Print artikel

Udluftning i det autofiktive terapilokale

Der blæser nye vinde i litteraturen.
Kritik
05.01.19
I sammensuriumet af jegfortæller og autofiktion har romanen haft trange kår i den europæiske offentlighed. Hvor den alvidende fortæller er blevet erklæret død og polyfonien erstattet af det selvoptagede jeg, øjner man nu et skift. Et skift tilbage til den polyfone fortællestemmes mangfoldighed og en længsel mod den store samtidsroman.

»undskyld fordi jeg har været

så skamløst optaget af mig selv«

Ordene er Nicolaj Stochholms og findes tidligt i hans nye digtsamling, Udenfor pesthospitalet, hvor Stochholm ikke bare undskylder men faktisk også får gjort op med hele sit hidtidige forfatterskab, som åbenbart ikke har været andet end epigoneri:

»Jeg skulle jo blot grifle noget

i den retning, så nikkede de

dystre fædre og gav et legat.«

I stedet skal Nicolaj Stochholm i en alder af et par og halvtreds (»en midaldrende idiot«, som han kalder sig i et af de andre digte) til at stå på egne ben. Eller rettere: Lyrikeren skal til at lære ikke at stå på nogen(s) ben overhovedet, heller ikke sine egne, hvorfor det netop citerede digt, da også slår over i tredjeperson:

»Da tiderne skiftede sad han

fast fordi han så blindt troede

på skriftens tredeling at jeg

havde ridset dem dybt ind

i mit eget mørke, den fejl begår

jeg eller hans hånd ikke igen.«

Men kan man overhovedet skrive et digt uden et jeg? Sagtens, der er endda flere muligheder. En af dem er det gamle kneb med at lade jeg'et møde et du, så der opstår et vi, men - og her bliver det virkelig stochholmsk - dette vi rummer tilsammen noget langt større:

»jeg tør jo ikke stole på at du

vil glemme hvad vi har givet

hinanden som mere end de ord

vi aldrig fik sagt højt, ensomt

favnende livet som om vores

ufrivillige menneskelighed

alligevel skinnede igennem

med noget der var større end os.«

En anden løsning er at lave et digt, hvor der simpelthen ikke er behov for noget jeg, sådan som det sker i Ode til en porcelænsklokke, for her udgør digtet nøjagtig, hvad titlen lover, nemlig en ode til en porcelænsklokke, altså den hvide krukkeagtige genstand som holder på ledningerne i el-nettet, og som i øvrigt er en ret flot konstruktion. Det synes Stochholm også:

»den er hvid som en knogle og

er aldrig blevet besunget

siden den lå ny og funklende

i sin form på porcelænsfabrikken

som en del af det fuldendte parti

præsenteret med stolthed af tre,

en værkfører, en stadsarkitekt

og en ulastelig klædt ingeniør«

For fanden, hvor er det godt! Som læser får man ligefrem lyst til at kaste sig i støvet og udbryde: O Stochholm, De store lyriker, jeg ligger på knæ for Dem, fordi jeg ikke er værdig til at trykke Deres hånd!

Når en historie skal fortælles, hvorfor så ikke gøre det storslået?

Al begyndelse er imidlertid svær, også for Nicolaj Stochholm som aldrig har været bange for at tage af den hovedstol, som salig Per Højholt advarede om, at man skulle holde sig fra, og også i Udenfor pesthospitalet er der en hel afdeling, hvor Stochholms private jeg i den grad får lov til at skinne igennem. Det er de digte, som tilsammen kaldes for Sisyfosvariationer, og som alle handler om Nicolaj Stochholms døende, kræftsyge far. Bedømt ud fra Stochholms nye jeg-frie poetik kunne man sådan set godt mene, at lige præcis dé digte var det argeste lort, en emotionel striptease, som Stochholm burde have opført på sin private parcel med kun den nærmeste vennekreds som vidner. Men heldigvis er også den del af samlingen værd at læse, ja hvis man har modet til det, kan man lade Lou Reeds sidste sang, Junior Dad, udgøre akkompagnementet, når man læser de smertelige digte; så skulle en tudetur af de ekstraordinære nok være hjemme.

Lad os imidlertid antage, at Nicolaj Stochholm ikke havde været i kunstnerisk form, da han skulle besynge sin døende far; kunne man så overhovedet tillade sig at kritisere digtene? Det er jo kunstnerens følelser, det handler om, og de må da være hævet over kritik, med mindre man er blottet for empati og som nogen sagfører koldblodigt noterer, at kunstnerens sorg ikke overbeviser.

Problemet meldte sig, da jeg med stadigt stigende ubehag læste Det smelter af den belgiske forfatter, Lize Spit. Når jeg fik fat i bogen, skyldtes det alene romanens sjældent gode anmeldelser, en kritiker mente ligefrem, at Lize Spit havde begået ren verdenslitteratur, og Spits hjemmepublikum har da også taget bogen til sig, så den er solgt i mere end 180.000 eksemplarer.

