Print artikel

Læsninger fra periferien

Anmeldelse
11.09.16
Den produktive forfatter Peter Handke er aktuel i sit hjemland med den både emne- og sidemæssigt omfangsrige 'Vor der Baumschattenwand nachts. Zeichen und Anflüge von der Peripherie, 2007-2015.' Her viser forfatteren, hvordan læsning udmøntes som livsform.

Det første, der påkalder sig opmærksomhed, er bogens undertitel, Tegn og antydninger fra periferien. I bogstavelig forstand henviser ’periferi’ til stedet, hvorfra Handkes verden går: den ringeklokke- og dørskiltsløse bolig, som ligger skjult bag et tæt løvværk for enden af en afsidesliggende vej, i den sydvestlige pariserforstad Chaville. Det væsentlige er ikke så meget den konkrete placering som det, den lader ane: forfatterens livsførelse; skrivende og læsende på bekvem afstand af bevidstløs massekultur – »Offentligheden er dum, og Andy Warhol er dens profet«, som der står et sted. Det betyder dog ikke, at optegnelserne kun omhandler forfatterens egen umiddelbare livsverden. De kan siges at være personlige – uden at være private. På den ene side er de kendetegnet ved et fravær af slibrige detaljer om private forhold og psykologiserende selvgranskning; og på den anden side ved en personligt engageret, hvis ikke anfægtet verdensvendthed, der bevirker, at optegnelserne snart sagt beskæftiger sig med hvad som helst.

Enkelte emner optræder naturligvis i særlig grad. Det gælder eksempelvis forfatterens overvejelser over andre bogværker. Og de spænder vidt. Fra Koranen (suppleret af forskellige islamiske mystikere) over klassikere som Goethe, Hesiod, Flaubert, Stendhal, Hölderlin og til moderne forfattere som Patrick Modiano og John Cheever. For Handke handler det imidlertid ikke alene om de tanker, han henter fra bøgerne. Næsten ligeså vigtige er de egenskaber, læsningen opøver. Som han skriver: »’at læse en bog kræver tålmodighed’? – sludder: en bog frembringer, ansporer, skaber tålmodighed, og på dét genkender du bogen som ’bog’«.

Skrivning er et andet centralt emne. Et sted betegnes det som dét at »om­drømme«, altså en afsøgning af det mulige. Et andet hedder det: »Hemmeligheden (bag skrivningen) har intet med fortielser, tilbageholdelse, antydning – har intet med teknik at gøre. Skrivningens hemmelighed er et andet sted, eksempelvis på en i anledning af natten tom grænsebanegård i Sežana i den jugoslaviske Karst, nær brøndene, i form af en stalaktit«. Det afgørende er ikke teknik, men skrivningens erfaringsnærhed. Det kan synes selvmodsigende, at skriften på én og samme tid kan/bør afmale aktualiteten og det potentielle. Handke vil sandsynligvis replicere, at han søger det mulige i det virkelige; eller virkelighedens mulighed. Et tredje sted antydes noget sådant i hvert fald: »Intet skønnere tidsfordriv end at tænke på andre, at tænke sig hen til andre og så, uden ekstra-opdigtning, at opdigte dem«. Skrivningen involverer med andre ord ophold og bevægelse; dvælen og overskridelse: »Bliv ved sandheden? Ja – og søg den: skrivning: to bevægelser i én«.

En formmæssig ting, der karakteriserer bogen, er Handkes konsekvente brug af bestemte optegnelsesmatricer. Det gælder eksempelvis de passager, hvor han jager de mest træffende verber: »Verbum for sneen i togruden: ’udvidet’«. Eller: »Verbum for mand og kone: de ’vækker hinanden’«. Resultatet er ofte, som det måske fremgår, en smule gådefuldt. En anden fast matrice er de sansende næsten-digte: »Efterbillede: i efterbilledet af det hvide jetspor på himmelen/trak en fugl/et sortspor/efter sig hid (’næsten et digt’)«. Eller: »Vinden går gennem græsset/og jeg er der/jeg er der/og igen blæser vinden gennem græsset (’næsten et digt’)«. Sådan kan det erfaringsnære og det mere søgende forenes.    

I Tage und Werke betegnede Handke læsning som »medbogstavering, afdækning, verdens- og selvudforskning«. I den forstand præsenterer Vor der Baumschattenwand nachts afkastet af Handkes læsning fra perioden 2007-15. Samtidig anskueliggør den selve læseprocessen; forfatterens skrivende-læsende omgang med sig selv og omverdenen, hvad både er en livsform og et efterstræbelsesværdigt ideal: »Intet ædlere, intet skønnere, intet mere tiltrækkende end et alvorsfuldt menneske – en læser«. I overensstemmelse med forfatterens egen forskrift er Vor der Baumschattenwand nachts en bog, der opøver læserens tålmodighed. Undertiden slider den dog også på den. En del af optagelserne har nemlig en lidt anæmisk, tomgangslignende karakter. De kunne med fordel være udeladt. Det skal imidlertid ikke skygge for, at Handke har skrevet en tankerig og generøs tekst, der er alvorsfuld uden at være hverken vindtør eller helt humorforladt. Det er intet mindre end glimrende.