Print artikel

Apokalypse altid

Læserne har brug for litteraturen, siger Krasznahorkai, »ikke som medicin, ikke som blændværk, men fordi de har brug for nogen, der fortæller dem, at der ikke er nogen medicin.«
Profil
17.10.19
Den ungarnske forfatter László Krasznahorkai repræsenterer en slags illusionsløshedens humanisme, der fortæller læseren, at der ikke findes nogen medicin.

Modtageren af den internationale Man Booker-pris 2015, ungarske László Krasznahorkai, stod på talerstolen iført sort blazer, sort skjorte. Skråt bag ham en marmorsøjle. Efter et par indledende høflighedsfraser, begyndte talen. Han takkede sin afdøde latinlærer, en ortodoks præst, han takkede det antikke Grækenlands kunstnere, den italienske renæssance, sin ekskone, sin mor, sin storebror, den ungarske poet Attila József, Bob Dylan, Bach, Jimi Hendrix, William Faulkner, Nick Cave, Franz Kafka, Allen Ginsberg, Thelonious Monk. Han takkede byen Kyoto. Det ungarske sprog. Naturen. Gud.

I forfatterens taksigelser, som omfatter flere og mere end jeg kan tage med her, aftegner konturerne sig af et litterært univers. Et forunderligt, foruroligende univers, hvor grænserne mellem moderne og klassisk, realistisk og mytisk, personligt og alment, lokalt og globalt bliver porøse, og hvor melankolien, illusionsløsheden, kan virke begsort, næsten altomsluttende, men hvor sprogets skønhed, de lange rytmiske sætninger indfattet i tekstmassiver uden afsnit, og humoren tindrer lyst.

Krasznahorkai blev født i 1954 i Gyula, en lille by i det sydøstlige Ungarn. Byen, forklarede han mig, da jeg for nylig interviewede ham til Louisiana Channel, var centralt placeret i Det Østrig-Ungarske Rige, en etnisk blandet by, et melankolsk sted, som i hans opvækst under kommunismen var befolket af gådefulde, ensomme mennesker og endnu beboet, om end sparsomt, af det mægtige, svundne riges menneskelevn: En mand i byen viste sig for eksempel kun én gang om året, på en særlig mærkedag, i habsburgsk militæruniform. Krasznahorkai forlod Gyula, som romanen Modstandens melankoli er kalkeret over, og sin borgerlige familie, som han selv betegner den, i en ung alder for at friste en omflakkende tilværelse – blandt samfundets fattigste, langt fra Budapest, hele tiden på flugt fra værnepligten: Krasznahorkai arbejdede i en mine. Han arbejdede som kopasser – de tavse, næsten salige køer under en stjerneklar nattehimmel er noget af det smukkeste, han har set, fortæller han mig. Han arbejdede som en slags kulturhusdirektør, der skulle sikre kulturudbuddet i forskellige småbyer – han lyser op, da han taler om det, det var et godt arbejde, siger han, og gløder begejstret, da han fortæller om de begavede romabørn, han mødte i den tid. I 1985, efter at have fået en kandidatgrad i ungarsk sprog og litteratur, romandebuterede Krasznahorkai med Satantango, der netop er udkommet i Peter Eszterhás’ – igen! – brillante oversættelse.

Om bogens tilblivelse forklarer Krasznahorkai, at han i sine Wanderjahre, hvor bogen er skrevet, aldrig var alene og heller ikke havde et bord at skrive ved. Derfor formede han romanen, sætning for sætning, i sit indre; hvis en sætning var løfterig, føjede han til, indtil den fandt sin naturlige afslutning, og så skrev han den ned. Efter nedfældningen cirkulerede manuskriptet, indtil den ungarnske forfatter Péter Esterházy, så grundigt begejstret over det, han læste, begyndte at arbejde for at få værket udgivet. At det lykkedes, kan forundre. Som Krasznahorkai selv har sagt, var bogen ikke uproblematisk for det kommunistiske regime.

Læserne har brug for litteraturen, siger Krasznahorkai, »ikke som medicin, ikke som blændværk, men fordi de har brug for nogen, der fortæller dem, at der ikke er nogen medicin.«

Satantango udspiller sig i en mistrøstig, afsidesliggende landsby i Ungarn under kommunismen. Regnen siler uophørligt ned, brændevinen flyder, tiden står (næsten) stille. Livet i landsbyen er smudsigt og døsigt. Vegetativt. Den gældende orden er i opløsning. Landsbyboerne venter og venter og venter – som bogens epigram, et citat fra Franz Kafkas Slottet, lyder »Jeg mister det, mens jeg venter på det.«

Søvngængertilværelsen afbrydes dog pludseligt, da Petrina og den karismatiske Irímias, som alle troede var død, bebuder deres tilbagevenden: Irímias er profeten, føreren, der kan forløse de ellers slumrendes håb og drømme.

