Revolutionen fortalt med egne ord

Når jeg tænker tilbage på mine ni år i folkeskolen og tre år på gymnasiet, husker jeg ikke et eneste ord om den russiske revolution. Og jeg er ret sikker på, at det ikke er min hukommelse, den er gal med. Vi lærte intet om bolsjevikkerne, mensjevikkerne eller tsarristerne. Intet om Den Blodige Søndag, Stormen på Vinterpaladset eller Den Første Alrussiske Kongres. Intet om Februarrevolutionen, Oktoberrevolutionen eller Kronstadt-oprøret.

Det ærgrer mig i denne tid, hvor vi ofte taler om bjørnen i øst, der fremstår mere relevant end nogensinde. Kremls ambitioner og aversioner er centrale for forståelsen af tidens geopolitiske bevægelser. Til sommer skal landet være vært for verdensmesterskaberne i fodbold. Og det forgangne år var minsandten hundredeåret for den russiske revolution; en af de mest betydningsfulde politiske og socale begivenheder i det 20. århundrede.

Hvis man som mig har betydelige vidensbrister, når det kommer til det russiske, er der altså lutter gode grunde til at påbegynde ydmyge privatstudier af Den Russiske Føderations historie. Og som sagt, så gjort.

Heldigvis er der hjælp at he