Print artikel

»Jeg har skrevet et brev til myndighederne, hvor jeg beder dem om at henrette mig«

Glem det. Australien lancerede sidste år en annoncekampagne i Asien og Mellemøsten for at afskrække potentielle bådflygtninge.
I asylcentret i junglen bor der udelukkende mænd. Journalister har ingen adgang. Foto: Per Lysholt Hansen
Gordon Thomson foran sit kontor i Poon San. Foto: Per Lysholt Hansen
Chris Su ved klipperne, hvor 48 bådflygtninge omkom i 2010. Foto: Per Lysholt Hansen
Reportage
17.04.15
På tre små tropiske øer, flere tusind kilometer væk fra fastlandet, tilbageholder den australske regering omkring 3.000 flygtninge på ubestemt tid. ATLAS har besøgt Christmas Island, hvor over en tredjedel af øens beboere er bådflygtninge, der bor bag lås og slå midt i junglen.

Ti familier i et stort, varmt telt. Ikke nok drikkevand, brusebade på maksimalt et minut og elendig mad. Hegn hele vej rundt om lejren, ingen udgang og deprimerede miner hos de fleste af de omkring 1.000 tilbageholdte bådflygtninge. Ingen information om fremtiden og intet at give sig til i løbet af dagen.

Sådan beskriver iranske Muhamad flygtningelejren på Nauru over en Skype-forbindelse fra den sydlige stillehavsø.

Muhamad boede indtil for nylig i flygtningelejren på øen, men er i dag blevet flyttet ud af lejren og bor nu lidt længere nede ad vejen. Nauru er på størrelse med Anholt, har en befolkning på knap 10.000 mennesker og ligger over 4.000 kilometer nordøst for den australske hovedstad Canberra.

Siden 2001 har den australske regering betalt Nauru for at få lov til at huse bådflygtninge i en flygtningelejr på øen. Lejren ligger ovenpå en gammel fosfatmine, der engang gjorde Nauru til en særdeles velhavende ø. I dag er fosfatminen ikke længere en god forretning, og Nauru er på randen af konkurs, hvorfor de mange penge fra Australien er særdeles kærkomne.

Den præcise sum, som Nauru modtager fra Australien, er ukendt, men den australske regering offentliggjorde sidste sommer, at flygtningeordningerne i Nauru og en anden ø, Manus Island i Papa Ny-Guinea, koster 2,7 millioner kroner per asylansøger om året. I øjeblikket sidder der omkring 2.000 flygtninge i flygtningelejrene i alt på de to øer.

Muhamad, der er i starten af 30’erne og har en høj uddannelse indenfor it i Iran, kom til Nauru i slutningen af 2013. Han var forfulgt i Iran og havde meget kort tid til at pakke sine ting og flygte med sin kone.

»En af mine venner sagde, at Australien var et fint og vestligt land, der ville tage imod sådan nogen som mig. Men i dag fortryder jeg selvfølgelig, at jeg tog hertil, for de vil åbenlyst ikke have noget med mig at gøre,« siger Muhamad.

Australiens seneste tiltag i forhold til bådflygtninge, som indtil videre har ramt Muhamad og nogle få andre, er at genhuse dem udenfor flygtningelejrene i Nauru og på Manus Island. Den australske regering har også sidste år indgået en aftale med Cambodja om at sende flygtninge dertil.

Muhamad har derfor ingen udsigt til at komme til Australien. Det har myndighederne gjort klart for ham og de mange andre bådflygtninge. 

Juleøen
Christmas Island er den tredje ø, hvor Australien huser flygtninge. Her ankom Muhamad i juli 2013 i en lille træbåd med 62 andre flygtninge, inden han to måneder senere blev vækket klokken fire om morgenen og sat på et fly til Nauru.

Øen er den mest tilgængelige ø for journalister af de tre flygtningeøer: Vil man eksempelvis til Nauru som journalist, må man punge ud med 40.000 kroner bare for at ansøge om et visum. Og hvis man får et visum, har man stadig ingen adgang til flygtningelejren.

Selv om Christmas Island er den mest tilgængelige af de tre øer, er skepsissen overfor journalister allerede tydelig, da jeg blaffer fra den meget beskedne lufthavn og ind til hovedbyen Flying Fish Cove. Der er ingen offentlig transport på den lille ø, så en venlig mand af afrikansk afstamning, der gør rent i flygtningelejren, tilbyder et lift.

»Er du journalist? Du må være venlig aldrig at nævne, at du har kørt med mig,«
siger han sidst på køreturen.

