Print artikel

Den reaktionære avantgarde

»En gennemsyrende fremmedgjorthed ved det moderne. Mest udtalt finder man denne krisebevidsthed og undergangsstemning i et forfatterskab som Michel Houellebecqs.«
Kritik
14.06.19
Mellem forfaldstænkning og kras kulturkritik blomstrer spæde spirer af en revolutionær nykonservatisme frem i litteraturen. Men hvad vil den, og hvor kommer den fra?

»Det burde efterhånden være blevet klart, at enspænderen ikke længere ser sådan ud, som den samfundskritiske intelligentsia og litteraturhistorie hagiografisk har fremstillet ham i årtier, nemlig som venstreorienteret og subversiv.«

Sådan skriver Botho Strauss allerede i 1993 i sit kendte og forkætrede essay Tiltagende bukkesang. Den tyske dramatikers dunkle varsling af Vestens forestående sammenbrud synes kun tiltagende aktuel over de mellemliggende 20 år. I dag er den intellektuelle enspænder øjensynligt hverken venstreorienteret eller subversiv. Han er hvid, vestlig, reaktionær og neoromantisk. Han hengiver sig til fuldtonet fortidslængsel, til konservativ kulturpessimisme og til lede ved den tomme materialisme.  

For tiden ser vi, hvad man kunne kalde en opblomstring af en ’revolutionær konservatisme’, som ikke har haft samme vind i sejlene siden Weimarrepublikkens velmagtsdage. Den konservative revolution var samlebetegnelse for en kreds af kunstnere, forfattere og filosoffer, der i årene mellem ca. 1918 og 1932 talte dunder mod den vestlige liberalisme og kapitalismens udhuling af kulturen. Det var et åndeligt oprør mod Weimarrepublikkens demokratiske egalitarisme og fremskridtsfascination. Blandt de revolutionære henregnes almindeligvis mellemkrigskoryfæer som Martin Heidegger, Ernst Jünger, Hugo von Hofmannstahl og Oswald Spengler blandt flere.

»Denne tomme, vemodige følelse af at være født for sent, at leve i en tid uden arier og ekstase.«

Som filosofisk fællestræk for denne ellers brogede bevægelse var, at den var rundet af en livsfilosofisk verdensanskuelse, hvor de irrationelle former - lidenskaberne, livskraften, vitaliteten - vægtedes højere end den fornuftsbetonede positivisme og det teoretiske fokus, som ellers var dominerende i meget post-kantiansk filosofi. Dertil kommer en udtalt krisebevidsthed – en melankolsk stemt forfaldsfornemmelse - som truer en snarlig opløsning ubønhørligt under trivialkulturens overflade. ’Den revolutionære konservatisme’ fik sit oxymoronske navn, fordi et kendetegnende træk netop var det virkelystne, revolutionære ønske om at etablere en ny orden; en genkomst af den åndrige tyske kultur som modtræk til den golde rationalitet, livet ellers syntes hildet i.         

I dag kan man ane konturerne af en sådan revolutionær nykonservatisme tage form i skønlitteraturen. En lede ved den forbrugsbesatte konsumkulturs sønderbrydning af fællesskaberne. En foragt for den overfladiske kosmopolitisme. Et ubehag ved civilisationens formløshed og tøjlesløse liberalisme. En gennemsyrende fremmedgjorthed ved det moderne. Mest udtalt finder man denne krisebevidsthed og undergangsstemning i et forfatterskab som Michel Houellebecqs.

Frigørelsens forbandelse
Den franske forfatter skriver i udgangspunktet variationer over samme grundfortælling. Fortællingen om den vestlige verdens uundgåelige undergang. Ikke som følge af fjendens besejring, men fordi den har fuldbyrdet sig selv. Sejret ad helvede til, som man populært siger. Hos Houellebecq er det frigørelsen, der er den helt store synder, og han har tit til stor opstandelse tordnet mod kvindefrigørelsen som værende skyldig i fællesskabets endeligt: »Det (kvindefrigørelsen) førte til opløsning af parforholdet og familien, det vil sige de sidste rester af fællesskab, der beskyttede mennesket mod markedet. Det er efter min opfattelse helt generelt en katastrofe for menneskeheden,« har han udtalt.

I Houellebecqs romaner udgrænses det moderne, liberale samfunds perverterede essens. Han er på mange måder selv en postmodernismens forkvaklede søn, der iscenesætter sin livslede og gir’ den som en parodi på den lidende og misforståede forfattermyte. Men endnu mere inkarnerer han – og med ham hans litterære figurer, som i vid udstrækning er moduleret over forfatteren selv – den vestlige kultur.  

