Print artikel

Velkommen til Europa

Bådflygtningene i Pozzallo kæmper med fysiske og psykiske mén, når de ankommer til Europa.
27-årige Amdi har kun én eneste ting med sig fra sit hjemland Senegal: en sølvring, som han har fået af sin mor.
Alle bådflygtninge får udleveret en velkomstpakke i modtagelsescenteret i Pozzallo. 28-årige Ndaw kunne godt bruge noget mere tø
De mange immigranter har svært ved at få tiden til at gå.
Reportage
19.05.15
For tusindvis af bådflygtninge, der ankommer til Sicilien, bliver modtagelsescenteret i Pozzallo deres første møde med Europa. Men det er ikke altid et kærligt møde. Her holdes de indespærret, mens de kæmper med både fysiske og psykiske mén efter deres flugt gennem Afrika og over Middelhavet. Reportage fra et af Europas hårdpressede ’velkomstcentre’.

To par lange mørke ben i billige badesandaler står på det azurblå institutionsgulv og skyder til hinanden med en flad fodbold. En tredje ung mand står med spredte ben imellem dem og agerer tunnel. Den hule lyd af fod og bold, der rammer hinanden, runger i det store lokale, som på én gang fungerer som både sovesal, spisesal og opholdsrum.

En lille gruppe unge mænd står op ad muren og følger med i fodboldspilleriet; mest af alt fordi der ikke er andet at give sig til. Ellers har de fleste valgt at slå deres kroppe ned i én plastikstol og bare sidde dér og vente.

»Hvilken post spillede du?« er der én af de unge fyre, der sidder i en lille rundkreds af plastikstole, der spørger en anden. »Midtbane,« svares der kort, før de begge to tyer tilbage til stilheden. Og den hule lyd af fodboldspark.

Vi befinder os i modtagelsescenteret i den sydsicilianske kystby Pozzallo; et primitivt center, der i mange år har fungeret som første stoppested for tusindvis af bådflygtninge. Og som også i de kommende dage, måneder og år – hvis forudsigelserne holder stik - vil komme til at opleve et hidtil uset antal illegale bådimmigranter komme ind ad deres dør. 

På modtagelsescentret får bådflygtningene godt nok tag over hovedet, mad tre gange om dagen og en køjeseng at sove i – hvis der altså ikke ankommer for mange bådflygtninge på én gang. Men bortset fra disse allermest basale behov er det ikke nogen varm velkomst, der møder dem.

»Det er svært for flygtningene rent psykisk, for de føler sig ikke velkomne,« konstaterer Chiara Montaldo, der er projektkoordinator for Læger uden Grænser.

Den internationale hjælpeorganisation har et lille hold af læger, sygeplejersker og psykologer tilknyttet centeret, hvor de samarbejder med de italienske myndigheder.

Det er meningen, at modtagelsescenteret blot skal huse nyankommne bådflygtninge i maksimalt tre døgn, før de flyttes til et mere permanent opholdssted; et andet asylcenter, hvor forholdene er mindre primitive. Men det italienske asylsystem er ikke rustet til at håndtere det store flygtningepres.

Landets asylcentre – især på Sicilien – er ofte så overfyldte, at de ikke kan tage imod flere bådflygtninge, og flere NGO’er har rettet skarp kritik mod de dårlige humanitære forhold.

Også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tidligere betegnet Italiens behandling af asylansøgere som »umenneskelig og nedværdigende«.

Spærret inde

Solen skinner fra en skyfri siciliansk himmel udenfor, men indenfor må over 30 unge afrikanske mænd fra Mali, Elfenbenskysten, Senegal, Gambia, Guinea og Guinea-Bissau nøjes med at nyde de striber af lys, der falder ind gennem de små, kvadratiske vinduer. Sådan har det været siden deres ankomst til centeret for 13 dage siden. Ikke én gang har de fået lov til at komme ud i sollyset og trække frisk luft. De er tvunget til at holde sig indendørs, i den indelukkede lugt af sødlig gammel sved, for politiet spærrer alle udgange.

»Vi ved ingenting, og vi får ingen information. Vi får bare lov til at vente og vente,« fortæller 27-årige Amdi fra Senegal.

