Print artikel

Filosofisk omklædningsrumssnak

Beckenbauer med Heidegger-maske
Anmeldelse
21.08.17
Nabokov, Camus, Heidegger, og Orwell var alle begejstrede for sport. Britisk filosof undersøger forholdet mellem sport og filosofi.

Sporten indtager en besynderlig rolle i humanvidenskaberne. Hos adskillige store filosoffer og litterater finder man en umiskendelig sportsbegejstring. Vladimir Nabokov stod på mål for Tenishevskij-skolens prestigefyldte fodboldhold i Sankt Petersborg (hvor også den store digter og essayist Osip Mandelstam spillede). Filosoffen Martin Heidegger var beundrer af den tyske libero Franz Beckenbauer. George Orwell var en ivrig - omend angiveligt middelmådig - cricketspiller i sin ungdom. Mark Twain ville være bokser og Albert Camus bliver ofte citeret for at have givet fodboldsporten æren for sin moralske vækkelse. Men kun meget sjældent er denne sportsbegejstring blevet omsat til mere end netop bare personlig begejstring. I den akademiske verden er sporten ofte umulig at adskille fra »a narcissistic type of condescension«, som den tysk-amerikanske litteraturprofessor Hans-Ulrich Gumbrecht skriver i In Praise of Athletic Beauty fra 2006.

Således også i den britiske filosof David Papineaus nye bog Knowing the Score: What Sports Can Teach Us About Philosophy (And What Philosophy Can Teach Us About Sports), der er en hyggelig og anekdotetung omgang omklædningsrumssnak hældt på filosofiens flasker. Den slags er set før, blandt andet hos Papineaus kollega og landsmand Colin McGinn, og det kan bestemt være interessant læsning, men ofte viser det sig at være akkurat det modsatte. I Knowing the Score går ikke færre end de første 60 sider til en diskussion af sportsudøvelsens mentale aspekter. Og konklusionen? Den gode præstation kræver koncentration. Ja, selvfølgelig. Samme skær af banalitet har kapitlet om de atleter, der er opstillingsberettigede for flere lande. Her er pointen blot, at de selv bør bestemme hvilket land, de vil repræsentere. Nationalfølelse er nemlig et personligt anliggende, får vi at vide.

Anderledes læseværdigt er det, når Papineau bruger cykelsporten - og navnligt vandbærerne, der fra fronten af feltet skræller kilometer af udbrydernes forspring - som et redskab til en opløsning af den moralfilosofiske dikotomi mellem egoisme og altruisme. Eller når han relativiserer fair play-fænomenet: »There really doesn’t seem to be any mechanical formula for morally grading codes of accepted sporting behaviour. The relations between the scoring systems, the rules and the officials are too complex and varied to allow any easy generalizations.« Helt afgørende er det, mener Papineau, at skelne mellem egentlige regelbrud og udfordringer af reglernes gråzoner. Mens førstnævnte selvsagt ikke er tilladt, er sidstnævnte en integreret del af sportens væsen. Også selvom det ofte bryder med sportens ånd og derfor kan være anledning til stor frustration hos både konkurrenter og fans.

Sporten er aldeles værdifuld som det, den umiddelbart fremstår som: en dyrkelse af kroppens fysiske egenskaber

Interessant er også spørgsmålet om, hvorfor der ikke længere bliver opfundet nye sportsgrene. Lige på det ene punkt er sportsverdenen bemærkelsesværdig statisk. I stort set alle udbredte sportsgrene blev regelsættet udformet i den sidste halvdel af det nittende århundrede. Det er er en kuriositet, som også den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzee beskæftiger sig med i Here and Now, der er en brevudveksling med kollegaen Paul Auster. Mens deres forklaring retter sig mod især de kommercielle markedskræfter, har Papineau den glimrende pointe, at nye sportsgrene mangler en fortid til at hægte nutiden op på. Det er nemlig i historien og traditionerne, at man finder sportens afgørende substans.

Bogen kulminerer i et afsluttende forsøg på at indfange sportens fascinationskraft. Papineau går i rette med den amerikanske filosof og lingvistiker Noam Chomsky, der ikke anser sporten for at være andet end en meningsløs, kapitalistisk forblændelse. I stedet læner han sig snarere op ad 60’erne og 70’ernes legendariske Liverpool-manager Bill Shankly, der stadig hyppigt citeres for at have sagt, at fodbold ikke er spørgsmål om liv eller død, nej, det er meget vigtigere. Helt så oppustet er Papineaus analyse ikke, men han afviser, at sporten skulle være et mere dilettantisk foretagende end eksempelvis matematik eller billedekunst. Uden at han kommer det væsentligt nærmere, påstår Papineau, at sporten er aldeles værdifuld som det, den umiddelbart fremstår som: en dyrkelse af kroppens fysiske egenskaber. Dermed skulle man mene, at der var lagt an til en række sportsæstetiske overvejelser, men noget skuffende afstår Papineau fra at rette yderligere opmærksomhed i den retning.

Knowing the Score kan næppe regnes for at være et stykke rendyrket sportsfilosofi. Der er snarere tale om en række filosofiske betragtninger med sporten som trædesten. Det er egentlig ganske interessant, for oftest er forholdet mellem sport og filosofi sådan, at filosofien bliver brugt til at åbne sporten og gøre den intellektuelt relevant. Her forholder det sig snarere omvendt.