Print artikel

Den ublu Ubu

Dora Maars Père Ubu fra 1936.
Feature
27.03.19
Figuren Père Ubu er meningsløshedens, selvoptagethedens og brutalitetens konge. Han blev født i et absurd teaterstykke, der kun blev opført én enkelt gang i 1896 i Paris. Siden spøgte han videre i kulturhistorien, og han er her skam endnu.

»Toy city streets crawling through my sights/Sprouting clumps of mushrooms like a world surreal.«

I 1975 debuterede et amerikansk rockband fra Cleveland, Ohio, med det støjende, skæve nummer 30 Seconds Over Tokyo, der var en slags post-punk (tilsat performancekunst) allerede inden, punk var skudt i gang.

Bandet hed Pere Ubu. De var maniske og vilde på scenen og spillede efter eget udsagn avantgarage (lige dele inspireret af avantgarde musik og rå, bluesy garage-rock), hyldede det absurde og havde en politisk brod, selvom de ikke selv kalder sig et politisk band (de eksisterer endnu). Og så var de altså opkaldt efter en diabolsk karakter fra et fransk teaterstykke fra 1896.

»Det har givetvis været en inside joke for et band, der definerende sin stil som avantgarde-garage. Gruppens forsanger og eneste gennemgående medlem, David Thomas, er en, for en rockmusiker, usædvanlig belæst herre, som i sine kontrære og svært dechifrerbare tekster bl.a. kredser om det groteske og det absurde, på samme måde som gruppens uskønne musik er fuld af faldgruber og modhager, såkaldt uneasy listening,« siger forfatter, journalist og rockkender, Klaus Lynggaard.

Klaus Lyngaard har længe været optaget af den franske forfatter Alfred Jarry. Udover Ubu-figuren, står Jarry bag den såkaldte ‘patafysik’, undersøgelsen af imaginære fænomener, der for Klaus Lyngaard gav »mindst lige så meget mening som mere anerkendte akademiske discipliner, hvis man som undertegnede dengang opfattede tilværelsen som grundlæggende meningsløs, livet absurd og fuld af lidelse. Og egentlig vel opfattede Ubu Roi som en form for realisme, hvad angår magtens mennesker,« siger han. »Er Trump ikke også en Ubu Roi?«

I de sidste årtier i 1800-tallet, fin de sèicle, var Paris en trykkoger for kunst og nye tanker. Arthur Rimbaud havde i 1870'erne skrevet verdenslitteratur. Eiffeltårnet blev bygget i 1887-1889. Moulin Rouge åbnede i 1889. Odilon Redon malede drømmemalerier i 1890’erne

Kong Ubu har længe haft en særstilling og genrekrydsende betydning i kunsthistorien. Figuren har rejst flere gange fra teatert over malerkunsten og litteraturen til musikken og tilbage igen. Men længe før alt det, dukkede Ubu op for første gang den 10. december i Paris i 1896, hvor Alfred Jarrys teaterstykke Roi Ubu havde urpremiere. Stykket blev lukket ned samme aften.

Det ubuesque fødes i Paris
Inspireret af Jarrys diktatoriske skolelærer er stykket en parodi skåret efter Shakespeares Macbeth. Roi Ubu starter med, at den barnligt selvoptagede og diktatoriske hovedperson Père Ubus udbryder »lort!«, og der går ikke længe, før han har dræbt kongen af ​​Polen. Stykket udvikler sig hurtigt fra det indledende kaos til decideret meningsløshed og vulgariteter i Ubus infantile jagt på at få alle små lyster og behov tilfredsstillet.

Skuespillerne bar masker, historien var mærkelig og publikum blev mere og mere utilfredse. Urpremieren endte med deciderede optøjer. Stykket var dog sært pirrede for nogle ganske få. Poeten W. B. Yeats skal have været blandt publikum og efterfølgende talt positivt om forestillingen.

Roi Ubu er senere blevet læst som et profetisk billede på den moderne mand – grådig, uærlig, uden selvindsigt, barnligt selvoptaget, vulgær, ond og grim, hvilket tilsyneladende ikke har nogen konsekvenser i Ubus surreelle verden. Han tromler råt og konsekvensløst hen over alt og alle, for ingen pris er for lille for at få tilfredsstillet sig selv. Adjektivet ubuesque bruges i dag i Frankrig som betegnelse for det hæmningsløst selvoptagede.

