigtig glæde, slapper af, smiler, en strøm af oxytocin løber ud i pandelapperne og får mig til at føle tillid.«

Den oprigtige glæde bliver lynhurtigt analyseret og brudt ned til kemiske processer, Victors spørgsmål bliver reduceret til at være et udtryk for hans tillærte høflighed. Elise kan ikke give sig hen, kan ikke tro på noget for alvor. Depressionstilstanden gør det umuligt for hende at føle nærhed til andre mennesker, og det forhold, hun indleder til Victor, lider under det.

Elise føler aldrig det rigtige, hun ved ikke, hvorfor hun føler, som hun gør, hun ved ikke engang, hvad hun egentlig føler. Måske føler hun ikke noget.

Det er tankevækkende, hvor ens de to romaner er på indholdssiden: ung, dårligt fungerende kærlighed mellem psykisk udfordrede mennesker. Men hvor Rooneys fortæller Frances reflekterer og analyserer i formfuldendte, yndefulde sætninger, der altid fremstår helstøbte og solidt gennemarbejdede, er Ståhls Elisa hakkende, destruktiv og uden evne til at finde mening i noget som helst. De to bøger adskiller sig derfor fra hinanden i kraft af to meget forskellige fortællerstemmer. Hos Rooney giver tingene altid på en eller anden måde mening, Frances, og dermed læseren, forstår, hvorfor noget er, som det er. Hos Ståhl er alting revet midt over, Elise føler aldrig det rigtige, hun ved ikke, hvorfor hun føler, som hun gør, hun ved ikke engang, hvad hun egentlig føler. Måske føler hun ikke noget.

Under læsningen af begge romaner kom jeg til at tænke på en anden sublim skildring af de tidlige voksenårs kvababbelser, Johannes V. Jensens debut Danskere fra 1896. Buris Holm er en ung mand, der studerer i storbyen, taler med sine venner, opdager eksistensens gabende afgrund foran sig, bliver skræmt og led ved voksenlivet, har en halvsløv kærlighedsaffære, han hverken rigtig har lyst til eller ikke lyst til. Hvis der havde været Tinder i 1896, havde han uden tvivl brugt den app på samme ligegyldige, distancerede måde som Elise og Frances gør. Jensen strøg senere Danskere fra sin værkliste, han ville væk fra den såkaldte refleksionssyge og krisestemning, som hans tidlige arbejder var gennemsyret af. Med Samtaler med venner og Lige nu er jeg her er refleksionssygen og krisestemningen vendt godt og grundigt tilbage. I 1896 forandrede verden sig ekstremt hurtigt, det moderne tog fart, værdierne var i opbrud, og det satte spor i litteraturen. Det samme sker nu, et århundrede senere. Udfordringerne ved at blive voksen og mærke livets trængsler har ikke ændret sig det store, men litteraturen, der kommer ud af det, kan stadig være fremragende. Det viser Sally Rooney og Isabelle Ståhl på hver deres overbevisende måde.