»Hvorfor?« spørger jeg.

»Det er bare bedst,« siger han og sætter mig af ved turistkontoret, der ligger midt i Flying Fish Cove.

Christmas Island, der blev opdaget juledag i 1643 og har fået sit navn derefter, ligger 3.000 kilometer nordvest for Australiens vestligste storby Perth. I modsætning til Manus Island i Papa Ny-Guinea og Nauru tilhører Christmas Island Australien, som fik øen foræret af briterne i 1957.

Øen ligger kun et par hundrede kilometer syd for Indonesien. Det gør den til det første australske stykke land, man møder, når man kommer fra Indonesien, hvilket de fleste bådflygtninge gør. Bådflygtningene er dog ikke indonesere, men typisk iranere, afghanere og irakere, der er flygtet fra krig og forfølgelse i deres hjemland.

Det er sæson for krabber for tiden på Christmas Island. Der er omkring 44 millioner af dem, og de kravler i disse måneder rundt over alt på vejene. Ud over krabberne er der omkring 1.500 fastboende på øen. De fleste er enten af britisk, malaysisk eller kinesisk afstamning.

Og så bor der altså næsten 1.000 bådflygtninge i to flygtningelejre. En lejr med familier et par kilometer fra Flying Fish Cove og en lejr langt ude i junglen, hvor mænd, der er flygtet alene, bor bag et højt hegn.

Det er vigtigt at understrege, at flygtningene på de tre øer er bådflygtninge. Den australske regering gør nemlig meget ud af at dele folk op.

Ankommer man i en lufthavn og har papirerne i orden, har man gode muligheder for at få en fremtid i Australien.

Kommer man derimod i en flygtningebåd, bliver man betragtet som illegal – lige meget om man senere bliver vurderet som reel flygtning eller ej.

I asylcentret i junglen bor der udelukkende mænd. Journalister har ingen adgang. Foto: Per Lysholt Hansen


»Ingen flygtninge er godt for turismen«

Der går kun to fly om ugen til Christmas Island, men alligevel har øen et velekviperet turistkontor, hvor man både kan få kasketter, t-shirts og sågar bukser med de ikoniske røde krabber påsyet.

Bag skranken står to midaldrende damer, der er overvældede over, at så mange er kommet med flyet denne dag. Et ældre par sidder i et tilstødende rum og ser en oplysningsvideo om Christmas Island og alle øens muligheder. Videoen nævner nærmest alt, hvad der kan vrides ud af den lille ø. Fosfatminen, de verdensberømte røde krabber og de fantastiske muligheder for at dykke. En stor del af øens befolkning – bådflygtningene – får ikke et ord med på vejen den 30 minutter lange video.

En af damerne bag skranken siger, at det er godt for turismen, at der er færre flygtninge på øen end sidste år.

»Alt, hvad der bliver skrevet i medierne om øen, er så negativt,« siger hun.

Hun finder overnatning til mig i en bygning, hvor flygtningelejrenes ansatte bor.

»Jeg er virkelig overrasket, over at de vil lade en journalist bo hos dem,« siger hun.

Rengøringshjælpen fra tidligere og damerne på turistkontoret er påpasselige over for journalister af den årsag, at ingen ansatte må sige et ord om forholdene i flygtningelejrene. Det står i den kontrakt, som de har indgået med sikkerhedsfirmaet Serco, som Australien betaler for at facilitere lejrene.

Et par hundrede meter fra turistkontoret ligger The Golden Bosun, som er øens eneste bar. Her får en gruppe arbejdere fra fosfatminen fyraftensøl, mens bartenderne slænger sig over disken og forgaber sig i den ene National Geographic-film om flotte, farverige fisk efter den anden.

I horisonten fra The Golden Bosun kan man skimte det enorme skib Ocean Protector, som sørger for, at der ikke kommer bådflygtninge ind på øen. I sommer lykkedes det blandt andet at opsnappe en båd med 157 srilankanere om bord. Det var den eneste båd, der i hele 2014 nåede så tæt på Christmas Island. Srilankanerne blev sendt op på Ocean Protector, hvor de blev tilbageholdt på havet i over en måned, inden de blev sendt til Nauru, hvor de i dag er tilbageholdt.

Det vakte opsigt, fordi man rent faktisk kunne se flygtningene på båden inde fra øen.

De mange andre både, der har været på vej mod Australien siden slutningen af 2013, er derimod blevet stoppet af de australske myndigheder midt på Det Indiske Ocean og sendt tilbage til deres oprindelsessted.