Hans hovedpersoner er altid midaldrende, hvide mænd. De er dannede, privilegerede, magelige og formelt set på toppen af den vestlige kulturs kransekage. Alligevel har de det ad helvede til. For dem er tilværelsen en endeløs ørkenvandring uden mål og mening. Kampene er vundet, historien slut. På den måde gør Houellebecq den skamsejrende vestlige civilisation til hovedperson i sine kulturpessimistiske forfaldsfortællinger. I den seneste roman Serotonin lyder diagnosen noget så dystert: »det er sådan en civilisation dør, uden bøvl, uden fare, uden drama og med et yderst begrænset blodbad, en civilisation dør af udmattelse, af afsky for sig selv, hvad havde socialdemokratiet at tilbyde mig, tydeligvis ikke noget, bare en fastholdelse af savnet, en opfordring til glemsel.«    

I Houellebecqs dystopier er det manglen på modstand, formløsheden og det deraf følgende meningstab, der hensætter fortælleren i et affortryllet, postpostmoderne rædselskabinet. En askegrå atomørken efter kulturradikalismens hæmningsløse hærgen. Pessimismen forplanter sig ikke bare som ubønhørlig misantropi, men som ætsende selvforagt. Som livslede. Som apati, impotens og hadsk hedonistisk amokløb. Det meningsforladte liv spejler samfundets sjælelige udtæring. Det er samme anelsesfulde fornemmelse af aftenlandets forestående forfald, som var samlende faktor for de revolutionære konservative på Weimarrepublikkens tid. Og altså er der tale om en art revitalisering af den konservative kritik af det kulturelle identitetstab som følge af den frigjorte nyliberalisme. Men i modsætning hertil er der ikke nogen udvej fra frihedens fængsel at spore hos Houellebecq. Han nærer ingen lutrende forhåbning om genfortryllelse eller etablering af en hedengangen ordens opbyggelighed. Han står bare tilbage som profetisk rapportør af det allerede tabte.

Den uønskede maskuline virkelyst og aggression imploderer ligefrem i selvforagt og forkrøblet følelsesliv

Og netop det profetiske mestrer Houellebecq i påfaldende grad. Flere gange har han vist sig som en fintunet seismograf, der præcist registrerer tidens åndelige rørelser. Som da romanen Underkastelse om islamisk regeringsovertagelse udkom i 2015 på selve dagen for angrebet på Charlie Hebdo, eller nu med udgivelsen af Serotonin om polariseringen mellem den verdensfjerne storbyvirkelighed i Paris og de kollapsede landområder, som langt hen ad vejen tematiserer afsættet for De Gule Vestes aktuelle revolte. I et interview med tyske Der Spiegel for et par år siden beskrev han selv denne forhadte rolle som civilisationens sygdomsbebuder: »Når man ikke kan lide mig i Frankrig, er det måske, fordi man ikke bryder sig om det samfund og den virkelighed, modernitetens afmagrede elendighed, som jeg beskriver. Men man skal ikke holde røntgenlægen ansvarlig for den kræftsvulst, han finder. Franskmændene kan ikke lide den tid, de lever i.«

Alligevel er der en sjælden svag livgivende åre af romantik i Houellebecqs seneste Serotonin. For midt i kynismens syrebad længes hovedpersonen mod en fortids lille lykke i form af ekskæresten Camille. Det er et hidtil uset strejf af sødme, håb og renhed, som måske varsler en ny om ikke direkte opbyggelig, så måske gråmeleret Houellebecq.

Et bankende hjerte
En anden aktuel forfatter, som er værd at nævne i denne sammenhæng, er Botho Strauss’ søn, Simon Strauss, der i sin debutroman Syv nætter, som for nylig udkom på dansk, hengiver sig til en sælsom mikstur af patosladet neoromantisk fortidsbesyngelse og modernitetskritisk essayistik. Hurtigt er værket blevet udråbt til generationsroman, fordi den på programmatisk vis blotlægger tidsåndens apati og uforløste længsel mod det lidenskabelige. Også hos Strauss den yngre, er der en lede ved den moderne fremmedgørelse. En længsel efter »et bankende hjerte« og »ansigter, der også lyser, når alle skærme er slukkede.« Syv nætter gennemlyses af et mismod over den modstandsløse modernitet – en higen efter forne tiders traditionsbevidste fællesskaber og iboende tragik: »Denne tomme, vemodige følelse af at være født for sent, at leve i en tid uden arier og ekstase.« På ægte romantisk vis, som vi kender det fra blandt andre Goethe og Thomas Mann, indgår hovedpersonen derfor en djævlepagt om at gennemleve og gennemskrive de syv dødssynder. Alt sammen i et opgør med rationalismens lammende pænhed og velordnede konformisme.