Han sidder i et hjørne, foran en aflåst dør og et stort vinduesparti, sammen med en lille gruppe landsmænd. Her hænger de ud i hver deres plastikstol og får tiden til at gå med at stirre ud i luften. 

Dagen forinden fik seks af drengene, heriblandt Amdi, faktisk besked på, at det nu var deres tur til at blive hentet og kørt væk til et andet center. Men der er ikke sket noget endnu, og det har blot gjort dem mere utålmodige.

Amdi synes, det er hårdt at lave ingenting dagen lang.

»Jeg har ondt i hovedet og svært ved at sove,« siger han.

Amdi mangler sollys, mener han, og har været til flere tjek hos lægen de seneste par dage, hvor han har modtaget nogle smertestillende piller. Men de har ikke rigtig hjulpet. Det kan meget vel skyldes, at Amdi også gemmer på en anden endnu større hovedpine: traumerne fra hans rejse gennem Afrika til Europa.

27-årige Amdi har kun én eneste ting med sig fra sit hjemland Senegal: en sølvring, som han har fået af sin mor.

Den 27-årige senegaleser rejste fra Dakar den 1. august 2014. Han rejste over Mali, derfra gennem Burkina Faso og Niger for til sidst at ende i Libyen; en rejse der i alt varede seks måneder.

»Libyen var det værste af det hele,« fortæller Amdi.

Der var ingen, han kunne stole på, han fik stjålet alle sine ting, og det var et held, at det lykkedes ham at skaffe penge nok til at betale en menneskesmugler for at komme med en båd til Europa.

Den overfyldte gummibåd lagde fra kaj i Tripoli en martsaften ved 19-tiden. Så sejlede de hele natten, i 9-10 timer, før de blev samlet op af en stor båd ude midt i ingenting. Midt på Middelhavet. Båden var deres redning, og den fragtede ham og de andre bådflygtninge til Sicilien og til modtagelsescenteret i Pozzallo.

Alene i de fire første måneder af 2015 har næsten 2.000 bådflygtninge mistet livet i forsøget på at nå de italienske kyster, men Amdi har været en af de heldige.

»Der er mange, der dør på havet, så jeg er glad for at være her,« siger han.

Velkomstpakken

Ved ’landingen’, som ankomsten af nye bådflygtninge ofte betegnes, fik Amdi udleveret et par rene sokker og et par Nike-sko. Han fik også sat et hvidt plastikarmbånd med et nummer rundt om håndleddet. Det samme gjorde de 166 andre bådflygtninge, der ankom sammen med ham. På Amdis stod der 145; hans første identifikationsnummer i det italienske asylsystem.

Ved ankomsten til  modtagelsescenteret skulle de alle sammen stå i kø for at få taget deres fingeraftryk hos det italienske politi.

»Jeg ved ikke hvorfor. Jeg gjorde bare som alle de andre,« fortæller Amdi.

Han var ikke klar over, at fingeraftrykket betyder, at det nu er Italien, som skal tage sig af hans asylsag[1]; og at der meget vel kan gå op til halvandet år, før han får sin officielle opholdstilladelse. Men den hovedpine må han tage sig af senere.

Efterfølgende fik Amdi og de andre trætte bådflygtninge lov til at tage et bad, og deres brugte rejsetøj blev smidt ud. De fik herefter udleveret noget nær den samme uniform: et sæt joggingtøj. Amdi fik tildelt et falsk Adidas-sæt. De fik også en velkomstpakke, det vil sige en ternet indkøbspose i plast bestående af et par ekstra underbukser, et par klipklappere, en tandbørste, tandpasta, håndklæde, rene sokker og en lille bøtte shampoo. Kort fortalt det allermest nødvendige. Derefter var der blot tilbage at vælge en soveplads i en af de tætstående køjesenge og hvile sig efter den udmattende rejse.

Et libysk mareridt

Amdi er ikke den eneste blandt bådflygtningene i centeret, det har svært ved at sove. At spore ud fra de unge mænds tunge kroppe, alvorlige blikke og stilheden iblandt dem bærer de rundt på traumatiske oplevelser, som nu følger dem overalt. Flere bærer også rundt på synlige ar. Deres kroppe viser tegn på brand- og knivsår, og deres underarme har små runde mærker, fordi de er blevet brugt til at slukke cigaretter med.