Bryder international lovgivning

Da Liberal Party overtog magten fra Labor Party i september 2013 ændrede de navnet på Department of Immigration til Department of Immigration and Border Protection. Samtidig søsatte daværende minister Scott Morrison, der nu er socialminister, kampagnen ’Stop The Boats’, som skulle stoppe de mange både fra Indonesien, Malaysia og Sri Lanka, der ankom til Christmas Island. Det er lykkedes til fulde.

I 2013 ankom 300 flygtningebåde til Australien – i 2014 faldt tallet til en enkelt båd, som altså var den føromtalte båd med de 157 srilankanere om bord.

Peter Dutton, der for nylig har overtaget ministerposten fra Scott Morrison, offentliggjorde i februar, at man i 2014 har stoppet 15 både med 429 mennesker om bord ude på havet og sendt bådene tilbage til deres oprindelsessted.

Australien er medunderskriver på FN’s flygtningekonvention, men sidste år kritiserede FN Australien for at vende bådene om og påpegede, at Australien potentielt sender folk tilbage til den fare, de kommer fra.

To advokater, der beskæftiger sig med området til daglig, mener ikke, at der kan være meget tvivl om, at Australien bryder international lovgivning.

»Det er problematisk, når regeringen siger, at de har vurderet om disse mennesker er reelle flygtninge eller ej – midt ude på havet. Det kan de med garanti ikke gøre på en ordentlig måde, så rent lovmæssigt er det et problem i forhold til FN’s flygtningekonvention,« siger Donald Rothwell, der er professor i international lov ved ANU College of Law i Canberra.

Donald Rothwell forklarer dog, at Australien kan slippe af sted med at trodse FN’s konventioner.

»Der er mange flygtningesager, der er blevet afprøvet ved højesteret i Australien, men hver gang har det vist sig, at regeringen handler indenfor rammerne af australsk lovgivning,« siger han.

Daniel Webb, menneskerettighedsadvokat ved Human Rights Law Centre i Melbourne, undrer sig over, at ingen af de mennesker, der er blevet tilset på bådene i 2014, er blevet anerkendt som reelle flygtninge.

Han refererer til, at den australske regering over de sidste mange år selv har anerkendt, at over 90 procent af bådflygtningene, der har fået deres asylansøgning vurderet på land, har været reelle flygtninge.

»Når regeringen tidligere har taget sig god tid til at vurdere, om disse mennesker skulle have Australiens beskyttelse eller ej, har over 90% af bådflygtningene fået det. Men de 429 mennesker, som er blevet vurderet ude på havet sidste år, er alle blevet sendt tilbage igen. Det tyder på, at regeringens måde at gøre det på ude på havet ikke er fair eller troværdig,« siger han og fortsætter:

»Vores vigtigste opgave er ikke at sende flygtninge tilbage til fare, og det kan vi kun gøre ved at lave en ordentlig vurdering af disse menneskers situation. Men det gør den australske regering ikke, og det er et klart brud på international lovgivning,« siger Daniel Webb.

Fra Flying Fish Cove får jeg et lift af en midaldrende mand af britisk afstamning, der har boet på øen i over tyve år. Han er håndværker, fortæller han, og han har tidligere arbejdet ude i flygtningelejren. Han skal egentlig i en helt anden retning, men han kører mig helt til flygtningelejrens port inde midt i junglen, hvor alle mænd, der er flygtet alene, er låst inde.

»Det er det mest deprimerende sted, jeg nogensinde har været, så jeg synes, du skal prøve at komme ind og se det selv,« siger han og stopper ved lejren.

En bil med tonede ruder ruller op på siden af mig, da jeg er slentret forbi den første vagtpost, hvor der ikke sidder nogen vagt. En mand i starten af 30’erne af indisk udseende, men med kraftigt britisk accent, ruller vinduet ned. Han arbejder i asylcentret.

»Du må altså ikke gå herind. Der plejer at være en vagt længere oppe. Hvad vil du egentlig?« spørger han venligt.

»Jeg vil bare gerne se centret,« svarer jeg.

Vagten forklarer, at man kan udfylde en formular på nettet og få adgang på den måde. Hans ansigtsudtryk ændrer sig dog til det mere seriøse, da jeg siger, at jeg er journalist.

»Hvad vil du derinde?«

»Bare se mig omkring. Måske tale med nogle asylansøgere.«

»Ja, det bliver nok svært.«

»Hvorfor?«

»Man skal jo respektere privatlivets fred. Men du skal altså gå nu. Hav en god dag,« siger han og kører videre ned mod den indhegnede flygtningelejr.

