Print artikel

Længsel er den eneste styrke, vi besidder

Interview
08.02.19
Den tyske forfatter Simon Strauss har skrevet en roman om en generation, der stiller sig tilfreds med en fingeret centrum-venstre-lykke. Men trygheden har en bagside, den er for kedelig og pæn, og hvad gør man så? Man udlever de syv dødssynder. ATLAS har mødt ham til en samtale om at genfinde lidenskaben og længslen.

I sommeren 2017 debuterede Simon Strauss, der er søn af dramatikeren og essayisten Botho Strauss, med romanen Sieben Nächte (dansk: Syv nætter). I Tyskland fik romanen en opsigtsvækkende modtagelse og skabte heftig debat. Dele af den prominente litteraturkritik fremhævede bogen som en vigtig og frygtløs roman om generationen i slut-tyverne, der er vokset op i det forenede Tyskland. Andre beskrev romanen som en »romantisk pamflet for det nye højre«, der sympatiserer med Alternative für Deutschlands politiske program. Polemikken bevirkede, at forfatteren ved et litterært arrangement om æstetik og politik i Berlin, måtte fastslå, at han ikke har noget med AfD at gøre, og at han ingenlunde egner sig som »posterboy for Det Nye Højre«.

Romanen handler om en 29-årig mand, som har angst. Han har angst for livet på den anden side af 20'erne. At træde ind i den borgerlige orden, at få fast arbejde, stifte familie, at gå i stå i sit eget mikrokosmos. At bedrage sit indre for »den farveløse ramme«, som det hedder i indledningen. Det drejer sig om angsten for at miste sig selv i den konventionelle centrum-venstre-livsform i det senmoderne samfund: At fremføre de rigtige synspunkter, indtage økologiske madvarer, indskrænke antallet af flyrejser, at være en »Superdaddy«, der har styr på karrieren og yogaen, men som samtidig er blottet for viljen til for alvor at ændre noget i fællesskab – og ikke mindst viljen til at give afkald på egne privilegier i en højere sags tjeneste.

Når ungdommen ebber ud, gør lidenskaben ligeså, og det frie liv erstattes med kompromiser og pensionsopsparinger. Heri består bogens grundkonflikt: hvordan er det muligt at videreføre fantasien, idealismen og ilden i øjnene, når man står på tærsklen til at blive en del af massen, en tilskuer til historiens gang, der udadtil fremstår politisk bevidst, men indadtil stiller sig tilfreds med den sorgløse velstand?

Romanen indledes med en række bekendende betragtninger over dette dilemma: »Jeg er kommet til verden som svækling, og mine privilegier har kun gjort mig svagere. Jeg har aldrig oplevet fare. Jeg er fanget i en boble af lykke.« Men hvordan kan man bryde denne boble af fingeret lykke? Kan litteraturen løfte os ud af vores privilegieblinde samtid?

Det at jeg skriver om en ung mand, der spiser kød og ikke skammer sig over at være en ung mand, der spiser kød, er nærmest blevet forstået sådan, at jeg gerne vil have, at ”der Führer kommt zurück”

»Jeg er interesseret i at rehabilitere en eksistentiel form for litteratur. Den gode kunst har altid en dybereliggende eksistentiel dimension. Når jeg skriver om teaterstykker, hvilket er det, jeg lever af til hverdag, er jeg altid interesseret i stykker, der ikke kun handler om vores samtid, men som også rejser fundamentale spørgsmål om at være menneske. Hvorfor er det, at vi stadig opfører Shakespeares stykker? Hvorfor bliver vi stadig berørt af hans stykker?«

Det spørger Simon Strauss mig om, da vi mødes på en restaurant i Rom. At vi skal mødes netop her, stemmer godt overens med romanens indhold. Den handler om at pege tilbage i historien for at pege frem mod en ny utopi. Som bekendt er traditionen for åndelige valfarter til Rom lang. I Rom træder man ikke blot på de samme sten som Nero og Augustus. Man går også i hælene på Claussen og Andersen, Goethe og Byron.