»Libyen«, siger de alle, når man spørger, hvor disse skrammer stammer fra.

Flere af bådflygtningene beretter om tortur i fængsler, hvor de er blevet pisket og har fået stød. Mange har også brandsår, som er opstået under overfarten efter kemiske reaktioner mellem olie og vand.

»Det bliver kun værre og værre,« fortæller Chiara Montaldo fra Læger uden Grænser.

De sørger for at give alle de nyankommne et hurtigt lægetjek og den mest fornødne behandling. Men de psykiske ar har de langt fra midler eller tid til at behandle.

Livstegn

Ligesom mange andre har Amdi svært ved at tale om tiden i Libyen. Når stilheden bliver for nærværende, taler han i stedet med de andre om fodbold, hjemlandet Senegal, deres familier og de gode minder fra Afrika. 

»Jeg har fået den af min mor for fem år siden,« fortæller Amdi om den store sølvring, der er hans eneste fysiske minde fra Afrika. Det lykkedes ham at skjule ringen i sine underbusker, da han fik stjålet sine ting i Libyen.

Det var også hans mor, han ringede til, da han tre dage efter ankomsten til modtagelsescenteret i Pozzallo fik lov til at ringe hjem. Men det blev en kort snak, for opkaldet varede under ét minut; så var det næste nummers tur.

Amdi og de andre bådflygtninge har kun fået lov til at ringe hjem én gang i løbet af de 13 dage, de har været i centeret, og det frustrerer dem.

»Vi burde få lov til at ringe hjem noget mere, men nej, det vil de (politiet, red.) ikke. I Libyen kunne vi i det mindste ringe hjem hele tiden. Nu er der ingen, som hører os,« lyder det fra den 28-årige senegaleser Ndaw, der hænger ud ved siden af Amdi.

Ndaw er også træt af en anden ting: han har gået rundt i det samme sæt tøj lige siden sin ankomst.

»Jeg har spurgt efter noget nyt tøj flere gange, men der sker ikke noget. Jeg kan ikke engang spille lidt fodbold, for så sveder jeg for meget, og mit tøj lugter allerede,« siger han opgivende.

Ndaw har en kone og to drenge på henholdsvis 10 og 7 år hjemme i Senegal. Abou og Abdoulaye. Han er taget til Europa for at finde et godt job, så han bedre kan forsørge dem ved at sende penge hjem. Men lige nu, hvor han sidder indespærret her, spørger han sig selv, hvorfor han egentlig tog af sted. Om det overhovedet bliver muligt for ham at vende hjem til sin familie igen.

»Det er jo selvmord. Det er jeg først blevet klar over nu,« lyder det fra den 28-årige familiefar. 

Uvidenhed

Ndaw og Amdi har ingen idé om, hvad der kommer til at ske, når de engang kommer ud herfra. Amdi vil måske gerne til Milano. Her bor hans halvstorebror, som måske kan skaffe ham noget arbejde. Ndaw og Amdi ved generelt meget lidt om Europa, og her i modtagelsescenteret får de kun det at vide, som de selv lærer ud fra tre store verdenskort og en hjemmelavet miniordbog med ord på arabisk, italiensk, fransk og engelsk, som hænger på en af murene.

Alle bådflygtninge får udleveret en velkomstpakke i modtagelsescenteret i Pozzallo. 28-årige Ndaw kunne godt bruge noget mere tø

De politimænd, som opholder sig i centeret, nogle gange op til 20 ad gangen, fortæller dem heller ingenting. Politimændene ser ellers ud til at kede sig, når de sidder der på deres udkigsposter og overvåger immigranterne – de ryger, kigger ind i deres computere og leger med apps på deres mobiltelefoner. Fra deres plads i hjørnet kan Amdi, Ndaw og resten af den lille gruppe senegalesere høre deres snak og grin.

Der er også mange betjente, der overvåger centeret udefra. Eksempelvis sidder der to uniformerede mænd på forsædet af en stor politivogn, som spærrer for modtagelsescenterets nødudgang. De sidder for det meste også bare og spiller på deres mobiltelefon, mens de venter på, at deres vagt er ovre

Ikke noget fængsel

Det er det italienske politi, der koordinerer alt i centeret, og der virker til at være udbredt mening om, at det er sikkerheden – hvad den så end går ud på – der vægtes højere end den menneskelige modtagelse.

