Print artikel

Mændene uden egenskaber

Udsnit fra forsiden på "Et rigtigt liv"
Kritik
05.07.19
Litteraturhistorien vrimler med unge, stræbsomme mænd, der satser stort og går under med et brag. Men deres nedtur har ændret karakter: hvor det før var uoverensstemmelser med det omgivende samfund, der fældede dem, kommer undergangen i dag indefra. Litteraturens ambitiøse yngling har fået eksistentiel gummiarm.

Den unge, ambitiøse mand, der kæmper en brav kamp for at blive til noget, få succes, opnå position, rigdom, lykke, magt, alt det der, er en klassisk figur i litteraturhistorien. Unge mænd med gode forudsætninger for at klare sig i det samfund, de er sat i, og umiddelbart ser det da også ud til, at alting kører, som det skal. Den sociale opstigning bliver en realitet. Pontoppidans Lykke-Per får sig gelejdet ind i samfundets finere købmandskredse, Johannes V. Jensens moralsk anløbne Mikkel Thøgersen formår at blive ven med kongen, Flauberts ubeslutsomme Frederic Moreau bliver inviteret ind i Paris’ højborgerlige og mondæne saloner i Følelsernes opdragelse. Men så indtræffer vendepunktet, og den unge protagonist ender som vejbom-bestyrer i Jylland, som syg, fængslet, tomhændet og snydt for det gode liv, der ellers var lagt op til, med jurastudier, ingeniørprojekter og udsigten til et økonomisk fordelagtigt ægteskab med en kvinde fra et af samfundets højere lag.

Et skoleeksempel på sådan en ung mand, der bortødsler sine muligheder, er Julien Sorel, hovedpersonen i Stendhals 1830er-roman Rødt og sort. Julien kommer fra en rimeligt velstående tømmerhandlerfamilie i provinsen, men falder allerede fra begyndelsen anderledes ud end det miljø, han er vokset op i. Han er ikke så meget privilegeret i kraft af sin baggrund, som i kraft af sin ekstraordinære intelligens. Han læser bøger, han har en fotografisk hukommelse, der gør ham i stand til at recitere ethvert tekststed i Bibelen og blive ved og ved, til tilhørerne ikke orker mere. Det imponerer en lokal præst, som får Julien væk fra sin analfabetiske familie og på præsteseminarium i den nærmeste større by. Julien griber mulighederne, der byder sig, og hans tankers primære fokuspunkt er chancen for en dag at blive biskop med halvtreds tusind francs i indtægt om året. Det er dét han vil. Han vil opad.

Men Julien bliver efterhånden træt af kirken og dens moral og stivhed og får i stedet ansættelse hos den magtfulde marquis de la Mole i Paris. Her gør han sig nyttig ved ordret at huske hemmelige skrivelser, som han viderebringer i det transnationale netværk af reaktionære adelige, marquisen er en del af. Unge Sorel vil noget andet end at stå og save stammer, og han stræber højere end bare præste- eller biskop-gerningen. Han vil hele tiden mere. Han vil have en million francs om året, hvorfor ikke? Han kommer frem i verden ved at være overdrevet stolt og ubøjelig i sin fremtoning og dermed give magtfulde folk indtryk af, at han er mere, end han er. Han opfører sig på en måde, man ikke kan tillade sig, og derfor tror folk, at han kan tillade sig det, at han har positionen og beføjelserne til det. Han charmerer overklassens fruer og frøkener og tiltvinger sig adgang til sociale kredse, han ikke burde have adgang til som ung mand af en lavere stand. Han følger sine ærgerrige indskydelser, og de fører ham langt. Som marquis de la Moles datter Matilde skriver, da hun i et brev til sin far går til bekendelse og afslører, at hende og Julien har et kærlighedsforhold:

»Selv om han begynder helt nede fra, er jeg vis på, at han vil komme i vejret. Med ham frygter jeg ikke for at blive ubemærket. Hvis der sker en revolution, er jeg sikker på, at han vil komme til at spille en stor rolle; ville du kunne sige det samme om nogen af dem, der har friet til mig? De har ganske vist prægtige godser; men det er mig ikke nok for at beundre dem.«

