Print artikel

Arabiske mareridt

Kritik
17.11.18
Det arabiske forår har banet vejen for en ny dystopisk samtidslitteratur, der emmer af modløshed, brutalitet og pessimisme. Måske er det håbet.

Det er nu mere end syv år siden, at grønthandleren Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv, og det meste af den arabiske verden brød i brand. Efter en måneds demonstrationer blev Tunesiens Ben Ali afsat, og senere blev både Hosni Mubarak og Muammar Gaddafi væltet efter sammenlagt 73 år ved magten. Protesterne nåede også over Det Røde Hav, hvor de med de sociale mediers mellemkomst spredte sig til blandt andet Syrien, Jordan, Bahrain og Yemen.

Udefra syntes magthavernes pludselige legitimitetstab næsten som spontane begivenheder.  Det var de naturligvis ikke, for der var uendeligt mange årsager, som hver for sig ville være nok til at tænde gnisten i et folk, og samlet set udgjorde en uudholdelig totalitet. Der var socioøkonomiske faktorer såsom stagnerende levevilkår, øget ulighed og massiv korruption. Der var politisk inkompetence og demokratisk underskud. Der var indskrænket frihed og øget overvågning. Alt dette blev opsummeret af bevægelsens centrale slogan: ”Folket vil have…” Det handlede ikke nødvendigvis om, hvad de ville have. Det var i sig selv værdigheden ved at have en vilje. Den fik de dog ikke.

Det såkaldte arabiske forår blev kvalt, knust og gasset ihjel. Med undtagelse af Tunesiens succesfulde nye demokrati, et par reformer i Jordan, ophævelsen af 19 års undtagelsestilstand i Algeriet og Sauda Arabiens nyeste PR-fremstød, er det mest af alt endt i et mareridt. Libyen er hærget af sekteriske borgerkrige, Egypten har skaffet sig en ny tyran på halsen, Yemen er kollapset i kolera og børnedød, i Bahrain er alt ved det gamle og situationen i Syrien er mit ordforråd for fattigt til at beskrive.

Alligevel hører man af og til optimistiske pip fra forskere og meningsdannere, der stadig ser et potentiale i Mellemøstens ungdom. De progressive kræfter ulmer under overfladen, de materielle betingelser for oprøret er endnu ikke forsvundne og der er små tegn på forbedringer. Håbet lever, her og der.

De unge forfattere har fundet en stemme, som nok er desillusioneret, men ikke desto mindre er kritisk, forbitret og vred

Det kan være svært at hæve sig over den daglige nyhedsstrøm og betragte så stor en makrohistorisk affære med distancens klarsyn. Særligt når historien endnu ikke er færdigskrevet. Men måske er der et råd. Man kunne eksempelvis zoome ind på et enkelt land og derfra tilgå de litterære bearbejdninger af fænomenet. Det ville Georg Brandes i hvert fald have gjort: »Et Folks Litteratur fremstiller, naar denne Litteratur er fuldstændig, dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie. Store Litteraturer, som Englands og Frankrigs, indeholder saaledes et tilstrækkeligt Antal Documenter, til at man ud fra dem kan bestemme, hvorledes det engelske og franske Folk i enhver historisk Periode har tænkt og følt.«

Dystopisk og desillusioneret

I den egyptiske samtidslitteratur har det arabiske forår banet vejen for en ny brutal pessimisme, der behandler oprørets traumer i klassisk romanform. Her er Basma Abdel Aziz’ The Queue (2016) og Mohammad Rabies Otared (2016) to glimrende eksempler.

Aziz’ The Queue er en absurdistisk dystopi med så klare referencer til Kafka og Orwell, at det næsten kunne blive et ophavsretligt spørgsmål. Fortællingen foregår i kølvandet på en mislykket revolution, som døbes The Disgraceful Events af det sejrende styres propagandamaskine. Som straf for optøjerne har de fordækte magthavere indført en lang række bureaukratiske foranstaltninger og samtidig lukket portene til det kontor, der skal behandle folks forespørgsler. Foran porten fremvokser en kilometerlang kø af tålmodigt ventende borgere, der ønsker at anmode om tilladelse til de mest basale ting. Efterhånden danner de et parallelsamfund med små lejre, et veludviklet handelssystem og et dagligt nyhedsflow fra det statskontrollerede blad The Truth. Der afgår sågar busser mellem køens to ender, så de ventende kan besøge hinanden.

