Print artikel

Drivtømmer fra fortiden

Fra udstillingen 'Det indsamlede menneske' på Medicinsk Museion i København
Artikel
07.01.17
I museernes samlinger, bag lukkede døre og langt væk fra publikum, pusler de ansatte med dokumenter og genstande, som ikke skal udstilles, men alligevel gemmes. Men hvorfor er det vigtigt at gemme ting og papirer fra fortiden? Mette Birck beretter her fra arkivet på Medicinsk Museion i København.

Jeg skal egentlig bare fjerne papirklips og kigge efter, om der er plastiklommer eller tape mellem arkene. Men det er svært ikke at lade øjnene løbe ned over siderne og skimme, hvad der står. Små levnedsbeskrivelser koblet sammen med sygehistorier. Oplysninger om patienterne organiseret under overskrifter som disse: »Disposition«, »Levnedsløb«, »Socialt«, »Tidligere sygdomme«, »Sjælelig udvikling«... Så grundigt beskrevet og pertentligt skrevet ind på maskine. Jeg begynder at undres; Hvem var de, disse patienter? Eller rettere; hvilke mennesker gemmer der sig bag journalernes beskrivelser? Hvordan var de mon før deres sygdom – hvis der da var et før. For hos nogle har sindet måske altid været sårbart. For andre er der helt sikkert tale om pludseligt opståede symptomer. Også fysiske, såsom svimmelhed, kvalme og konstant hovedpine.

Materialet, jeg sidder med, er en gruppe arkivalier i Medicinsk Museions samling, mest patientjournaler, fra en afdød speciallæge, som var aktivt privatpraktiserende psykiater og neurolog en lang årrække i anden halvdel af det 20. århundrede. Journalerne skal flyttes fra røde ringbind til mere forsvarlige arkivæsker, så de kan bevares for eftertiden. Jeg starter ompakningen fra en ende af i 1950'erne og fortsætter op gennem '60'erne og '70'erne.

Gennem den senere tid har politikere og debattører diskuteret, om museerne gemmer ting i deres samlinger, som lige så godt kunne bortskaffes, eventuelt sælges. At bevaringsspørgsmålet trænger sig på i et samfund, hvor vi generelt har rigtig meget materielt gods og er omgivet af næsten uendelige mængder let tilgængelig information, samtidig med at de offentlige budgetter synes stadig strammere, er måske ikke så mærkeligt endda.

For hvorfor er det overhovedet vigtigt at gemme genstande og dokumenter fra fortiden? Hvordan kan vi bedømme, hvad kommende generationer vil finde interessant eller brugbart? Og hvad er det egentlig, der sker, når vi støder på dette drivtømmer fra forgangne tider?

Journalerne her er ikke ret gamle, i hvert fald ikke når man taler museumstid. Derfor er de heller ikke offentligt tilgængelige. De er for »følsomme«, som samlingslederen beskriver det. Og det tør siges. Selvfølgelig er de det. Altså, personfølsomme. Der må være nulevende pårørende, og nogle af patienterne er sikkert også stadig selv i live. Det er simpelthen ikke længe nok siden. De billeder, som begynder at tone frem for mit indre øje, er af sårbare mennesker i udsatte situationer – med psyken klædt af til skindet så at sige – i en ikke særlig fjern fortid.

Erindringsarkiv

For de tætskrevne ark tegner faktisk ikke kun sygdomsbilleder, men også menneskeskæbner: personer med historie, slægtskab, relationer, forhåbninger, drømme og dagligdagsproblemer. En var datter af en vognfører. En anden har et par børn – »i familien er der to børn«, står der i optegnelserne. En tredje kunne indtil for nylig passe sit arbejde som børstenbinder. En har længe været lettere fordrukken. Og en blev »forelsket i en spanier under en rejse, og nu er ægtemanden ikke længere noget for hende«. Og sådan bliver det ved.

Min fantasi begynder næsten af sig selv at fylde hullerne ud mellem ordene på de maskinskrevne sider. Jeg sætter billeder ind i en blanding mellem Korsbæks gader, scener fra Tv-serien Mad Men og min mormors stue på Nørrebro for rigtigt at forstå det, jeg læser. Populærkulturelle brudstykker blandet med personlige erfaringer, løst forankret i mit personlige erindringsarkiv.

Det er ikke teksten på papiret i sig selv, som skaber billederne. Det sker nok et sted imellem: mellem mig og materialet, mellem det, øjnene skimmer og det, hjernen forstår. Mellem nuet og en delvist forestillet fortid, jeg kun kan stykke sammen ved hjælp af filmiske repræsentationer af ”historien” samt det ældste, jeg har oplevet, nemlig min mormors stue. Dog er journalerne via deres blotte tilstedevær i mine hænder katalysator for denne proces. Måske er det altid sådan, vi giver os i kast med det forgangne? Ved at kalde det, som ikke længere er der, frem, næsten i negativ form – som hvis man havde trykpladen til et linoleumstryk, men selv måtte tilføje farve og papir.