I den lille flække Poon San, der ligger ved siden af Flying Fish Cove, har Gordon Thomson sit kontor klods op ad et lille asiatisk inspireret supermarked. Thomson er formand for minearbejdernes fagforening på øen, men han har også været politisk aktiv i de fleste af sine snart 18 år på øen. For tiden er han præsident for den lille lokale regering på øen, der dog ifølge ham selv ikke har ret meget at skulle have sagt.

»De fleste har den antagelse, at man må være skør eller at man er flygtet fra noget for at bo her på øen, men det er jeg altså ikke,« siger Thomson med et grin og tænder den første af mange cigaretter i aftenmørket ude foran hans kontor.

Gordon Thomson fortæller, at bådflygtningene plejede at bo nede i en gammel sportshal i Flying Fish Cove. Der var et orange bånd rundt om deres område, men ellers var de dengang en langt mere integreret del af øen end i dag.

»Men det var elendige forhold, de boede under, så i starten af 2001 bad vi regeringen om at bygge noget mere tidssvarende. Men det var slet ikke det fængsel, som de har bygget nu, vi havde i tankerne,« siger Gordon Thomson.

Gordon Thomson foran sit kontor i Poon San. Foto: Per Lysholt Hansen


Tampa-affæren
Grundstenen til Australiens nuværende politik overfor bådflygtninge blev lagt i august 2001. 438 afghanske flygtninge havde sat kurs mod Australien i en bare 20 meter lang træbåd ved navn Palapa 1, der kom i problemer midt på Det Indiske Ocean. Det norske skib Tampa var i nærheden og reddede samtlige 438 personer, og det blev startskuddet til en diplomatisk fejde mellem Norge og Australien.

Australien holdt fast på, at skibet skulle sendes tilbage til Indonesien, men ifølge international lovgivning skal de overlevende fra et forlist skib tages til den nærmeste havn for at modtage medicinsk behandling. Den nærmeste havn var Christmas Island.

Arne Rinnan, kaptajn på Tampa, holdt sig til lovgivningen på området og satte kurs mod Christmas Island, hvor skibet endte med at ligge til i en måned, uden de afghanske flygtninge måtte komme i land. Australiens premierminister John Howard, der i de dage kæmpede for at blive genvalgt, prøvede desperat at få Indonesien og endda Norge til at tage flygtningene, men det nægtede de begge.

Et par uger inde i forløbet fløj to flyvemaskiner ind i World Trade Center og John Howard brugte Tampa-affæren, 9/11-angrebet og en generel fremmedfjendsk retorik til at få det australske folk over på sin side i valgkampen. John Howard blev genvalgt i november 2001. Det beskriver The Guardian-journalist David Marr og forfatter Marian Wilkinson i deres bog Dark Victory, der handler om Tampa-affæren og John Howards valgkamp.

Og de afghanske bådflygtninge? De kom ikke til Australien. De blev i stedet en del af det, John Howard kaldte The Pacific Solution, som handlede om, at andre lande i Stillehavet skulle hjælpe med at tage bådflygtningene. David Marr og Marian Wilkinson beskriver i deres bog, hvordan Howard-regeringen i denne periode bøjede loven, løj for pressen, trodsede FN og bestak ludfattige stater i Stillehavet.

Marr og Wilkinson fremfører også, at man med rette kan kalde The Pacific Solution for The New Zealand Solution i stedet, for omkring 150 af flygtningene om bord på Tampa tog New Zealand sig af.

Derudover tog Sverige og Danmark en håndfuld hver, mens resten blev sendt til Nauru, som Australien gav en stor pose penge for at huse flygtningene. Mange af dem, som Nauru tog sig af, fik dog efter nogle år asyl i Australien.

Dermed adskiller situationen dengang sig fra situationen i dag: Australiens nuværende regering, der kom til i september 2013, har flere gange sagt, at de ikke har tænkt sig at give asyl til flygtningene på Nauru, Manus Island og Christmas Island. Sammen med tiltaget om at vende bådene om midt på havet er det nemlig en del af den taktik, der skal få flygtninge til at forstå, at Australien ikke er et smart sted at søge om asyl.

Den australske regering lancerede desuden i sommeren sidste år en kampagne, der hedder No Way – You Will Not Make Australia Home, hvor man blandt andet indrykkede annoncer i aviser i Asien og Mellemøsten, der forklarer, at man under ingen omstændigheder kan blive australsk statsborger, hvis man ankommer med en båd.

