Print artikel

I Libanon huser flygtninge flygtninge

En syrisk familie sidder foran UNHCR’s hovedkontor i Beirut
Fatima, Zouhair og sønnen Uday i deres lejlighed i Beirut. Her bor de en familie 6 mennesker på et værelser.
Et område i udkanten af Beirut, hvor flere syrere er flyttet til siden 2011
Eftermiddag i Bourj Al Barejneh
Skolelærer i Shatilla
Børn leger krig med plasticgeværer i Shatilla lejren
Der transporteres materialer og skrald igennem Shatillas smalle gader.
Sønnen Uday har fået salve på sine sår i ansigtet, efter han blev angrebet af en mand på gaden i Beirut
Reportage
20.12.17
I begyndelsen af den syriske borgerkrig stod nabolandet Libanon for en liberal tilgang til flygtninge. Grænsen var åben, hvor man modtog næsten 50.000 mennesker hver måned. Det gør man ikke længere, og mens den syriske borgerkrig synes afgjort, er flygtningenes skæbne det ikke

Selvom Libanons kun fylder en fjerdel af Danmark og har omtrent samme antal indbyggere bor der ifølge FN’s Flygtningekommissariat UNHCR mere end 1,5 millioner syriske flygtninge i landet. Der har de været i noget tid. Mens det syriske regime med russisk støtte mere eller mindre har vundet krigen, og vestlige regeringer taler om at sende flygtninge tilbage, sidder flygtningene stadig fast i de såkaldte nærområder. Og her er det ikke længe siden, at en syrisk general gjorde det mere eller mindre klart, at det ikke bliver nemt at vende hjem til det sammenbrudte og stadig krigsplagede land.

»Selv hvis staten tilgiver jer, sværger vi, at vi aldrig vil tilgive eller glemme. Et godt råd fra mig til jer alle sammen: Ingen af jer bør vende tilbage,« udtalte Issam Zaher al-Deen til den anseelige andel af den syriske befolkning, der er flygtet.

En million af de flygtninge er registreret, og betaler ca. 200 dollars om året for at få deres opholdstilladelse fornyet – resten er det forsigtige skøn. I januar 2015 blev UNHCR bedt om at stoppe med at registrere flygtninge, da Libanon indførte en lov om, at man ikke længere kan opnå flygtningestatus i landet og dermed heller ikke få lov til at arbejde. En lov Libanon uden tøven kunne indføre, da de aldrig har ratificeret FN’s flygtningekonvention fra 1951.

Den libanesiske regering har indtil videre lagt mange hindringer på vejen for UNHCR. Pengekassen er lukket, og FN-organet lider i forvejen under manglende international interesse og økonomiske indspark. De har heller ikke fået tilladelse til at bygge lejre i landet, men de er tilstede i nogle af de uformelle lejre. Ingen af lejrene er i Beirut. Kun deres hovedkontor.

Foran UNHCRs hovedkontor i Beirut støder vi på ca. 15 mennesker. De har stået der hele dagen. »Hvorfor lytter de ikke på os? Vores husleje er på 300 dollars. Det er hvad min mand tjener om måneden. Vi har ikke flere penge,« siger Fatima. Hun er 21 år og kom til Libanon tilbage i 2013, da Rusland begyndte at bombe i Aleppo. Hun står med sin 5-årige søn, Uday, i hånden. Hendes mand, Zouhair, står lidt i baggrunden og ligner en, der overvejer, om deres protest kan få konsekvenser.

De er utilfredse med, at UNHCR har trukket deres månedlige bidrag på ca. 150 kroner, som dækker udgifter til mad og tøj. Oven i det har Zouhair fået afvist ekstra midler til medicin, selvom at han lider af traumer og angst fra bomberne i Aleppo. Men det er især Fatima, der er oprørt, og minder mig om, at hun blev lovet noget andet tilbage i 2013, hvor UNHCR lovpriste Libanon for dets åbne grænsepolitik og villighed til at tage imod flygtninge. Det har ændret sig i dag, hvor Libanon fremstår som en af de globale hard-liners med deres hårde kurs over for nytilkomne.

