Nekrofilt mindfuck

»Det her kommer jeg ikke igennem«, var min første tanke, da jeg havde læst omtrent trekvart side af Gabrielle Wittkops (1920-2002) Nekrofilen fra 1972, der netop er udkommet på dansk. Eller måske tænkte jeg nærmere: »dette vil jeg ikke igennem«. Vurdér selv, om jeg er sippet; jeg citerer her bogens første afsnit, fra den nekrofile Luciens dagbog den 12. oktober:

»Den lille piges grå øjenbryn kaster en grålig skygge på hendes kind. Hendes smil er ironisk og udspekuleret, som en alvidendes. To udglattede krøller indrammer hendes ansigt og når helt ned til kraven på blusen, der er løftet op til under armhulerne og derved afslører en mave, hvis blålige hvidhed man finder på en særlig type kinesisk porcelæn. Venusbjerget, meget fladt, meget glat, skinner let under lampens skær; som var det dækket af en svedglinsende hinde.«

Jep. Og det bliver ikke bedre herfra. Men et par dage efter at have smidt Nekrofilen fra mig faldt mine øjne igen på bogens lyserøde omslag, dens tilforladelige størrelse – næsten A6-format, kun 86 sider. Jeg samlede den op og læste den på en eftermiddag. Wittkops debutværk forbliver frastødende og ubehageligt at læse fra sta