Den hykleriske antihelt

Jeget i Sieben Nächte længes efter utopier, efter en ny stor fortælling, der kan modvirke senmodernitetens langlivede opløsning af alle ideer og narrativer med substans. Det er igen tid for »et par store arkitekter«, skriver Strauss. I forsøget på at bryde boblen indgår fortælleren S en art faustisk pagt med en fjern bekendt. Han skal gennemleve de syv dødssynder og skrive om dem gennem syv nætter. Han skal være hovmodig, fråsende, doven, grisk, misundelig, lysten og vred. Han skal tilbage til det menneskelige ur-dyb af følelser for at undslippe den truende fremtid som selvbehagelig og dermed kynisk spidsborger. Vi følger fortællerens eksperimenter med dødssynderne, der udspiller sig på forskellige steder. Når dovenskaben træder i kraft, kommer han ikke ud af lejligheden, når griskheden hersker, er han på galopbanen for at ødsle, mens kapitlet om frådseri finder sted på en »Fleischrestaurant«. Synderne forankres i modernitetens steder, og bogen er ikke bedaget i tonen. Referencer til spabade og Rilke går hånd i hånd uden at det fremstår forceret. Fortællestilen varierer mellem reflekterende essayistik og klassisk fiktionsprosa med handlingsmæssig progression. Et centralt greb er retoriske spørgsmål, der fremstår som direkte henvendelser til læseren: »Hvor er I, der har lyst til at lægge planer og drømme? Hvorfor sidder jeg altid her alene og skuer i mørket?«

Romanen er fyldt med spørgsmål som disse. Strauss har i andre interviews betegnet romanen som en form for autofiktion, som udgår fra en personlig trang til at erklære sig. Fortælleren blotlægger sit eget hykleri. Der berettes om, hvordan jeget tager store ord i sin mund – »revolution, frihed og lidenskab« – men altid med visse forbehold, så han ikke selv skal stå til regnskab for at efterleve begrebernes tyngde i realiteten. Fortælleren taler vidt og bredt om »det frie liv« med eksperimenterende sex og fantasifulde modbevægelser til de stivnede normer, men alligevel lægger han sokker frem aftenen før han skal på arbejde og ser porno tre gange om dagen. Han medbringer ørepropper til popkoncerter og jogger en tur hver morgen. Han holder fester for selv at være i centrum, men han kan ikke finde ud af at åbne sin kærestes BH. I den henseende fremstår romanen som bekendelseslitteratur i traditionen fra Augustin. Udlægningen af jegets svage sider lader til at udgå fra en eksistentiel nødvendighed. Som Strauss fortæller, da ATLAS møder ham i Rom:

»For mig at se, er jegfortælleren i Sieben Nächte ikke en helt. Han er ikke sikker på sig selv, han ved især ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og han søger efter et system af koordinater, der kan bringe ham mening i tilværelsen. Det eneste, han ved, er, at han længes. Længsel er den eneste styrke, han besidder,« forklarer han og uddyber:

»Det handler altså om en ung person, der ser sig nødsaget til at bekende, at han eller hun ikke kan leve op til sine egne standarder. En følelse af ikke at være tilstrækkelig. Ikke at være nok. Ikke at blive udfordret for alvor. Det er følelsen af, at man er nødvendig, som jeget længes efter. At man kan blive et historisk subjekt, som Marx kalder det. Det er noget vores generation mangler. At diskutere, hvad vi er her for. Vi har intet gjort for den struktur, vi lever i, og vi gør intet for at forandre den. Vi vil bare gerne til Thailand i vores sommerferie.«

-Er romanen i så fald et forsøg på at svare igen på denne ungdommelige følelse af  utilstrækkelighed?

»Det drejer sig mere om at indkredse spørgsmålet. Det er spørgsmålet og ikke svaret, det gælder. Hvad er ungdommen til for? Er der forskel på at være ung og voksen? I vores tid er det svært at se forskellen. Der er masser af mennesker på 50, der siger: Jeg er ikke gammel. Jeg er ung. Og det er et problem. Det er et stort problem. Hvis der ikke er forskel på at være ung og gammel, skal vi ikke bruge ungdommen til noget. Der indtræder en særlig lethargi, et sløvsind. Hvis alle er unge for evigt, har vi ikke brug for ungdommen til at begå fejl.«

- I 'Sieben Nächte' optræder en figur, der kaldes Superdaddy. Han er inkarnationen af den evigt unge, velfungerende faderskikkelse i den øvre middelklasse, der gør alting rigtigt, men som er blottet for vitalitet og offervilje. Er det denne karakter, som jeget frygter at tage form som?

