Print artikel

Kampen om Sovjets historie

Rundviseren og forvalteren af Stalin Underground Printing Museum insisterer som noget af det første på at tage et billede af skribenten omringet af hammer, segl og Sovjetunionens mest berømte og berygtede ledere.
Kun 2 kilometer fra grænsen i Kaukasus-bjergene følger Georgian Military Highway den isbelagte Terek-flod ind i Rusland.
Skuende ud over Armeniens hovedstad Jerevan, står Mother Armenia med dets tilhørende militærmuseum der grænser op til en populær forlystelsespark.
Med tydelige highligts af Abkhasien og Sydossetien og en ledende kommentar øverst i højre hjørne sluttes besættelsesmuseet i Tbilisi af som det startede: Som et redskab til at fremme en anti-russisk fortælling.
Reportage
26.02.17
Mens Rusland endnu ikke for alvor påtager sig ansvar for Sovjetunionens ugerninger, ender flere postsovjetiske stater med at iscenesætte nationalromantiske fortællinger, især på museerne. ATLAS beretter fra Kaukasus.

Det er midt om natten. Jeg er landet i Tbilisi og på vej mod det værelse, jeg har lejet. Det ligger i bydelen Vake i en lille opadgående sidegade. Jeg finder nøglen som beskrevet, men er i tvivl om, hvilket værelse, der er mit. Så jeg lyser febrilsk rundt med min telefons lommelygte med en kæmpe backpack på ryggen og i hånden en lille plasticpose med vand og en pakke med chokoladekiks, som jeg købte i Kastrup Lufthavn, men som jeg endnu ikke har åbnet. Og så står jeg ellers der i en fremmed by, i en fremmed lejlighed og lyser på en sovende georgisk mand.

Bacho, hedder manden, som hurtigt vågner, og hvis lejlighed jeg nu bor i. Han er oprindeligt fra Abkhasien – en lille autonom republik i det nordvestlige hjørne af Georgien, der grænser op mod Rusland og Kaukasusbjergene. For cirka 20 år siden blev Bacho og hans familie sammen med de cirka 240.000 andre etniske georgiere i republikken fordrevet af oprørsregeringen, der ønskede selvstændighed – og så få georgiere som muligt. Få nationer anerkender i dag Abkhasien som selvstændigt land, blandt andet Rusland – og tre små øer i Stillehavet. Faktum er dog, at området er under kontrol af russisk militær, møntfoden er rublen og den russiske regering har udstedt russiske pas til de etniske russere. Det er en kompliceret saga, og hvad der ikke gør den mindre kompliceret, er, at den væbnede konflikt mellem Rusland og Georgien i 2008 førte til endnu mere russisk militærkontrol i både Sydossetien og Abkhasien.

Besættelsen fortsætter…

Besøger man den lille, men veldokumenterede afdeling af Nationalmuseet i Tbilisi om den sovjetiske besættelse af Georgien fra 1921-1991, vil man da også opdage en del symbolpolitik i den henseende. Indledningsvist kører der på en skærm med stor lyd og stærke billeder, dokumentariske klip af den russiske invasion fra 2008. I museets primære rum går man kronologisk til værks med dokumenter, billeder og beretninger fra især store kulturelle personligheder, som Georgien har mistet under besættelsen. Selve Georgiens kultur er blevet såret, forstår man. Det mest interessante er dog det afsluttende kort, der i højre hjørne fastslår: The occupation continues. Og når ens blik så derefter fanger det Georgiske nationalflag, svævende over udgangen, så ved man godt, hvad klokken er slået. Eller hvad den slog. Afdelingen blev nemlig etableret i 2006 af den daværende præsident, Mikheil Saakashvili, der på mange måder også stod for Georgiens genopstandelse efter ti år uden elektricitet, men fyldt med kriminalitet og kaos. Siden det mere kompromissøgende parti med det tankevækkende navn Georgian Dream kom til magten i 2012, har der ifølge flere jeg talte med været snak om at nuancere afdelingens narrativ, men tilsyneladende er der hverken økonomi eller handlekraft til det.