»Men det er ikke noget fængsel her i Pozzallo,« understreger én af betjentene.

Han har arbejdet med modtagelsen af bådflygtninge i over 20 år og været med til landinger i kystbyer rundt på hele Sicilien samt på den lille ø Lampedusa. Den midaldrende betjent forklarer, at det er vigtigt at overvåge flygtningene hele tiden, så der ikke opstår ballade.

»De værste lømler er dem fra Egypten, Tunesien og Algeriet,« fortæller han.

Den erfarne betjent præciserer, at det nuværende hold af bådflygtninge er meget rolige og ikke har skabt nogen problemer. Overhovedet. Netop derfor er det også besynderligt, at de ikke har fået lov til at komme udenfor én eneste gang. Det plejer ellers ikke at være noget problem.

»Vi har bare fået besked på, at det skal være sådan,« er det eneste, politimanden kan fortælle.

Et levn fra fortiden

På havnen i Pozzallo, få hundrede meter fra den afsidesliggende murstensbygning, der huser modtagelsescenteret, ligger en kirkegård. En bådkirkegård, der er et bevis på, at bådflygtninge langt fra er noget nyt fænomen i Pozzallo. Her finder man syv gamle træskibe, en punkteret kæmpegummibåd og et hav af redningsveste, små medicinflasker, sko og indtørrede juicebrikker. Det har alt sammen ligget uberørt hen i årevis; fra dengang for næsten ti år siden, hvor bådflygtningene ankom helt på egen hånd til kajen i den lille havneby. Sådan er det ikke længere. I dag samles de op af store redningsskibe eller tilfældig forbipasserende fragtskibe midt ude på det åbne hav, og disse store skibe sejler dem herefter i land i Pozzallo eller andre nærliggende kystbyer som Augusta og Catania.

Pozzallo er ét af de steder på Sicilien, hvor der trods alt er en struktur til at tage imod bådflygtninge. Men det er langt fra virkeligheden i alle byer på Sicilien - og for den sags skyld på de græske sydhavsøer, der disse dage også oplever ankomsten af bådflygtninge eskalere. En struktur er dog ikke ensbetydende med, at bådflygtninge bliver taget imod med åbne arme, og at de får den rette hjælp, de har brug for. Blandt andet når det kommer til håndteringen af immigranternes psykiske problemer og traumatiserende oplevelser, er der hårdt brug for, at de italienske myndigheder gør en større indsats, mener Chiara Montaldo fra Læger uden Grænser.

»Der er ikke nok folk til at hjælpe med oversættelse og nok kulturformidlere, og det gør det svært at skabe gode forhold for bådflygtningene,« siger hun.

At slå tiden ihjel

I modtagelsescenteret sidder 20-årige Bakary fra Mali foran et plastikbord og er i færd med at bygge et hus af farvede dominobrikker. Hans sidemand er faldet tungt ned i sin plastikstol og stirrer ligegyldigt ud i luften, mens en anden fyr bagved ham hænger op ad den lille mur, der adskiller de tætstående køjesenge fra resten af opholdsrummet. Han er i gang med at nappe en lur. Stående.

I et hjørne står to unge mænd i slidte joggingsæt og kigger på de tre ophængte verdenskort.

»Der kommer jeg fra,« peger den ene, Al Hassan på 22 år, og sætter fingeren på Elfenbenskysten.

Han fører derefter pegefingeren længere nordpå, væk fra det afrikanske kontingent, og op på et tilfældigt sted i Nordtyskland, ikke langt fra grænsen til Danmark.

»Dér vil jeg gerne hen,« siger han og smiler forlegent; uden egentlig helt præcist at vide, hvad det er for et sted, ham og hans pegefinger sigter imod.

 

 

 

 

[1] Ifølge Dublin-forordningen skal flygtningene søge asyl i det første EU-land, de ankommer til. Herefter er det dette land, som tager sig af deres asylsag. Alle flygtninge skal afgive et fingertryk, som herefter lægges i EU’s fælles register, Eurodac. Dublin-forordningen blev indført i 2006 for at sikre, at asylansøgningen kun behandles af ét EU-land, og at asylansøgeren ikke søger ophold i flere EU-lande på én gang.