»Ja, det er ét af de scenarier, jeg ser mig selv havne i, men er det sådan jeg vil være? Deri består frygten: ikke i at blive far, men at blive en selvtilfreds og selvtilstrækkelig far – at komme overens med alting. At købe biodynamiske fødevarer og holde ryggen fri indadtil, og så kan alt andet være lige meget,« siger han.

Det er noget vores generation mangler. At diskutere, hvad vi er her for. Vi har intet gjort for den struktur, vi lever i, og vi gør intet for at forandre den. Vi vil bare gerne til Thailand i vores sommerferie

Sieben Nächte rummer i den forstand en kritik af den livsform, der blindt lader sig føre med af identitetspolitikkens normkrav. Identitetspolitik er ikke en ideologisk strømning, som fortælleren vil være en del af. Fortælleren føler sig filosofisk hjemløs. I kapitlet om misundelse udtrykker fortælleren en længsel efter et teoretisk fundament af den karakter, som 68’erne kunne læne sig op ad:

»Identitetspolitik er moralisme i betydningen: ”det er godt, og det er ondt”, men det udgør ikke en reel form for kritik, vil jeg mene. Det er ikke en opgave, jeg vil tage på mig. Mine venner siger, at den vigtigste opgave i vores tid er at forandre sproget, så vi ikke diskriminerer nogen. Jeg mener ikke, det er verdens undergang, at man siger ”Student-en” frem for ”Student-innen” – vi kan jo bare sige begge dele. Den eneste måde at tackle identitetspolitikken på i dag er ved at vende tilbage til Marx. Vi kan ikke komme udenom ham. Vi bør diskutere, hvordan vi skaber reelle sociale og klassemæssige forandringer, når nu det skal handle om politik.«

Jeg indskyder, at det ikke er moderne at læse Marx i dag, og at traditionsbevidsthed ikke lader til at være i høj kurs.

»Den 20-årige dreng eller pige, der brænder for identitetspolitik, ser ikke noget problem i ikke at kende til traditionen. Det er, fordi ordet ”tradition” klinger reaktionært. Det bliver ikke opfattet som nødvendigt at have historisk bevidsthed længere,« siger han og understreger eftertrykkeligt, at han ikke er imod identitetspolitikken. Det er ikke, fordi den ikke har sin berettigelse.

»Jeg er dog sikker på, at det ikke er dér, jeg hører hjemme. Problemet er, at man ender i en proportionsforvridning, hvor spørgsmål om køn fylder mere end spørgsmål om døden.«

Angsten som udgangspunkt for alle interessante tanker

Det er et genkommende træk både i romanen, og når Strauss taler, at han konstant søger efter en ny måde at vinkle og dreje spørgsmålene på. Det er en fænomenologisk undersøgelse, en afsøgning.

Melankolien er altid en begyndelse på noget nyt, og i den forstand er melankolien og magtesløsheden progressiv

-Er det et forsøg på at skabe intimitet i forholdet mellem forfatter, tekst og læser? Stræber fortælleren efter et fællesskab, han endnu ikke har fundet?

»I en kondenseret form er det faktisk hele intentionen med bogen. Det er fortællerens store håb, at han får et svar,« siger han og fortsætter:

»Jeg var ikke interesseret i den offentlige reception, men jeg tænkte på den dreng eller pige, der eventuelt måtte føle noget ved at læse bogen. Det er dem, jeg har skrevet den til. Den er først og fremmest skrevet til de stille, usikre unge mennesker, der ikke desto mindre har et stort, lidenskabeligt indre liv. Jeg er glad for, at du lægger vægt på romanens emotionelle og eksistentielle elementer, for det er stort set blevet forbigået i modtagelsen. Bogen er især blevet underlagt politiske læsninger, og det, at jeg skriver om en ung mand, der spiser kød og ikke skammer sig over at være en ung mand, der spiser kød, er nærmest blevet forstået sådan, at jeg gerne vil have, at ”der Führer kommt zurück”, hvilket jeg har svært ved at tage seriøst. Bogen er blevet mødt med en politisk tyngde, jeg slet ikke havde forventet. Mit udgangspunkt var, at jeg ville skrive om min svaghed, min angst. Det var ikke et forsøg på at ændre hele den politiske diskurs.«

