Print artikel

Fortæl mig hvordan det ender

Anmeldelse
03.05.18
Amerikansk-mexikanske Valeria Luisellis 'Tell Me How It Ends' dokumenterer uledsagede flygtningebørns erfaringer, når de ankommer til USA.

Der er noget ved børn, der ofte synes at sætte de ekstreme hyklerier, som vi voksne lærer at acceptere i vores samfund, i relief. Der er noget ved vinklen på deres blik, deres ofte uspolerede perspektiv, som tit bringer klarhed over de komplicerede selvmodsigelser og selvbedragerier, som alt for mange af os accepterer uden at vide det. Børn har nogle gange en evne til at få os til at vågne og se realiteterne i øjnene – og de inspirerer os ofte til at forlange noget bedre af verden.

Valeria Luiselli bruger denne katalysator med stor virkningskraft i sin seneste bog, Tell Me How It Ends: An Essay in Forty Questions. Spørgsmålet »Tell Me How It Ends« viser sig at være hendes datters omkvæd, hver gang Luiselli fortæller hende om de sager med udokumenterede, uledsagede immigrantbørn, som hun arbejder som frivillig tolk for ved en af New Yorks immigrationsdomstole. De 40 spørgsmål er de spørgsmål, som skal besvares af børnene, nogle helt ned til seksårsalderen, for at det kan bedømmes, om de skal tilkendes asyl eller ej. Selv om nogle af spørgsmålene – som spørgsmål #1 »Why did you come to the United States?« – virker rimelig harmløse, er andre – som spørgsmål #33 »Did you or anyone in your family have an illness that required special attention?« – knap så rimelige.

Barndom er for mange set som en tid med uskyldighed, sårbarhed og behov for at blive beskyttet. Men mange af Luisellis historier afdækker det ofte hårdhændede system, som mange af disse børn møder efter tusindvis af kilometers farefuld rejse, som endda afkræver en stor procentdel af de rejsende deres liv.

Tell Me How It Ends: An Essay in Forty Questions er den mexikansk-amerikanske forfatter Valeria Luisellis fantastiske bidrag til traditionen skrift som aktivisme. Denne lille bog, som består af et 100 sider langt essay, hvor Luiselli behændigt væver sin egen families rejse mod statsborgerskab i USA ind i de historier, hun har adgang til. Som skelet bruger hun de 40 spørgsmål, som alle børnene skal besvare for at få deres skæbne bestemt – enten at blive godkendt til at blive i USA eller blive sendt tilbage til der, hvor de kom fra. En beslutning der i mange tilfælde kunne resultere i den sikre død.

Bogen starter i sommeren 2014, da Luiselli og hendes mand, forfatteren Álvaro Enrigue, blev lamslået af nyhederne om en stor stigning i antallet af uledsagede mindreårige, som ankom til USA fra Centralamerika og Mexico. Hun og hendes mand blev besatte af historien, og ledte efter alle de nyheder de kunne komme i nærheden af omkring disse børn. At hun og hendes familie er på deres egen færd imod at blive ”resident aliens” i USA – og rent faktisk kører gennem det amerikanske landskab i den modsatte retning af hvad mange af børnene rejser – bidrager kun endnu mere til at beskrive den iboende ironi, der er ved grænser, bevægelsesfrihed, og den måde børn klarer sig i sådan et klima.

I en interview i Rolling Stones siger Luisielli: »I wanted this essay to change the language around how we think about immigration.« Hun og hendes mand fandt ud af at, »tens of thousands of children from Mexico and Central America have been detained at the border. Nothing is clear in the initial coverage of the situation – which soon becomes known, more widely, as an immigration crisis, though others will advocate for the more accurate term, ’refugee crisis’.«

Tell Me How It Ends er virkelig en bog til sin tid, idet Trumps valgsejr har bragt nogle af de modsætninger, vi som amerikanere, immigrationens land, bliver ved med at stå ansigt til ansigt med, frem i lyset. Men Luisellis bog gør også noget andet. Hun viser, hvordan disse immigrationsspørgsmål ikke pludseligt er dukket op med valget af Trump, men startede med Obamas egne politikker. En af disse var at etablere en ”priority juvenile docket” – en særligt prioriteret dagsorden for mindreårige ved immigrationsdomstolene – til at tage sig af fremgangsmåden for deportering af tusinder af udokumenterede børn.