Det er byerne der lokker

Tætpakkede storbyer som Beirut er under pres. 80 procent af klodens 65 millioner flygtninge bor i urbane områder, hvor det spinkle håb om arbejde lever modsat ude i lejrene.

Libanon er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at håndtere befolkningstilvæksten. Udover interne politiske problemer og stridigheder, som bl.a. sendte deres premierminister Saad Hariri på en midlertidig tvungen flugt til Saudi-Arabien i november, kæmper landet med et system og en politisk tone som ikke er venlig stillet over for flygtninge. Og situationen blandt befolkningsgrupperne i Libanon er i forvejen anspændt. 9 ud af 10 adspurgte libanesere mener, økonomien er dårlig. Arbejdsløsheden er tårnhøj, endnu mere kritisk blandt unge, samtidig med at befolkningen på 5 år er steget med over 25 procent. Libanon er det land i verden med højest antal flygtninge pr. indbygger, og huser i forvejen over en halv million palæstinensiske flygtninge, som har boet i flygtningelejre i årtier, siden konflikten mellem Israel og Palæstina begyndte i 1948.

I dag er det dog ligeledes det påtrængende forhold til Syrien, som spøger i kulisserne. Syrien var indtil fornyligt militært tilstede i Libanon i mere end 30 år, hvilket aldrig faldt i god jord blandt befolkningen. Den libanesiske regering er i overvejende grad styret af den shia-muslimske bevægelse Hizbollah, som har forbindelser til Assad-regimet i Syrien. De sidste års skarpere grænsekontrol mellem de to lande, mener mange, fastsættes af Hizbollah, for at holde kontrol med de flygtende.

Strukturerne har gjort os til konkurrenter

Mariam Alshaars retter på sin lyserøde hijab i sit ligeså lyserøde nymalede kontor i den palæstinensiske flygtningelejre Bourj Al Barajneh i Beirut

»I denne lejr er det kvinderne, der bestemmer« siger hun med et nænsomt smil.

Mariam er stifteren bag det socioøkonomisk initiativ SoufraKitchen, som er et matrikelløst køkken i en varevogn ledet af kvinder. Køkkenet er startet på et mikrolån og kører ud til forskellige events i Beirut, og serverer mad. De modtager ingen støtte, og al indkomst kommer fra deres madlavning.

Hos Mariam arbejder både syriske og palæstinensiske kvinder side om side, og forsøger ihærdigt at modarbejde de stridigheder, der er opstået de senere år mellem palæstinensiske og syriske flygtninge i lejren, hvor bl.a. en palæstinensisk kvinde sidste år blev slået ihjel i et slagsmål omkring penge.

Bourj al-Barajneh er en ud af 12 registreret palæstinensiske flygtningelejre, alle varetaget af FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge UNRWA. UNRWA, der i forvejen kæmper med budgetunderskud, har i flere af lejrene ikke mulighed for at støtte tiltrækkeligt. De store økonomiske problemer har de sidste fem år ændret forholdene i lejrene, hvor en stor gruppe af syriske flygtninge er flyttet ind.

Det er især de ressourcesvage flygtninge, der bosætter sig der, hvor befolkningen er gået fra 15.000 til omtrent 45.000 indbyggere. Her eksisterer en uformel økonomi med lav husleje og billigere varer end i resten af Beirut.

Mariam fortæller, at flere palæstinensere i lejrene er begyndt at leje deres hjem ud til syrere for en dyrere husleje, for derfor selv at kunne flytte udenfor lejren. Det har skabt et paradoksalt økonomisk system, hvor det er flygtninge, der huser flygtninge. Mariam efterspørger i stedet et boom af selvkørende socioøkonomiske initiativer i lejrene, der kan få folk i arbejde:

»Vi har behov for at bryde den negative spiral af stridigheder som hænger sammen med stigende fattigdom og manglende løsninger på arbejdsløsheden. Det er ikke en nem opgave, da der er pålagt forbud for palæstinensere at arbejde,« pointerer hun, og henviser til en lov i Libanon, som gør det ulovligt for palæstinensere at arbejde i 72 erhverv.

