Print artikel

Mellem identiteter i skammens tidsalder

Clara Busch Madsen
Interview
17.12.18
Leila Slimani tager livtag med skammens rolle i den moderne identitetsdannelse. ATLAS har mødt hende til en snak om, hvordan litteratur giver frihed og mulighed for at forstå hinanden i en fragmenteret verden.

I 2016 vandt den fransk-marokkanske forfatterinde Leila Slimani Frankrigs mest prestigefyldte litteraturpris, Goncourtprisen, for sin roman Vuggesang. Romanen udkom tidligere i år på dansk ved forlaget Rosinante. Men Slimani er meget mere end blot forfatter til den kontroversielle bog. Og selvom bogen har solgt mere end 800.000 eksemplarer, alene i Frankrig, er hun ikke kun kendt som en bestsellerforfatter. Slimanis virke tæller blandt andet en debattørkarriere, hvor hun har blandet sig i den offentlige debat om alt fra indvandring i Frankrig, islam, ISIS og terrorangreb, til #Metoo.

Vuggesang, skildrer en moderne fransk familie i det hippe 10ende kvarter i Paris, hvor den fransk-marokkanske mor og advokat, Myriam, bor sammen med sin musikermand, Paul, og deres to børn, Adam og Mila. I bogens begyndelsen er Myriam hjemmegående mor og passer selv sine to små børn, men det ændrer sig pludseligt da Myriam møder sin tidligere studiekammerat, Pascal, der nu er partner i et advokatbureau. Myriam øjner efter mødet en mulighed for at genetablere sin stagnerede advokatkarriere, der er blevet sat på pause, efter hun er blevet hjemmegående. For at Myriams karriere skal komme på sporet igen, ansætter familien en barnepige, den franske Louise. Louise er på alle måder den perfekte barnepige, der får lejligheden til at skinne, har et godt forhold til børnene og har maden klar til familien hver aften. Udefra ser Myriam og Pauls liv perfekt ud efter Louise ankomst. På trods af det er man som læser ikke i tvivl om, at noget lurer under overfladen.

Som bogen udspiller sig, begynder den idylliske families overflade at krakelere, og relationer mellem især Louise og Myriam bliver tilspidsede. Samtidig forstærkes Louises relation til de to børn. I løbet af bogen udfoldes de relationer, og imens erfarer læseren, hvordan magtrelationen mellem Louise og Myriam skifter. Alt det sker i Slimanis ordknappe og til tider nærmest tørre sprog, men denne ordknaphed understreger også det skift og den ambivalens, der er i bogens skildring af magtrelationer, som eksemplificeres i børnenes relation til Louise og Myriam. Det er netop disse relationer, der har været interessant for Slimani. Hun skildrer, hvordan magtrelationerne ændrer sig, efter Louise har været hos familien i et stykke tid. Der bliver vendt op og ned på det ellers meget entydige magtforhold mellem arbejdsgiver og arbejder.

Da ATLAS møder Slimani i den franske ambassades overdådige og storladne lokaler, er det ikke det skjulte og tilbageholdende, som præger hende. Når hun formulerer sine pointer er det med en bestemt attitude: 

»Moren kan give ordrer til barnepigen, men på den anden side er det barnepigen, der tager sig af børnene. Så på den måde er det hende, der har magten over børnene. Derfor var det et spørgsmål om netop den ambivalens og magtrelationen mellem moren og barnepigen og de familiære relationer.«

Når Slimani taler om hendes karakterer er det i større grad relationerne, der fungerer som tematik. Tematik er derfor for hende noget mere universelt. Noget man kan identificere sig med på tværs af tid, landegrænser, kultur og sprog. Karakterne får så hos Slimani en dobbelt funktion:

»Som forfatter skriver jeg ikke en bog med idéen om, at jeg skal udgive et bestemt budskab, eller analysere samfundet som det er nu. Jeg er fascineret af de karakterer jeg skriver om, og ønsker at skildre dem og deres indbyrdes relationer, deres sjæl og de universelle eksistentielle problematikker, som de alle står overfor. Og så håber jeg, at nogle kan læse mine bøger om 100 år og stadig identificere sig med de problemstillinger og tematikker. «