Med stykket blev Père Ubu en visuel fremstilling af det moderne, og der blev lagt spor ud til den kommende dadaisme og surrealisme og måske oven i købet spået om 1900-tallets grufulde, fascistoide og totalitære tider. Men tilbage i 1896 blev stykket efter denne ene opførelse forbudt i Frankrig, og Jarry måtte ty til dukketeater. Han havde dog sat ild til noget, der kun ville vokse med historiens gang.

Stykket udvikler sig hurtigt fra det indledende kaos til decideret meningsløshed og vulgariteter i Ubus infantile jagt på at få alle små lyster og behov tilfredsstillet

I kølvandet på Ubu

I de sidste årtier i 1800-tallet, fin de sèicle, var Paris en trykkoger for kunst og nye tanker. Arthur Rimbaud havde i 1870'erne skrevet verdenslitteratur. Eiffeltårnet blev bygget i 1887-1889. Moulin Rouge åbnede i 1889. Odilon Redon malede drømmemalerier i 1890’erne.

»Paris var stedet for kunsten dengang. Verdensudstillingerne i 1899 og 1900 var helt centrale for hele verden. De hyldede det teknologiske fremskridt og fremtiden i det hele taget. Flere millioner mennesker så dem, og effekten ud i tænkning, litteratur og kunst kan ikke underdrives,« siger mag. art. og ph.d. i kunsthistorie, Charlotte Præstegaard.

Årene op til århundredeskiftet havde været præget af oprør mod det kendte, dog uden samme skarpe brod som Roi Ubu. Et oprør, der kun tog fart i begyndelsen af det nye århundrede.

»Matisse malede i kontrastfarver med kraftige linier og sorte konturstreger i begyndelsen af 1900-tallet. Hans stil blev faldt 'fauvisme' — vilddyr — hvilket var ment som en fornærmelse. Det var langt fra impressionismen eller den brune palet, man ellers kendte fra det franske maleri. Nøjagtighed er ikke nødvendigvis sandhed, vel? spurgte han. Picasso kom til Paris. Han begyndte sammen med Georges Braque omkring 1907 at udvikle kubismen. De opgav centralperspektivet i billedfladen og foldede motivet ud på fladen i et fragmenteret billede, der viser flere sider af objekterne på billedfladen. Senere laver de collager ved at inddrage sprog og andre materialer i værkerne,« siger Charlotte Præstegaard.

»Dét var i den grad noget helt, helt andet end det kendte naturalistiske. Det var en anden måde at forstå virkeligheden på. En måde, sagde de, der er lige så virkelig som de naturalistiske skildringer af virkeligheden.«

For at finde Père Ubus mere direkte arvtagere, skal vi dog bevæge os ud af Paris.

»Både den tyske ekspressionisme med Blaue Reiter og Brücke og også østrigerne Oskar Kokoschska og Egon Schiele var skarpere i deres protest imod de herskende tendenser i kunsten i deres opgør mod autoritetstroheden i samfundet. De var nok mere lige over fra Père Ubu end nogen andre. Omkring 1915 kom så Duchamp og dadaismen, der med Raul Hausmanns ord »rev hovedet af borgerskabets løgnagtighed« i det totale opgør med det forløjede og kalkulerede. Måske er det faktisk først hér, midt i Første Verdenskrig, at protesterne får helt samme bid, som Père Ubu havde allerede i 1896,« siger Charlotte Præstegaard.

Central rolle i kulturhistorien

Stykket om den selvoptagede og brutale gnom er siden blevet sat op utallige gange. Allerede i 1928 blev det sat op på tjekkisk, men blev dog gjort forbudt i Tjekkoslovakiet efter Sovjetunionens invasion i 1968. Senere blev det adapteret og sat op i 60’erne på serbisk og polsk og på engelsk i 1977 i New York og 1998 i Sydafrika. I Polen blev det også til en filmatisering i 2003. Senest er Roi Ubu igen blevet vist i Puerto Rico i 2011, i Australien i 2013 og i Texas i 2016 i forbindelse med præsidentvalget.