Den hollandske historiker og forfatter Eelco Runia peger i artiklerne Spots of time og Presence (begge fra 2006) på det fænomen, at fortiden bliver mest virkelig for os i de øjeblikke, hvor bestanddele af det forgangne – fx en efterladt journal fra en afdød læge – gør den historiske realitet nærværende i al dens fravær. Arkivmaterialets fragmentariske patienthistorier gør på denne måde personerne bag næsten ubehageligt nærværende for mig i deres store sårbarhed, selvom de ikke er tilstede, som de hele mennesker, de var. Jeg har ikke mulighed for at nå dem eller fuldt ud begribe dem. Journalerne er bare tilfældigvis drevet op på mit skrivebord, og nu insisterer patienterne, som er rejst med de gulnede ark, på at blive set. Men selvfølgelig må mit blik til for at se dem. Jeg må samle drivtømmeret op og sammensætte historierne ved hjælp af de forhåndenværende brudstykker – materielle som imaginære.

Denne proces er i hvert fald en af de måder, vi kan forholde os til det skete på. Ved at se, føle og erfare det, som ikke længere er der, ikke direkte, men i dets fravær – i skimtende spring og lyslevende fantasibilleder. Hermed mener jeg ikke, at man kan hoppe mellem punkter i tid, og heller ikke at man kan stå mellem nutid og fortid ved at forestille sig noget. Men det fraværende fortidige kan gøres præsent i mødet mellem arkivmaterialet og min (om end begrænsede) erfaring og forståelse. Journalerne drager dermed det forgangne med alle dets mellemrum og huller ind i min nutid og skaber et forandret her og nu. Jeg bygger så at sige ”historien” i dette øjeblik, og det kan jeg kun ved hjælp af de konkrete materielle levn.

Måske er det lige præcis på grund af denne effekt, at journalerne er værd at gemme? Så andre også kan bygge ”historie” ud fra drivtømmer fra fortiden. Lade ny viden, ny kunst og nye erfaringer tone frem på fremtidig forsknings og udstillingers lærreder. På denne måde er erindringspraksisser så vel som historieskrivning kreative processer, hvor betydning skrives ind i og ud af tekster, billeder og andre genstande.

Ringbind fyldt med erindring
Sårbare mennesker i mormors stue

Helt fysisk kan jeg se tiden i journalerne. I de gulnede ark og maskinskriftens karakteristiske font. Men når jeg kigger nærmere på materialet, kan jeg også se tiden gå, blandt andet i og med at problematikkerne skifter for patienter og læge. Det omgivende samfund og dermed sygehistoriernes kontekstuelle afsæt forandres, som årene passerer. Hen mod slutningen af 60'erne har nogle problemer med hash og andre stoffer. Én patient er optaget af bogen Kama Sutras erotiske teknikker, og kan samtidig ikke forlige sig med sin egen homoseksualitet. En anden homoseksuel patient spørger endda sin læge, om man altid skal være ulykkelig »blot fordi man er homofil?«

At indholdet i journalerne passer med det, jeg opfatter som tidstypisk, er også en måde, hvorpå fortiden, her forstået som en historisk epoke, bliver synlig for mig. Journalerne stemmer med, hvad jeg har lært om 50'ernes og 60'ernes Danmark.

Men det er ikke kun sådan, for indimellem stemmer det virkelig ikke. Så sker der noget andet: i disse momenter toner min samtid frem for mig. Lægen anbefaler ved flere lejligheder patienterne produktet skyr for at overkomme fordøjelsesproblemer. Men skyr hører ikke hjemme i 1960'erne i mine indre kartoteker over tiden. Det hører hjemme nu, er noget nyt i vor tid, et modeprodukt fra 2010'erne. Men denne opfattelse må jeg altså nuancere, overraskende tvunget af en afdød psykiaters holdninger til sund fordøjelse. Sådan bliver min egen samtid tydelig i relation til det forgangne, og mit blik på den kan ændres ved hjælp af mødet med det historiske materiale. Eelco Runia peger også på dette potentiale. Når fortiden bliver nærværende for os, kan den få os til at omskrive vores historier om os selv og vores samtid.

På denne måde giver jeg mig altså i lag med journalerne og deres indhold. Jeg forandrer mit blik på mig selv, mens det sker. Men måske øver jeg samtidig en slags vold på patienterne og deres historier? Det er jo ikke uskyldigt at placere disse sårbare mennesker i min mormors stue. Det er den sociokulturelle reference, jeg har at gøre godt med, men deres virkelighed var jo en anden. Måske ser jeg det for blidt, rent og romantisk, når jeg læser deres skæbner ind i mine fantasibilleder? Hvis oplevelsen af fortiden er baseret på evnen til at kalde det forgangne frem i dets fravær, er grænsen for, hvad jeg kan forestille mig, åbenbart her: mormors stue og Korsbæks gader.