Netop det eksistentielle og universelle er noget Slimani vægter højt. Og selvom romanens åbningsscene er dramatisk og i bedste thrillerstil begynder med: »Den lille dreng er død,« er det ikke det, der har være det vigtige for forfatterinden. Adspurgt til, hvorfor hun netop valgte thrillerformen til bogen Vuggesang, svarer hun prompte:

» For mig er Vuggesang ikke en thriller, og jeg mener egentlig heller ikke, at formen er en thrillerform. Jeg går ikke op i, hvilken genre eller form mine bøger har. Jeg ønskede, at bogen skulle være et unikt objekt. Grebet var på den måde at få mange forskellige former for inspiration, så jeg kunne være mere fri til at skrive, som jeg gerne ville.«

På den måde er legen med genre et stilistisk greb, som Slimani i sammenspil med sit ordknappe sprog bruger til at tvinge læserens fokus hen på de universelle eksistentielle problematikker og magtrelationerne mellem karaktererne. Derfor er det at bevæge sig på tværs af og mixe genrer et hovedelement for Slimani, da hendes forfatterpraksis er bygget op om ikke at ville begrænse sig selv til en bestemt form:

» Jeg tror, at enhver forfatter gør, som man vil, men jeg dømmer aldrig en bog efter hvilken genre det er. Selvom jeg faktisk ikke læser særlig mange krimier og thrillere selv. Jeg læser og skriver mere intuitivt, så jeg kan ikke rigtig sige, hvad jeg vil med det formgreb. For mig er det mere karakterne, der er centrale og forholdet til dem.«

Det er altså i mindre grad et spørgsmål om form, men hvordan formen er med til at udtrykke relationerne. I Vuggesang kommer dette netop til udtryk med parret Myriam og Paul. Til trods for, at Slimani skildrer et klassisk forhold mellem en familie og dens barnepige, har hun flere steder forsøgt at vise det hykleri, der foregår hos middelklassen i dag:

»Parret Paul og Myriam var nogle af de vigtige for mig, de tilhører det, vi i Frankrig, kalder Bobo, som er en slags politiske korrekte hipstere med de rigtige holdninger. De spiser økologisk, de er ikke racistiske, de er åbne og ikke snæversynede, de vægter kultur højt, de dømmer ikke folk og bor i det rigtige kvarter i Paris. Men alt det her er noget, der foregår i teorien, for i deres daglige liv behøver de ikke forholde sig til fattigdom, mens de heller ikke møder andre sociale klasser. Så da de møder den fattige barnepige, Louise, så begynder deres holdninger at falde fra hinanden, da det er svært for dem at udleve deres moral i praksis.«

Lige præcis det forhold mellem moral i praksis (hverdagslivet) og teori er et knudepunkt for romanens handling. En af de første gange i romanen, hvor det kommer til udtryk, er, da parret skal vælge en barnepige. Myriam væmmes ved den racisme, hun møder på Jobcenteret, da hun skal slå en annonce op, men da hun møder marokkaneren Malika konfronteres læseren med Myriams eget hykleri: »Myriam var meget tydelig. Hun ville ikke ansætte en nordafrikaner«.

Men det er ikke kun i moralens praksis, det er interessant for Slimani at beskæftige sig med dette ambivalente forhold:

»Som forfatter er jeg optaget af at arbejde med den måde, vi fremstår på og forskellen mellem de mennesker, vi er og de mennesker, vi viser, vi er. Vi er altid splittede eller dobbelte. Vi har altid en meget intim del, som få kender, og så har vi et socialt ansigt.«

Fri mig fra faste identiteter

Dobbeltheden mellem en intimsfære og en socialsfære er et centralt element i hele forfatterskabet. Og netop det at passe ind eller få sat en bestemt identitet på sig, er noget Slimani har været optaget af siden sin første bog Dans le jardin d’ogre. Bogen handler i korte træk om en ung sexafhængig marokkansk kvinde.

Forskellen mellem at passe ind i en kultur, at have en bestemt identitet og dobbeltheden mellem en intimsfære og socialsfære er noget Slimani beskriver i begyndelsen af sin seneste bog, det ikke-fiktionelle værk, der har den engelske titel Sex and lies, hvor hun, igen med sit korte og præcise sprog, skriver:

»Vi er ikke vores kultur, men vores kultur er det, vi gør den til«.