Situationen er ligeså problematisk – hvis ikke mere – i flygtningelejren Shatilla, der ligger i nabolaget. Lejren ligner mest et slumkvarter. Himlen er tildækket af ledninger mellem de forskellige boligblokke, og flere af de nedslidte bygninger ligner bombekratere.

I 1982, under den libanesiske borgerkrig, udførte de kristne falangister med israelsk støtte en massakre på lejrens befolkning, hvor op mod 3000 mænd, børn og unge blev dræbt. Hændelser, der har forstærket den palæstinensiske nationalisme inden for lejren, fortæller vores taxachauffør, som selv boede i lejren for mange år tilbage, men måtte flytte pga. de dårlige vilkår indenfor lejrens mure. Nu bor han hos en ven, hvorefter han udtrykker sin undring over, at vi gerne vil besøge lejren.

Jeg er flygtet fra en palæstinensisk flygtningelejr i ét land til en palæstinensisk flygtningelejr i et andet

Ifølge UNRWA er forholdene drastisk forværret i Shatilla, fordi infrastrukturen og hygiejnen er bekymrende dårlig. Den britiske avis The Guardian har kaldt vandet i Shatilla for »hell water«, hvor mulighederne for bakterier og sygdomme gennem vand er uoverskuelig store.

Shatilla har ligesom de andre lejre oplevet en eksplosiv befolkningstilvækst. Oprindeligt boede der omkring 10.000 palæstinensere, men lejren har over de senere år mærket en fordobling af indbyggere. Størstedelen er syrere, men et antal etiopiere og irakere er også flyttet hertil, pointerer Amal, imens han tænder en cigaret.

Amal er 42 år, har markante sorte render under øjnene, og har ikke haft et arbejde i fem år. Han har ingen børn og har boet alene, siden han selv flygtede fra den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk udenfor Damaskus i 2012.

»Jeg er flygtet fra en palæstinensisk flygtningelejr i ét land til en palæstinensisk flygtningelejr i et andet«.

Amal føler sig låst fast og tror ikke på, han finder noget arbejde. Drømmen om arbejde i Europa, som mange af hans venner har forsøgt, udelukker han:

»Det er umuligt at komme dertil med min økonomiske situation«.

I Shatilla er de interne problemer blevet voldsomme, hvor beboerne oplever, at adgang til job er formindsket drastisk, samt størstedelen af de vestlige organisationer helst vil hjælpe de syriske flygtninge i lejren. Modsat oplever syrere, at de behandles som den nederste del i fødekæden, hvor de underkues af palæstinensere, der i årtier har opbygget et klanlignende system i lejrene:

»Det er ikke fordi palæstinensere og syrere ikke kan sammen, men det er svært fordi strukturerne i stedet har gjort os til konkurrenter,« pointerer Amal og suger videre på sin cigaret.

Han undrer sig over, at der ikke er flere internationale nødhjælpsorganisationer tilstede i Shatilla. Da vi nævner, at UNRWA jo stadig er her, svarer han skeptisk.

»Måske er de her, men jeg ser dem ikke. Vi er som en parallelbydel i Beirut, verden har glemt. Problemet er bare, at ingen af os har tilladelse til at flytte herfra«.