Gordon Thomson fortæller, at Tampa er et af de største skibe, han har set ud for Christmas Islands kyst.

»Jeg kunne fra starten se det fra mit køkkenvindue. Vi blev rasende, da det blev klart, at regeringen ikke ville tillade folkene på skibet at gå i land. Jeg indkaldte derfor alle betydningsfulde mennesker her på øen til et møde. Vi skrev et statement til regeringen og til kaptajn Arne Rinnan om, at vi mente, at flygtningene skulle komme i land og få en ordentlig behandling. Vi faxede det ud til skibet, men derefter forbød regeringen os at kommunikere med skibet. Vi demonstrerede i nogle dage, men det var svært at påvirke situationen,« siger Thomson.

Gordon Thomson er trist over den udvikling, der er sket på Christmas Island i forhold til behandlingen af flygtninge. Han har været ude i flygtningelejren i junglen flere gange, og han mener, at det er rendyrket tortur at holde folk fanget bag et hegn på ubestemt tid.

»Vi kalder det for Guantánamo Bay,« siger han. Hvis det stod til Gordon Thomson, skulle flygtningene behandles bedre. Han henviser til, at de kinesere, der kom til øen i 80erne og 90erne, blev taget bedre imod og i dag er en integreret del af samfundet på Christmas Island.

»Der har været en kamp på øen for at opnå lige rettigheder mellem hvide og kineserne. Det er langt hen ad vejen lykkedes, og så forstår jeg ikke, at man ødelægger håbet for de andre flygtninge, der kommer fra en anden del af verden. Verden har et problem, for der er rigtig mange mennesker på flugt lige nu, men løsningen er ikke at bure folk inde og ødelægge deres håb,« siger han.

Katastrofen
Udover Tampa-affæren er der en anden begivenhed, som stadig fylder meget i beboerne på Christmas Islands bevidsthed. Et skib med næsten 100 flygtninge om bord kæntrede ved øens kyst d. 15. december 2010. 48 mennesker døde, da voldsomme bølger slyngede dem op mod de skarpe klipper lige foran politistationen ved Flying Fish Cove.

Chris Su oplevede det på tætteste hold, da han fik et opkald om katastrofen tidligt om morgenen og skyndte sig ned for at se, om han kunne hjælpe.

»Jeg har aldrig følt mig så magtesløs i hele mit liv. Da jeg kom herned, var der ikke meget at gøre. Folk løb rundt og prøvede at kaste redningsveste ned, men det var redningsbådene, der reddede folk. Bølgerne var 4-5 meter høje,« siger han.

Chris Su står ved ulykkesstedet. Klipperne ned til det klare, turkisblå vand er omkring otte meter høje. Han sætter sig på hug på en af de store sten.

»Du kan se; det ligner nærmest et månekrater. Se de her sten, mand. De er så skarpe. Jeg er glad for, at jeg ikke kom herned som en af de allerførste, for så tror jeg ikke, jeg havde fungeret som menneske bagefter. Flere af dem, der kom herned først og så menneskekroppe banke op mod klipperne, fik post traumatisk stress bagefter,« siger Chris Su, der ikke kunne sove i flere nætter efter episoden.

Chris Su er opvokset på Christmas Island og taler engelsk med en tung australsk accent, selv om der er flere tusind kilometer til det australske fastland. Hans forældre stammer fra Kina, men de flyttede fra Singapore til Christmas Island, da Chris var et år gammel.

»Christmas Island er et paradis at vokse op i som barn. Se dig omkring! Det er en eventyrø. Vejret er altid godt, vi har hvide strande, og folk kommer overens med hinanden,« siger Chris, der dog i 00’erne tog en afstikker til Seoul i fem år for at studere.

»Jeg kommer nok heller ikke til at bo her hele livet. Alle kvinderne forlader øen efter gymnasiet, så hvis jeg skal have en familie, finder jeg det nok ikke her,« siger Chris, der er 32 år.

Chris har været med til at sætte en mindesten op til ære for ofrene fra katastrofen. En bøjet propel fra skibsvraget peger ned mod ulykkesstedet, og foran den står en sten med et citat fra den engelske digter John Donne, der slutter med ordene »We are all a part of human kind.«

Vi sætter os ved en bænk ved siden af mindestenen. Chris Su fortæller, at han er glad for, at hans familie kom til Christmas Island før 2001.