Romanen følger en håndfuld menneskers kamp for overlevelse under det konstant overvågende autoritære regime. I midten af det hele står den magtesløse Yehya og hans kamp for en skriftlig tilladelse til at få bortopereret et projektil, som er fanget i hans krop og truer ham på livet. Det er en svær kamp, for porten forbliver forseglet, og kuglen endte sågar i hans krop, da han blev skudt under The Disgraceful Events, hvilket regimet nægter kan være sket. Så da lederen endelig viser sig, er det med beskeden om, at kuglen er udtryk for guds vilje og at den nok skal forsvinde, hvis bare han er stærk i troen. 

Atmosfæren er i det store hele opgivende. Ikke så meget fordi folk tror på regimets newspeak eller billiger bureaukratiet. Snarere skildrer Aziz, hvordan undtagelsestilstanden normaliseres, efterhånden som køen bliver en permanent ordning. I stedet indtræder en indifference, fodret af folkets længsel efter stabilitet. Ikke engang The Disgraceful Events fremstilles som hæderlige og heroiske. Tværtimod giver Aziz indtrykket af en revolution, der blev spoleret af fejhed og opportunistiske studehandler.

Umiddelbart kan romanens karakterer heller ikke stille meget op. Regimet overvåger dem konstant, magten er som i Kafkas Processen og særligt Foran Loven en forskudt og mere eller mindre ansigtsløs størrelse, og så er der tilmed et timeglas-element, eftersom Yehyas helbred skranter dag for dag.

Mens  Aziz  dadlede  bureaukratiet  og  magthavernes  psykologiske  kontrol,  bearbejder  Rabie  volden  og  tragediernes  mere  konkrete  fysiske  udtryk:  orgier  af  vold,  sæd,  urin,  råd  og  ekskrementer,  narkohallucinationer,  menstruerende  prostituerede,  selvmordere,  kannibalisme,  gaderøverier  og  masser  der  lyncher  hinanden  i  sanseløs  beruselse

Hvor The Queue er vemodig og sukkende, er Otared frådende og destruktiv. Rabies roman er gung-ho science fiction med så meget tjubang, at en forfatter som Vladimir Sorokin kommer til at ligne en franciskanermunk.

Anslaget: Den erfarne politimand Otared ankommer til et blodigt og fæces-indsmurt gerningssted, hvor en mand har dræbt sin familie og tvangsfodret den handikappede gamle bedstefar med børnebørnenes parterede lemmer. Hvorfor? Fordi han havde mistet håbet. Otared går op på taget og brækker sig. Så hører vi ikke mere om det.

I stedet følger man Otareds oprørskamp (anno 2025) mod den velorganiserede besættelsesmagt The Knights of Malta (sic!). Han ligger på et tag højt over byens gader med sin sniper-riffel, mens små droner bringer ham beskeder om, hvem han skal indstille sigtekornet på: Besætterne, kollaboratører og nogle gange bare tilfældige forbipasserende. Alle bliver myrdet - no questions asked. Da han endelig kaldes ned på jorden, er det for at blive briefet om en ny storstilet plan. Otared og hans team skal gå tilbage til hustagene og dræbe så mange, som overhovedet muligt. Børn, gamle, unge, mænd eller kvinder – det er lige meget hvem. For ved at lade blodet flyde håber oprørsgruppen på at fremavle folkets frygt og antænde en ny revolution mod besættelsesmagten.

Mens Aziz dadlede bureaukratiet og magthavernes psykologiske kontrol, bearbejder Rabie volden og tragediernes mere konkrete fysiske udtryk: orgier af vold, sæd, urin, råd og ekskrementer, narkohallucinationer, menstruerende prostituerede, selvmordere, kannibalisme, gaderøverier og masser der lyncher hinanden i sanseløs beruselse – dekadencen er total og lidet subtil. Denne maksimalisme er på sin vis både chokerende, stærk og udtryksfuld, men den bliver også trættende og triviel, netop fordi den er så umotiveret og sjældent udtrykker noget andet end sig selv. Men det er måske også pointen, at den endeløse voldsspiral bliver lidt trættende?

For revolutionen lykkes, og The Knights of Malta vender tilbage til deres omflakkende liv i søgen på et nyt land, de kan besætte (og ja, det lader til at være en lidt mærkværdig stikpille til Israel). Men heller ikke det fører noget godt med sig, for Egypten finder sig selvfølgelig bare en ny tyran, og så kan volden til Otareds store fortrydelse fortsætte. Midt i romanen vender Rabie blikket væk fra Otared for at tage et par afstikkere til 2011 og omkring år 1000, hvor egypterne såmænd også sloges (om end de brugte spyd og lanser fremfor droner og sniper-rifler). Pointen er ikke til at misforstå: Egyptens skæbne er en evig cyklus af vold. Når en tyran væltes, kommer der en ny.