Juliens kynisme og evne til overhovedet ikke at reflektere over, hvad han har gang i, men bare fortsætte, fortsætte, fortsætte, hæver ham opad, men samtidig betyder den, at han mangler evnen til at vurdere, hvornår han skal stoppe, hvornår han er gået for langt i sine bestræbelser. Romanen igennem er han parat til at skyde sig selv og gøre en ende på det hele, når det ikke går godt. Han er ikke nervøs for noget som helst, han er frygtløs og dumstolt, bøjer ikke af i tide. Han spiller chicken med samfundsstrukturerne, og samfundsstrukturerne er nok den dummeste modstander, man kan vælge at spille chicken med. Det ende i en katastrofe, selvfølgelig må det det. Syg af kærlighed og jalousi skyder Julien borgmesterfruen Madame de Renal, som han bilder sig ind, at han elsker, bliver smidt i fængsel og dømmes til døden.

Apatisk identitetskrise i det 21. århundrede

Mens Rødt og sort dannelsesroman-mimende skildrer Julien Sorels unge år frem mod sammenbruddet, ligesom en række andre romaner fra det 19. og starten af det 20. århundrede gør det, har senere års fremstillinger af unge stræbsomme mænds nedture taget udgangspunkt i selve krisen og er startet netop dér. Det gør Michel Houllebecqs debut fra 1993, Udvidelse af kampzonen, hvor vi følger Michel, hvis liv for længst er punkteret, og han står slap tilbage, hængende, som en af de dér gymnastikbolde, folk har til at ligge i et hjørne af stuen, og som langsomt bliver rynket og skrumper ind, efterhånden som luften siver ud af dem. Michel er 40 år og deprimeret. Han arbejder i landbrugsministeriet i Paris, han hader sit job, sine kolleger, og mest af alle hader han sig selv. Engang var det anderledes, det er næsten ikke til at forstå, men der har faktisk været et tid fuld af optimisme:

»Man har haft et liv. Der har været tidspunkter, hvor man havde et liv. Ganske vist kan man ikke huske det særlig godt; men der findes fotografier, der beviser det. Det var sikkert lige omkring puberteten eller lidt senere. Hvor stor var lysten til livet ikke dengang! Tilværelsen forekom rig på uprøvede muligheder. Man kunne blive popsanger; rejse til Venezuela.«

Romanen igennem bliver Michel mere og mere forbitret. Følelsen af at have mistet livsgnisten og muligheden for at lykkes med noget, der hæver sig over it-løsninger for franske landkommuner, får ham til at vende raseriet udad. Livet er blevet taget fra ham, men ikke af nogen bestemt modstander, det er bare sket. Så bliver depressionen til en ligegyldig fatalisme, så kan man lige så godt drikke whisky og forsøge at begå et racistisk motiveret mord.

Han spiller chicken med samfundsstrukturerne, og samfundsstrukturerne er nok den dummeste modstander, man kan vælge at spille chicken med.

Samme ligegyldighed over for tilværelsen og de slag, den tildeler én, ser man i Katrine Marie Guldagers nyligt udkomne roman Et rigtigt liv. Her følger vi Filip, som er født og opvokset i Gentofte, og før han får set sig om, er han en mangemillionær advokat med ferievilla i Toscana og Bentley i garagen. Han er et menneske, der aldrig rigtig har haft nogen ambitioner, hverken som barn, ung eller voksen, han gør bare det, han tror, der forventes af ham. Han træffer ingen valg, han aner ikke, hvem han selv er, og tvivlen hjemsøger ham, han kan ikke beslutte sig for sin egen identitet. Så bliver noget så prosaisk som at købe en bolig en uoverstigelig eksistentiel udfordring, selvom Filip og hustruen Cecilie har masser af penge og muligheder. Måske er det selve dét, selve overfloden af muligheder, der tynger:

»Filip forestiller sig, at de skal se fem-syv huse og så beslutte sig. Han forestiller sig, at han vil være large og i det store og hele lade Cecilie bestemme. Han regner med, at det største problem vil være finansieringen. For selvfølgelig ved han, at Cecilie har en dyr smag. Dels er hun opvokset i Gentofte, dels lå hendes studenterbolig, nøjagtig ligesom hans egen, et stenkast fra Søerne. Det, han er uforberedt på, er tvivlen. Dette evindelige frem og tilbage, alle de spørgsmål, der ligger lige under boligvalget: Hvem er vi? Hvordan bor sådan nogle som os? Hvilket liv ønsker vi os, og hvilken bolig passer til det liv? Han misunder ligefrem dem, der bor dér, hvor skæbnen nu engang har anbragt dem, eller dér, hvor det var muligt. Der er noget uhyggeligt ved alle spørgsmålene, alle valgene – som om livet er ét stort designerkøkken.«

I stedet for at udfordre Cecilie på hendes dyre vaner, vælger Filip at drive med. Og i stedet for at tænke over, hvad han vil med sit liv, tænker han på, hvordan hans livs materielle omstændigheder – her udtrykt ved boligen – ligefrem udgør hans liv. Som om livet er et designerkøkken. Som om de ydre ting er det, der definerer et menneskes identitet.