»Det kunne jo lige så godt være min familie og mig, der sad ude i den flygtningelejr,« siger han.

»At sætte folk bag et elektrisk hegn gør, at det ser ud, som om folkene i lejrene har gjort noget forkert. Man kriminaliserer dem ved at sende dem ind i noget, der til forveksling ligner et fængsel. I mine øjne har det selvfølgelig noget at gøre med racisme. Lad os forestille os, at folk fra Europa begyndte at flygte, ville Australiens regering så sende dem ud på en øde ø? Det tror jeg ikke,« siger han.

Chris Su finder det paradoksalt, at Australien deltager i krige mod Taleban og Islamisk Stat, men ikke tager imod flygtninge fra de lande, hvor de regimer hærger.

Chris Su er australsk statsborger, men ideen om, at han skal blande sig i, hvem der kommer til landet, er fremmed for ham.

»Hvide australiere ved slet ikke, hvad frygt er. De ved slet ikke, hvad det betyder at være bange for sit eget liv. Derfor kan de ikke forstå, hvorfor de her mennesker kommer på bådene. Vi har så meget plads i Australien, så jeg forstår ikke, at vi gør, som vi gør. Min påstand er, at hvis du behandler folk med værdighed, så får du en masse tilbage som land. Men hvis du låser folk inde og behandler dem som hunde, jamen så bliver de hunde. Bare se på, hvordan Australien har behandlet aboriginals. De er jo marginaliserede i samfundet nu,« siger han. 

På vej tilbage til fastlandet, render jeg i lufthavnen på Christmas Island ind i den sikkerhedsvagt, der fejede mig væk ved flygtningelejren dagen før.

Han giver hånd og lyser op i et stort smil, da han ser mig. Det virker, som om han syntes, at det var en smule morsomt, at jeg prøvede at komme ind i flygtningelejren. Jeg spørger ham, hvad han synes om regeringens politik.

»Jeg forholder mig ikke til regeringens politik,« siger han.

»Vi er ansat til at udføre en opgave i vores firma. Men asylansøgerne har det altså ikke dårligt i centret. Vi behandler alle fair og humant,« forsikrer han.

Selve lejrene på Christmas Island virker også rigtigt nok til at være noget mere udholdelige at leve i, end hvad man hører om lejrene på Nauru og Manus Island.

Det bekræfter iranske Muhamad, der har siddet både på Christmas Island og på Nauru. »Christmas Island er ikke et dejligt sted at være, men det kan slet ikke sammenlignes med Nauru,« siger han.

Chris Su ved klipperne, hvor 48 bådflygtninge omkom i 2010. Foto: Per Lysholt Hansen


FN: Skyldige i tortur
Som tidligere nævnt, har FN kritiseret Australien for at vende både om midt på havet. Men det er langt fra det eneste kritikpunkt FN har af Australiens ageren over for bådflygtninge. I november 2013 offentliggjorde FN’s flygtningehøjkommissariat en rapport fra Nauru og Manus Island, hvor det blev konkluderet, at Australiens flygtningepolitik bryder med folkeretten og tilbyder folk en umenneskelig behandling.

»Især er den obligatoriske tilbageholdelse ikke i overensstemmelse med international lovgivning,« udtalte Richard Towle fra FN’s flygtningehøjkommissariat til The Guardian.

Til sammenligning kan man i Danmark og en lang række andre vestlige lande ikke tilbageholde og bure asylansøgere inde på ubestemt tid uden nogen bevæggrund, men det gør man altså i Australien, hvor asylansøgere i gennemsnit bliver låst inde i mere end ni måneder. Det gælder både flygtningelejrene på de tre øer og lejrene på fastlandet.

I marts i år udtalte rapportør for FN’s torturkonvention, Juan Mendez, at Australien på flere områder overtræder FN’s torturkonvention på Manus Island i Papa-Ny Guinea. Mendez’ bekymringer drejer sig blandt andet om den eskalerende vold i flygtningelejren og tilbageholdelsen af små børn.

Den nuværende premierminister Tony Abbott svarede hurtigt tilbage på Juan Mendez’ konklusioner:

»Jeg tror virkelig, at australiere er trætte af at blive belært af FN,« sagde han og undrede sig over, at Australien ikke får ros internationalt for at stoppe bådene.

Juan Mendez ærgrer sig over, at Tony Abbott ikke tager FN’s rapporter mere alvorligt.