Dette citat er centralt for at forstå, hvordan Slimani arbejder med kultur, identitet og identitetspolitik. Over for ATLAS uddyber hun:

»Et eksempel kunne være stærkt konservative folk, radikale venstreorienterede eller islamister, som altid fortæller dig, at du skal have en bestemt identitet. F.eks at du skal være en hvid dansk mand og at jeg skal være en fransk-marokkanske kvinde, og derfor skal du ikke gøre sådan eller være sådan. Mit svar til dem er: kultur er noget, der altid bevæger sig!«

Derfor er det at skrive både noget politisk og intimt, noget fjernt og nært og noget socialt og indre. Og det er netop denne vekselvirkning mellem det offentlige og det private, det åbne og det lukkede, det nære og det fjerne, det sociale ansigt og det indre intime, som Slimani prøver at få sin læser til at forholde sig til.

I Slimanis seneste bog, det ikke fiktionelle værk, Sexe et Mensonges, har det været en strategi at skrive de grimme følelser, der befinder sig i vekselvirkningen mellem det sociale og det intime, frem. Sexe et Mensonges er en interviewbog, hvor Slimani har gengivet historier fra marokkanske kvinder, en marokkansk politimand og andre i relation til emnet: sex og kærlighed. Derfor var det vigtigt for hende at vise forskellen på den privilegierede europæer og marokkaneren:

»Faktisk er det ulovligt at have sex udenfor ægteskabet i Marokko, og homoseksualitet og abort er også forbudt. Alt dette står i den nationale lovgivning, så for mig var det vigtigt at vise læseren, hvordan det er at leve i et land som Marokko med sådanne love.«

Magtinstitutioner bruger, ifølge Slimani, skam som et redskab til at fastholde folk i bestemte rammer. Derfor er skamsspørgsmålet essentielt for hende:

»I Vuggesang føler Myriam en skam over ikke at være en god nok mor, fordi hun keder sig med sine børn og vil gerne ud og leve sit eget liv. Hun føler sig ikke så lykkelig som mor. Og i Sexe et Mensonges føler kvinderne en skam, som de er opdraget til at føle, af netop det system, de er født ind i.«

Fællestrækket er derfor det at få påduttet en fast identitet. At skulle være på en bestemt måde. Lige præcis dette er Slimani imod, og hun mener at det er et universelt træk, vi kan forstå, uanset hvor i verden vi er. Denne tankegang om identitet har ført til, at Slimani er blevet kaldt en ”Native Informant”, som kort fortalt betyder én, der taler de hvide imperialisters sag. Men hun vil altså ikke sættes i en bestemt bås, der begrænser én til at have en bestemt identitet.

»Når du er en arabisk immigrant i Europa, er der mange mennesker, der gerne vil bestemme, at du skal skrive om bestemte ting, og at du ikke skal skrive om bestemte andre ting. Et eksempel kunne være, at du som fransk forfatter sagtens kan skrive en kærlighedsroman eller en psykologisk roman, det er normalt. Men når pakistanere, congolesere, afghanere, arabere, skriver om kærlighed, sex, så er der straks nogle, som synes, det er forkert.«

Det universelle er således for Slimani det, der skal aktivere læseren og få hende til at reflektere over mere etiske spørgsmål:

»For mig er det læseren, som vurderer det. Faktisk er forfatteren den værste at spørge om etiske spørgsmål i forhold til sine egne bøger. For når du har udgivet en bog, så ejer du den ikke mere. Det er her, læserens arbejde begynder, for det er læseren, som beslutter, hvad der er etisk eller ej i bøger.«

Det giver ifølge Slimani læseren en frihed. En frihed som hun også selv praktiserer, når hun læser og skriver:

»For mig handler litteratur om frihed, og litteratur gør, hvad det vil, i hvilken form det vil. Der er netop ingen regler eller ansvar for, hvad litteratur skal eller bør gøre.«

Frihed er, ifølge Slimani, et universelt vilkår for at skabe sin identitet. Og hvis vi fastholder denne frihed, er det muligt at udforske andre identiteter og deres steder:

»Der er netop noget universelt i at kunne glemme sin egen identitet og udforske andre universelle følelser. Vi kan netop gennem litteraturen forstå følelser og spørgsmål, som er de samme, men som er foregået mange år før eller andre geografiske steder, og det er dét, som er litteraturens styrke.«