Vor tids Ubu'er er synlige for alle

Kong Ubu er dog et rejsende, kulturelt fænomen, der har overskredet de skrå brædder. Andre Gide hyldede allerede i 1925 Jarrys teaterstykke i bogen Falskmønterne, hvor stykket beskrives som »det mest interessante, der er blevet sat op meget længe.«

I musikken dukker Ubu op ikke kun hos Père Ubu, men også hos sangskriveren Brendan Perry i sangen The Bogus Man fra 2011, mens Robert Wyatt og The Soft Machine gentagne gange laver referencer til patafysik. Paul McCartney var i sin tid åbenbart også omkring Jarry og refererer ligeledes til patafysik i sangen Maxwell's Silver Hammer fra Abbey Road.

Billedkunstnerne har på samme måde igennem tiden været optaget af Ubu. Dora Maar, den franske, surrealistiske kunstner, navngav i 1936 et værk Père Ubu. Maars Père Ubu er et provokerende close up-fotografi af et meget ungt bæltedyr, der kun for en kort stund er næsten sødt at beskue. Holdningen, det halvlukkede lille øje og især forbenenes stilling, trækker nemlig hurtigt associationer hen imod en skrutrygget og grådig mandsling i en kappe. Ubus pæreform går igen i bæltedyrets pansrede ryg og høje pande. Ved den blotte navngivelse af værket og de mange medfølgende associationer, fremviser Maar det uhæmmede og dyriske i mennesket. Nogle år senere, i begyndelsen af 1940'erne brugte Joan Miro Père Ubu som inspiration til en serie litografier, Barcelona serien, af deforme og pæreformede skikkelser, hvor han trak paralleller fra Ubu til Spaniens daværende diktator, fascisten Franco.

Abu og Ubu

Den danske billedkunstner, kurator og forfatter, Christian Vind, arbejdede med Père Ubu i 2006 i forbindelse med en opgave til Den Danske Radeerforening.

»Billederne fra Abu Ghraib-fængslet i Irak var uafrystelige. Vestlige soldater med perverse trofæ-billeder af mishandlede fanger. Det var så grotesk. Et hæsligt teater iscenesat for mobiltelefoner. Dér blev krigens perversitet afsløret. Og Père Ubu inkarnerer det groteske og monstrøse,« siger Christian Vind.

Ubus pæreform går igen i bæltedyrets pansrede ryg og høje pande

Hans værk fik den fonetisk legende titel Abu & Ubu. Ubu-figuren er forrest, og Abu Ghraib står skrevet på arabisk bagved. Christian Vinds fascination af Ubu-figuren går dog længere tilbage. Allerede som teenager i 1980'erne var han fast gæst på Silkeborg Kunstmuseum, hvor han var særligt optaget af Asger Jorns egen samling.

»Jorn og de andre Cobra-folk var selvfølgelig optaget af Alfred Jarry. Han slog døren ind for det ny teater og sprængte den hinde af småborgerlighed, der havde holdt så meget tilbage. Paris blev i de år elektrificeret – bogstavelig talt og i overført betydning. Sitrende elektrisk. Det var en byld, der brast. Den materie, der kom ud, var absurd teater, dadaisme og surrealisme og modernismen i bredere forstand, hvilket Cobra-folkene selvfølgelig studerede nøje. Jorn var især optaget af Jarrys begreb patafysik,« siger Christian Vind.

Den lange række af kunstnere, der gennem mere end et århunderede har set relevansen af den utiltalende Père Ubu, vil formegentlig kun blive ved med at vokse.

»Ligesom Samuel Becketts absurde teaterstykke Mens vi venter på Godot fra 1953 er Père Ubu skåret så skarpt ud, så klart fortalt, at vi alle ved, hvad han står for. Den meningsløse og absurde venten i stykket om Godot er inkarneret i Père Ubu tilsat selvoptaget brutalitet. Det hele er måske lidt karikeret i de to teaterstykker, men vi ved alle, at både oplevelsen af meningsløshed, absurditet og brutale mennesker findes. Og at det er tilfældet til alle tider.« siger Charlotte Præstegaard.

»Vor tids Ubu'er er synlige for alle, måske mere synlige nu end i de foregående årtier, så Père Ubu er meget aktuel i dag og vil desværre nok også være det fremover«.