»Jeg er uenig i, at vi belærer Australien. Vi behandler alle regeringer med respekt. Jeg synes, at vi i FN også fortjener respekt, og jeg ville ønske, at Tony Abbott ville tage mine synspunkter lidt mere alvorligt,« sagde Juan Mendez efterfølgende til Sydney Morning Herald.

Menneskerettighedsadvokat Daniel Webb har været involveret i sager vedrørende Manus Island i flere omgange. Han var på øen sidste år, og han forstår godt, at FN mener, at Australien overtræder torturkonventionen.

»Der var over tusind mænd smækket sammen i en utilgiveligt overfyldt lejr. På et værelse var der 112 køjesenge, der var placeret så tæt, at du ikke kunne gå imellem dem. For at gøre det hele værre, så anede ingen af mændene, hvornår eller om de nogensinde ville få asyl. Det er klart, at det limbo skaber en atmosfære af spænding og fortvivlelse,« siger Daniel Webb.

Sidste år var der optøjer på Manus Island, der endte med, at den iranske flygtning Reza Barati blev dræbt. Årsagen eller gerningsmanden er aldrig blevet fundet, hvilket har mødt stor kritik i Australien, hvor mange tusinder gik på gaden i de største byer på fastlandet for at mindes Barati.

I januar i år sultestrejkede flere hundrede flygtninge så på Manus Island, hvilket igen fik tusinder på gaden i blandt andet Melbourne, hvor der de seneste måneder har været flere demonstrationer med budskabet om at lukke lejrene på Nauru og Manus Island.

David Isaacs, børnelæge i Sydney og professor i smitsomme børnesygdomme ved University of Sydney, mener ligesom FN, at det er uforsvarligt at holde børn fanget på de tre tropiske øer. Han var selv på Nauru i december sidste år og har siden brudt sin aftale om tavshedspligt med det firma, der ansatte ham til at give behandling til børn på øen i en uge. Han er gået til medierne.

»Jeg var så chokeret, at jeg var nødt til at sige noget. Næsten samtlige af de 20 børn, jeg tilså, havde svære psykiske problemer, og det er ikke så mærkeligt, når man ser på de forhold, de bor under,« siger han.

De officielle tal siger, at der sidste år befandt sig 895 personer i flygtningelejren på Nauru – 119 af dem børn.

»Når man skal vurdere et barns psykiske tilstand, er det relevant også at kigge på forældrene. Og de forældre, jeg så, var ekstremt flove over, hvad der var sket med deres familie. De har forladt deres land, fordi de blev forfulgt, og nu bliver de så undertrykt af Australien i stedet. De følte en enorm skyldfølelse over for deres børn og mange af forældrene virkede meget deprimerede, hvilket selvfølgelig smitter af på børnene,« siger han.

David Isaacs siger, at han, selv om han var i lejren i egenskab af sin rolle som læge, konstant skulle ledsages af en vagt, og han skulle aflevere sin telefon, sit kamera og sin pung.

»Man kan ikke forestille sig, hvor forfærdeligt det her sted er, før man selv har været der. Folk bor i mugne telte og har intet privatliv, det er helt ekstremt varmt – omkring 35 grader - og luftfugtigheden er høj. Folk går og sveder hele tiden, og derudover er det også tørt og støvet. Det er psykisk tortur at holde folk fanget på sådan et sted,« siger han.

Regeringen nægter at svare på spørgsmål
Den australske version af The Guardian og en række andre medier skriver jævnligt kritisk om regeringens håndtering af bådflygtninge. Deres artikler bliver som regel afsluttet med, at det ikke har været muligt at få en kommentar fra myndighederne.

Peter Dutton overtog for et par måneder siden ministerposten i Department of Immigration and Border Protection fra Scott Morrison. Morrison var notorisk kendt for aldrig at stille op til kritiske interviews, og Peter Duttons pressechef Merryn Royle skælver også lidt i stemmen, da interviewets præmisser bliver præsenteret.

Hun forsikrer dog, at hun vil tale med ministeren og melde tilbage. En uge senere skriver hun i en e-mail, at Dutton ikke vil stille op til interview.

Peter Dutton og regeringens fremmeste argument for flygtningepolitikken er dog blevet præsenteret igen og igen: Ved at stoppe bådene mindsker man dødsfaldene på havet, hvor knap 1.000 flygtninge druknede mellem 2001 og 2013. Det svarer til cirka to procent af alle bådflygtninge, der satte kurs mod Australien i den tidsperiode.