Pessimismens potentiale

Den 25. januar 2011, en lille måned efter optøjerne startede i Tunesien og 11 dage efter Ben Alis afgang, startede optøjerne i Egypten. Mubarak havde siddet tungt på magten i 30 år, men efter to ugers demonstrationer, optøjer og strejker blev han tvunget til at træde tilbage. Ved det efterfølgende valg endte egypterne til vestens store fortrydelse med at pege på Mohamed Morsi og den islamistiske organisation Det Muslimske Broderskab. Men de holdt heller ikke længe, for i år 2013 begik den tidligere forsvarsminister Abdel Fatah al-Sisi et militærkup og siden da har han siddet nogenlunde trygt på magten. Tidligere på året blev han således genvalgt med mere end 90 % af stemmerne (nummer to var angiveligt den succesfulde Liverpool-angriber Mohamed Salah, som slet ikke stillede op), selvom Egypten lader til at klare det værre under al-Sisi, end under Mubarak.

Atmosfæren er i det store hele opgivende. Ikke så meget fordi folk tror på regimets newspeak eller billiger bureaukratiet. Snarere skildrer Aziz, hvordan undtagelsestilstanden normaliseres

Leveomkostningerne er blevet højere, inflationen stigende og Amnesty Internationals seneste rapport om Egypten indleder med sætningen: »Egypt’s human rights crisis continued unabated«. Herefter beretter de om ekstensiv brug af tortur, vilkårlige anholdelser, uretfærdig rettergang, forværrede forhold for kvinder og LGBT-samfundet, diskrimination mod religiøse mindretal og en stigning i antal af terrorangreb. Al opposition er tilmed enten ulovliggjort, marginaliseret eller optaget af at spille fodbold i Liverpool.

Tidligere på året tog den egyptiske forfatterinde Yasmine El Rashidi pulsen på sit hjemland i det glimrende essay Toughing It Out in Cairo i The New York Review of Books. Her beskriver hun, at egypterne bruger passivitet som en kalkuleret overlevelsesmekanisme. Man skeler mod Syrien og konstaterer lettet, at man er sluppet nådigt: »at least the country is safe again,« konstaterer en af hendes landsmænd, mens en anden formulerer resignationen i sin reneste form: »so what is one to do now except put your head down and try to make a living?«

Aziz’ og Rabies værker opsummerer glimrende denne resignerende pessimisme. På den ene side er de pinligt beviste om, at der synes at hvile en forbandelse over Egypten, og at forandringer sjældent er til det bedre, når der bare står en ny al-Sisi med nye magtmidler og nye voldelige kampagner klar i kulissen. På den anden side rummer værkerne også en kritik af det egyptiske folk for at være blevet korrumperede af længslen efter stabilitet og for vattede i deres attitude overfor magthaverne. De kritiserer altså deres egen apatiske position.

I den næstsidste scene i The Queue ligger den stakkels Yehya og forbløder, mens hans veninde Amina holder om ham: »Amina relaxed. She’d found what she’d long hoped for in the Gate’s massage – stability and tranquillity – while Yehya kept slowly bleeding. (…) If only she’d accepted it from the start, she wouldn’t have left her job, locked herself in the house, withdrawn from the world (…) But Yehya was not convinced, and he did not stop bleeding.« Måske er oprøret forstemt på grund af ringe chancer for succes, generel blaserthed og en presserende længsel efter fred og ro – men blødningen er endnu ikke stoppet, grundlaget for revolutionen er ikke forsvundet.

Netop det, at Egyptens dystopiske samtidslitteratur artikulerer en så potent pessimisme, kan være et spinkelt håb for fremtiden. De unge forfattere har fundet en stemme, som nok er desillusioneret, men ikke desto mindre er kritisk, forbitret og vred. Hvis den egyptiske litteratur havde gemt sig i sprogblomster og magelig historicisme, ville det næsten have været mere deprimerende. Den udsigtsløse pessimisme vidner om, at der er et potentiale at mobilisere, at man endnu ikke har stillet sig tilfreds, at der stadig er en vilje til viljen.

De franske revolutioner varede også mange årtier med terrorregimer, angrebskrige og perioder med apati og mæthed, før den slog endeligt igennem, og tre vise mænd sagde vist også  noget  a  la:  så  længe  man  er  håbløs,  er  der  håb  endnu.  Lad  os  holde  fast  i  det.