Derfor måtte jeg læse bogen, som på bagsiden præsenteres som »en grum fortælling fuld af spænding og psykologiske spil fra en af Belgiens nye markante stemmer«, og efter at have læst romanen, konkluderer jeg ikke, at bogen er dårlig, jeg nøjes bare med at genfortælle hele handlingen, så andre slipper for at læse de godt 500 sider, som romanen udgør.

Fortælleren er en pige, som vokser op med alkoholiske forældre i en landsby, hvor man ikke kan fare vild, og hvor alle kender hinanden. Ved et tilfælde bliver pigen født et år, hvor det åbenbart har knebet med fertiliteten, i hvert fald er der kun to jævnaldrende i landsbyen, som begge er drenge. Ikke desto mindre opstår der et tæt sammenhold blandt de tre fra den sjældne årgang, og mens de er små, er venskabet helt uden problemer, men da de rammer puberteten, går det galt. Og det er dette drama, som romanen koncentrerer sig om. Dramaet finder sted i sommeren 2002, hvor de to drenge er blevet ramt af seksualiteten og derfor uhyre gerne vil se byens piger uden tøj på. Den leg kan pigefortælleren ikke rigtig tage del i, men omvendt er hverken hun eller de to drenge helt parate til at opgive fællesskabet, så løsningen bliver, at hun får en rolle i deres lumre planer. Rollen er, at pigen skal være gådefortæller, og hvis byens piger ikke kan løse gåden, skal de smide noget tøj. Det sker næsten for alle pigerne, da der er tale om en meget subtil gåde: Midt i et tomt lokale hænger en mand i en galge. Udover manden og galgen er der kun en vandpyt under selvmorderen, som vel at mærke ikke skyldes, at manden har tisset i bukserne under sin dødskamp. Hvordan kan det lade sig gøre? Svaret er, at han har stået på en isblok og at rebet på den måde er blevet strammet, i takt med at isen er smeltet.

Gådens løsning får vi imidlertid først åbenbaret på romanens allersidste sider, hvad der ganske elegant medfører, at vi er i stand til at opklare et andet af bogens mysterier, for sideløbende med tilbageblikket på den fatale sommer i 2002, som munder ud i en meget brutal voldtægt af fortælleren, følger vi romanen igennem fortælleren i en ældre udgave, hvor hun er på vej til fest hos en af drengene, som nu er en succesfuld landmand. Med i bilen har hun en såre mystisk isklump, men efterhånden forstår vi, hvad der er hendes egentlige ærinde ved at komme til barndomsvennens fest, og det er ikke lystigt. Kvinden vil nemlig slet ikke feste men derimod hævne sig ved for real at udføre det selvmord, som var fortællingen i hendes gåde 13 år tidligere.

»I princippet behøver jeg bare vente nu. Resten sker af sig selv,« står der på romanens næstsidste side, og vi må gå ud fra, at resten virkelig sker af sig selv, sådan at isklumpen smelter og rebet strammes. Uheldigvis betyder det så også, at hele romanen falder sammen, for hvordan kan fortælleren på en gang begå selvmord og samtidig være i stand til at berette sin historie? Er det en okkult fortælling, som har udspillet sig på de foregående 500 sider? Eller er det underforstået, at de gamle fjender redder hende i sidste øjeblik alene, fordi hun senere skal være i stand til at skrive sin roman?

En forfatter må godt se ud over sin egen navle og må godt komme med en kritik, der rammer ud over den nærmeste omgangskreds.

Det hænger ikke helt sammen, men det var nu ikke derfor, at jeg blev ubehageligt til mode; det skyldes mere den genreblanding, som gør sig gældende, og som jeg ikke finder videre sympatisk. For når Lize Spit bruger thrillerens metode til at fremstille sin egen elendighed (fortælleren og Spit er jævnaldrende, og ligesom fortælleren er Split opvokset i en lille, belgisk by), og når moralen i romanen, som jeg med mine bedste analytiske evner ikke kan se er andet end, at hovedpersonen ofrer sig selv med det eneste formål, at andre skal blive opmærksomme på, at hun var et offer, ja så er det, at man godt kan begynde at spørge sig selv og andre, om vi efterhånden ikke er noget til et punkt, hvor det er på tide, at der bliver luftet ud i det autofiktive terapilokale?