Vold er måske så meget sagt, men en tillempning foregår der helt sikkert, og det er ikke kun mig, som tillemper og er voldsom. Museernes praksis bygger ifølge museumsloven på fem grundlæggende arbejdsområder: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. I denne proces giver museerne sig selvfølgelig også i kast med det materiale, de huser – noget skæres fra, andet vælges ud og lidt lægges til. Det er ikke en neutral praksis. På museerne og i arkiverne mingelerer man med fortiden uanset hvad. Man håndterer og ordner, og derved gør man også noget ved fragmenterne fra fortiden. Hvis man følger den franske filosof Jacques Derrida, kan man gå så langt som til at sige, at arkiveringsprocessen lige så meget producerer, som den registrerer, begivenhederne – en tanke han udfolder i bogen Archive Fever: A Freudian Impression fra 1995. Det skyldes, at arkivets struktur bestemmer, hvad der er arkiverbart, og derved sætter rammerne for fx journalskrivning. Journaliseringen, også denne speciallæges, er formet af arkiveringstanken.

Det er derfor klart, at museerne er forpligtet til løbende fagligt at kvalificere de valg, som træffes. Det skyldes i høj grad også det ansvar, vi har over for kommende generationer. Her kan man igen trække på Derrida. Ifølge ham er arkiver nemlig altid åbne ud imod fremtiden. De er så at sige nutidens løfte, givet af indsamlingen af fortiden, om at der også vil indfinde sig en meningsfuld fremtid. Tænk bare på, hvordan de indsamlede lægejournaler stiller sig åbne for mig og min forestillingsevne. Men vigtigere er det måske, at de også fremover vil kunne drive i land hos andre interesserede og hjælpe til med at bygge ny forskning og formidling, netop fordi de bliver bevaret.

Viljen til at skimme – forpligtelsen til at gemme

Det vigtigste i denne sammenhæng er nok de kriterier, vi opstiller for hvordan og med hvilke motiver, levnene fra forgangne tider håndteres. Der skal selvfølgelig træffes valg (og ikke mindst fravalg), og materialet må i sagens natur tillempes de museale rammer. På det plan kan vi aldrig blive helt fair over for fortiden – og da slet ikke være neutrale sandhedsvidner til den. Det er måske heller ikke et mål i sig selv. Under alle omstændigheder kan vi ikke bare lade fortiden ligge. Jeg kan ikke lade være med at skimme, og arkiverne må producere, strukturere og afgive løfter til fremtiden. Spørgsmålet på daglig basis for de museumsansatte er, hvordan man gør det ansvarsfuldt og med respekt, uden at gemme det grimme, det ubehagelige og det skandaløse af vejen, så fortidens linoleumstryk ikke kun trykkes i lyserøde nuancer.

Patientjournalerne på bordet understreger også balancekunsten mellem museets fem søjler. Hvis det ikke formidles eller publiceres, kan det være, at det tolkes som overflødigt fyldstof, når de museale samlingers samfundsmæssige rolle diskuteres i den offentlige debat. Men ikke alt kan eller skal formidles til alle tider. Samtidig betyder det ikke nødvendigvis, at det ikke skal indsamles og bevares.

Det er i hvert fald vigtigt nøje at overveje, hvilke fremtidsmuligheder vi lukker af for, hvis og når vi vælger at slette spor fra fortiden. En samling arkivalier, som fylder op på magasinernes hylder og måske er både besværlige og ressourcekrævende at bevare, kan have et transformativt potentiale for kommende tiders historiebrugere. Vi har brug for de konkrete levn, for at fortiden kan tone frem i sit fravær, så vi kan blive klogere både på den og på vores egen samtid.

Arkiverne og museerne vil altid være medproducenter af deres eget genstandsfelt, og de er bestemt ikke uvildige indsamlere af færdigpakket korrekt fortid. Men det er nok det faglige udsyn, mere end det økonomiske, som bør sætte kriterierne for udvælgelsesprocessen, så vi ikke kaster vigtigt gods over bord for altid.

Vi har heldigvis ikke fatteevne til, ikke ansvar for eller begreber til at vide, hvordan den fremtid, vi lover os ud til, vil tegne sig. Vi ved ikke, hvordan løfterne, som museumssamlingerne giver til kommende tiders forskere, formidlere, forfattere, børn og voksne, vil blive indfriet. Det eneste, vi kan gøre, er at tage ansvar for håndteringen og bevarelsen af det fortidige i vores egen samtid. Det gøres ved at aflægge arkivets besværlige løfter: mingelere, strukturere, diskutere, gøre ved og gøre af. Vi kan ikke afkræve fremtiden svar om tingenes (nytte)værdi, kun sørge for at vores nutid stiller noget – ting og sager, tekster, billeder og filer – i udsigt på tidens ocean.