Sidste stop før intetheden

»At skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk«, skrev den tyske filosof Theodor Adorno engang. Citatet peger på det moralsk problematiske i at skrive digte på baggrund af koncentrationslejrens ubegribelige lidelser, men er i lige så høj grad en problematisering af poesien som sådan. Det poetiske stræber efter det skønne, men det skønne står i ledtog med det absolutte, og er derfor politisk problematisk. Verden er ikke skøn, og nazismen står som et lysende klart eksempel på, hvad der sker, når det politiske æstetiseres og mytologiseres. Imod Adornos ønske fortsatte kampen om de store sandheder i efterkrigstidens Tyskland, og den kunne være endt med menneskehedens endeligt.

Midt i denne kamp stod Heiner Müller, »den betydeligste tyske teaterforfatter i anden halvdel af det tyvende århundrede.« Citatet er fra en mindeplade på Heiner Müllers bolig, og er gengivet af Madame Nielsen i hendes forord til det udvalg af Müllers digte, der netop er udkommet på forlaget Basilisk. Den betydeligste tyske teaterforfatter, forklarer Nielsen, i århundredets første del og i århundredet overhovedet var Bertolt Brecht, der ligeledes står som Müllers faderfigur par excellence.

Müllers