I en artikel i Newsweek skriver Mirren Gidda, at det var Barack Obama der tog en hård position, særligt tidligt i sin præsidentperiode, overfor udokumenterede flygtningebørn. Det i en så høj grad, at Janet Murguia, præsidenten for The National Council on La Raza – en latino lobbygruppe, i marts 2014 kaldte Obama »the deporter-in-chief«. Artiklen fortsætter: »From 2009 to 2016, his administration oversaw the forcible removal of more than 3 million undocumented immigrants – most of whom were sent back to Mexico. Neither Bill Clinton, nor George W. Bush, Obama’s two predecessors, came close in reaching his tally over their two terms.”

Hvad er så en priority juvenile docket? Luiselli skriver:

»Before the immigration crisis was declared in the summer of 2014, minors seeking immigration relief were given approximately twelve months to find a lawyer to represent their case before their first court hearing. But when the crisis was declared and Obama’s administration created the priority juvenile docket, that window was reduced to twenty-one days. In real and practical terms, what the creation of that priority docket meant was that the cases involving unaccompanied minors from Central America were grouped together and moved to the top of the list of pending cases in immigration court. Being moved to the top of the list, in this context, was the least desirable thing—at least from the point of view of the children involved. Basically the priority juvenile docket implied that deportation proceedings against them were accelerated by 94 percent, and that both they and the organization that normally provided legal representation now had much less time to build a defense.«

Luiselli, som har indsigt i processen, tager også læseren med sig og viser os, at det er børnene, som bliver gjort ansvarlige for at finde deres egen advokat, og at mange af familiemedlemmerne, som børnene bliver genforenet med i USA, også er udokumenterede. Det skaber yderligere et catch-22, da mange af børnene nu bliver stillet i den prekære situation enten at skulle lyve overfor myndighederne eller udsætte deres familie for risiko for at blive deporteret, hvilket bidrager til den allerede ængstelsesprægede proces, som udokumenteret migration indebærer, og så til et nyt land som tilsyneladende ikke ønsker sig at have noget at gøre med dem.

Hvem er så disse udokumenterede emigrantbørn, hvad er det for 40 spørgsmål, som Luiselli skal stille dem, og vigtigst af alt, hvorfor sender deres forældre eller andre familiemedlemmer dem ud på denne farefulde rejse, som for de fleste indebærer tusinder af tilbagelagte kilometer, uledsaget og udsat for risikoen for voldtægt, mord, tvangsarbejde, menneskesmugling og risikoen for at dø af udmattelse, varme og de rå landskabers omstændigheder?

Børnene kommer, som nævnt før, fra Mexico og Centralamerika, og det viser sig, at de fleste af dem flygter fra bander og kriminelle. Lande som Guatemala, El Salvador eller Honduras er kendt som The Northern Triangle. Det Luiselli afslører er, at de alt for ofte flygter til byer – for det meste Los Angeles, New York og byer i Texas – som er infesterede med de samme bander, som de forsøgte af flygte fra. Og ikke at forglemme flygter disse børn fra lande, hvori USA har haft en finger med i spillet i forhold til militærkup, som har erstattet demokratisk valgte regeringer.

Da jeg læste Tell Me How It Ends kunne jeg ikke lade være med at tænke på situationen her i Europa. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var interessant at lægge mærke til, at antallet af flygtninge til USA og Europa var så tæt på hinanden, med store stigninger i de samme år. I 2015 blev det reporteret, at næsten 100.000 uledsagede flygtningebørn, der rejste til Europa. De fleste var fra Afghanistan og Syrien, og 13.000 af dem var 14 år eller yngre. Eksperter hævder, at for hvert barn, der søger om asyl, er der endnu et barn, som rejser ind i Europa udokumenteret.

Jeg kommer til at tænke, som Luiselli, men nu med blikket rettet mod Europa, hvordan vil det ende?