Presset stopper ikke foreløbigt

Med en halv million palæstinensere på kanten til det libanesiske arbejdsmarked og samfund – var det ikke betrykkende nyheder, da FN i 2017 identificerede, at 90 procent af de nu over 1.5 millioner syriske flygtninge i Libanon også lider under mangel på mad, penge til husleje og jobs. De muligheder for arbejde, der opstår, kan være væk dagen efter. Her ligger en normal dagsløn for syriske flygtninge på mellem 5-10 dollars. Det gør familierne desperate. Mange fortæller til internationale organisationer, at de er tvunget til at sende deres børn og teenagere ud for at tigge på gaden, arbejde under slavelignende forhold, og i et stigende antal tilfælde i prostitution og slaveri. Samtidig står en skoleparat generation af børn på knap 300.000 uden skolegang. I stedet tvinges børn ud i de såkaldte sweatshops. Fabrikker, hvor børn ned i 6-års alderen arbejder til en dollar om dagen.

Sidste år fandt de libanesiske myndigheder i kystbyen Jounieh et hus med 75 syriske piger og kvinder tvunget ind i seksuel slaveri. Her levede de under elendige forhold, hvor modbydelige aborter og smitsomme sygdomme var en del af hverdagen. Ifølge The Guardian blev de ved ankomsten fra Syrien solgt videre til et netværk af sex- menneskesmuglere. Ligeledes bliver tusindvis af flygtningepiger solgt til arrangerede ægteskaber mod deres vilje. Det paradoksale er, at flere familier fortæller, at de ofte beslutter sig for at sælge deres døtre til arrangerede ægteskaber ud fra en kalkule om, at hvis de ikke gør det, så ender døtrene i prostitution.

For at vise den skræmmende udvikling, kunne en frivillig nødhjælpsarbejder fornyeligt berette i det amerikanske blogmedie Counterpunch, at han for 600 dollars i alt købte 4 syriske børn af en ældre dame, der var ankommet fra Aleppo. Han tog efterfølgende kontakt til nødhjælpsorganisationer for hjælp.

Da der ikke eksisterer nogle velvillighed fra den libanesiske stat til at slå hårdt ned på bagmændene, er det ofte flygtninge, der i stedet bliver ofre og risikerer at blive arresteret og deporteret, fortæller projektleder Maeva i den anerkendte aktivistorganisation Kafa.

Kafa har eksisteret siden 2006 og fik bl.a. i 2016 implementeret en lov i landet mod familievold, som sidenhen har været med til at beskytte kvinder og piger. I dag administrerer de to anonyme krisecentre i Beirut, hvor et stigende antal syriske kvinder henvender sig.

»Vi lagde mærke til, at de kvinder fra Nordafrika og Østeuropa, som normalt var en stor del af sexindustrien i Libanon, var taget hjem eller rejst videre, men de klubber, de var en del af, eksisterede stadig. Vi fandt ud af, at de nu var fyldte med syriske kvinder og piger ned til 12 års-alderen«.

Maeva påpeger, at sexslaveri er et stigende problem i landet, og en lovændring mod familielov derfor heller ikke er nok. Selvom Libanon i 2011 indførte en lov mod menneskesmugleri, er der på nuværende tidspunkt ingen, der er blevet dømt for det, påpeger Maeva. Kafa har derfor i stedet lavet aftaler med en række politiskoler, hvor de uddanner personalet i, hvordan de bedre identificerer om mennesker har været udsat for slaveri, seksuelt misbrug og tvungen prostitution.

Maeva fastlår, at hun er stødt på mere og mere hadtale blandt libanesere, der beskriver flygtninge som kriminelle, en trussel mod arbejdsmarkedet og den direkte grund til de skyhøje boligpriser i Beirut. Men regeringen gør intet for at stoppe det eller udvikle kampagner, der taler for flygtninge i landet. Hvordan de kan være med til at bidrage til en stærkere økonomi, innovative løsninger og et mere fleksibelt arbejdsmarked. Befolkningen får oftest kun den ene side af sagen, og det gør integrationen umulig, afslutter hun vores samtale.

En voldelig hverdag

Tilbage ved UNHCR’s hovedkontor, viser Fatima et markant sår i ansigtet på sin søn frem. Han blev i sidste uge angrebet af en ældre mand, da sønnen kom til at smide noget skrald på gaden. Efterfølgende afviste politiet at hjælpe med at finde manden, der gjorde det.