Det, der i særlig grad karakteriserer Filip som person, er hans manglende evne til at træffe valg. Han aner ikke, hvem han selv er, eller hvem han ønsker at være, og det gør ham handlingslammet. I den forstand er han en slags omvendt Julien Sorel: Stendhals tømmerhandlersøn laver ikke andet end at træffe valg og handle hele tiden, hele tiden bevæge sig videre frem i verden, fuld af initiativ. Så meget initiativ, at han til sidst bliver fanget af sin egen villen alt muligt, og så går han under. Han gør for meget, vil for meget. For Filip er det stik modsat. Filip træffer ikke et eneste aktivt valg. Han flyder bare med.

Både Houllebecq og Guldager udforsker med deres vægelsindede, apatiske mandefigurer konsekvenserne af ikke at tage stilling til sit eget liv og træffe valg om, hvad man vil med det.

Han læser jura, fordi farfaren ønsker det og opfordrer ham til det. Han bliver kærester og gift og får børn med en tilfældig studerende på det hold, han underviser som ekstern lektor. Han flytter til Gentofte, fordi Cecilie, hustruen, ønsker det. Han bliver rullet ind i en moralsk flosset finanskarussel, fordi han tilfældigt møder en gammel studiekammerat, som lokker ham, og han tænker ikke videre over, hvilke konsekvenser det vil få. Han er ikke tilfreds med sit liv, og han aner ikke, hvad han vil. På den måde er Filip lidt som en pinballkugle, der bliver skudt tilfældigt rundt i de omgivelser, han er født ind i, og til sidst går han på røven, og også dét tager han med den sædvanlige sløve ligegyldighed, for intet af det andet – al rigdommen, bilerne og husene – var i virkeligheden noget, han selv ønskede. Han har aldrig vidst, hvad han ønskede, han ønskede bare at gøre det godt, hvad det så end betyder.

Både Houllebecq og Guldager udforsker med deres vægelsindede, apatiske mandefigurer konsekvenserne af ikke at tage stilling til sit eget liv og træffe valg om, hvad man vil med det. I den forstand er den unge ambitiøse mand i nyere skønlitterære fremstillinger blevet en priviligeret, men uambitiøs ikke-person uden værdier eller mål. Som om mangedoblingen af eksistensens muligheder er omvendt proportional med evnen til at gøre noget.

Eksistentiel gummiarm

På den måde har litteraturens ambitiøse unge mands nedtur ændret karakter. Mens der i 1830ernes Frankrig – og for den sags skyld også Danmark – var tydelige hierarkier at stige op gennem, er samfundet i det 21. århundrede blevet et fladt kludetæppe, hvor det, man troede var vejen til lykke, ikke længere er det. Det er blevet et flimmer. Det er ligegyldigt at være it-specialist med en god stilling i statsadministrationen i Paris, det er tomt. Og det er ligegyldigt at blive en succesfuld advokat med millioner på kontoen, det er ikke dér, nøglen ligger. Nøglen ligger faktisk ikke noget sted. I det 21. århundrede er der ikke noget sted at rette ambitionerne mod for den unge mand.

Hvor han i tidligere fremstillinger slog sig på omgivelserne, på konkurrenter, på rigide moralkodekser, retssystemet, krigen, den slags, er der i dag ikke længere noget at slå sig på. Hvor Julien Sorel og hans samtidige marcherede ind i nederlaget uden at ryste på hånden, dumstolte, ja, men uden bæven, kommer nederlaget hos nyere fremstillinger af den unge ambitiøse mand indefra. Hans fald er ikke længere repræsenteret ved en dødsdom fra et brutalt og korrupt retssystem, men ved depression og identitetsforvirring. I dag ødelægger litteraturens ambitiøse yngling det for sig selv, han behøver ingen hjælp fra samfundsstrukturerne. Han har simpelthen fået eksistentiel gummiarm.