Men hip hurra, mine damer og herrer, måske er det allerede ved at ske, måske er den længe efterlyste polyfone fortællerstemme omsider ved at vende tilbage til litteraturen. Beviset er romanen Hovedstaden af den østrigske forfatter Robert Menasse. Ligesom det gælder for Det smelter, giver forlaget den ikke for lidt i bagsideteksten, hvor Hovedstaden udråbes som intet mindre end den store europæiske samtidsroman, og det svarer vel nærmest til, at et pladeselskab lancerer et nyt band som de nye The Beatles. En farlig strategi med andre ord, for vi tror ikke på det. Gang på gang er der blevet blæst i trompeter og basuner fra forlagene om, at nu er den her, den store samtidsroman som led en uforklarlig død i årene efter 1. Verdenskrig.

Men fandeme om der ikke er noget om snakken, allerede i romanens prolog, ja faktisk i bogens allerførste sætning kan man mærke, at der er noget helt ekstraordinært på spil.

»Dér løber en gris!« lyder indledningen, og det gør der: Lige midt i Bruxelles løber et vildfarent svin rundt, det bevidnes af hele seks personer som bærer navnene David de Vriend, Kai-Uwe Frigge, Fenia Xenopoulou, Ryszard Oswiecki, Gouda Mustafa og Alois Erhart.

Allerede navnene røber, at vi har at gøre med et persongalleri fra hele Europa, og heldigvis er grisehistorien godt skrevet, for man kommer til at læse den igen og igen, når man skal finde rundt i det panorama af personer, som optræder i Hovedstaden, og som Robert Menasse ikke bare beskriver udefra men også  indefra, sådan som vi kender det fra de store russiske forfattere eller herhjemme først og fremmest fra Henrik Pontoppidan. For ikke at nævne Robert Menasses landsmand og fornavnebroder, Robert Musil, som givetvis er ikke så lidt af et forbillede, da Manden uden egenskaber ikke bare nævnes flere gange, men også bliver tildelt flere implicitte litterære hilsener ligesom intrigen i Hovedstaden - en af dem! - er en moderne pendant til omdrejningspunktet i Manden uden egenskaber, hvor en komité er sat på den svære opgave at fylde indhold i Det Store Patriotiske År. Blot er det i Hovedstaden mere jævnt et departement i EU, som skal komme med en idé til The Jubilee Project.

»Jamen, det kan jo ikke lade sig gøre! Verden er i dag for stor og kompleks til, at den lader sig afspejle i en roman,« lyder kritikken nu fra litteraturkritikeren, men den kritik foregriber Robert Menasse ved ganske enkelt at bruge det gamle trick med at lade forfatterstemmen blande sig i handlingen:

»Hvem opfandt sennep?

Det er ikke nogen særlig vellykket begyndelse på en roman«

Lyder det således i romanens egentlige åbning, hvorpå Menasse påpeger, at en god begyndelse på en roman i det hele taget ikke lader sig gøre, fordi den nemlig står »for enden af flere tusind sider, som ingen har skrevet: forhistorien!« Langt inde i romanen titter Robert Menasse himself igen frem på et tidspunkt, hvor de forskellige handlingsforløb begynder at tegne et mønster, og her husker han læseren på, at det kun er i romanen sådan noget kan lade sig gøre. Virkeligheden er derimod spredt konfetti, hvor det ene ikke har noget med det andet at gøre.

Robert Menasse er med andre ord selv fuldt bevidst om det umulige i sit projekt, somGogol eller Fritz Reuter er han ikke andet end en forfatter, som gerne vil fortælle en historie, og når en historie skal fortælles, hvorfor så ikke gøre det storslået? Det gør Menasse så, og da der er allermest gang i romanen, skal man ikke bare finde rundt i de mange personer, men også i ikke så få yderst spændende handlingsforløb: Har Ryszard Oswiecki held med sin flugt fra den vatikanske efterretningstjeneste? Kommer der en overbevisende idé til The Jubilee Project? Og hvad med grisen?

Lad så gå med, at Robert Menasse nok er bedre til at opbygge en spænding, end han er til at forløse den, her kunne han lære lidt af Lize Spit, som til gengæld kunne lære af Menasse, at en forfatter godt må se ud over sin egen navle og godt må komme med en kritik, der rammer ud over den nærmeste omgangskreds. Og det skal jeg da ellers lige love for, at Menasse gør i Hovedstaden, som ikke bare er et opgør med Europas spirende nationalisme, men for eksempel også det underlige paradigme, at fremtiden allerede er fastlagt, vi har bare at indstille os på den. Men som en af romanens personer nævner, så pegede alt allerede i 1920'erne på, at fascismen snart ville sætte dagsordenen. Skulle man så forsøge at forberede sig på den kommende fascisme, eller skulle man ikke hellere prøve at sætte en hel anden dagsorden?

Det er den slags spørgsmål, man bliver mødt med i Robert Menasses vældige roman, og man kan kun håbe på, at han ikke er en enlig litterær svale, men er fortroppen for den polyfone stemmes genkomst med alt, hvad det indebærer af mangfoldighed og samtidskritik.