Angst er et af hovedtemaerne i bogen, og jeg spørger ham, hvordan han opfatter skellet mellem en mere objektorienteret frygt og angst som en menneskelig grundstemning. Strauss fastslår, at begge former for angst har stærkt produktive sider. Han mener, at al kunstnerisk skaben på én eller anden måde udspringer af angst, for angst er knyttet til det at reflektere. På den måde er angsten også udgangspunktet for alle interessante tanker:

»Melankolien er altid en begyndelse på noget nyt, og i den forstand er melankolien og magtesløsheden progressiv. Det gælder også dødsangsten. Angsten for døden er én af de sidste stærke følelser. Hvad betyder døden i det 21. århundrede? Døden er den sidste store kraft, som vi ikke kan blive herre over. Det er det store mysterium, som vi skal undersøge æstetisk.«

Ny sanselighed

I romanen fremstiller Strauss et utopisk ideal, der bærer navnet ”Neue Sinnlichkeit” - Ny sanselighed. Det er et fællesskab for dem, der sætter følelsen over fornuften – »en hemmelig klub for alle dem, der stadig tror på hemmeligheder.« Et konkret forslag, i kapitlet om hovmod, går ud på at grundlægge akademier, hvor det er følelserne og ikke teorierne, der skal udforskes, hvor man drikker rødvin under seminarerne og afslutter semestrene med udformningen af manifester.

- Hvor seriøst skal romanens utopier tages? Er det tid til at etablere fællesskaber, der bryder med konkurrencestatens systemtvang af ungdommen?

»Spørgsmålet om Neue Sinnlichkeit er det afgørende i bogens univers. Det er det hemmelige spor bag angsten og synderne, og det er en den vision, jeg har skrevet mig op til, men jeg kan ikke give dig et færdigt manifest, for jeg ved endnu ikke, om der er nogen medlemmer af fællesskabet,« fortæller Strauss og slår en latter op, der ikke varer så længe.

»Men ja, jeg tager det alvorligt. Der må findes andre positioner end den identitetspolitiske tilgang til kunst på den ene side, og den vulgære længsel efter at være politisk ukorrekt på den anden. Når jeg tænker på de afgørende bevægelser i kunsten, for eksempel surrealismen og romantikken, slår det mig, at disse strømninger var strengt æstetisk funderede. Vi skal altså reetablere æstetikken som en stærk position. Alle bevægelser, der er modige og progressive, rummer faren for at blive misforstået og anvendt til ondsindede formål. Det er jeg fuldt bevidst om. Men vi har brug for bevægelser, der koncentrerer sig om eksistensen, der fokuserer på inderligheden. Inderligheden repræsenterer, paradoksalt nok, også en længsel efter fællesskab. Og det er den store opgave i det kommende tiår, hvordan vi etablerer et sted, hvor den ny sanselighed kan udfolde sig.«

- Hvordan kommer vi ud over handlingslammelsen?

»Det er svært at skabe konkrete forandringer, når vi hele tiden skal skabe os selv på ny. Ét af de store problemer er, at internettet og de sociale medier suger så meget af vores energi. Vi skal hele tiden skabe ’content’ og have flere likes. Vi skal genopfinde os selv konstant. Det er skrækkeligt, fordi generationer og generationer vil afløse hinanden, og de vil ikke producere noget, der vil holde for eftertiden. Det er den store frygt. Hvem af os kommer til at blive afgørende i historien? Hvad vil man om 100 år tænke om generationen, der var omkring de 30 i slutningen af 2010’erne?«

Strauss tænker sig om, før han fortsætter.

»Spørgsmålet må ikke blive for omfattende. Neue Sinnlichkeit, hvis vi holder os til den utopi, skal ikke nødvendigvis handle om at ændre hele verden. Det handler mere om at ændre en måde at se tingene på. Det eneste vi kan gøre er at skrive og tænke og forsøge at anvise en ny måde at betragte verden på. At skabe håb for en anden måde at se og føle på. Det er den mission, jeg har indladt mig på at gennemføre.«