Jeg sætter mig på en café, der har navnet Book Corner Café, selvom det hverken ligger på et hjørne eller har bøger. De to unge tjenere spiller til gengæld Nick Cave og pulser cigaretter på livet løs. Jeg læser et par artikler, der beretter om Putins markante modvilje mod besættelsesmuseet eksistens. Hvorfor skulle det fremstå som en art nationalistisk propaganda, når nu Stalin selv var fra Georgien? Saakahsvili mente, at den fortolkning måtte være for egen regning. Og han skulle efter sigende have tilbudt økonomisk støtte til at oprette et museum for den georgiske besættelse. Sovjetunionen er opløst, men konflikterne er altså langt fra slut. Især ikke de konflikter, der handler om, hvem der har patent på den rigtige historie om det tyvende århundredes største skændsler.

At udstille Sovjet

Under Jeltsin valgte Rusland at se sig selv som juridiske og historiske efterfølgere af Sovjetunionen. Valget stod mellem det eller at vende tilbage til et prærevolutionært Rusland anno 1918, og det sidste virkede ikke ligefrem lokkende. Snarere måtte man altså se Sovjettiden som et lille, ubetydeligt kapitel i det store narrativ om det glorværdige russiske imperium. I det var der logisk nok ikke plads til at tage ansvar for stalinismens grusomheder. I en undersøgelse udført af det russiske analyseinstitut Levada Center sidste år erklærer 18 procent af russerne sig enige i, at Stalin var »en klog leder, der tilførte Sovjetunionen storhed og velstand«. 39 procent erklærer sig »sandsynligvis enige« i udsagnet. Det efterlader selvsagt, men ikke desto mindre skræmmende, kun lidt over 40 procent, der enten er uenige eller ikke svarer. Med en sådan kollektiv erindring legitimeres ikke bare stalinismen, men altså også Putins autoritære statsstyring.

De fleste postsovjetiske stater, Georgien inklusive, ser også sig selv som ofre for et kommunistisk projekt gone wrong, snarere end som medansvarlige. Alligevel er der eksempler på en række spøjse museer, der på den ene eller anden måde skaber nogle brud med den fortælling. Et andet sted i Tbilisi eksisterer eksempelvis Stalin’s Underground Printing Museum, der drives af en af de få tilbageværende kræfter i det Georgiske Kommunistparti. En meget venlig og passioneret ældre herre, der, uden at kunne et ord engelsk, minutiøst præsenterede hver enkelt udstillingsobjekt med russiske gloser og kropssprog. I Tallinn har man lavet et såkaldt KGB-museum på øverste etage af Hotel Viru; en etage, der i sin tid var dedikeret til KGB-agenters aflytning af såkaldt farlige udenlandske gæster på hotellet, det være sig politikere, journalister og lignende. Museets kuratering fremstår nærmest som en slags forlystelsespark, hvor man, som guiden og plakatsøjler mere eller mindre præsenterer det, skal glæde sig til at få sig en eventyrlig Soviet Experience. I en indledende tekst står der sågar »Once upon a time there was a hotel called Viru.« I Armenien virker Sovjettiden mere hengemt og nedprioriteret: kun et lille rum er dedikeret hertil på Nationalmuseet, og halvdelen af materialet foreligger ikke på engelsk. Det er ikke nødvendigvis, fordi man vil undgå emnet, men formentlig fordi der har været mere presserende tragedier i nationens nyere historie. Tag bare folkemordet i 1915, hvor den politiske gruppering Ungtyrkerne i det Ottomanske Rige stod for udslettelsen af mindst 1,5 millioner etniske armenere bosat i Tyrkiet. Fra byafbrændinger til ørkendeporteringer. Et sår, der har været meget dybere end den sovjetiske besættelse. Og så er man jo i Armenien desuden på politisk god fod med russerne – nok som konsekvens af ikke at være det med Tyrkiet og Azerbaijan på grund af Nagorno-Karabakh-konflikten – så det er der vel ingen grund til at ruske op i.

