Hvad fnyser bjørnen af?
Med fare for at fabrikere alt for grove generaliseringer, så er der noget særligt østeuropæisk over den stemning, der sælsomt skitseres i Carsten Müller Nielsens roman de døde fylder dagene med en smag af mønter. Noget trøsteløst. Det er nedbøren, der falder over ruinerne; det er ormene, kattene og kragerne, der uforstyrret kribler i kadaverne. Det er som om det hele ånder, men også som om, at luften bliver hængende, tungt. En jordslået stemning. Det minder om Herta Müller, om László Krasznahorkai eller Svetlana Aleksijevitj. Og så er der den foruroligende fornemmelse af, at nogen eller noget overvåger, lytter.
Hos Nielsen er det læseren, der lytter. Til det stilfærdige drama, der udspiller sig over en alkoholomtåget nat på et værtshus et sted i det sydøstlige Estland. En mand ankommer med intentionen om at aflægge vidnesbyrd om sine oplevelser ved Tjernobyl. Han hyrer en prostitueret til at tage imod beretningen, men gradvist bliver monolog til dialog og en form for intimitet manifesterer sig.
De fleste ville have begyndt her, med det menneskelige drama, men ikke Nielsen. Her står mennesket ikke i centrum for historien – hverken den, han s
