Print artikel

Den geologiske forestilling

Udsnit af Per Kirkebys maleri på Geologisk Museum
Essay
17.03.17
Hvor går grænsen mellem natur og kultur? Tænker mennesket over naturen eller tænker naturen for mennesket? For maleren Per Kirkeby flyder det sammen og geologien blev en livsanskuelse.

»Stenbruddet var bygget af sten, kirken var bygget af sten. Bygget af Naturen og af fortidens mennesker. Men naturens bygværk blev åbnet af mennesket og menneskenes kirke blev langsomt overtaget af Naturen. Som tiden gik. Hvor var egentlig grænsen mellem den ene og den anden måde at organisere stoffet på?«

Den danske maler, geolog og forfatter Per Kirkeby beskriver i efterskriftet til den danske oversættelse af Maurice Merleau-Pontys bog Cézannes tvivl en oplevelse, han havde som ung geologistuderende. Sammen med sin professor og sine medstuderende er han på ekskursion i Skåne. Her besøger de et stenbrud og efterfølgende en middelalderkirke i nærheden. Den fysiske og tidsmæssige nærhed mellem oplevelsen af de to steder betyder for Kirkeby, at sammenligningen af dem bliver uundgåelig. Forskellen mellem dem opløser sig: de to steder nærmer sig hinanden så meget, at det eneste, der adskiller dem, er et komma »Stenbruddet var bygget af sten, kirken var bygget af sten«.

Oplevelsen af, at de to steder består af samme materiale, fører til en erkendelse af, at de er vokset ud af det samme og engang igen skal vende tilbage til det, de kom fra: naturen. Stenene, kirken er bygget af, stammer fra naturen, og de ender igen engang i »naturens bygværk«. Grænsen mellem natur og kultur bliver utydelig og tvivlsom for Kirkeby og erfaringen af, at der grundlæggende ikke er nogen forskel, at der blot er tale om forskellige udformninger eller organiseringer af materialet, afføder det, han kalder for den geologiske forestilling, som han også ser i Cézannes sene malerier, hvor der ikke gøres forskel på »klippe og hus, skyer og træer«, som han skriver.

Kirkebys geologiske forestilling indebærer, at menneskeskabte og naturskabte fænomeners fællestræk træder frem, bliver synlige. Både fænomenerne (stenbrud og kirke, klippe og hus) og skabelseskraften bag dem (naturen, mennesket) forbindes og sidestilles, og der opstår nye relationer mellem fænomener, der ellers opfattes som adskilte og tilhørende forskellige kategorier. Den geologiske forestilling antager til og med i øjeblikke form af et slags verdenssyn eller en livsanskuelse for Kirkeby:

»I et glimt så jeg geologien som en livsanskuelse. […] En vældig strøm af energier og materiale, der af og til mødtes i krystallinske strukturer, et bjerg, en kirke, et kort øjeblik, et åndepust, en morgentåge over den evigt strømmende flod. Den bjergdannende energi var ikke mindre kulturel end kirkebygger-energien.«

Den konkrete erfaring af det materielle fællesskab mellem stenbruddet og kirken opløser grænsen mellem natur og kultur. Og der er heller ikke synderlig langt mellem natur(videnskab) og kunst for Kirkeby. I slutningen af 1950erne sidder han på en fjeldtop i Grønland iført islandsk sweater og anorak. Han tegner skitser til videnskabelig brug af et landskab i næsten usynlig forandring, skitser, der næsten ligeså umærkeligt forvandler sig til de malerier, han senere bliver så kendt for.

Maleriet som sedimentationsproces

Heller ikke i Kirkebys essays er der en skarp grænse mellem den geologiske proces og den kunstneriske. Maleriet synes at tage form på samme måde som bjerget. Som han skriver i essaysamlingen Naturhistorie, er et maleri en sedimentationsproces, hvor det ene lag lægges oven på det andet. Det er nemt at forstå. Kirkeby gør ofte brug af geologien som metafor for aspekter af sit og andres kunstneriske virke, og det fungerer godt, fordi det har den effekt, at det abstrakte, ikke-sproglige i kunsten, som vi kan have vanskeligt ved at finde ord for, foldes ud og konkretiseres i et videnskabeligt sprog og ved hjælp af konkrete, fysiske billeder og fænomener. Kirkeby bruger naturvidenskaben som tænkning om kunsten og kunsten som tænkning om naturen, og de to går ifølge ham hver sin vej:

»Kunsten kan bruge videnskabelige billeder som alle andre billeder, dvs. som udgangspunkt, og omforme dem frem eller tilbage til et ikke-sprogligt område. Videnskaben går den anden vej: fra et ”dunkelt” ikke-sprogligt rum forsøger den at oversætte til et sprog, skabe et ”motiv”.«

En af mineralsalene på Geologisk Museum. Foto: Helene Johanne Christensen

Med den geologiske forestilling som verdenssyn træder et billede frem af verden bestående af energi og materiale, som, set i et for mennesket kolossalt tidsperspektiv, i en kort stund samler sig, organiserer sig i en mere eller mindre klar form, en kirke, et bjerg, for derefter igen at omorganisere sig i en evig proces af tilblivelse og metamorfose.

Blyanten og grafitstykkerne

På Geologisk Museum udstilles mineralsamlingen på klassisk manér: omkring 1700 mineraler udstilles i krystalkemisk rækkefølge i vandrette, træindrammede glasmontrer. Mineralerne er udstillet på baggrund af et system udtænkt af den tyske mineralog Karl Hugo Strunz. Udstillingen illustrerer mineralverdenens variation og forskellige aspekter af krystallografien, og mineralerne er udvalgt, fordi »de på den ene eller den anden måde er bemærkelsesværdige«, som der står på hjemmesiden. Skuer man ud over montrerne, bemærker man, hvordan systemet, der udstilles på baggrund af, har den effekt, at mineralerne stort set ligger i farveorden – fra hvid til lyseblå til blå til turkis til grøn osv. Overgangene er glidende, gennemtænkte, får man lyst til at sige, som var det en kurateret kunstudstilling. Og systemet kan jo siges at være menneskeskabt, men er samtidig baseret på naturens egne præmisser, da det styrende i systemet er mineralernes kemiske sammensætning, som igen er styrende for farven, så farveordenen er naturens egen, som mennesket så at sige har opdaget. Jeg får lyst til at spørge som Per Kirkeby gør i Naturhistorie: »Tænker mennesket over naturen eller tænker naturen for mennesket?«

Udstilling af blyant og grafit. Foto: Helene Johanne Christensen
Udstilling af blyant og grafit. Foto: Helene Johanne Christensen

I en af montrerne udstilles ubehandlede stykker af grønlandsk grafit, sorte, sølvmetalliske sten. I montren udstilles også en ganske almindelig blyant. Grafit er et krystallinsk mineral, som opstår ved omdannelse af organisk materiale, som har været indlejret i f.eks. kul. Ordet grafit kommer af det græske ord graphein, som betyder ’at skrive’. På grønlandsk kaldes grafit allaat, som betyder ’mønsterskaber’, og mineralet har da også fået sit navn, netop fordi det efterlader sorte mærker og derfor bl.a. anvendes i blyanter. I montren er Kirkebys geologiske forestilling materialiseret: blyanten og grafitstykkerne er sidestillede, kultur- og naturgenstande er placeret sammen. Deres materielle fællesskab er synliggjort, udstillet. Blyanten består af naturmaterialer, grafit, ler og cedertræ, og er formet af mennesket. Grafitstykkerne består af naturmaterialer og er formet af naturen. Så hvor går grænsen mellem den ene og den anden måde at organisere stoffet på?

En hestekæbe omvokset af en egetræsrod

På Geologisk Museum kan man desuden i udstillingen De særeste ting opleve en reproduktion af Museum Wormianum, den danske læge, naturforsker og polyhistor Ole Worms (1588-1654) samling af kuriositeter, som regnes for et af de første museer i verden. Reproduktionen er skabt ud fra det kobberstik, som udgjorde frontispicen til museumskataloget fra 1655. Worm interesserede sig, ligesom mange andre på hans tid, for det mærkværdige, og det skinner tydeligt igennem, når man ser hans usædvanlige samling, som bl.a. indeholder lårbensknoglen fra en kæmpe, en globus af florentisk marmor, hvori naturen har tegnet et kort over verden, en hestekæbe omvokset af en egetræsrod og mange andre kuriøse ting og sager. Forkærligheden for det mærkværdige mærker man også, når man læser Worms breve til rejsende venner og slægtninge, som han beder bringe særligt forunderlige genstande med hjem, som i dette brev fra 1623:

»Jeg er begyndt at anlægge en Samling af Naturmærkværdigheder, navnlig de mere sjældne; til dette Formaal har adskillige af mine Venner ydet Bidrag. Da du befinder dig i Egne, hvor en stor Mængde af den Slags daglig forekommer, beder jeg dig derfor sende mig alt, hvad der tilbyder sig, enten fra Landjorden, Havets eller Luftens Dyreverden, eller af Sten, Metaller, Konkylier eller andet af den Slags.«

Reproduktion af Ole Worms Museum Wormianum. Foto: Helene Johanne Christensen
Reproduktion af Ole Worms Museum Wormianum. Foto: Helene Johanne Christensen

Worms store interesse var naturalier fra mineral-, plante- og dyreriget, som han brugte i sin forskning og undervisning, men hans samling indeholdt også menneskeskabte genstande. I Museum Wormianum er naturalier, brugsgenstande og kunstværker udstillet side om side. Der er tilsyneladende et system, men det er svært at gennemskue, fordi det adskiller sig fra den måde, vi systematiserer ting på i dag. Ole Worm baserede sit system på det materiale, genstandene var gjort af, så f.eks. en lille madonnastatuette af askejord, en type ler med formodede helende egenskaber, blev placeret under naturalier, ikke under artificialer. Worm så genstandenes kemiske materiale og medicinske egenskaber, før han så deres æstetiske, kulturelle eller økonomiske værdi, og det betød, at natur- og kulturgenstande ikke holdtes adskilt. I sin bog Genstandsfortællinger om Worms samling fortæller etnolog Camilla Mordhorst om, hvordan madonnastatuetten i dag anskues som en kulturhistorisk genstand, om hvordan materialerne efter Worms død, da samlingen overgik til Det Kongelige Kunstkammer, gik fra at være de væsentligste kendetegn ved genstandene til blot at være perifere kendetegn, og man derfor, ligesom i dag, i højere grad adskilte det menneskeskabte fra det naturskabte.

Per Kirkebys geologiske forestilling finder en parallel i Ole Worms forståelse af verden. En forståelse af verdens fænomener, som ikke opdeler dem i enten kultur eller natur, men som ser sammenhænge mellem de to kategorier på baggrund af de materielle fællesskaber og relationer, der findes mellem dem.

Midlertidige sandheder

I udstillingen De særeste ting findes nogle af de originale genstande fra Ole Worms samling, heriblandt det, man troede var enhjørningehorn (bl.a. påstod Marco Polo at have set dyret og beskrev det udførligt i sine rejseskildringer), indtil Ole Worm beviste, at disse horn i virkeligheden var narhvalens tænder. Sådanne midlertidige sandheder findes der utallige af, også inden for geologien. Per Kirkebys udsmykning af den ene af de to rotunder på Geologisk Museum illustrerer nogle af dem. Og som han fortæller i et interview til fagbladet Geologisk Nyt er netop ’usikkerhed’ baggrunden for det omfattende malerværk, fordi geologiens lære for Kirkeby består i, at »intet er sikkert i denne verden«.

Udsnit af Per Kirkebys udsmykning af Geologisk Museum. Foto: Helene Johanne Christensen
Udsnit af Per Kirkebys udsmykning af Geologisk Museum. Foto: Helene Johanne Christensen

Jorden har været flad, skabt af Gud på syv dage, centrum i vores galakse. Der har eksisteret mange varierende opfattelser af jorden, som alle har været sin tids sandhed. I 1912 fremførte den tyske meteorolog og polarforsker Alfred Wegener (1880-1930) sin idé om, at kontinenterne har flyttet sig på rundt på jorden i løbet af geologisk tid, at det er grunden til, at de nu er adskilt af store have og ikke samlet som ét superkontinent, som Wegener med det oldgræske ord for ’hele jorden’ gav navnet Pangæa. Den unge meteorolog og hans kontinentalteori blev mødt med ublandet skepsis og kritik af samtidige geologer, som mente, at det var helt i skoven, at kontinenterne skulle være i bevægelse. Selv under Per Kirkebys studietid var Wegeners teori tabu. Det var først i 1966, 36 år efter Wegeners død, da man gjorde nogle nye opdagelser, som kunne underbygge teorien, at den blev anerkendt som sandheden om kontinenterne placering.

