Print artikel

Alle har ret til at deltage i det politiske liv

Borgere synger Marseillaisen
Kommentar
12.10.15
Normalt tænker vi os selv som de demokratisk mest avancerede mennesker i verdenshistorien. Men spoler vi tiden omkring 225 år tilbage til Den Franske Revolution finder vi en strømning, der på nogle punkter var langt mere demokratiske end vi er i dag. De kæmpede for, at alle, som var underlagt statens beslutninger, skulle have medbestemmelse over staten og disse beslutninger. Også immigranter.

Menneskerettighedserklæringen fra 1789, der proklamerer alle menneskers lighed for loven, hører den dag i dag til blandt historiens mest berømte dokumenter. »Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder,« som det hedder i en formulering, der sidenhen er blevet verdensrømt.

Langt mindre berømt er til gengæld den mere radikale og demokratiske erklæring og forfatning fra 1793. I tråd med 1789-erklæringen var det stadig mænd (hommes) og ikke kvinder, der var det faktiske retssubjekt. Men i modsætning til 1789-erklæringen var det ikke længere blot den passive formelle lighed for loven, der var i centrum. Den nye generation af revolutionære, der i 1792 havde overtaget styringen med revolutionens gang, forstod i stedet mennesket som et politisk aktivt subjekt med en ukrænkelig ret til at have indflydelse på de politiske beslutningsprocesser. Her var man ikke blot lige for loven – men havde også ret til at deltage i skabelsen af den.

Logikken var, at hvis man var underlagt staten og dens love havde man også en naturlig ret til medbestemmelse over udformningen af disse love. Det gjaldt også for immigranter. De var underlagt loven og var derfor borgere på lige fod med alle andre, der kunne deltage i den politiske proces.

1793-forfatningen

De franske revolutionære havde følgelig ikke noget egentligt skel mellem immigrant og borger (citoyen). Enhver, der var villig til at deltage i den politiske proces og som på nogen som helst måde kunne siges at bidrage til det franske fællesskab havde rang af citoyen.

I 1793-forfatningen er det defineret således: Enhver mand over 20, som havde opholdt sig i Frankrig i et år, og som havde fast ejendom, eller var gift men en fransk kvinde, eller havde adopteret et barn, eller forsørgede en gammel eller på anden måde vurderes til at tjene menneskeheden var at betragte som fransk statsborger og dermed som fuldbyrdet medlem af det politiske liv. Ingen test, ingen indslusningsfase eller ophold på centre og intet krav om at rejse tilbage.

Enhver, som ønskede at blive en del af det pulserende demokratiske liv, var med andre ord at betragte som demokrat og dermed som fuldbyrdet borger på lige fod med alle andre. Skellet mellem os og dem var ikke mellem indfødte og immigranter, men mellem demokratiske borgere og antidemokratiske kontrarevolutionære.

Fra passive til aktive borgere

Den dag i dag er 1793-forfatningens krav til at blive en fuldgyldig borger nærmest uhørt inkluderende. Denne opfattelse voksede imidlertid ikke ud af intet, men var en del af et større skifte i de franske revolutionæres opfattelse af mennesker og borgere.

1789-erklæringen var et forskrift til 1791-forfatningen, der indførte et skel mellem aktive og passive borgere. Alle borgere var lige for loven og havde de samme civile rettigheder. Men kun de aktive borgere havde ret til at deltage i det politiske liv. Det vil sige, kun de aktive borgere kunne stille op og stemme til valg, og kun de aktive borgere kunne udøve offentlige embeder.

Ud fra 1791-forfatningens kriterier – primært baseret på indtægt – havde omkring 60% af franske mænd stemmeret, mens kun 0,02% procent af Frankrigs samlede befolkning var opstillingsberettigede. Immigranter skulle desuden være bosat i Frankrig i minimum fem år og, ligesom indfødte franskmænd, være i besiddelse af betragtelige summer og ejendom for at være berettiget til at deltage i nationens politiske liv.

Der er først tale om et demokrati, når de som er underlagt loven har indflydelse på dens udformning

1793-forfatningen, og den bevægelse som bragte den til live, var et opgør med 1789-erklæringens politik og menneskesyn. For dem var mennesker ikke først og fremmest passive individer, der skulle beskyttes af de dominerende klassers lovgivning. Loven var ikke en gave, som blev dem givet. Den var tværtimod et resultat af folkets kraft og af folkets vilje, og derfor skulle folket selvfølgelig selv være direkte med til at formulere den.

De franske revolutionære begyndte derfor i stigende grad at tale om demokrati (hvilket på daværende tidspunkt var uhørt), og at forstå den gode stat som en, hvori folket på én gang regerer og bliver regeret. Der er med andre ord først tale om et demokrati, når de som er underlagt loven har indflydelse på dens udformning – og så er det i øvrigt underordnet, hvor man er født, hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen.

Den Franske Revolution og os

I dag er det særligt den første del af Den Franske Revolution og Menneskerettigheds-erklæringen fra 1789, som huskes. Det er måske ikke så mærkeligt, for den herskende opfattelse af rettigheder ligger langt tættere på idéerne fra 1789 end dem fra 1793. Folk – og i vores nutidige situation: immigranter – betragtes passive modtagere af rettigheder og beskyttelse fra loven snarere end politisk aktive subjekter, der selv kan og vil have indflydelse på deres omgivelser.

Konsekvensen bliver, at vi har fået et nyt skel mellem passive og aktive borgere. Mange mennesker er underlagt love, men har ikke indflydelse på dens udformning. De har en lang række civile rettigheder, men ingen ret til at deltage i det politiske liv. De bliver en slags halve mennesker, som nok kan underlægges loven, men som tilsyneladende ikke er opgaven voksen til selv at være med til at forme den.

Når vi skal til at genopfinde Europas plads i verden ovenpå det politiske og moralske sammenbrud, der har vist sig i mødet med de mange flygtninge, er det måske på tide at droppe arven fra 1789 og endelig gøre os til børn af 1793. Her er mennesker ikke først og fremmest passive individer, der skal beskyttes af lovgivernes love. Her er paternalismen død. I stedet anses ethvert individ for at være en aktiv borger, der har indflydelse på lovens udformning, og som dermed giver den sin demokratiske kraft. Først når dette politik- og menneskesyn er blevet dominerende, kan vi komme på demokratisk omgangshøjde med en bevægelse for alles lige ret som startede for snart 225 år siden i Den Franske Revolution.