En anden kvinde, som kun ville udtale sig som anonym, fik taget sine identitetspapirer, da hun ankom til Syrien i 2012. Et år efter blev hun udsat for voldtægt i Bekaa-dalen i det nordlige Libanon. Da hun opsøgte politiet blev hun beskyldt for at lyve. Hun modtager i dag heller ikke støtte fra UNHCR og får kun penge, når hun kan finde rengøringsmuligheder i landsbyen. Det sker kun et par gange om måneden.

 

Det er ofte svært for mænd at vende tilbage til Syrien, da de risikerer at blive beskyldt for at være desertører og tvinges i væbnet kamp af regimet igen

Myndighedernes misbrug besværliggør flygtninges mulighed for at arbejde udenfor de områder, de bor i, da de risikerer at blive stoppet ved kontrolposterne i landet, for derefter at blive deporteret til Syrien. I oktober i år udtalte den libanesiske præsident Michel Aoun, at syriske flygtninge skal vende tilbage til mere roligere områder i Syrien, selvom der stadig er risiko for eskalering af borgerkrig i hele landet.

I det libanesiske parlament beskylder oppositionen partier der er allieret med Assad-regimet, for ikke at kunne sikre sikkerhed, når syrere vender tilbage. Human Rights Watch har også udtrykt bekymring for, at tilbagevendelserne er foretaget ufrivilligt og uden mulighed for sikkerhed ved tilbagekomsten. I så fald vil det være brud med international lov.

Vi trækker nogle meter væk fra indgangen til UNHCR’s kontor med Fatima, som fortæller, at hun kender bekendte, der er rejst tilbage til Syrien pga. de svære forhold, men at størstedelen af dem bliver deporteret af myndighederne. Hendes mand, Zouhair, går sjældent ud fra deres lejlighed. Han er førhen blevet tortureret af libanesisk politi og er bange for at myndighederne sender ham tilbage til krigsområde, hvis de finder ham på gaden igen. Fatima tager ham i hånden:

»Det er ofte svært for mænd at vende tilbage til Syrien, da de risikerer at blive beskyldt for at være desertører og tvinges i væbnet kamp af regimet igen,« siger hun og efterlyser, at det internationale samfund gør noget og stiller krav til den libanesiske regering.

Nærområdestøtte

Danmark har i år lovet at sende 400 millioner kr. til Jordan og Libanon. Libanon modtager også støtte både fra EU og Verdensbanken, men er dog langt fra i besiddelse af den eksklusive aftale, som Tyrkiet har med EU, hvor Tyrkiet blokerer flygtningeruter mod Grækenland for at modtage milliarder af kroner den anden vej fra EU. Libanon er ganske enkelt ikke en ligeså stor trussel for EU, fordi det ikke grænser direkte op til Europa.

Den nødhjælp, der ankommer til Libanon, bliver i stedet ofte varetaget af nødhjælpsorganisationer, som mestendels administrerer lejrene og ikke tilstanden i de større byer. I en undersøgelse fra 2016 stillede Cambridge University og en række syriske organisationer sig tvivlsom over for, om støtten især i Libanon bliver kanaliseret de rette steder hen, og om den er effektfuld nok.

Fatima bliver stående udenfor UNHCR. Hun har tænkt sig at kæmpe videre, indtil hendes families behov for hjælp imødekommes. UNHCR’s vagter beder Fatima og Zouhair om at forlade området. Fatima tager sin søn op i armene og begynder at gå. Hun råber oprørt

»I burde hjælpe os, men i vender det døve øre til«. 

Kort tid efter opstår der tumult, og Fatima bliver kørt væk i en politibil. Hun løslades igen om aftenen. Da hendes veninde, der også var tilstede under anholdelsen, ringer til os, ryster hun i stemmen:

»Vi ved ikke hvem vi kan stole på. Dem der burde støtte os, er imod os«.