Illustration af de formodede runeinskriptioner. Foto: Helene Johanne Christensen
Illustration af de formodede runeinskriptioner. Foto: Helene Johanne Christensen

Ved rotundens trappe bryder et blågråt mønstret bånd med det ellers nogenlunde jævne mønster af sandfarvede rektangler. Båndet er Kirkebys illustration af et fænomen, som Ole Worm ville have kaldt ”naturens leg med mennesket”. Den grønlandske geolog Minik Rosing beskriver i bogen Verdensbillede: geologi og kunst, hvordan en gruppe bestående af repræsentanter for historie, sprogkundskab, kunst og naturvidenskab i 1833 begav sig til Sverige for at opklare, hvorvidt nogle revner og sprækker i en basaltvæg var menneskeskabte runeinskriptioner eller naturens værk. Konklusionen lød, at nogle af sprækkerne var opstået naturligt, mens andre sandsynligvis var ridset ind i klippen af fortidige mennesker. Teatermaler C.F. Christensen tegnede de formodede runer op, og tilbage i København begyndte den islandske runolog Finnur Magnusson sin tolkning. Han opdagede, at læste man dem bagfra, fortalte de historien om Bråvallaslaget, som bl.a. var kendt fra de islandske sagaer. Opdagelsen vakte stor opsigt inden for oldtidsforskning og affødte bl.a. en afhandling på 750 sider. Men i 1844 punkterede den unge danske arkæolog J.J.A. Worsaae ballonen, da han konstaterede og overbeviste alle om, at der altså ikke var tale om runeinskriptioner, men blot naturligt forekomne revner og sprækker i det svenske urfjeld.

Intet er sikkert i denne verden

Statens nye naturhistoriske museum forventes at stå færdigt i 2021. Tre museer – Geologisk, Zoologisk og Botanisk museum – skal samles i nye og eksisterende bygninger i Botanisk have, hvor Geologisk Museum ligger i dag. Hjemmesiden fortæller, at tanken bag sammenlægningen er, at museet »langt bedre vil kunne bryde gamle faggrænser og bane vejen for nye store forskningsresultater«. Allerede nu med udstillingen Det dyrebare på Zoologisk Museum samles de tre videnskaber og peger på den måde frem mod det nye museum. Udstillingen rummer bl.a. et elefantfoster i sprit (fra Det Kongelige Kunstkammer), H.C. Andersens sneglesamling og et illustreret ottebindsværk om liljer. Genstandene er udvalgt på baggrund af deres historier, og fordi de er unikke, smukke eller har en fascinerende form, fortæller Joakim Engel, som er ansvarlig for udstillingen. Det er det mærkværdige og genstandenes fortællinger, der er i fokus, og det menneskeskabte og det af naturen formede figurerer side om side. Det dyrebare læner sig tæt op af Ole Worms Museum Wormianum.

»Det nye museum vil bygge bro mellem naturvidenskaben, samfundsvidenskaberne, kunsten og kulturen – og skabe synergi ved at bringe kreative kræfter fra mange sider sammen«, står der på hjemmesiden.

Forsmag på det nye naturhistoriske museum på Geologisk Museum. Foto: Helene Johanne Christensen
Forsmag på det nye naturhistoriske museum på Geologisk Museum. Foto: Helene Johanne Christensen

Med det nye museum vil der sandsynligvis ske en opløsning af grænserne mellem de forskellige grene af naturvidenskaben og mellem naturen, mennesket og kunsten. Relationer mellem fænomener og kategorier, som vi tidligere har opfattet som skarpt afgrænsede vil i så fald blive synlige. Jeg glæder mig til at se Per Kirkebys geologiske forestilling og Ole Worms kærlighed til det mærkværdige og forunderlige materialiseret i nye rammer, og da intet er sikkert i denne verden, eftersom alting er i evig forandring, vil hidtil usete sammenhænge forhåbentlig vise sig her.