Også kunstmuseerne har deres forskellige tilgange. På KUMU i Tallinn nærmest undskylder man på forhånd, hvis der skulle være noget, der minder om en ensrettet fortælling i udstillingen om estisk kunst i den sovjetiske periode. På kunstmuseerne i Tbilisi og Armenien bliver Sovjettiden knap nok nævnt, om end en vigtig prioritet for alle museerne er al den kunst, der var blevet gemt væk under det socialrealistiske genretæppe, og som nu endelig kan vises til verden. For Estland, som er det postsovjetiske land, der har rykket sig hurtigst væk fra alle former for tilhørsforhold til Sovjet (og til Rusland for den sags skyld), og som nu allerede er optaget i både EU og NATO, kan det være en symbolsk pointe at kalde en udstilling for »Estisk kunst i den sovjetiske periode«. For hvornår er noget estisk, og hvornår er det sovjetisk? Og hvor går også grænsen mellem sidstnævnte og russisk kunst? Det er måske endnu for tidligt at svare på kun 25 år senere.

Kirker, klostre og kvevrier

I Georgien har man forsøgt at gøre op med det sovjetiske bagkatalog ved at gøre netop, hvad Rusland ikke gjorde: vende tilbage til et præsovjetisk Georgien. Et Georgien rigt på kristen kulturarv og et Georgien, hvor man har fundet nogle af de første tegn på Homo Sapiens. Den Georgisk-ortodokse Kirke er selvfølgelig grundlaget for landets kultur, som det ses tydeligt på Nationalmuseet, hvor samtlige referencer bindes op på kristendommens rolle i en stærkere integration med en såkaldt europæisk kultur. Og som det ses i de utallige kirker og klostre og de mange korskrydsende arme i taxaer og busser. Historien om den første vinproducerende nation står dog også både i bybilledet og i de landlige vinproducerende regioner som et tydeligt narrativ med alle landets naturlige produktionsforhold og den famøse lerkrukke, kvevrien, som bruges i stedet for fade og tanke til at lagre vinen. Måske fordi det kan lokke turisme til, men måske også fordi det er en måde at hævde sig på og vise, hvor megen rig kultur nationen havde at vende tilbage til efter 70 års besættelse. Altså er der i denne fortælling heller ikke plads til at påtage sig nogen skyld. Der er plads til at bearbejde, men kun så længe det sætter nationen selv i et godt lys. Det ender derfor i en art nationalromantik, som dog ikke på nogen måde er sammenlignelig med den, vi ser blomstre i Europa og USA for tiden. Mens der i Vesten sker et forsøg på at lukke af, er det her et forsøg på at komme videre.

Gori-paradokset

En konsekvens i forsøget på at komme videre fra noget kan dog være, at man lukker øjnene for noget andet. Jeg er taget med en Mashrutka, en minibus ofte brugt i Sovjet-tiden, mod Gori. Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvilis – også kendt som Josef Stalins – fødeby. Der er jo noget med kultiske figurer i international politik for tiden. Ham her har dog været det, lige siden han blev leder af det sovjetiske imperium i midten af 20’erne og især siden museet, dedikeret kun til ham, blev oprettet i 1957 i denne forholdsvis lille by. På trods af nogle, mildt sagt, ret grumme tilbøjeligheder. Det ser man pænt bort fra på museet, der har et nærmest religiøst indgangsparti: En statue af Stalin som en gudeagtigskikkelse med et vindue af mosaik som baggrund. Selvom jeg har hørt, at man på den guidede tur skulle blive præsenteret kort for Gulag-lejrene (noget jeg ikke fik lov til, da jeg kun var én og da det tydeligvis var uden for turistsæsonen mængden af varmeapparater taget i betragtning), er den generelle stemning en af glorificering. En smule ubehag kæmper sig frem i min ellers frosne krop. Kæmpe portrætter, der suppleres af en kronologisk tidslinje fra unge Stalin til døde Stalin. Sidstnævnte symboliseret ved hans hoved som en buste, der i et separat rum ligger omringet af søjler.