Det er især det maskuline, der synes at lide under den moderne verdens mangel på modstand hos begge de nævnte forfattere. Der er et ubehag ved det ustrukturerede og fordringsløse, som i særlig grad gør manden hjemløs i samfundets blide tyranni. Den uønskede maskuline virkelyst og aggression imploderer ligefrem i selvforagt og forkrøblet følelsesliv. Hos Houellebecq hedder det, at mænd »som regel ikke kan finde ud af at leve, de har ikke rigtig nogen fortrolighed med livet,« og hovedpersonen ender i en tragisk afmaskuliniseret og impotent tilstand, som svarer til samfundets ditto. Hos Strauss er det den unge mand på tærsklen til livet, der forsøger at undslippe en kulturkastreret apati. En ung mands sværmeriske drømme om store slag, der kan besjæle den tomme tilværelse.

I dag er den intellektuelle enspænder øjensynligt hverken venstreorienteret eller subversiv. Han er hvid, vestlig, reaktionær og neoromantisk.      

I den knap 30-årige Strauss’ spæde oplysningskritik aner man altså tillige et ekko af den revolutionære konservatismes æstetiske og politiske idiosynkrasier. Man ser samme elegiske lovprisning af simplere tiders hierarkiserede orden, som når der i bedste patetiske stil synges: »Jeg vil have mod til at se sammenhænge, hele fortællingen. Dekonstruktionens sprænghoveder har vi beundret længe nok, nu er det igen tid til et par store arkitekter. Til nye bygninger uden sammenstyrtningsfare.«

Der er en revolutionær indimellem manisk gejst hos Strauss, som ikke tilnærmelsesvist findes hos den desillusionerede Houellebecq. Der er et fremtidshåb, der taler til ungdommen med ønsket om at »slynge maksimer på bordet og rulle bannere ud«. Og det er nok navnlig denne uhildede kampgejst og begæret efter at genrejse den tyske kultur, der har fået kritikere til at læse fascistoide tilbøjeligheder ind i værket og kæde Simon Strauss sammen med Alternative für Deutschland. Selv, skal det dog siges, har han taget afstand fra en sådan sammenkædning. 

Bothos bukkesang og Strauss’ arv   
Måske er det unfair, men man kan ikke undlade at læse sønnen i lyset – eller skyggen - af faderen, som i 1993 skrev: »Det drejer sig om en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.«  Det er opsigtsvækkende, at Strauss den yngre genoptager temaer og kulturkritik, som faderen, digter og dramatiker Botho Strauss, allerede præsenterede i sit essay fra 93. Og det er især opsigtsvækkende i lyset af den forskelligartede modtagelse.

Da Botho Strauss’ Tiltagende bukkesang blev publiceret i Der Spiegel for godt og vel 25 år siden, skabte det skandale. Botho blev udskammet som højreekstrem og lynhurtigt persona non grata i de intellektuelle cirkler for sine kontroversielle opfordringer til en indvortes kamp for den tyske kultur. Strauss den yngre blev derimod, foruden de førnævnte enkeltstående anklager, modtaget uhyre positivt af den tyske offentlighed, som straks udråbte ham til den kommende generations stemme, da Sieben Nächte udkom i 2017. Forskellen kan skyldes flere forhold; at den unge Strauss er mere indirekte i sin kulturkritik og således har dækket den ind under en skønlitterær kappe, at han er tvetydig, vaklende, ironisk og derfor mere ufarlig, at tidsånden har ændret sig.

Under alle omstændigheder viser disse værkers virkningshistorie, at der er noget i gærde i skønlitteraturen. Få bøger, hvis nogen overhovedet, bliver modtaget med så massiv bevågenhed som Houellebecqs ætsende samtidsdiagnoser gør. Få debutanter deler vandene, som Strauss gjorde. Fælles for de to forfattere er, at de på hver deres vis introducerer en bemærkelsesværdig modstemme til den vedtagne konsensus. En radikal afskrivning af det bestående, en rehabilitering af en romantisk vitalisme og konservativ kulturkritik. Også i andre af tidens forfatterskaber ser man ansatser til noget af det samme, samme lede ved moderniteten, samme kvalfulde længsel efter fast grund i en udtyndet tid, ikke mindst hos nordmænd som Tomas Espedal, Per Pettersson og Karl Ove Knausgård, men ikke nær så skarpt udkrystalliseret og indtrængende formuleret som hos de førnævnte forfattere.