Det argument bider dog ikke på advokat og menneskerettighedsaktivist Julian Burnside, der siden starten af 00’erne dagligt har kæmpet flygtningenes sag. Han vandt sidste år Sydney Peace Prize for sit arbejde, som han udfører ved siden af sit hverv som advokat.

»Problemet med det argument er, at langt de fleste af dem, der stiger på en båd, udmærket godt ved, at det er farligt. De her mennesker er så desperate for at komme i sikkerhed, at de er villige til at risikere deres liv for det. Det viser, og det viser tallene på området også, at langt de fleste af dem er reelle flygtninge, som vi bør tage os af – i stedet for at sende deres båd tilbage igen. Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen er så jublende lykkelige over, at vi holder den slags mennesker ude,« siger han.

Australien er arealmæssigt omtrent på størrelse med alle EU-lande tilsammen, men landet modtager meget få asylansøgere i sammenligning. I 2013 slog antallet af bådflygtninge, der ankom til Australien, rekord med 20.500 personer. Derudover ankom knap 8.500 asylansøgere med fly.

Til sammenligning rejste 435.000 personer til EU-landene for at søge asyl samme år.

Det skal dog med i ligningen, at der er flere områder i Australien, der ikke er beboelige. Julian Burnside nævner dog Tasmanien som et eksempel på et sted, hvor man kan huse flygtninge. Tasmanien er arealmæssigt noget større end Danmark, har et tempereret klima og blot 500.000 indbyggere.

Julian Burnside mener, at skiftende regeringer over de sidste mange år har haft held med at fortælle folk, at bådflygtninge ikke er ønskelige for Australien.

»I de sidste 14 år har befolkningen fået at vide, at bådflygtninge er ’ulovlige’ og at det er folk, der hopper over i ’køen’. Men begge påstande er løgne. Hvis politikere lyver for befolkningen længe nok, så kan det til sidst blive en sandhed. Men bådflygtninge er ikke ulovlige – de har ikke begået nogen forbrydelse. Og der er jo ikke nogen kø, de kan stille sig i, når de flygter fra en krig eller fra forfølgelse,« siger han.

Julian Burnside foreslår, at Australien i stedet tager dem, der er reelle flygtninge, ind i landet og bruger deres ressourcer til noget, som Australien også kan få noget ud af. Det vil også spare Australien for de mange milliarder kroner, landet bruger på at køre flygtningecentre i andre lande.

På Nauru har iranske Muhamad svært ved at se positivt på fremtiden. Han har som tidligere nævnt fået at vide, at han ikke bliver australsk statsborger, men også livet som borger i Nauru er nedslående.

»Jeg må ikke arbejde, så min kone og jeg prøver bare at slå tiden ihjel. Jeg er officielt blevet flyttet ud af flygtningelejren, men det er en joke, for det her er også fangenskab,« siger Muhamad, der har svært ved at få dagene til at gå.

»Jeg sover rigtig meget for at glemme min håbløse situation. Nogle af de få andre, der er blevet placeret i lignende huse som os, dulmer smerten med alkohol. Egentlig vil jeg helst bare dø, for det her liv er intet værd. Jeg har skrevet et brev til myndighederne, hvor jeg beder dem om at henrette mig. Det har de ikke svaret på. Jeg kan ikke få mig selv til at begå selvmord,« siger han.

Muhamad føler sig fanget i et politisk spil, hvor Nauru tjener penge på ham og Australien undgår at få ham ind i landet.

»Australien har fundet en korrupt regering på Nauru, der er klar til at begå forbrydelser mod menneskeheden i retur for en pose penge. Det er en win-win-situation for Nauru og Australien, men et kæmpe nederlag for os flygtninge,« siger han.

Julian Burnside tror ikke, at personer som Muhamad har ret store chancer for at komme til Australien.

»Men man kan håbe på, at der sker det samme, som der skete for de personer, der blev reddet af Tampa og sendt til Nauru efterfølgende. Mange af dem endte med at komme til Australien efter nogle år. Men med den nuværende regerings retorik in mente ser det ikke godt ud lige nu,« siger han.

Muhamad siger, at han flere gange har bedt om at blive sendt tilbage til Indonesien, hvilket han ikke kan få svar på om er muligt eller ej.

»Jeg har ingen papirer, ikke engang papir på ophold i Nauru. Jeg har brugt snart to år på at være tilbageholdt og jeg aner ikke, hvad der skal ske. De har slået mit håb ihjel,« siger han.

Muhamad ønsker ikke at få sit rigtige navn frem, da han frygter, at det kan skade hans sag. Hans rigtige identitet er redaktionen bekendt.