Hvordan kan man mon med den politiske agenda, der ellers hersker i Georgien, denne søgen mod vest, væk fra Rusland og alt hvad der forbindes med sovjetiske karakteristika, lade et sådant museum stå i al sin stalinistiske pragt? Det bedste bud er nok, at det ganske enkelt er nemmere at lade være med at gøre noget. At lade være med at gøre nogen fortræd. Da statuen af Stalin foran rådhuset blev fjernet i 2010, måtte det da også gøres om natten af frygt for protester. Især fra den ældre generation, der tydeligvis stadig har et nostalgisk forhold til bysbarnet og ikke har lyst til at have levet på en løgn. Nogle af de samme tendenser gør sig gældende på Militærmuseet i Yerevan under det 20 meter høje Mother Armenia monument, der ligger i forlængelse af en forlystelsespark, som tilsyneladende er mest populær om sommeren. Selv blev jeg skræmt væk af aggressive hunde. Her fik jeg af en ældre dame præsenteret en lille afdeling om Sovjetunionen med det største smil og med, hvad der lignede et inderligt ønske om regimets tilbagekomst. Der hersker altså på den ene side dyb modstand og afstandtagen til grusomhederne, men også til et ansvar – og andre steder en heftig nostalgi. Ingen af positionerne lader dog til at være vejen mod flere nuancer eller mere ansvar.

Museet er et spejl

Så længe, der ikke er nogen, der påtager sig noget ansvar, forbliver Rusland en nation der står i stampe, når det kommer til eksempelvis korrumperet politik og ikke mindst deres forsøg på at kontrollere og manipulere historien. Det resulterer desuden i diverse magtdemonstrationer med en ide om, at det er Ruslands tid til igen at være et stort imperium. Man tabte Første verdenskrig, men man vandt Anden. Man tabte Sovjetunionen, så nu er det på tide at rejse sig igen. Øjensynligt er det jo så ikke helt en umulighed, hvis man kigger på ikke bare på den venlige retorik Trump har ført mod og med Putin, men også på den fjendtlige, hånlige retorik han har ført mod eksempelvis de baltiske lande. For nylig kaldte han Estland for en forstad til Skt. Petersborg. Samtidig gælder det for Georgien, at de vedbliver at være en nation, der i et forsøg på at vende tilbage til de glorværdige narrativer før Sovjet, passerer muligheden for at tilpasse sig en fælles europæiske fortælling. Og ikke mindst europæiske fællesskaber som EU og NATO, som de samtidig lader til gerne at ville være en del af. Se bare alle EU-flagene eller det nye NATO-EU Information Center, der har en iøjnefaldende tydelig placering lige ved Freedom Square i centrum af Tbilisi. Fællesskaber som de måske også har behov for at være en del af, når det kommer til at opretholde en vis økonomisk stabilitet og ikke mindst en magtbalance i styrkeforholdet til Rusland.

Selvfølgelig er museerne ikke storpolitiske spillere. Selvfølgelig kan man ikke konkludere noget samlet om et land med udgangspunkt i kulturinstitutioner. Selvfølgelig er de ikke afgørende for, hvem der vinder hvilke kampe. Men de afspejler ofte nogle af de historiske problematikker nationer bakser med. Især i lande, der har tendens til ensporede narrativer. Den nationale fortælling, der skal forme en hidtil turbulent nationalidentitet, står ofte tydeligt frem på museerne. I den ene form kurateres det statslige museum således, at befolkningen ikke skal tænke Sovjet for meget ind i nationens identiet. I den anden form negligeres problematikkerne ved det nostalgiske museum af frygt for at skabe for meget splid i en nation, der allerede er præget af autonome oprør. Mens de statslige museer i dette spil får tillagt en ret væsentlig politisk og symbolsk rolle, er de nostalgiske museer omvendt med til at sætte udviklingen i stå og skabe flere paradokser, end hvad godt er. På den måde afspejler selve kontrasten mellem de forskellige museer på kaotisk vis, når alt kommer til alt, hvor kompliceret det er at være en tidligere sovjetrepublik, der skal kæmpe mod et lige så kompliceret russisk narrativ.