Romanen er blevet læst, lidt vel bastant, med henvisning til datidens Ungarn. I The Guardian stod der for eksempel: »plottet synes at henvise til landets katastrofale forsøg på tvangskollektivisering af landbruget.« Da jeg spørger Krasznahorkai, hvad han synes om den allegoriske læsemåde – flere af hans romaner er blevet læst sådan – svarer han, at han hader den. Han skriver nærmere metaforisk, forklarer han, det drejer sig ikke om kommunismen, men om mennesker under bestemte livsomstændigheder. Bogen kan godt, tilføjer han, fortælle noget om kommunisme som livsomstændighed. Men genvordighederne, volden, fornedrelsen, stilstanden og mismodet, ja alt det forfærdende og foruroligende, som optræder i Satantango og de andre værker, er ikke kommunistiske fænomener. De er i første række menneskelige. De hverken opstår eller forsvinder med kommunismen. De har forskellige fremtrædelsesformer, javist, men de er iboende, de er virksomme i os, i mig og dig. Bestandigt.

Oprindelig ville Krasznahorkai kun skrive én roman, men da Satantango kun var »næsten okay,« skrev han Modstandens melankoli. Som forgængeren foregår den i et regnvådt ingenmandsland. Igen lader tiden til at være gået i stå. Igen venter landsbyboerne på forløsernes komme. Igen var han ikke tilfreds med værket.

Derfor skrev han romanen Krig og krig, der handler om enegængeren Korim, som vil overdrage et mystisk manuskript til evigheden ved at udgive det på nettet, inden han indfrir sit løfte om at begå selvmord. De efterfølgende (kortprosa)værker indvarslede et nyt spor i forfatterskabet: teksterne foregår verden over og udforsker, zenagtigt sprogmediterende, vores længsel efter det sublimt skønne. Med sin seneste roman Baron Wenckheims hjemkomst vender Krasznahorkai i en vis forstand ’hjem’. »Med denne bog kan jeg bevise, at jeg i hele mit liv egentlig kun har skrevet én bog,« siger han. »Dét er bogen Satantango, Modstandens melankoli, Krig og krig og Baron

Baron Wenckheims hjemkomst foregår, igen igen, i en afsondret landsby. Historien er beskeden, fortæller forfatteren: Baronen »lever hele sit liv under sin eneste kærligheds åg. Han vender tilbage til stedet, hvorfra denne kærlighed stammer, for at dø. I mellemtiden arbejder den menneskelige verden på at vise sig? Vise sig som værende nøjagtig den samme som den var for hundrede eller tusind år siden? Og alt dette finder sted i nutidens Ungarn? Jeg lader det være op til tilfældet,« har han sagt i et interview. Baronen bliver, som ’håbets engel’ Irímias i Satantango, modtaget som forløseren – egentlig er han en galant (dekadent?) gamling, orienteringsløs, en salig idiot på flugt fra en spillegæld i Argentina. Rygterne om hans komme sætter – også her – den kollektive fantasi i bevægelse: alle håber på, at baronen kan bibringe dem en forandring til det bedre og bryde landsbyens sociale, politiske og landsbyboernes personlige, eksistentielle inerti.

Livsomstændigheder og udtryksformer varierer, mens der synes at være en fælles urgrund

Baron vil utvivlsomt blive læst med henvisning til Victor Orbáns Ungarn. Og som i de andre bøger i bogen ender det hele i opløsningen. I apokalypsen. Krasznahorkai bruger ofte selv begrebet: »I stedet for at vente på den kommende apokalypse,« siger han, »er vi nødt til at forstå, at vi allerede lever i den. Apokalypsen er allerede begyndt.« Apokalypsen er reglen. Ikke undtagelsen. Den er hverken ungarsk eller kommunistisk, nødvendigvis, den er menneskelig, den er pågående, allestedsnærværende og desto mere ildevarslende.

Mere end de fleste andre forfattere, jeg kan komme i tanke om, kaster Krasznahorkai læserne ud en strøm af samtidig og vedvarende tilblivelse og undergang, hans skrift op- og afsøger et apokalyptisk sted, hvor den kendte virkelighed vakler, mens verdens indre flodløb, dens brusende opståen-forfald kommer til syne. Værkerne er ikke realistiske. De præsenterer en forrykt virkelighed. De forrykker realiteterne og fremviser, reelt, at mennesket til enhver tid og i ethvert rum er nyt og det samme; at livsomstændigheder og udtryksformer varierer, mens der synes at være en fælles urgrund – af liderlighed, vilje, magt, begær, aggression, udsathed, men også omsorg og kærlighed. Den opløsning og inerti, der kendetegner det sociale og personlige liv i Krasznahorkais værker, apokalypsen, er særligt afskyelig i sin kommunistiske udformning, utvivlsomt, men kan vi sige os fri for illusoriske, eskapistiske, isolerende og passiviserende forestillinger om forløsning, redning, stabilitet, det bedre? Forestillinger, der står i vejen for omsorg, fællesskab og politisk handling, kort sagt: den humane forvaltning af den fælles urgrund?

I svaret er en illusionsløshedens humanisme. Illusionsløshed som humanisme. Læserne har brug for litteraturen, siger Krasznahorkai, »ikke som medicin, ikke som blændværk, men fordi de har brug for nogen, der fortæller dem, at der ikke er nogen medicin.«